Dette er en dansk oversættelse af indledningen til bogen “Reason in Revolt – Marxist Philosophy and Modern Science” af Alan Woods og Ted Grant. Bogen udkom første gang i 1995 og kan bestilles via Socialistisk Standpunkt. En on-line-udgave kan læses på www.marxist.com.
Vi lever i en periode, hvor der sker gennemgribende historiske forandringer. Efter 40 år med hidtil uset økonomisk vækst er markedsøkonomien ved at nå sin grænse. Da kapitalismen opstod, revolutionerede den på trods af sine barbariske forbrydelser produktivkræfterne og lagde grunden til et nyt samfundssystem. Den første verdenskrig og den russiske revolution betød et afgørende skift i kapitalismens historiske rolle. Fra at have været et middel til at udvikle produktivkræfterne blev den til en gigantisk hindring for økonomisk og social udvikling. Opsvingsperioden i Vesten fra 1948-73 virkede som en ny opblomstring. Men selv i den periode var fordelene begrænset til en lille håndfuld udviklede kapitalistiske lande. For de to tredjedele af menneskeheden, som lever i den tredje verden, var det et noget andet billede, der bød sig til – massearbejdsløshed, fattigdom, krige og udnyttelse i hidtil uhørt omfang. Denne periode i kapitalismens historie endte med den såkaldte “oliekrise” i 1973-74. Siden da er det ikke lykkedes at vende tilbage til den vækst og beskæftigelsesgrad, som man fik i efterkrigsperioden.
Et samfundssystem i en tilstand af nedgang, som ikke kan vendes, kommer til udtryk i kulturelt forfald. Det afspejles på hundredvis af forskellige måder. Der er udbredt nervøsitet og pessimisme, hvad angår fremtiden, især blandt intelligentsiaen. Dem, der før talte fortrøstningsfuldt om menneskelige fremskridt og udvikling, kan nu kun se mørke og usikkerhed. Det tyvende århundrede er på vej mod sin afslutning efter at have været vidne til to forfærdelige verdenskrige, økonomisk sammenbrud og det fascistiske mareridt i perioden mellem krigene. Disse ting var allerede en advarsel om, at kapitalismens progressive fase var forbi.
Kapitalismens krise gennemtrænger alle områder af livet. Det er ikke bare et økonomisk fænomen. Det kommer til udtryk i spekulation og korruption, stofmisbrug, vold, altomfattende egoisme og ligegyldighed over for andres lidelser, sammenbrud i den borgerlige familie, krise for den borgerlige moral, kultur og filosofi. Hvordan skulle det kunne være anderledes? Et af symptomerne på et samfundssystem i krise er, at den herskende klasse mere og mere føler, at den selv er en hindring for udviklingen af samfundet.
Marx understregede, at de herskende idéer i ethvert samfund er den herskende klasses idéer. I sin storhedstid spillede borgerskabet ikke blot en progressiv rolle ved at udsprede civilisationen, men de var også selv klar over det. Nu er kapitalens strateger grebet af pessimisme. De er repræsentanter for et historisk dødsdømt system, men de kan ikke rigtig affinde sig med den kendsgerning. Denne centrale modsætning er den afgørende faktor, som indvirker på borgerskabets måde at tænke på i dag. Lenin sagde engang, at en mand, der står på kanten af en afgrund, ikke tænker fornuft.
Bevidstheden halter bagefter
I modsætning til hvad den filosofiske idealisme mener, så er den menneskelige bevidsthed i almindelighed utroligt konservativ og har altid en tendens til at halte bagefter udviklingen af samfundet, teknologien og produktivkræfterne. Vane, rutine og tradition vejer, med Marx’ ord, som et helt bjerg på menneskenes måde at tænke på – i “normale” historiske perioder klynger folk sig stædigt til det velkendte ud fra et selvopholdelsesinstinkt, som har rødder tilbage til vores arts fjerneste fortid. Kun i særlige perioder i historien, når den sociale og moralske orden begynder at slå revner under uudholdeligt pres, begynder folkets masser at stille spørgsmålstegn ved den verden, som de er født ind i, og at tvivle på det, de har ment og troet hele deres liv.
