Det, der skete i Italien fredag den 3. oktober, har meget få fortilfælde. Tænk lige over det. En politisk strejke. En politisk generel strejke. En politisk generalstrejke indkaldt til støtte for international solidaritet og mod imperialisme.
Millioner deltog i arbejdsnedlæggelser, to millioner deltog i massedemonstrationer og hundredtusinder udførte aktioner under parolen ‘lad os blokere alt’. Den følgende dag, lørdag den 4. oktober, deltog over en million mennesker i Rom i en national demonstration mod folkemordet i Gaza. Begivenhederne er en del af et dramatisk skift i verdenssituationen, som ikke er begrænset til Italien, men også omfatter massebevægelsen i Frankrig, massedemonstrationerne i Spanien og de såkaldte ‘Gen Z-revolutioner’. Det er vigtigt at analysere dem og forstå deres hovedtræk og implikationer.
Hvad er hovedtrækkene ved bevægelsen i Italien?
Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at denne bevægelse er opstået uden for de traditionelle masseorganisationer. Lederne af CGIL, Italiens største fagforeningssammenslutning, blev tvunget til at indkalde til strejken. Den 22. september havde den mindre fagforening USB indkaldt til en generalstrejke for Palæstina, som hundredtusinder af arbejderne og unge deltog i. Lederne af CGIL frygtede for at blive overhalet venstre om og indkaldte derfor til strejken.
Det andet særlige træk ved bevægelsen er de unges rolle, som overalt stod i spidsen for mobiliseringen og var til stede i stort antal (selv CGIL’s generalsekretær Landini blev nødt til at påpege dette) og gik på gaden sammen med resten af arbejderklassen og den øvrige befolkning.
Et tredje dominerende træk ved de sidste to ugers begivenheder i Italien er den stærke følelse blandt masserne af, at det ikke er nok bare at demonstrere; at der er behov for at gøre mere. Sloganet for generalstrejken, ‘Blokér alt’, som er lånt fra bevægelsen i Frankrig, repræsenterer et sundt instinkt, nemlig erkendelsen af, at man ikke opnår noget ved at lægge et moralsk pres på regeringen, og at der i stedet er brug for direkte handling. Denne idé indeholder i spæd form kimen til en revolution, hvor masserne tager sagen i egen hånd.
For det fjerde, og måske en af bevægelsens vigtigste aspekter, er havnearbejdernes afvisning af at håndtere gods til og fra Israel. Dette er blevet gennemført ved hjælp af strejker blandt havnearbejderne selv (i Genova, Livorno og andre havne) med opbakning fra en massiv mobilisering af støtte udefra. Dette er ekstremt signifikant. Der har tidligere været andre eksempler på lignende aktioner (i Marseille, Piraeus), men de italienske havnearbejdere har taget det til et højere niveau.
De italienske havnearbejderes initiativ skal spredes og koordineres på internationalt plan. Den europæiske havnearbejderkonference i Genova var et fremragende første skridt i den retning. En boykot af Israel fra arbejdernes side vil få en enorm betydning, både rent praktisk og politisk, da den vil være en alvorlig hæmsko for den israelske krigsmaskine og samtidig tydeliggøre arbejderklassens magt i det kapitalistiske samfund.
For det femte er den enorme bevægelse blandt italienske arbejdere og unge i et land, der styres af en demagogisk, reaktionær borgerlig regering, et slag i ansigtet på alle de skeptikere, kynikere og demoraliserede elementer på den såkaldte venstrefløj, der har brugt hele året på at jamre sig over den såkaldte fremgang for fascisme, reaktion og bonapartisme.
Kollapset af alle borgerlige institutioners legitimitet (som følge af kapitalismens organiske krise) har givet grobund for en stærk anti-establishment-stemning. På grund af ‘venstrefløjens’ fallit har denne stemning i mange tilfælde udtrykt sig i en fremgang for højreorienterede demagoger, der har kanaliseret denne vrede i en reaktionær retning ved at gøre migranter til syndebukke osv. Det er Melonis regering et typisk eksempel på.
Men det er ikke et uundgåeligt resultat – hvis muligheden byder sig, vil den samme stemning komme til udtryk i en eksplosion af klassekamp. Det er den eneste måde at bekæmpe højrefløjen og de reaktionære på: gennem militant klassekamp – ikke kulturkrige, ikke det abstrakte ‘forsvar af demokratiet’, ‘institutionerne’ eller ‘republikken’ – men gennem klassekamp mod hele det kapitalistiske establishment.
For det sjette er bevægelsen i Italien opstået på baggrund af spørgsmålet om Sumud flotillen og i protest mod folkemordet i Gaza, men den har dybere rødder. Gaza har fungeret som katalysator for en massiv protestbevægelse, der længe har været under opsejling. Mange års sparepolitik, nedskæringer på sociale ydelser, angreb på sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet, forringelse af levestandarden (særligt markant i Italien siden 2008), intensivering af udbytningen på arbejdspladserne, forringelse af arbejdsforholdene… hele det sociale og økonomiske pres havde ophobet sig og søgte desperat efter en kanal, hvorigennem det kunne komme til udtryk.
