I 1846 beklagede Weitling sig over, at de ”intellektuelle” Marx og Engels kun skrev om uklare ting uden interesse for arbejderne. Marx svarede vredt med følgende ord: ”uvidenhed har endnu aldrig hjulpet nogen.” Marx’ svar er lige så relevant i dag som dengang.

Udgivelsen af artikelserien om ”Klassekampen i den romerske republik” (kan læses her på engelsk) er blevet fulgt med interesse blandt læserne af hjemmesiden marxist.com. Ifølge redaktionen er der rekordmange, der har læst disse artikler, omkring 2.200 hits, hvilket er en del mere end det gennemsnitlige antal læsere af de enkelte artikler.

Denne kendsgerning bekræfter den korrekte politik hos marxist.com, som har etableret et stærkt ry for kvaliteten i de teoretiske artikler. I en tid, hvor de marxistiske ideer er under angreb fra alle sider, står vores hjemmeside for et fast forsvar for marxistisk teori i al sin mangfoldige rigdom. Den viser, at mange mennesker over hele verden er interesseret i teori og er ivrige efter at uddybe deres viden om marxisme.

Marxist.com har imidlertid sine kritikere. Nogle af vore kritikere beklager sig, fordi vi skriver artikler om det gamle Rom midt i den største krise i kapitalismen siden 1930’erne. Til vores forsvar skal det siges, at marxist.com har udgivet en hel del om krisen, og det vil vi fortsat gøre. Men vi har også pligt til at skrive om andre emner, at højne den teoretiske forståelse blandt vore læsere, at levere marxistiske analyser af ikke blot økonomi, men også af historien, videnskab, kunst, musik og alle andre grene af den menneskelige aktivitet.

Ingen revolution uden teori

Hvorledes svarer vi de der kræver, at vi indsnævrer marxismens bredde til deres begrænsede skema? Vi behøver overhovedet ikke at svare dem, for de fik deres svar for længe siden af Lenin, der skrev: uden revolutionær teori kan der ikke være en revolutionær bevægelse. Det er en grundlæggende sandhed, som alle de store marxister har stået fast på. Lad os minde om denne kendsgerning gennem nogle få vigtige eksempler.

Selv før de skrev det Kommunistiske Manifest, bedrev Marx og Engels (som vi må huske på begyndte deres revolutionære liv som studerende af Hegels filosofi) en kamp imod de ”proletariske” ledere, der tilbad tilbageståenhed og primitive kampmetoder, og som stædigt gik imod indførelsen af videnskabelig teori.

Den russiske kritiker Annenkov, der var i Bruxelles i foråret 1846, har givet os en interessant rapport om et møde, hvor der opstod et blodigt skænderi mellem Marx og Weitling, den tyske utopiske kommunist. Weitling, der var arbejder, beklagede sig på et tidspunkt over, at de ”intellektuelle” Marx og Engels skrev om besynderlige emner, der ikke interesserede arbejderne. Han anklagede Marx for at skrive ”lænestols-analyser af doktriner, langt fra de berørte og lidende folk.” På dette tidspunkt blev Marx, der som regel var meget tålmodig, forarget. Annenkov skriver:

”Ved de sidste ord mistede Marx sin selvkontrol og slog så hårdt i bordet med sin knytnæve, at lampen på bordet ringede og rystede. Han sprang op og sagde: ’Uvidenhed har endnu aldrig hjulpet nogen.’” (Minder om Marx og Engels s. 272, min fremhævning, AW)

Weitling var modstander af teori og tålmodigt, propagandistisk arbejde. Ligesom Bakunin mente han, at de fattige altid er klar til at gøre oprør. Denne fortaler for ”revolutionær handling” i modsætning til teori mente, at så længe, der var resolutte ledere, så kunne en revolution arrangeres hvert øjeblik. Vi finder ekkoer af disse primitive før-marxistiske ideer selv i dag blandt marxister.

Marx forstod, at den kommunistiske bevægelse kun kunne gå fremad gennem et radikalt brud med disse primitive ideer og og en udrensning i sine rækker. Bruddet med Weitling var uundgåeligt og kom i maj 1846. Derefter tog Weitling til Amerika og holdt op med at spille nogen nævneværdig rolle. Kun gennem et brud med ”arbejder-aktivisten” Weitling var det muligt at etablere Kommunisternes Forbund på et solidt grundlag. Alligevel fortsætter den primitive tendens, som Witling repræsenterede, konstant med at dukke op i bevægelsen, først i Bakunins ideer, og senere i de forskellige former for ultra-vensre ideer, som stadig plager den marxistiske bevægelse i dag.

