Ghettoplan: Et racistisk frontalangreb på fattige

MG 5458

Rasmus Jeppesen



6 minutter

I foråret præsenterede Lars Løkke-regeringen sin såkaldte ”ghettoplan”, som er intet andet end gennemsyret racistiske angreb på de laveste lag i samfundet. Det er især boligsituationen, som vil blive forværret for de fattigste i Danmark.

Indvandrere og flygtninge bliver endnu en gang gjort til syndebukke for at distrahere arbejdere og unge fra de reelle problemer. I et samfund med mærkbare fremskridt for flertallet ville magthaverne ikke have behov for at lange ud efter marginaliserede grupper. Ghettoplanen er dog ikke ”kun” et angreb på mennesker med en mørk pigmentfarve: det er undskyldning for at angribe sociale rettigheder og forhold for alle fattige i almene boligområder.

Riv boligerne ned, smid de fattige ud

Der er flere forskellige elementer i planen; men ét af regeringens initiativer er at fjerne de billige lejeboliger for at ”afvikle” en såkaldt ghetto. Hvis et boligområde står for længe på regeringens ghettoliste, bliver der nu åbnet op for, at en boligforening kan pålægges afvikling af et boligområde. Boligforeningen bliver tvunget til at nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 %, enten igennem salg eller fysisk nedrivning af boligerne.

Regeringens plan har fået boligforeningerne landet over til at gå i panik. I september rapporterede DR, at Brabrand Boligforening ville betale op til 50.000 kr. til deres beboere som ikke er i arbejde eller under uddannelse, for at flytte ud af boligafdelingen Skovgårdsparken. Det var ikke noget boligforeningen havde lyst til; men fordi boligafdelingen havde stået på regeringens liste over udsatte boligområder i flere år, kan 60 % af boligerne blive revet ned, hvis afdelingen også står på listen næste år.

På daværende tidspunkt var 41,1 % af beboerne i Skovgårdsparken på offentlig forsørgelse, og hvis boligafdelingen skulle væk fra regeringens liste, skulle den ned under 40 %. Det kan afhænge af fra-/ind-flytning af 2-3 enkeltindivider om ens bolig bliver revet ned. Direktør for Brabrand Boligforeningen, Kjeld Laursen, stillede sig uforstående overfor regeringens ”ghettobekæmpelse”:

“Skovgårdsparken har i realiteten ikke nogen reelle ghettoproblemer, men fordi man står på den liste, er der opstået en meget stor usikkerhed hos beboerne om, om deres bolig på et tidspunkt skal nedrives” (DR.dk 21.09.18).

Det er tydeligt, at regeringen kunstigt skaber problemer for at styrke dens egen politiske kapital frem for, at dens forslag løser nogle af de problemer, der faktisk eksisterer i samfundet. Oven i det vil regeringen nedsætte kontant- og uddannelseshjælp til integrationsydelsesniveau for de mennesker, som flytter til et af de ”hårdeste ghettoområder”. Hvis man allerede er på integrationsydelse, skal det være forbudt overhovedet at flytte til de ”hårdeste ghettoområder”. Hvis du er fattig og forsøger at rykke til en billigere bolig, bliver du altså endnu fattigere. Hvis du allerede lever i den alleryderste fattigdom – på integrationsydelse bliver du simpelthen nægtet at bo i disse områder.

Klapjagt

Det er åbenlyst, at ghettoplanen er en ren klapjagt på fattige mennesker. De bliver nu fysisk fjernet fra deres hjem i en situation, hvor det i forvejen er svært at finde noget at bo i, som er til at betale.

Der har været enorme prisstigninger de seneste årtier i de store byer og deres omegn, specielt i hovedstaden. Samtidig er der ifølge Danske Studerendes Fællesråd og Hjem til Alle alliancen er 42.000 billige boliger forsvundet de sidste 10 år.

Prisen på lejeboliger er eksploderet i de store byer. Ifølge TV2 var lejeprisen på et-, to- og treværelses lejligheder steget med 42 % de seneste fem år. Sidste år var udbudslejeprisen i gennemsnit 11.030 kr. for en toværelses lejlighed, mens den ”kun” var 7.131 kr. for en etværelses lejlighed. Lejernes Landsorganisation anslår, at de fleste lejligheder udlejes til overpris.

Andet reaktionært indhold i ”ghettoplanen”

 

– Tvungen pasning i vuggestuer for børn fra 1-års alderen i udsatte boligområder i mindst 25 timer om ugen, hvor de skal undervises i ”danske traditioner og demokratiske normer”.