Sådan en periode var tiden, hvor kapitalismen opstod – indvarslet af den store kulturelle genopvågnen og opsvinget i åndslivet i Europa efter en lang vintersøvn under feudalismen. I sin historiske opgangsperiode spillede borgerskabet en højst progressiv rolle, ikke bare i at udvikle produktivkræfterne og derved udvide menneskets magt over naturen i mægtigt omfang, men også i at udvikle videnskaben og kulturen. Luther, Michelangelo, Leonardo, Dührer, Bacon, Kepler, Galileo og stribevis af andre af civilisationens stifindere skinner som hele galakser på den menneskelige kulturs og videnskabs udviklingsvej, som blev åbnet op af reformationen og renæssancen. Men sådanne revolutionære perioder opstår ikke let og automatisk. Prisen for fremskridt er kamp – det nyes kamp imod det gamle, det levende mod det døde, fremtiden mod fortiden.
Borgerskabets fremkomst i Italien, Holland, England og senere i Frankrig blev ledsaget af en utrolig opblomstring i kultur, kunst og videnskab. Man må helt tilbage til oldtidens Athen for at finde noget lignende. Især i de lande, hvor den borgerlige revolution sejrede i det syttende og attende århundrede, blev udviklingen af produktivkræfterne og teknologien ledsaget af en tilsvarende udvikling af videnskaben og tænkningen, som på drastisk vis underminerede kirkens ideologiske dominans.
I Frankrig – den borgerlige revolutions klassiske land mht. den politiske form – gennemførte borgerskabet i 1789-93 sin revolution under Fornuftens banner. Længe før den væltede Bastille-fængslets tykke mure, var det nødvendigt at styrte de usynlige, men ikke mindre tykke mure, som den religiøse overtro udgjorde i hjernerne på folk. I sin revolutionære ungdom var det franske borgerskab rationalistisk og ateistisk. Først da de selv var kommet til magten, smed ejendomsbesidderne, som nu stod over for en ny revolutionær klasse, deres ungdoms ideologiske gods over bord.
Det er ikke så længe siden, at Frankrig fejrede tohundredeåret for den store revolution. Det var ganske interessant at bemærke, hvordan alene mindet om en revolution for to hundrede år siden fylder eliten med uro. Den franske herskende klasses holdning til sin egen revolution minder om en gammel mand, der skejede ud i sin ungdom, men nu prøver at købe sig en billet til respektabiliteten – og måske til Himlen – ved at undsige de synder, som han begik i sin ungdom, og som han ikke længere er i stand til at gentage. Som alle etablerede priviligerede klasser prøver kapitalisterne at retfærdiggøre deres egen eksistens, ikke bare over for resten af samfundet, men også over for dem selv. På jagt efter ideologiske støttepunkter, der kunne retfærdiggøre status quo og de eksisterende samfundsforhold, opdagede de hurtigt kirkens fortræffeligheder, især efter den dødelige forskrækkelse, de fik under Pariserkommunen. Sacré Coeur-kirken er et konkret udtryk for borgerskabets frygt for revolution omsat til arkitektonisk spidsborgerlighed.
Marx (1818-83) og Engels (1820-95) forklarede, at den grundlæggende drivkraft i al menneskelig fremgang er udviklingen af produktivkræfterne – industrien, landbruget, videnskaben og teknikken. Dette er en i sandhed storslået teoretisk generalisering, uden hvilken det er umuligt at forstå udviklingen af den menneskelige historie i almindelighed. Men det betyder ikke, sådan som uærlige eller uvidende fremstillinger af marxismen påstår, at Marx “reducerer alting til økonomi”. Dialektisk og historisk materialisme medregner fuldt ud sådanne fænomener som religion, kunst, videnskab, moral, love, politik, tradition, nationale særtræk og alle den menneskelige bevidstheds andre fremtrædelsesformer. Men ikke nok med det. Den viser deres virkelige indhold og sætter disse ting i forbindelse med den faktiske udvikling af samfundet, som i sidste ende klart afhænger af evnen til at reproducere og udvide de materielle eksistensbetingelser. Om dette emne skrev Engels følgende:
“Ifølge den materialistiske opfattelse af historien er det, der i sidste ende bestemmer historien, produktionen og reproduktionen af virkeligt liv. Mere end det har hverken Marx eller jeg nogensinde påstået. Så hvis nogen fordrejer dette og siger, at det økonomiske element er det eneste, der bestemmer, så laver han denne holdning om til en meningsløs, abstrakt og urimelig frase. Den økonomiske situation er basis, men de forskellige elementer i overbygningen – politiske former for klassekamp og resultatet deraf, f.eks. love lavet af sejrende klasser efter en succesfuld kamp osv., juridiske former, og afspejlingen af alle disse virkelige kampe i hjernerne på deltagerne, politiske, juridiske, filosofiske teorier, religiøse holdninger og deres videre udvikling til systemer af dogmer – alt dette udøver også sin indflydelse på de historiske kampes gang, og i mange tilfælde er det dette, der dominerer, når det gælder at bestemme kampenes form”. (Engels’ brev til Bloch, 21.-22. september 1890)
Når den historiske materialisme siger, at den menneskelige bevidsthed i almindelighed halter bagefter udviklingen af produktivkræfterne, virker det paradoksalt på nogle. Men det kommer tydeligt til udtryk på alle mulige måder i USA, hvor videnskaben har nået det højeste niveau. De konstante fremskridt i teknologien er den første betingelse for virkelig at frigøre menneskene gennem oprettelsen af et rationelt samfundssystem, hvor menneskene kan udøve bevidst kontrol over deres egne liv og omgivelser. Men her fremtræder kontrasten mellem den hastige udvikling af videnskab og teknologi og den utrolige forsinkelse af den menneskelige tænkning i den mest tydelige form.