I Marx og Engels’ samlede værker finder vi en virkelig guldmine af ideer. Her finder vi Engels’ skrifter om bondekrigen i Tyskland, tyskernes, slavernes og irernes tidlige historie, den tidlige kristendoms historie. I sin artikel ved Engels’ død, skrev Lenin:

”Marx arbejdede på analysen af den kapitalistiske økonomis komplekse fænomen. Engels beskæftigede sig, i enkle skrevne værker, ofte af en polemisk karakter, med mere generelle videnskabelige spørgsmål og med forskellige fænomener i fortiden og nutiden i tråd med en materialistisk opfattelse af historien og Marx’ økonomiske teori.”

En kort fortegnelse over Engels’ værker afslører øjeblikkelig bredden i mandens udsyn. Vi har hans fantastiske polemiske værk imod Dühring, som går i dybden med filosofi, naturvidenskab og socialvidenskab. Familiens, privatejendommens og statens oprindelse handler om det menneskelige samfunds tidligste udspring. Hvad har alt dette at gøre med arbejderklassen og klassekampen, vil vor ”praktiske” kritiker spørge. Blot dette: At det var det værk, der lagde grunden for den marxistiske teori om staten, som Lenin senere udviklede i Staten og revolutionen, bogen der lagde det teoretiske grundlag for bolsjevikkernes revolution.

Og hvad kan vi sige om ”Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang”? I denne bog beskæftiger Engels sig ikke blot med Hegels ”abstrakte og tunge” ideer, men også med ideerne hos mindre og besynderlige tyske filosoffer på den hegelianske venstrefløj. Især i Marx’ og Engels’ breve finder vi et skatkammer af ideer med en fantastisk livskraft. De to venner udvekslede synspunkter om alle slags emner, ikke kun økonomi og politik, men filosofi, historie, videnskab, kunst, litteratur og kultur.

Her er et knusende svar til alle de borgerlige kritikere af Marx, der præsenterer en karikatur af marxismen som en tør, snæver doktrin, der reducerer hele den menneskelige tænkning til økonomi og produktivkræfternes udvikling. Selv i dag er der folk, der kalder sig marxister, som ikke forsvarer Marx og Engels’ ægte ideer i al deres rigdom, men den selv samme ”økonomistiske” karikatur fra marxismens borgerlige kritikere. Det er overhovedet ikke marxisme, men, for at bruge Hegels udtryk, ”die leblosen Knochen eines Skeletts” (de livløse knogler på et skelet), om hvad Lenin sagde: ”Det der er brug for er ikke leblose Knochen, men levende liv.” (Lenin Philosophical Notebooks, Samlede værker, engelsk udgave, bind 38)

Lenin og teori

Lenin lagde altid vægt på betydningen af teori. Selv i partiets første, fostertilstands-fase, førte han en nådesløs kamp imod økonomisterne, der havde en snæver ”praktisk” mentalitet og foragtede teori som de intellektuelles område, ikke arbejdernes. Som svar på dette vrøvl skrev Lenin:

”Marx’ udtalelse: ’Hvert skridt virkelig bevægelse er vigtigere end snese programmer’. At gentage disse ord i en periode med teoretisk virvar svarer til, at man ved synet af et ligfølge giver sig til at råbe: ’Bare hæng i, der er mere i vente!’ Tilmed er disse ord af Marx hentet fra hans brev om Gotha-programmet, hvori han går skarpt i rette med den eklekticisme, man havde tilladt sig i formuleringen af principperne: Hvis man overhovedet skulle slutte sig sammen – skrev Marx til partilederne – så skulle man slutte aftaler for at opfylde bevægelsens praktiske mål, men ikke tillade, at der sjakres med principperne, ikke gøre teoretiske ’indrømmelser’. Dette var Marx’ tanke, men hos os er der folk, som i hans navn søger at afsvække teoriens betydning! Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse. Man kan ikke betone denne tanke stærkt nok i en tid, da opportunismens modeevangelium optræder arm i arm med begejstring for de mest indsnævrede former for praktisk virksomhed. Men for det russiske socialdemokrati forstærkes teoriens betydning yderligere af tre omstændigheder, som man ofte glemmer, nemlig: For det første, at vort parti endnu er under opbygning, endnu kun er ved at udvikle sit ansigt og endnu langtfra har tilendebragt opgøret med andre retninger i den revolutionære tænkning, som truer med at lede bevægelsen bort fra den rette vej.” (Lenin, Hvad må der gøres?, Udvalgte værker, bind 2, side 40)