Lederne af fagforeningerne – som i praksis er blevet fuldstændig indlemmet i det kapitalistiske establishment – var hunderædde for at åbne op for en sådan kanal. Det ophobede pres kogte over i spørgsmålet om Palæstina, men var i virkeligheden også en massiv protestbevægelse mod den højreorienterede regering og hele systemet. Bevægelsen har sluppet kræfter løs, som lederne ikke kan kontrollere.
I Italien er bevægelsen mod Israels folkemord i Gaza blevet stærkere og stærkere: fra massebevægelsen den 22. september til generalstrejken den 3. oktober og den enorme nationale demonstration i Rom. På et eller andet tidspunkt vil denne fase af bevægelsen uundgåeligt ebbe ud, men dens indflydelse vil være langvarig og vil give genlyd ud over spørgsmålet om solidaritet med Palæstina og sprede sig til alle aspekter af arbejderes og unges kamp, herunder den industrielle kamp for løn og arbejdsforhold.
Arbejdere og unge har fået en smagsprøve på deres egen magt over for regeringen og arbejdsgiverne. De føler sig nu selvsikre, og denne selvsikkerhed vil sandsynligvis få dem til at gå i offensiven på andre fronter. Som de italienske kammerater fra Partito Comunista Rivoluzionario (PCR) påpeger, er “dæmningen brudt”.
Over one million people in Italy joined a nationwide strike and protests in solidarity with the Global Sumud Flotilla after Israeli raids on all 42 vessels. The strike—organized by the country’s two largest unions, representing 5.5 million workers—brought the transport system to… pic.twitter.com/speAUPrvht
— BreakThrough News (@BTnewsroom) October 3, 2025
Bevægelsen spreder sig gennem Europa
Det er hovedtrækkene ved bevægelsen i Italien, men de er ikke unikke for Italien. I løbet af weekenden var der i hele Spanien hidtil usete massedemonstrationer i solidaritet med Palæstina, hvor i alt to millioner mennesker deltog.
Her ses også en tendens til at lave direkte aktioner, omend i en svagere form, med forsøg på at blokere motorveje og havnen i Barcelona. Fagforeningslederne har været nødt til at indkalde til en begrænset strejke den 15. oktober, og nogle fagforeninger har indkaldt til en 24-timers strejke samme dag i Catalonien, Baskerlandet og Galicien.
I Frankrig førte bevægelsen ‘lad os blokere alt’ (bloquons tout) til to massive aktionsdage den 10. og 18. september rettet mod regeringen og Macron, som forsøger at gennemføre massive nedskæringer. Det har nu ført til, at den franske premierminister Lecornu er trådt tilbage efter kun 27 dage på posten og 24 timer efter, at han havde dannet sin regering.
I Spanien og Italien kom initiativet til disse massive bevægelser nedefra, ikke fra fagforeningslederne eller de venstreorienterede politiske partier. I begge tilfælde spillede unge den mest dynamiske rolle.
I adskillige andre europæiske lande var der hidtil usete mobiliseringer i solidaritet med Palæstina og militante demonstrationer mod Israels angreb på flotillen (Tyskland, Belgien, Irland, Portugal, Schweiz, Holland osv.). Hertil kommer generalstrejken i Grækenland (1. oktober) mod reformen af arbejdsmarkedslovgivningen, som er en forlængelse af de eksplosive demonstrationer og generalstrejker i forbindelse med mørklægningen af Tempi-togulykken.
250,000 in today's Red Line for Palestine in Amsterdam, the largest ever. A worldwide outpouring of support. Italy shows the way: general strike, workers boycott, mass direct action. Down with the warmongers. Free Palestine. End the genocide. pic.twitter.com/Xhw8fYl37h
— Jorge Martin ☭ (@marxistJorge) October 5, 2025
Den verdensomspændende Gen Z-revolution
Disse begivenheder markerer indtoget af de avancerede kapitalistiske lande i Europa og deres arbejderklasse og ungdom i den verdensomspændende bølge af ‘Gen Z-revolutioner’, der den seneste måned har rystet det ene land efter det andet (Indonesien, Nepal, Østtimor, Filippinerne, Madagaskar, Marokko, Paraguay, Ecuador, Peru…).
På verdensplan er der en generation af unge, der er vokset op efter krisen i 2008 og er vokset op i en kontekst præget af nedskæringer, massebevægelser og revolutioner, COVID-19-pandemiens konsekvenser, klimakrisen, den voksende kløft mellem rige og fattige, krige og militarisme. Som konsekvens har alle borgerlige institutioner og partier, de kapitalistiske massemedier, parlamenter osv. tabt sin legitimitet.
Den ophobede vrede over kapitalismens krise og dens forskellige manifestationer er nu eksploderet i en verdensomspændende kæde af massebevægelser, oprør, opstande og revolutioner. Dette repræsenterer et dramatisk skift i verdenssituationen. Unge står i spidsen for bevægelsen, og de har et instinktivt internationalistisk udsyn, hvor de lærer af hinandens bevægelser og henter inspiration fra dem. Det kommer til udtryk i brugen af de samme slogans og bannere, herunder Straw Hat piratflaget.
