Det nye anti-kapitalistiske parti (NPA) blev opstartet i Frankrig øjensynligt som et alternativ til både Kommunist- og Socialistpartiet. Lederne af disse to partier var rykket længere og længere mod en markedsorienteret politik. I virkeligheden lider ledelsen af NPA af den samme sygdom, i og med at de tror, at for at få succes valgmæssigt må de nedtone det kommunistiske og revolutionære indhold i det nye parti. Det er ikke, hvad mange ægte revolutionære aktivister forventede sig af NPA.
NPA [Nyt Antikapitalistisk Parti] tæller i sine rækker et vist antal revolutionære aktivister, der seriøst kæmper imod kapitalistklassen, og som ønsker at afskaffe kapitalismen. Men disse elementer er i stigende grad isolerede i deres eget parti. NPA adskiller sig fra LCR [Det Revolutionære kommunistiske Forbund der senere blev til NPA sammen med andre kræfter] ved det faktum, at det politisk set er meget mere heterogent.
Fra LCR til NPA
Længe inden, at LCR blev nedlagt, var partiet karakteriseret ved en temmelig letsindet tilgang til teoretiske spørgsmål og program. Alligevel så det store flertal af LCR’s medlemmer partiet som en revolutionær organisation, der havde som mål at vælte det kapitalistiske system og erstatte det med socialisme. Men lanceringen af NPA under stor mediebevågenhed har tiltrukket mange småborgerlige elementer, heriblandt en god del der hovedsageligt er interesserede i valg og i de positioner, som organisationen måske kan få i “institutionerne”.
NPA havde alt at vinde, troede de, og ville gå fra den ene succes til den anden. De gentog i det uendelige, at PCF [Frankrigs Kommunistiske Parti] er “gammeldags” og “synger på sidste vers”. De troede, at NPA ville erstatte det som hovedkraften på “venstrefløjens venstrefløj”. Resultaterne ved regionsvalget viser, at det ikke er tilfældet. Den stemmeandel, som NPA opnåede, var ikke bedre, end hvad LCR kunne have forventet under lignende omstændigheder.
Kamp i NPA
Denne fiasko vil have konsekvenser inde i NPA. Man hører med jævne mellemrum, at det er NPA’s mangfoldighed, der giver partiets dets styrke. Det er åbenlyst urigtigt. Ved hver alvorlig test vil de forskellige tendenser drage forskellige konklusioner, til tider konlusioner, der står i direkte modsætning til hinanden. Nu vil de medlemmer, for hvem NPA’s valgresultater er det vigtigste, drage den konklusion, at bruddet med “radikalismen” og LCR’s “kommunistiske” profil ikke er gået langt nok.
De vil presse på for at sætte “anti-kapitalismen” i baggrunden, til fordel for mere moderate ideer – blandt andet vage ”grønne” og feministiske ideer – som de anser for at være en stor fordel på den valgmæssige front. På den anden side vil de aktivister, som frem for alt ser NPA som et instrument i klassekampen, prøve at presse det i den modsatte retning. Kampen mellem disse tendenser er allerede begyndt og vil tage til i løbet af næste måneder og år. I sidste ende vil det føre til partiets ruin.
Ideologisk pres
Sovjetunionen og de totalitære regimer i Østeuropas kollaps åbnede muligheden for en enorm ideologisk offensiv fra kapitalismens fortalere. Kapitalismen og markedets blinde kræfter havde endelig sejret over planøkonomien og over “socialismen”. Denne offensiv gjorde et betydeligt indtryk på arbejdere over hele verden, og især på ledelserne af partierne på venstrefløjen, såvel i Frankrig som andre steder. Ledelsen af Socialistpartiet afskrev socialismen, selv som et langsigtet mål, for i stedet åbent at gå ind for den såkaldte “frie markedsøkonomi”. I Kommunistpartiet gik Robert Hue og partilederne så langt som at støtte privatiseringer, især under Lionel Jospins regering i årene 1997-2002.
LCR var heller ikke immune overfor dette pres. Grundlæggende set gik ledelsen af LCR mere eller mindre samme vej, bare langsommere. Ideen, der tegnede NPA-projektet, var at bryde med de “kommunistiske og revolutionære” traditioner til fordel for et vagt “anti-kapitalistisk” billede. Det var bare begyndelsen på en lang periode, hvor en lang række af lederne af LCR så dets kommunistiske, revolutionære og “trotskistiske” arv som en forhindring for dets udvikling, og især valgmæssige fremgang. LCR’s offentlige materialer talte ikke om socialisme. Dets program begrænsede sig til delvise tiltag på linje med Kommunistpartiets.
NPA’s hovedparole, som man kan finde overalt på dets løbesedler og plakater, kræver: “beskat profitterne”. Der er allerede skat på profitterne, men bør vi ikke beskatte dem hårdere? Dette tiltag ville uden tvivl gå i den rigtige retning. Men når man tager i betragtning, hvordan kapitalismen fungerer, følger visse konklusioner logisk heraf. For at undgå at betale skat ville kapitalisterne flytte flere af deres operationer væk og ville lukke fabrikker, men NPA’s program indeholder ikke nogen forslag til at modgå en sådan reaktion. NPA er meget vel anti-kapitalistisk, men hvad betyder det begreb, hvis det program, som organisationen forsvarer, ikke foreslår noget seriøst alternativ til kapitalismen.
Sekterisme
LCR’s sekteriske attitude til PCF og Socialistpartiet var en kilde til konstant irritation for aktivisterne i vores parti [Kommunistpartiet, PCF, red.]. For eksempel må vi huske præsidentvalget i 2002, hvor ledelsen I LCR anbefalede, at man undlod at stemme, hvis Socialistpartiet i anden runde skulle stå overfor Jacques Chirac [den konservative kandidat, red.]. Socialistpartiet og PCF var “det samme” som højrefløjen, sagde de.
Men da Chirac stod overfor Le Pen [den racistiske, højrenationalistiske kandidat, red.] i præsidentvalget, opfordrede LCR til, at man stemte på Chirac. Sådan en opførsel har meget at gøre med de fordomme, der selv i dag eksisterer blandt kommunistpartiets medlemmer imod “trotskisme”. Men vi må også anerkende, at eksistensen af ultravenstre organisationer – Lutte Ouvrière [Arbejderkamp], LCR og i dag NPA – er en pris, man må betale, for det politiske skift og inkonsistens fra toppen af vores eget parti, både i den “stalinistiske” æra og efterfølgende. Stalinismen skubbede ungdommen og arbejderne væk, ligesom ledelsens forelskelse i det “frie marked” siden Roberts Hues tid. Ingen er interesserede i kommunistiske ministre der privatiserer, altså bortset fra kapitalisterne.
Kapitalismen har fejlet, og marxismen har ikke tabt det mindste gran af relevans. Hvis revolutionære aktivister ønsker at kæmpe konsekvent imod kapitalismen, må de begynde at sætte sig ind i teori, i marxismens ideer og principper. Mange kommunistiske aktivister er overbeviste om, at PCF igen må forbinde sig med disse ideer. La Riposte er en del af denne bevægelse og arbejder hårdt for at støtte den i sin avis, på sin hjemmeside og i dets offentlige aktiviteter generelt. Vi er overbeviste om, at de virkeligt revolutionære elementer indenfor NPA vil finde de ideer, teoretiske forklaringer og perspektiver, der svarer til deres bestræbelser.