I USA tror ni ud af ti på, at der eksisterer et eller andet overnaturligt, højere væsen, og syv ud af ti tror på liv efter døden. Da den første amerikanske astronaut, som havde fløjet rundt om jorden i et rumfartøj, blev bedt om at udsende en hilsen til jordens beboere, gjorde han et interessant valg. Ud af hele verdenslitteraturen valgte han at citere den første sætning i Første Mosebog: “I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden”. Denne mand, som sad i sit rumskib – produktet af den mest avancerede teknologi nogensinde – havde hovedet fuldt af overtro og ånder, som er overleveret uden større ændringer fra en fjern fortid.
For halvfjerds år siden fandt den berygtede “abesag” sted i USA – en lærer ved navn John Scopes blev fundet skyldig i at have undervist i evolutionsteorien, hvilket var i modstrid med loven i staten Tennessee. Retten opretholdt statens anti-evolutionistiske love, som først blev ophævet i 1968, hvor højesteret afgjorde, at undervisning ud fra skabelsesberetningen var i modstrid med grundlovens forbud mod religion i statens skoler. Siden da har tilhængerne af skabelsesberetningen ændret taktik, og de har prøvet at gøre deres idéer til “videnskab”. Deri bliver de støttet, ikke bare af et bredt lag af offentligheden, men også af et betragteligt antal videnskabsfolk, der er villige til at hjælpe religionen i dens mest grove og formørkede form.
I 1981 opsendte amerikanske forskere ved hjælp af Keplers love om planeternes bevægelse et rumfartøj, der skulle ud for at undersøge Saturn. Samme år måtte en amerikansk dommer erklære en lov for grundlovsstridig, som var blevet vedtaget i staten Arkansas, og som pålagde skolerne at behandle den såkaldte “skabelsesvidenskab” på lige fod med evolutionsteorien. Blandt andet krævede skabelsestilhængerne, at Noahs oversvømmelse blev anerkendt som primær geologisk faktor. Under retssagen udtrykte forsvarets vidner en brændende tro på Satan og muligheden for, at livet blev bragt til jorden i meteoritter, hvorved variationen i arterne skulle forklares ved en slags meteorisk pendultrafik! I retten blev en N. K. Wickremasinge fra University of Wales citeret for at sige, at insekter muligvis er mere intelligente end mennesker, selvom “de ikke gør noget stort nummer ud af det… fordi det går så godt for dem”. (The Economist, 9. januar 1982)
Den religiøst fundamentalistiske lobby i USA har massiv opbakning, adgang til ubegrænsede ressourcer og støtte fra kongresmedlemmer. Bibelske svindlere tjener formuer på radiostationer, der følges af millioner af mennesker. Den kendsgerning, at der i det sidste årti af det tyvende århundrede er et stort antal uddannede mænd og kvinder – inklusiv videnskabsfolk – i det mest teknologisk fremskredne land, verden har kendt til, som er villige til at slås for, at Første Mosebog er sand i bogstaveligste forstand, at universet blev skabt på seks dage for omkring 6.000 år siden, det er i sig selv et iøjnefaldende eksempel på, hvordan dialektikken virker.
