Det mest kaotiske præsidentvalg i Den Femte Republik har netop resulteret i valget af et nyt statsoverhoved. Ved første rundes slutning var vinderen af den anden runde allerede kendt. Millioner af venstrefløjens vælgere stemte modvilligt for Macron for at besejre Marine Le Pen.
Det må siges, at ingen af lederne af venstrefløjen eller fagforeningerne tilbød dem et konkret alternativ til de to højreorienterede kandidater. De fleste af de venstrefløjens ledere opfordrede bare vælgerne til at stemme på Macron! Men han står ikke stærkt, da hans 20,7 millioner stemmer ikke repræsenterer en homogen blok af støtte til hans politik. De, der stemte på Fillon, Macron, Hamon og Mélenchon i første runde, og derefter stemte på Macron i anden runde er en blanding fra venstrefløjen og højrefløjen, uden klare klasselinjer.
Macron er nu ved at forberede sig på at lancere en uforsonlig offensiv mod flertallet af befolkningens levestandard og arbejdsvilkår. Præsidenten for MEDEF (den største arbejdsgiverorganisation i Frankrig), Pierre Gattaz, udtalte den 25 april sin støtte til Macron, men kom også med en advarsel: “Frankrig har ikke råd til fem år mere med halve tiltag.” Altså var alle de angreb mod arbejderklassen, der blev gennemført af den tidligere François Hollandes regering; arbejdsmarkedsloven, Macron-lovene, budgetnedskæringerne og de milliarder euro, der blev betalt som subsidier til de store virksomheder, kun “halve tiltag” i forhold til hvad borgerskabet virkelig har brug for. Den nye præsident vil uden tvivl lydigt gennemføre deres diktater.
Indtil anden runde af parlamentsvalget er overstået vil Macron utvivlsomt holde sit offentlige program vagt. Derefter vil han, hvis han opnår et flertal i parlamentet, tage masken af og annoncere langt strengere nedskæringer og angreb end dem, der er nedskrevet i hans officielle program. Han vil mere eller mindre gennemføre det samme program som François Fillon. Det er det, som borgerskabet har brug for for at forsvare “konkurrenceevnen” og virksomhedernes profitter, under den franske kapitalismes krise. Kort sagt vil Macron erklære krig mod arbejderklassen. Arbejderbevægelsens organisationer må uden tøven forberede sig på dette!
Men historien ender er ikke her. Resultatet af valgene til den lovgivende forsamling den 11. og 18. juni er ikke givet på forhånd. Den stærke dynamik i Jean-Luc Mélenchons bevægelse “Rebelske Frankrig”, som gjorde, at han endte tæt på 20% af stemmerne, kan fortsætte og vokse. ”Rebelske Frankrig” må nu starte en slagkraftig, radikal kampagne med en klar plan for at vinde. Dens kandidater har en god chance for at nå anden runde i et stort antal valgkredse.
Socialistpartiet derimod vil gå ind i alle mulige former for alliancer og uhyrlige aftaler med Macrons bevægelse, som samtidig vil søge støtte fra højrefløjen. Dette usmagelige miskmask på midten åbner et stort råderum til venstrefløjen.
“Rebelske Frankrig” må også fortsætte med at vinder støtter fra Front Nationale over. En detaljeret analyse af resultaterne af første runde viser, at Mélenchons radikale kampagne kunne tiltrække et betydeligt antal stemmer fra arbejdere og arbejdsløse, som blev frastødt af korruption og “regeringspartiernes” handlingslammelse, og som normalt ville stemme på Front Nationale. Denne bevægelse kan og må fortsætte.
Den “republikanske fronts” elendighed
Mellem den første og anden runde lavede den såkaldte “republikanske front” en masse larm mod Front Nationale. Ironien i dette gik ikke tabt for mange af vælgerne, da denne “front” hovedsagelig bestod af politiske ledere, der selv er personligt og direkte ansvarlig for Front Nationales fremgang i løbet af de sidste tyve år. Deres hykleri og kynisme kendte ingen grænser, da de udtrykte deres “indignation” ved Melenchons afvisning af at støtte Macron i anden runde.
Lederen af “Rebelske Frankrig” modstod imidlertid korrekt dette pres og gik ikke med i den “republikanske front”. Netop denne “front” spillede direkte i hænderne på Front Nantionale ved at give dem mulighed for at præsentere sig selv som “systemets eneste fjende”. I går sagde Marine Le Pen for eksempel: “De politiske formationer, der tog ansvaret for at vælge Mr. Macron, har miskrediteret sig selv og mistet al legitimitet i forhold til at repræsentere et alternativ eller bare en troværdig opposition”. I går vandt Marine Le Pen 10,6 millioner stemmer, 5,1 millioner mere end hendes far i maj 2002. Desuden øgede Jean-Marie Le Pen i 2002 kun sit stemmetal med 700.000 i anden runde af præsidentvalget. Denne gang øgede Marine Le Pen antallet af sine stemmer fra første til anden runde med tre millioner stemmer. Hvilken stor succes for den “republikanske front”!
Det kommunistiske partis ledelse (PCF), som altid formår at begå enhver mulig fejl, opfordrede til at stemme på Macron om aftenen den 23. april. De forklarede, at de straks efter at have stemt på Macron den 7. maj ville kæmpe imod hans politik. Men denne nye “to-trins teori” holder ikke vand. Om bare en måneds tid vil den første runde af parlamentsvalget føre til en række opgør mellem højrefløj, En Marche! Eller den republikanske front mod Front Nationale. Hvis lederne af PCF holder fast til deres position i forhold til den “republikanske front”, så skal de ifølge deres egen logik opfordre til i disse valgkredse at stemme på højrefløjen for igen at blokere Front Nationale. Det var også partiets position i anden runde af regionalvalget i 2015. Grundlæggende foreslår ledelsen for PCF at “bekæmpe” højrefløjen… undtagen når de opfordrer til at stemme på højrefløjen!
Resultatet af den interne afstemning i ‘Rebelske Frankrig’ sidste tirsdag, hvor medlemmerne blev spurgt, hvilken position bevægelsen skulle have i anden runde, viste at farcen med den “republikanske front” afvises af et stigende antal unge og arbejdere. De 65% af aktivisterne i “Rebelske Frankrig”, der nægtede at støtte ideen om at opfordre til at stemme på Macron i anden runde, sendte et stærkt signal. Vi bekæmper ikke Front Nationale ved at opfordre at stemme på højrefløjen. En seriøs kamp mod Front Nationale indebærer en mobilisering af unge og arbejdere på et program, der bryder med kapitalismen, for det er netop dette systems krise, der fodrer Front Nationale med stemmer. Det, sammen med de sidste 20 års ”Venstreorienterede” regeringers manglende evne til at løse massernes problemer. Venstrefløjen og arbejderbevægelsen må igen forbinde sig med ideerne og programmet om en revolutionære omvæltning af samfundet. Vi fra Révolution [Revolutions franske søsteravis], forsvarer disse ideer og dette program. Og vi opfordrer alle dem, der ønsker at hjælpe os i denne kamp, til at slutte sig til os.
