Frihed for politikere – kontrol af arbejderklassen

rich pig



3 minutter

Dem:

Når kommunalpolitikere ikke kan passe deres hverv i byrådet, kan de ikke mærke det på pengepungen. 3 måneders orlov med fuldt vederlag er, hvad kommunalpolitikerne har mulighed for at nyde godt af, hvis de skulle få lyst til at holde ferier fra sliddet som politiker. Der skal selvfølgelig findes en afløser i de tre måneder, og det kunne jo passende være en af politikernes venner, som ikke opnåede valg. Afløseren skal selvfølgelig også modtage fuldt vederlag i perioden. Vi har altså værsgo at betale for to politikere, selvom vi kun får en. Det kan næsten ikke betale sig at passe sin pligt som byrådspolitiker, når orlovsordningen er så fordelagtig. Der er da også 194 byrådspolitikere der har taget orlov i indeværende valgperiode, som vi kun er 1 år og 11 måneder inde i. Det lyder som nogle skønne ferier, når politikerne udtaler sig til DR. Morten Bast Hall, som repræsenterer Konservative i Hørsholm byråd (når han ikke er på ferie), fik udbetalt 35.628 kr. i de tre måneder han var på ferie i Vietnam og Laos. Konfronteret med beløbet mener Hall selvfølgelig, at reglerne skal laves om, og at politikere ikke skal have den slags privilegier. Vi må håbe, at Hall får tid til at arbejde for at fjerne hans egne privilegier nu, når han er hjemme fra ferie igen. Der gik 18.000 kr. ind på Niels Clemmensens konto i den måned han var ude at sejle i Caribien. Clemmensen udtaler, at det slet ikke var noget han havde inde i overvejelserne, da han søgte orlov kort tid efter at havde opnået valg til byrådet i Vejle for Venstre. Faktisk opdagede han slet ikke, at de 18.000 kr. var gået ind på hans konto, før der var tale i medierne om det, og han så tjekkede sin lønseddel. Tænk sig, at have det så godt at 18.000 kr. fra eller til ikke er noget man bider mærke i.

Os:

Hvis du er arbejdsløs, er du jaget vildt. Det er tilstanden i dagens Danmark. Alle dele af en kontanthjælpsmodtagers liv skal endevendes, analyseres og forsvares over for staten, hvis man vil beholde sin kontanthjælp. For eksempel betyder den gensidige forsørgerpligt for ægtepar, at folk bliver proforma skilt for ikke at få ægtefællens løn modregnet i kontanthjælpen.

Dermed har staten også formået at banke en stor økonomisk kile ind i almindelige menneskers relationer. Alt lige fra vindueskiggeri til gennemgang af private Facebook profiler bliver brugt til at bekæmpe arbejdsløses frihed. Et relativt nyt skud på stammen af kontrolmekanismer er lufthavnskontroller. Her stiller staten op i landets lufthavne for at se, om nogle, der modtager offentlige ydelser, har dristet sig til at tage på ferie. Hvis man er arbejdsløs, skal man nemlig stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og hvis man træder ved siden af, så bliver det brugt som en mulighed for at trække i folks ydelser. Sølle 3 millioner kr. blev det til i første halvår af 2019. Over 12.000 kontroller skulle der til for at skrabe de 3 millioner kr. ind, der i alt skal betales tilbage af 400 personer. Undskyldningen for at jagte arbejdsløse er, at de skal i arbejde og ikke nasse på samfundet; men der er bare ærgerligt, at arbejdsløshed er nødvendigt i et kapitalistisk system og aldrig vil kunne udryddes, så længe vi skal trækkes med dette ulækre og menneskefjendske socioøkonomiske system.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]