“Fornuft bliver til ufornuft”
Den tid, hvor kapitalistklassen stod for et rationelt syn på verden, er nu blot et fjernt minde. I kapitalismens senile forfaldsperiode er den tidligere udvikling gået i bakgear. Med Hegels ord: “Fornuft bliver til ufornuft”. Det er sandt nok, at i de industrialiserede lande er den “officielle” religion ved at afgå ved døden. Kirkerne står tomme og kommer i stadig dybere krise. I stedet ser vi en sand syndflod af besynderlige religiøse sekter, ledsaget af en opblomstring af al slags mysticisme og overtro. Den frygtelige epidemi med religiøs fundamentalisme – kristen, jødisk, islamisk, hinduistisk – er et tydeligt udtryk for den blindgyde, samfundet befinder sig i. Samtidig med at vi nærmer os det nye årtusinde, kan vi se de mest forfærdelige tilbageskridt til den mørke middelalder.
Dette fænomen er ikke begrænset til Iran, Indien og Algeriet. I USA så vi “Waco-massakren” og derefter var der i Schweiz en anden gruppe religiøse fanatikere, der begik kollektivt selvmord. I andre vestlige lande ser vi, hvordan religiøse sekter, overtro, astrologi og alle mulige irrationelle tendenser spreder sig voldsomt. I Frankrig er der omkring 36.000 katolske præster, og mere end 40.000 professionelle astrologer, som opgiver indkomst i den branche til skattevæsenet. Indtil for nylig så Japan ud til at være en undtagelse. William Rees-Mogg, tidligere redaktør af London Times og ærke-konservativ, siger i sin nye bog The Great Reckoning, How the World Will Change in the Depression of the 1990s: “Religionens genopblomstring er noget, der sker i hele verden i forskellig grad. Japan er måske en undtagelse, muligvis fordi samfundsordenen endnu ikke viser nogen tegn på at bryde sammen der…” (S. 445) Men Rees-Mogg tog munden for fuld. Få år efter kom det frygtelige gasangreb i Tokyos undergrundsbane, som rettede verdens opmærksomhed mod store grupper af religiøse fanatikere selv i Japan, hvor den økonomiske krise nu har sat en stopper for en lang periode med fuld beskæftigelse og social stabilitet. Alle disse fænomener ligner slående det, der skete i Romerrigets forfaldsperiode. Og disse tendenser er ikke begrænset til samfundets yderområder. Ronald og Nancy Reagan gik hyppigt til astrologer for at få tjekket alt, hvad de gjorde, stort eller småt. Her er et par uddrag fra Donald Reagans bog For the Record:
“Stort set alle større beslutninger, som Reagan-parret tog i min tid som embedsmand i det Hvide Hus, skulle først tjekkes hos en kvinde i San Francisco, som tegnede horoskoper for at sikre, at planeterne stod gunstigt for det, der skulle gøres. Nancy Reagan havde tilsyneladende fuld tiltro til denne kvindes evner, fordi hun havde forudsagt, at der ville ske ‘noget’ slemt med præsidenten, kort tid før han blev såret under et mordforsøg i 1981”.
“Selvom jeg aldrig mødte denne seer – fru Reagan gav bare hendes forudsigelser videre til mig, når hun havde talt med hende over telefonen – så var hun blevet så fast en del af mit arbejde og af statens højeste anliggender, at jeg på et tidspunkt begyndte at føre en kalender med farvekoder på mit skrivebord (grønt for ‘gode’ dage, rødt for ‘dårlige’, gult for ‘usikre’), som en hjælp til at huske, hvornår det kunne lade sig gøre at flytte USA’s præsident fra et sted til et andet eller få ham til at holde offentlige taler eller påbegynde forhandlinger med fremmede magter”.
“Før jeg kom til det Hvide Hus, var det Mike Deaver, er sørgede for at integrere fru Reagans horoskoper i præsidentens program… Det at der var så få, der vidste, at fru Reagan var en del af problemet [med at planerne for præsidentens arbejde blev forsinket], eller at en astrolog i San Francisco godkendte præsidentens planer, viser, hvor diskret og loyal han var. Deaver fortalte mig, at fru Reagans afhængighed af det okkulte i hvert fald gik tilbage til dengang, da hendes mand var guvernør, hvor hun havde fået råd fra den berømte Jeane Dixon. Senere mistede hun tiltroen til Dixons kræfter. Men førstedamen lod til at have fuld tillid til den clairvoyante kvinde i San Francisco. Deaver var åbenbart holdt helt op med at tænke over, at der var noget besynderligt ved dette arrangement… For ham var det bare et af de små problemer, man måtte løse, når man skulle tjene de store. ‘I det mindste’, sagde han, ‘er hende her ikke så skør som den forrige’”.