Den økonomistiske tendens, ligesom Weitling og Bakunin, fremførte sig som en ”ægte proletarisk” tendens, der kæmpede imod den skadelige indflydelse fra de ”intellektuelle teoretikere”. Et skarpt brud med denne tendens, der kombinerede ”proletarisk” demagogi med reformistisk trade-unionisme i praksis, var den første forudsætning for dannelse af bolsjevismen. Men kampen for teori, imod ”praktikerne”, var et konstant særkende længe derefter.

Lenin skrev i 1908:

”Den revolutionære marxismes ideologiske kamp mod revisionismen ved slutningen af det 19. århundrede er kun forspillet til proletariatets store revolutionære kampe; trods alle småborgerskabets svingninger og svagheder er proletariatet på vej fremad til den fuldstændige sejr for sin sag.” (Marxisme og revisionisme)

I sin bog Stalin beskriver Trotskij detaljeret psykologien hos de bolsjevikiske ”komité-folk”, som også havde den ”praktiske” mentalitet. De begik en lang række fejltagelser på grund af, at de var ude af stand til at forstå arbejdernes virkelige bevægelse i 1905-6. Årsagen til deres fejltagelser (som regel af ultra-venstre karakter) var deres manglende forståelse af dialektik. De havde en komplet abstrakt og formalistisk idé om partiopbygning, hvilket ikke var forbundet til arbejdernes virkelige bevægelse. Det var derfor, at bolsjevikkerne i Petersborg i 1905, til Lenins rædsel, udvandrede fra sovjettens første møde, fordi den nægtede at antage partiets program.

I 1908, da han var et mindretal på én i ledelsen for den bolsjevikiske fraktion, som blev anført af ultra-venstre folkene Bogdanov og Lunatjarskij, var han tvunget til at splitte ud på grund af en uenighed om marxistisk filosofi. Det er ingen tilfældighed, at på dette svære tidspunkt, da selve den revolutionære tendens’ eksistens var i fare, brugte han meget tid på at skrive en bog om filosofi: Materialisme og emperio-kriticisme. Man kan spørge, hvad Vladimir Ilitsj lavede, da han skrev bøger om sådanne emner. Hvilken relevans kan studiet af biskop Berkeleys skrifter dog have for russiske arbejdere? Man kan også spørge, hvorfor Lenin anså det for nødvendigt at bryde med flertallet af de bolsjevikiske ledere på spørgsmålet om filosofi. Men Lenin var ganske klar over årsagssammenhængen mellem Bogdanovs afvisning af dialektisk materislisme og den ultra-venstre politik, som flertallet førte.

I løbet af Første Verdenskrig vendte Lenin tilbage til filosofien og foretog et grundlæggende studium af Hegel, som blev udgivet mange år senere i de Filosofiske notesbøger. Et af disse sidste værker var Om betydningen af militant materialisme, hvori han igen understreger behovet for at studere Hegel:

“Selvfølgelig er dette studie, denne fortolkning, denne propaganda af hegeliansk dialektik ekstremt vanskeligt, og de første eksperimenter i denne retning vil utvivlsomt følges af fejl. Men kun den, der aldrig laver noget, laver aldrig fejl. Ved at tage Marx’ metode med at benytte den hegelianske dialektik i en materialistisk opfattelse som vores grundlag, kan og bør vi udvikle denne dialektik fra alle aspekter, i avisen optrykke uddrag af Hegels vigtigste værker, fortolke dem materialistisk og kommentere på dem ved hjælp af eksempler på den måde, hvorpå Marx anvendte dialektik på økonomiske og politiske forhold, hvilket den nyere historie, især moderne imperialistisk krig og revolution, forsyner os med i rigt mål.”