Det er kun den officielle venstrefløjs totale fallit, der forhindrer disse bevægelser i at gå endnu længere. Selv når bevægelserne har nået et niveau, hvor de har kunne vælte en regering eller et regime med revolutionære midler, er de blevet ledt i sikre kanaler, der kun har skabt overfladiske ændringer i toppen af samfundet, så der ikke sker nogen grundlæggende forandringer.
Når masserne har fået muligheden, har de gang på gang vist enorm beslutsomhed og mod til at kæmpe, undertiden på en helt spontan måde og mod alle odds. Men det, der har manglet overalt, er en revolutionær ledelse, der er navnet værdig og i stand til at føre bevægelsen til en afgørende sejr. Opgaven med at opbygge sådan en revolutionær kommunistisk ledelse er mere presserende end nogensinde.
Hvem vil befri Palæstina?
Den italienske generalstrejke repræsenterer højdepunktet i solidaritetsbevægelsen med Palæstina og er en inspiration for arbejdere og unge i hele verden. I Italien selv har det enorme pres fra massemobiliseringen, fra de mange arbejdere og unge i aktion, fuldstændig ændret magtbalancen. Den højreorienterede regering er tvunget i defensiven.
Lederne af CGIL og PD (Det Demokratiske Parti) er tvunget til at tage et skridt til venstre af frygt for at blive fejet til side. Initiativet ligger hos masserne. Det er tid til at skubbe på og gå endnu længere. Bevægelsen bør vedtage en række konkrete krav (fuldstændig embargo mod Israel, afbrydelse af diplomatiske forbindelser osv.) og true med en 48-timers strejke, hvis kravene ikke imødekommes inden for en given periode.
Den italienske generalstrejke viser vejen frem for solidaritetsbevægelsen med Palæstina: strejker, direkte masseaktioner, blokering af alt, boykot fra arbejdernes side. Det er disse metoder, der må tages i brug.
Havnearbejderkonferencen i Genova opfordrede til en fælles aktion fra havnearbejdere i Europa og Middelhavet mod folkemordet. Det er et fremragende initiativ, som bør danne grundlag for en international arbejderboykot af Israel, der involverer havnearbejdere og andre transportarbejdere samt arbejdere i våbenindustrien.
Der er forskellige faktorer, der har fået Trump til at forsøge at presse en ‘fredsaftale’ igennem i Gaza, mod Netanyahus vilje. Det er ikke emnet for denne udtalelse. Det er tilstrækkeligt at konstatere, at eksplosionen af massedemonstrationer mod folkemordet og bevægelsen i Italien helt afgjort har spillet en rolle i Trumps bestræbelser.
Både Marco Rubio og Trump selv har indrømmet dette, da de sagde, at »Israels internationale isolation var en af grundene til, at krigen i Gaza måtte bringes til ophør«. Amerikansk imperialisme og Israels allierede i Europa er dødsens bange for de revolutionære konsekvenser, som massakren i Gaza kan få for de reaktionære arabiske regimer, de støtter i regionen, men også for den radikalisering, den medfører i deres egne lande.
Lad os gøre det helt klart: Trumps Gaza-plan er en fælde. Det, han tilbyder palæstinenserne, er et valg mellem folkemord og etnisk udrensning på den ene side og en kolonial mandat-enklave, der styres direkte af Trump og Blair, på den anden. Det er en endnu mere grusom udgave af den fejlslagne Oslo-aftale. Første gang var det en tragedie, anden gang er det en farce.
Palæstina kan kun blive frit ved hjælp af revolutionære midler, og det første skridt er at vælte de reaktionære arabiske og muslimske regimer, der er medskyldige i undertrykkelsen af Palæstina. Arbejderne, de unge og de fattige i Egypten, Jordan, Libanon, Tyrkiet og Saudi-Arabien bør lade sig inspirere af den italienske generalstrejke og følge dens eksempel.
Kampen for et fri Palæstina kan ikke ses isoleret. I Vesten er det først og fremmest en kamp mod vores egne imperialistiske regeringer, som er medskyldige i Israels folkemord i Gaza. Det er de samme regeringer, som indfører brutale nedskæringer, samtidig med at de kræver massive forøgelser af militærudgifterne. Kampen mod folkemordet i Gaza må forbindes med kampen mod nedskæringerne herhjemme. De italienske kampmetoder er ikke bare den eneste vej frem for solidaritetsbevægelsen med Palæstina, men også for arbejder- og ungdomsbevægelsen generelt, når det kommer til at kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår, boliger, mod oprustning og for et ordentligt sundhedsvæsen og gode uddannelser.
Den italienske generalstrejke den 3. oktober og mere generelt hele bølgen af klassekamp, som har kendetegnet september 2025, er en kilde til enorm inspiration. Det er vores pligt at drage alle de nødvendige konklusioner og generalisere dem.
London, 6. oktober 2025