Der blev brugt astrologi ved planlægningen af topmødet mellem Reagan og Gorbatjov, ifølge familiens sandsigerske, men det gik ikke så godt mellem de to førstedamer, fordi Raisas fødselsdag ikke var kendt! Bevægelsen i retning af “fri markedsøkonomi” i Rusland har siden velsignet dette ulykkelige land med den kapitalistiske civilisation – massearbejdsløshed, social opløsning, prostitution, mafia, en hidtil uset bølge af kriminalitet, stoffer og religion. Det er for nylig kommet frem, at Jeltsin selv også går til astrolog. Også på dette punkt har den nye kapitalistklasse i Rusland vist sig at være en dygtig elev i forhold til de vestlige forbilleder.
Den herskende følelse af desorientering og pessimisme kommer til udtryk på alle mulige måder, ikke kun direkte i politik. Denne altomfattende irrationalitet er ikke et tilfælde. Det er den psykologiske afspejling af en verden, hvor menneskehedens skæbne kontrolleres af frygtelige og tilsyneladende usynlige kræfter. Se bare på den pludselige panik på børserne, hvor “respektable” mænd og kvinder vrimler rundt som myrer, når man træder på deres tue. Disse periodiske sammentrækninger, der forårsager massiv panik, er et tydeligt billede på det kapitalistiske anarki. Og det er det, der bestemmer millioner af menneskers liv. Vi lever midt i et samfund i nedgang. Tegnene på forfald er tydelige på alle sider. Konservative reaktionære beklager sig over sammenbruddet i familien og fremkomsten af stoffer, kriminalitet, hjernedød vold og alt det andet. Deres eneste svar er at optrappe den statslige undertrykkelse – mere politi, flere fængsler, hårdere straffe, endda genetiske undersøgelser af påståede “kriminelle typer”. Det, de ikke kan se, eller ikke vil se, er, at disse fænomener er symptomer på den blindgyde, som deres samfundssystem befinder sig i.
De forsvarer “markedskræfterne”, de selvsamme irrationelle kræfter, der lige nu tvinger millioner af mennesker til arbejdsløshed. De er profeter for økonomiske “teorier”, der siger, at de fattige har for meget, og de rige for lidt. Den gældende “moral” er markedspladsens moral, dvs. jungleloven. Samfundets rigdom bliver koncentreret på stadig færre hænder, på trods af al snakken om “aktieejerkultur” og “småt er godt”. Vi påstås at leve i et demokrati. Men det er en håndfuld banker, monopoler og børsspekulanter (almindeligvis de samme mennesker), som bestemmer over millioner af mennesker. Denne lille minoritet sidder inde med mægtige redskaber til at påvirke den offentlige mening. De har monopol på kommunikationsmidlerne, pressen, radio og tv. Så er der det åndelige politi – kirken, som gennem generationer har lært folk at lede efter frelse i en anden verden.
Videnskaben og samfundets krise
Indtil for nylig virkede det som om, at videnskaben holdt sig uden for det generelle forfald i kapitalismen. Den moderne teknologis undere gav enorm prestige til videnskabsfolk, som syntes at besidde nærmest magiske egenskaber. Respekten for den videnskabelige verden steg i samme grad, som deres teorier blev mere og mere uforståelige for flertallet af selv uddannede mennesker. Men videnskabsmænd er almindelige dødelige, som lever i den samme verden som os andre. Derfor kan de blive påvirket af de herskende idéer, filosofiske tanker, politik og fordomme, for ikke at tale om materielle interesser, som ofte vejer ganske tungt.
I lang tid gik man ligesom ud fra, at videnskabsfolk – især dem inden for den teoretiske fysik – var en særlig art af mennesker, der stod over almindelige folk og havde indsigt i universets mysterier. Denne myte fra det tyvende århundrede kommer tit til udtryk i gamle science fiction-film, hvor jorden trues af udryddelse og væsner fra det ydre rum (selvom truslen mod menneskehedens fremtid i virkeligheden kommer fra et sted meget tættere på, men det er en anden historie). I sidste øjeblik dukker der altid en mand i hvid kittel op og skriver en indviklet formel på en tavle, og så er problemet løst.