Trotskij og Teori

Trotskij hengav, ligesom Lenin, sit liv til et ubøjeligt forsvar for marxistisk teori. I sin fremragende artikel om Engels understreger han dennes omhyggelige holdning til teori:

”Samtidig var mesterens intellektuelle storsind over for sin elev i sandhed uudtømmeligt. Han plejede at læse den produktive Kautskys vigtigste artikler i skitseform, og hvert af hans breve med kritik indeholder værdifulde forslag, frugter af alvorlige tanker og somme tider undersøgelse. Kautskys velkendte værk Klassemodsætninger i den franske revolution, der er blevet oversat til næsten alle den civiliserede menneskeheds sprog, gik også, ser det ud til, gennem Engels’ intellektuelle laboratorium. Hans lange brev om de sociale grupper i den store revolutions epoke i det attende århundrede – og om anvendelsen af den materialistiske metode i historiske begivenheder – er et af menneskets tænknings mest fantastiske dokumenter. Det er alt for lakonisk, og hvert af dets sætninger forudsætter et for stort mål af viden til at det er i generelt omløb til læsning, men dette dokument, så længe holdt skjult, vil for altid forblive ikke blot kilden til teoretisk vejledning, men også som en æstetisk nydelse for enhver, der for alvor har tænkt over klasseforholdenes dynamik i en revolutionær epoke samt de generelle spørgsmål, der er indeholdt i den materialistiske fortolkning af historiske begivenheder.”
(Trotskij, Engels’ brev til Kautsky, 1935)

I alle Trotskijs værker ser vi et bredt udsyn og en bred interesse i ikke blot historie, men i kunst, litteratur og generelt i kultur. Før Første Verdenskrig skrev han artikler om kunst og om forfattere som Tolstoj og Gogol. Efter oktoberrevolutionen skrev han i stort omfang om kunst og litteratur. Hans bog Litteratur og revolution er et produkt fra denne periode.

I 1923 skrev han:

”Litteratur, hvis metoder og processer har rødder langt tilbage i den fjerneste fortid og repræsenterer det verbale håndværks ophobede erfaringer, udtrykker den nye epoke og den nye klasses tanker, følelser, stemning, synspunkter og håb.” (Trotskij, Litteraturens sociale rødder og sociale funktion)

Midt i den stormfulde periode med revolution og kontrarevolution i 1930’erne fandt han tid til at skrive om litteratur og kunst. I 1934, kort efter katastrofen i Tyskland, skrev han en anmeldelse af Ignazio Silones roman Fontamara. I 1938 skrev han Manifest for en uafhængig revolutionær kunst sammen med den surrealistiske forfatter André Breton.

Vi kan kun forestille os den pseudo-marxistiske filisters indignation: ”Hvad er dette? Kammerat Trotskij spilder sin tid på dette revolutionære tidspunkt i historien og skriver om kunst? Hvad har kunst at gøre med proletariatet og klassekampen?” Filisteren ryster bedrøvet på hovedet og konkluderer, at Trotskij ikke er den, han engang var. ”Dette er ikke Overgangsprogrammets Trotskij! Den gamle mand mister forstanden!” Vi kan blot forestille os det!

På et tidspunkt, hvor Europa blev rystet af revolution og kontrarevolution, da hans tilhængere blev myrdet og Fjerde Internationale kæmpede for sit liv, hvorfor fandt Trotskij tid til spørgsmål som kunst og litteratur? Når vi har besvaret dette spørgsmål vil vi være i stand til at se forskellen på ægte marxisme og den overfladiske karikatur, der i visse kredse er gangbar som marxisme.

”Blot teoretikere”

Under den fraktionskamp, der førte til splittelse af Militant, sagde flertallets fraktion, at Ted Grant og Alan Woods ”blot er teoretikere”. Denne bevingede sætning siger alt om den tendens. I årtier havde vi viet vores liv til at bygge den tendens, der blev den mest succesrige trotskistiske bevægelse siden den russiske Venstreopposition. Fra en lille håndfuld i 1960’erne lykkedes det for os at bygge en stor organisation med faste rødder i arbejderbevægelsen.

Al denne fremgang var et resultat af årevis med tålmodigt arbejde. I sidste ende var det et resultat af de korrekte ideer, metoder og perspektiver, som den marxistiske tænker Ted Grant udarbejdede. Ted stod langt højere end nogen af sine samtidige. Han var velfunderet i marxistisk teori og kendte værkerne fra Marx, Engels, Lenin og Trotskij som sin egen bukselomme.