– Både kriminelle og deres familier skal kunne smides ud, hvis de begår ”utryghedsskabende kriminalitet” inden for en kilometer fra bopælen, og hvis forbrydelsen har udløst en ubetinget frihedsstraf.

– Dobbelttstraf for visse forbrydelser i de definerede ghettoområder.

– Boligselskaberne skal kunne afvise at udleje en bolig, hvis lejeren selv eller medlemmer af husstanden inden for de seneste fem år er straffet for utryghedsskabende kriminalitet.

Konsekvensen er, at storbyerne er lukket land for arbejdere, unge og især de allerfattigste. De bliver drevet ud og sendt til ”Udkantsdanmark”. Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er de seks kommuner med størst nettotilflytning af mennesker på offentlig forsørgelse alle placeret
på Lolland-Falster og Vest- og Sydsjælland, mens de fire største byer i Danmark (København,
Aarhus, Odense og Aalborg) er nogle af
dem, der har oplevet størst nettofraflytning af samme gruppe.

En anden konsekvens er den stigende hjemløshed. Det Nationale Forskningsinstitut for Velfærd (SFI) talte sidste år 6.635 hjemløse
personer i Danmark, hvilke er en stigning på 33 % siden 2009. Det er
særlig blandt unge, at hjemløsheden er steget. I 2009 var der 1.323 børn
og unge som var hjemløse. Sidste år var det steget med ca. 56 % til 2.331.

Ifølge SFI var der en generel stigning i antallet af hjemløse kvinder i
2017, og tallene indikerer, at hjemløshed rammer flere kvinder med børn.
Som en mulig forklaring peger de på: ”(…) den pressede boligsituation i
landets større byer efterhånden også rammer husstande med børn.” (Hjemløshed i Danmark. En national kortlægning, SFI)

Sulten tilbage

Regeringens ghettoplan er ensidig klassekrig mod samfundets fattigste og vil blot øge disse tendenser.

Når man læser ghettoplanen, ”Ét Danmark uden parallelsamfund”, handler det mest af alt om at udskamme indvandrere, flygtninge og efterkommere fra ”ikke-vestlige lande”. Ifølge regeringens udspil kan et boligområde kategoriseres som ”ghetto” ved forskellige parametre. Men alene hvis andelen af beboere som er indvandrere eller efterkommere med ”ikke-vestlig” baggrund er på 60 % eller mere, bliver boligområdet til en ghetto. At være en ”ikke-vestlig” indvandrer eller efterkommer er dermed i sig selv en negativ karakteristika.

Den kvalmende racisme er ikke tilfældig. På trods af, at Danmark skulle være i et økonomisk opsving, og at der aldrig har været så mange mennesker i arbejde før, så mærker de fleste ikke, at tingene bliver bedre, og at det går fremad. Tværtimod er kvaliteten af de job, der bliver skabt i dag, lav, der er ingen ende på den nationale stressepidemi, og regeringen fortsætter med at skære ned overalt i den offentlige sektor.

Hele ghettoplanen er intet andet end et massivt angreb på de laveste lag i samfundet. Den er en fortsættelse af den racistiske heksejagt på indvandrere, flygtninge og muslimer. Som med resten af regeringens politik bliver det tydeligt, at ghettoplanen er en del af overklassens krig mod de fattige, omsvøbt af et tykt lag racisme. Det bliver kun regeringens boligspekulant- og entreprenørvenner, som kan glæde sig over ghettoplanen. På den anden side kommer arbejderklassen til at sidde hårdere i det. Det kommer til at give et større pres for at acceptere hvad som helst på ens arbejdsplads af frygt for at miste sit arbejde og dermed ikke have råd til at betale sin bolig.

For nogle år siden udtalte Lars Løkke i forbindelse med den daværende regerings kontanthjælpsreform, at han ville ”have sulten tilbage”. Ghettoplanen er endnu et skridt i den retning, et skridt mod normaliteten inden for kapitalismen: højere fattigdom, flere hjemløse, storbyer forbeholdt overklassen og dens lakajer, sultejobs på arbejdsmarked, osv.

Det er på tide at slå tilbage. Enhver fagforening eller parti, som tør kalde sig en del af arbejderbevægelsen, bør bekæmpe den her pakke med næb og kløer. Men i endnu højere grad må vi organisere os for at fjerne roden til fattigdom, hjemløshed, boligmangel og racisme: kapitalismen som system.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]