Sandheden er lidt anderledes. Videnskabsfolk og andre intellektuelle er ikke immune over for de generelle tendenser, der virker i samfundet. At de fleste af dem siger, at de ikke går op i politik og filosofi, betyder bare, at de lettere bukker under for de herskende fordomme, som omgiver dem. Alt for ofte bruges deres idéer til at støtte de mest reaktionære politiske holdninger. Det er især tydeligt på genetikkens områder, hvor der har fundet en sand kontrarevolution sted, især i USA. Påståede videnskabelige teorier bruges til at “bevise”, at kriminalitet ikke forårsages af sociale forhold, men af et “kriminelt gen”. Sorte påstås at være uheldigt stillet, ikke på grund af diskrimination, men på grund af deres genetiske sammensætning. Lignende argumenter bruges for fattige, enlige mødre, kvinder, homoseksuelle og så videre. Selvfølgelig passer sådan en “videnskab” glimrende for den republikansk dominerede Kongres, der er fast besluttet på at skære skånselsløst ned på velfærden.
Denne bog handler om filosofi – nærmere bestemt om den marxistiske filosofi, den dialektiske materialisme. Det er ikke filosofiens opgave at fortælle videnskabsfolkene, hvad de skal mene og skrive, i det mindste ikke når de skriver om videnskab. Men forskere har en vane med at udtrykke sig om alle mulige ting – filosofi, religion, politik. Det må de selvfølgelig gerne. Men når de bruger deres videnskabelige titel til at forsvare ekstremt reaktionære filosofiske holdninger, så må man sætte tingene ind i den rette kontekst. Sådanne udtalelser forbliver ikke blandt en håndfuld professorer. De bliver taget op af højreorienterede politikere, racister og religiøse fanatikere, som prøver at dække sig bag pseudo-videnskabelige argumenter.
Videnskabsfolk beklager sig ofte over, at de bliver misforstået. Det er ikke deres mening at forsyne mystiske charlataner og politiske svindlere med ammunition. Det kan godt være. Men i så fald er de skyldige i uagtsomhed eller i bedste fald utrolig naivitet. På den anden side kan dem, der benytter sig af forskernes fejlagtige filosofiske holdninger, næppe beskyldes for naivitet. De ved præcis, hvad det drejer sig om. Rees-Mogg skriver, at “efterhånden som det verdslige forbrugs religion bliver opgivet, vil strengere religioner med rigtige moralske principper og vrede guder få et comeback. For første gang i århundreder vil videnskabens opdagelser fremme, snarere end underminere, livets åndelige dimension”. For Rees-Mogg er religionen et brugbart våben til at holde de underprivilegerede på plads, sammen med politi og fængsler. Han er meget ligefrem:
“Jo lavere udsigten er til at kunne bevæge sig opad i samfundet, jo mere rationelt bliver det for de fattige at få et anti-videnskabeligt, desillusioneret syn på verden. I stedet for teknologi bruger de magi. I stedet for uafhængige undersøgelser vil de have ortodoksi. I stedet for historie foretrækker de myter. I stedet for biografier hylder de helte”. (W. Rees-Mogg og J. Davidson, The Great Reckoning, How the World Will Change in the Depression of the 1990s, s. 27)
I det mindste prøver Rees-Mogg ikke at skjule sin virkelige hensigt eller sit klassestandpunkt. Her har vi den yderste ligefremhed fra en af systemets forsvarere. En underklasse af fattige, arbejdsløse, især sorte, mennesker, der lever i slum, udgør en potentiel eksplosiv trussel mod den eksisterende samfundsorden. Men heldigvis for os, siger han, er de fattige uvidende. De må holdes fast i deres uvidenhed og opfordres til at fortsætte med deres overtro og religiøse illusioner, som vi i de “uddannede klasser” naturligvis ikke deler! Denne besked er selvfølgelig ikke ny. Det samme har de rige og magtfulde sagt i århundreder. Det, der er vigtigt her, er henvisningen til videnskaben, som nu for første gang anses for en af religionens vigtige allierede, som Rees-Mogg antyder.