Da Ted Grant og jeg selv blev ekskluderet fra Militant stod vi i en vanskelig position. Flertallet havde et stort apparat, mange penge og omkring 200 fuldtidsansatte. Vi havde ikke engang en skrivemaskine. Alligevel var Ted og jeg ikke det mindste bekymrede. Vi havde de marxistiske ideer, og det var alt, der betød noget. Al min erfaring siger mig, at hvis du har korrekte ideer kan du altid bygge et apparat. Men det modsatte er ikke tilfældet. Man kan have verdens største apparat, men hvis man arbejder på grundlag af ukorrekte teorier og metoder, vil man ikke opnå sit mål.

Vi overvejede situationen og drog den konklusion, at i den daværende situation, især efter Sovjetunionens kollaps, var vores mest presserende opgave at forsvare marxismens grundlæggende ideer og teorier. Det første resultat var bogen Reason in Revolt: Marxist philosophy and Modern Science. Vores tidligere kammerater lo ad denne bog. Deres sarkastiske kommentar var: “Der ser I! Ted og Alan er gået ud af politik og skriver bøger om filosofi i stedet!” Det var deres holdning til marxistisk teori – en holdning, der følger traditionen fra Weitling og de bolsjevikiske komité-folk, men overhovedet ikke traditionen fra Marx, Engels, Lenin og Trotskij.

Før eller siden slår teoretiske fejltagelser om i en katastrofe i praksis. Det tidligere flertal har betalt dyrt for sine fejltagelser. Det, der tidligere var en kraftfuld tendens med seriøse rødder i arbejderbevægelsen, er blevet reduceret til en skygge af sit tidligere jeg. På den anden side spillede Reason in Revolt en nøglerolle i at oprette den Internationale Marxistiske Tendens. Den er blevet oversat til adskillige sprog og er blevet anbefalet af mange arbejdere, socialister, kommunister, fagligt aktive og aktive i den bolivariske bevægelse (herunder Hugo Chávez).

Hvordan kan vi forklare dette? De fremskredne arbejdere og unge nærer en tørst efter ideer og teori. De ønsker at forstå, hvad der sker i samfundet. De bliver ikke tiltrukket af tendenser, der blot fortæller dem, hvad de allerede ved: at kapitalismen er i krise, at der er arbejdsløshed, at de bor i dårlige boliger, får lave lønninger og så videre. Seriøse mennesker ønsker at vide, hvorfor tingene er, som de er, hvad der skete i Rusland, hvad marxisme er, samt andre spørgsmål af teoretisk karakter. Det er derfor, at teori ikke er et valgfrit ekstra tilbehør, som ”praktikerne” forestiller sig, men et afgørende værktøj i den revolutionære kamp.

Arbejderne og kultur

Det er bagvaskelse af arbejderklassen at sige, at arbejderne ikke interesserer sig for brede spørgsmål om kultur, historie, filosofi osv. Min erfaring gennem mange år siger mig, at blandt arbejdende mennesker er der en langt mere ægte interesse i ideer end blandt mange af de såkaldte dannede middelklassefolk. Jeg kan huske, at jeg en gang for længe siden, hvor jeg holdt foredrag for arbejdere i det sydlige Wales, hvor jeg kommer fra, stødte på en metalarbejder, der havde lært sig selv portugisisk for at kunne læse en brasiliansk lyriker, som jeg aldrig havde hørt om før.

Ideen om at arbejderne ikke interesserer sig for kultur kommer næsten altid fra småborgerlige intellektuelle, der ikke kender til arbejderklassen og forveksler arbejderne med pjalteproletariatet. De udviser derfor en foragt for arbejderklassen og deres eget middelklasse-snobberi over for arbejdende mennesker. En sådan person forsøger at blande sig med arbejderne ved at iføre sig en arbejdsjakke og forsøge at efterligne en ”arbejder” accent. De har et grimt sprogbrug, hvilket de tror vil forbedre deres proletariske akkreditiver.

Jeg har set alt for mange eksempler på angiveligt uddannede marxister, der mener, at det er klogt at efterligne pjalteproletariatets sprog og vaner, fordi det forestiller sig, at det vil få dem til i højere grad at fremstå som ”rigtige arbejdere”. I virkeligheden vil arbejdere som regel ikke anvende sådant sprog i deres hjem eller i høfligt selskab. At efterligne de laveste og mest nedbrudte dele af arbejderne og ungdommens opførsel er uværdigt for en marxist, og endnu mere for en, der ønsker at være leder. I sin fremragende artikel Kampen for kultiveret tale beskriver Trotskij en sådan sprogbrug som kendetegn for en slavementalitet, som revolutionære ikke bør stræbe efter at efterligne, men udrydde.

