I december 2002 mødes de europæiske top-politikere som bekendt til EU-topmøde i København. Her skal de diskutere en masse ting om Europas fremtid. Deres problem er bare, at der overalt findes tusinder af mennesker, der er uenige med dem i, hvordan fremtidens Europa skal formes. Overalt mærker arbejdende mennesker øget arbejdspres, nedslidning, dårlig sikkerhed osv. Mange forskellige grupper er allerede nu i gang med at planlægge forskellige aktioner for at vise deres protest mod udviklingen i Europa.
Verdensomspændende bevægelse
Dette er ikke noget enestående – de sidste år er alle større møder i kapitalens internationale institutioner, både EU, WTO, IMF osv., blevet ledsaget af massive demonstrationer og krav om en mere retfærdig verden. Byer som Seattle, Washington, Quebec City, Prag, Davos, Nice, Göteborg og Genova har været vidner til masseopbud af demonstranter – i løbet af de sidste 2-3 år har mindst en million mennesker deltaget i den slags “anti-globaliserings”-demonstrationer.
Det, vi er vidner til her, kan blive begyndelsen til en generel modstand mod kapitalens almagt. I næsten tyve år er kapitalismen med sin liberalisering, fleksibilisering, privatisering og globalisering gået fra den ene “succes” til den anden. Der var tilsyneladende intet, der stod i vejen for de store, multinationale koncerner i deres jagt på profit. Det så ud til, at idéerne om den “frie markedsøkonomi” havde sejret. Og pludselig ser vi verdensomspændende masseprotester, der begynder at sætte spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system og dets måde at fungere på, og som kræver alternativer. Denne nye bevægelses potentiale er endnu svært at bedømme, men den tiltrækker stadig flere og flere.
Arbejderbevægelsen må i front med klare krav
Ungdommen og de studerende er ofte gået foran i disse demonstrationer, men det altafgørende er, at den organiserede arbejderbevægelse bliver den drivende kraft. Én ting er kritik af EU eller andre organisationers asociale politik, noget andet er at pege på et reelt alternativ. Dette kan kun være arbejderklassens kamp mod forringelser og for sociale forbedringer i en kamp mod kapitalismen og for et demokratisk socialistisk samfund. Til det formål er det nødvendigt at mobilisere til demonstrationerne på nogle klare, konkrete, sociale krav, som kan appellere til almindelige arbejdere og unge og vise en vej fremad.
Skræmmekampagner
Kapitalisterne og deres regeringer har ved alle disse demonstrationer gjort alt, hvad de kunne, for at skræmme folk fra at deltage. Optakten til demonstrationerne i København har ikke været anderledes. Med jævne mellemrum kommer der skrækhistorier frem i medierne om, at ældre mennesker skal evakueres fra byen, at der skal sikres mod terrorangreb, at de autonome har planlagt voldsorgier osv., og politiet er godt i gang med at optrappe med små hønsebure i parkeringskældre til alle de demonstranter, de regner med at arrestere. Ved mange af de tidligere topmøder, f.eks. i Göteborg, sørgede politi og provokatører for, at alt fokus blev rettet væk fra de massive kæmpedemonstrationer, som forløb ganske fredeligt og i god orden, og hen på sammenstød mellem politi og nogle få voldelige ballademagere/politiprovokatører. Der er ingen tvivl om, at regeringen, politiledelsen og medierne sammen er dem, der har gavn af den slags. Marxister er ikke pacifister – grunden til, at vi går imod voldsomheder ved demonstrationer, er, fordi det ødelægger massebevægelsens styrke og budskab og skubber bevægelsen længere væk fra den organiserede arbejderklasse.
Vejen frem er veldisciplinerede massedemonstrationer med klare sociale krav, og størst mulig deltagelse fra arbejderbevægelsen. Et effektivt vagtværn af fagforeningsfolk med hele fagbevægelsens autoritet i ryggen vil kunne forhindre ballade, og de involverede fagforeninger kan true med strejke, hvis politiet mod forventning skulle turde angribe selve massedemonstrationerne. Det vil være en reel trussel mod politiledelsen, tusind gange stærkere end nok så mange autonome med brosten.