For nylig blev den teoretiske fysiker Paul Davies belønnet med 650.000 engelske pund, da han vandt den såkaldte Templeton Prize for Progress in Religion, fordi han havde udvist “særlig originalitet” i at fremme menneskehedens forståelse for Gud eller åndeligheden. Tidligere vindere er bl.a Alexander Solzhenitsyn, Moder Teresa, evangelisten Billy Graham, og Watergate-indbrudstyven, som senere blev præst, Charles Colson. Davies, der har skrevet bøger så som God and the New Physics, The Mind of God og The Last Three Minutes, insisterer på, at han “ikke er religiøs i konventionel forstand” (hvad det så end betyder), men han fastholder, at “videnskaben tilbyder en sikrere vej til Gud end religionen”. (The Guardian, 9. marts 1995)
På trods af Davies’ men’er og hvis’er, er det klart, at han repræsenterer en bestemt trend, som prøver at få mysticisme og religion ind i videnskaben. Det er ikke et isoleret fænomen. Det bliver mere og mere almindeligt, især inden for teoretisk fysik og kosmologi, som begge er stærkt afhængige af abstrakte matematiske modeller, som oftere og oftere ses som en erstatning for empirisk undersøgelse af den virkelige verden. For hver bevidst mysticismespreder på dette område er der hundrede ærlige forskere, som ville blive forfærdet over at blive sat i forbindelse med den slags formørkelse. Det eneste virkelige forsvar mod idealistisk mysticisme er en bevidst materialistisk filosofi – den dialektiske materialisme.
Det er formålet med denne bog at forklare den dialektiske materialismes grundlæggende idéer, som først blev udarbejdet af Marx og Engels, og at vise deres relevans i den moderne verden, især i forhold til videnskaben. Vi foregiver ikke at være neutrale. Ligesom Rees-Mogg forsvarer den klasse, han repræsenterer, og ikke tilslører det, så erklærer vi os åbent som modstandere af den såkaldte “markedsøkonomi” og alt, hvad den står for. Vi er aktive deltagere i kampen for at ændre samfundet. Men før vi kan ændre verden, må vi forstå den. Det er nødvendigt at føre en uafbrudt kamp imod alle forsøg på at forvirre folk med mystifistiske holdninger, som har deres rod i den menneskelige tænknings tågede forhistorie. Videnskaben voksede sig stærk og udviklede sig, indtil den vendte ryggen til fortidens fordomme. Vi må stå fast imod forsøgene på at skrue uret fire hundrede år tilbage.
Et stigende antal videnskabsfolk er ved at blive utilfredse med den nuværende situation, ikke bare inden for videnskab og uddannelse, men i samfundet som sådan. De kan se modsætningen mellem teknologiens kolossale potentiale og en verden, hvor millioner af mennesker lever på randen af sult. De ser, hvordan videnskaben systematisk misbruges til gavn for de store monopolers profit. Og de må være dybt berørte af de stadige forsøg på at hverve forskere til den religiøse formørkelses og en reaktionær socialpolitiks tjeneste. Mange af dem blev frastødt af den bureaukratiske og totalitære stalinisme. Men Sovjetunionens sammenbrud har vist, at det kapitalistiske alternativ er endnu værre. Af egen erfaring vil mange videnskabsfolk komme til den konklusion, at den eneste vej ud af den sociale, økonomiske og kulturelle krise er via en eller anden form for rationelt planlagt samfund, hvor videnskaben og teknologien bruges til gavn for menneskeheden og ikke til privat profit. Sådan et samfund må være demokratisk, i ordets egentlige betydning, og indbefatte hele folkets bevidste kontrol og deltagelse. Socialismen er demokratisk af natur. Som Trotskij påpegede, så “har en nationaliseret planøkonomi brug for demokrati, ligesom den menneskelige krop har brug for ilt”.
Det er ikke nok at tænke over verdens problemer. Det er nødvendigt at ændre verden. Men først er det nødvendigt at forstå, hvorfor tingene er, som de er. Kun de idéer, der blev udarbejdet af Marx og Engels og senere udviklet af Lenin og Trotskij, kan give os de nødvendige midler til at opnå denne forståelse. Vi mener, at de mest bevidste medlemmer af den videnskabelige verden gennem deres eget arbejde og egen erfaring vil komme til at se behovet for et konsekvent materialistisk syn på verden. Det er det, den dialektiske materialisme tilbyder. De fremskridt, der er gjort i den sidste tid inden for kaosteori og kompleksitet, viser, at et voksende antal forskere bevæger sig i retning af en dialektisk måde at tænke på. Det er en umådelig betydningsfuld udvikling. Der er ingen tvivl om, at nye opdagelser vil uddybe og styrke denne tendens. Vi er fast overbeviste om, at den dialektiske materialisme er fremtidens filosofi.