I denne artikel fra 1923 hylder Trotskij arbejderne under Pariserkommunens skofabrik for at vedtage en resolution om at undgå at bande og for at indføre bøder for grimt sprogbrug. Oktoberrevolutionens leder anså ikke dette for at være en ligegyldig detalje, men en meget vigtig tilkendegivelse af arbejderklassens stræben for at bryde fri af slavementaliteten og stræbe efter et højere kulturelt niveau. ”Groft sprog og banden er en arv fra slaveri, ydmygelser og manglende respekt for menneskelig værdighed – ens egen og andres.” Dette var, hvad oktoberrevolutionens leder skrev.

Der er mange forskellige lag i arbejderklassen, hvilket afspejler forskellige forhold og erfaringer. De mest fremskredne lag i arbejderklassen er aktive i fagforeninger og i arbejderpartierne. De stræber efter et bedre liv. De har en levende interesse for ideer og teori, og de stræber efter at uddanne sig selv. Denne stræben er en garanti for den socialistiske fremtid, hvor mænd og kvinder ikke blot vil have brudt de fysiske kæder, der binder dem, men også de psykologiske kæder, der holder dem slavebundet i en barbarisk fortid.

Trotskij understregede betydningen af en kamp for kultiveret tale: ”Kampen for uddannelse og kultur vil udstyre de fremskredne elementer i arbejderklassen med alle det russiske sprogs ressourcer i dets ekstreme rigdom, underfundighed og raffinering.”

Han forklarer, at revolutionen ”i første omgang er den menneskelige personligheds opvågnen i masserne – der ikke burde have en personlighed”. Den er ”frem for alt menneskehedens opvågnen, dens fremadskridende gang, og den er kendetegnet ved en tiltagende respekt for ethvert individs personlige værdighed og en stadigt stigende omtanke for de, der er svage.”(ibid.)

Den socialistiske omdannelse betyder ikke blot erobring af magten: det er kun det første skridt. Den virkelige revolution – menneskehedens spring fre nødvendighedens rige til frihedens rige – mangler endnu at blive udført. Engels pegede på, at i et samfund, hvor kunst, videnskab og regeringsførelse er et monopol for et mindretal, vil dette mindretal bruge og misbruge sin position for at holde samfundet bundet.

Ved at gøre indrømmelser til det lave bevidsthedsniveau hos de mest tilbagestående og analfabetiske dele af arbejderklassen hjælper vi ikke til at hæve deres bevidsthed til de opgaver, historien stiller. Tværtimod vil det sænke bevidstheden, og det vil altid have bagstræberiske og reaktionære konsekvenser. Vi kan opsummere diskussionen på følgende måde: det, der hæver arbejderklassens bevidsthed, er progressivt og revolutionært, og det, der sænker bevidstheden, er reaktionært.

Marxister må være i frontlinjen for arbejderklassen, der kæmper for at ændre samfundet. Vores pligt er at uddanne og træne den kommende socialistiske revolutions ledere. For at fuldføre denne opgave må vi stå på det, der er positivt, progressivt og revolutionært, og bestemt afvise alt, der er tilbagestående, uvidende og primitivt. Vi sigter efter en meget højtliggende horisont. Vi må hæve arbejderklassens udsyn, i første omgang de mest fremskredne elementer, imod den horisont, som Trotskij talte om i Litteratur og revolution:

”Det er vanskeligt at forudsige udstrækningen af det selvstyre, som mennesket i fremtiden vil nå, eller de højder, hvortil han vil nå med teknikken. Social opbygning og psyko-fysisk selvuddannelse vil blive to aspekter af den selv samme proces. Al kunsten – litteratur, drama, maleri, musik og arkitektur – vil give denne proces en smuk form. Mere korrekt vil hylsteret, hvori den kulturelle opbygning og selv-uddannelse af det kommunistiske menneske vil befinde sig, udvikle alle samtidskunstens vitale elementer til sit højeste punkt. Mennesket vil blive umådeligt stærkere, klogere og mere behændig, menneskets krop vil blive mere harmonisk, bevægelserne mere rytmiske, stemmen mere musisk. Livets former vil blive dramatisk dynamiske. Den gennemsnitlige mennesketype vil hæve sig til samme højder som en Aristoteles, en Goethe eller en Marx. Og på denne højderyg vil der rejse sig nye tinder.”