Venstre – der er blevet Danmarks absolut største parti – kan læne sig veltilfredse tilbage i dæksstolen. SRSF-regeringen har gennemført en lang række borgerlige nedskæringer og nu har Socialdemokratiets top udsendt et ”diskussionsoplæg” der lægger op til et historisk brud med arbejderbevægelsens traditioner og tilkæmpede rettigheder. Samtidig er der taget hul på de såkaldte ”trepartsforhandlinger” der lægger op til nye nedskæringer og angreb. Toppen af Socialdemokratiet og SF er tilsyneladende blevet trætte af livet og har indledt et kamikaze-angreb på deres egen vælger- og medlemsbase.

Historisk krise
Underoverskriften sigter ikke mod dansk økonomi, selvom den rigtig nok er i problemer. Nej, den sigter mod den historiske politiske krise er der i toppen af dansk arbejderbevægelse. Det er i historien sjældent set at arbejderklassens rettigheder har været under så massivt angreb – ikke fra de borgerlige, men fra sin egen ledelse.

At tænde for nyhederne er efterhånden blevet ensbetydende med en sand kamp imod tyngdekraften for ikke at falde ned af stolen. Eksempel: Trepartsforhandlingerne mellem arbejdsgivere, stat og fagforeninger er gået i gang. De handler imidlertid ikke om hvordan de over 160.000 arbejdsløse sættes i arbejde, men bl.a. om hvordan arbejdsudbuddet (hvilket i den nuværende situation vil sige arbejdsløsheden) øges med 20.000 personer.

Øges udbuddet (arbejdsløsheden) bliver prisen (lønnen) selvfølgelig så meget desto lavere. Det ved selv den mest simple købmandslærling. At det er et mål i sig selv for kapitalistklassen, der vil kunne øge sine profitter så meget desto mere, er åbenbart. Men at det skulle være i arbejderklassens interesse er mildest talt en vildfarelse, der illustrerer, at regeringen ikke kan tjene to herrer samtidig; kapitalister og arbejdere. Man må vælge side. Men hvordan skal det så gennemføres? Ingen ved det endnu, da forhandlingerne foregår for lukkede døre, men der bliver snakket om forskellige værktøjer: afskaffelse af fridage, længere arbejdstid, endnu højere pensionsalder, er nogen af de muligheder der tales om i krogene.

Trepartsforhandlingerne foregår kort tid efter en historisk elendig overenskomst er blevet indgået [er i skrivende stund stadig til afstemning], hvor arbejderklassen ikke bare skal vise tilbageholdenhed, men endnu engang gå ned i løn i reelle termer.

Spørgsmål til diskussion: vil du hænges eller skydes?
Som om det ikke var nok, har Socialdemokraternes top lanceret et diskussionsoplæg der ydermere tager en række spørgsmål op ”til diskussion”. ”Diskussion” er et plus-ord. Imidlertid afgør præmissen for en stor dels vedkommende svaret på spørgsmålet og dermed resultatet af diskussionen. Det er da også i allerhøjeste grad tilfældet i denne ”diskussion”. Tag blot følgende eksempler på diskussionsspørgsmål fra oplægget:

– Er de universelle ydelser med til at skabe en krævementalitet, hvor man synes, man har ret til hjælp fra det offentlige uanset ens indsats eller behov?
– Er der universelle ydelser, som vi bør lave om til forsikringsydelser eller ydelser rettet mod særlige grupper? Hvilke velfærdsgoder vil vi prioritere højest om 20 år?
– Er der nogle velfærdsgoder, vi helt kan undvære eller ændre væsentlig?

For at blive i samme ”diskussionsånd” mangler vi kun at tilføje: ”vil du hænges eller skydes?” Ovenstående viser klart, at Helle Thorning i hvert fald har tænkt sig at holde ét løfte. Nemlig hendes udtalelse fra nytårstalen: ”…vi vil opleve nedskæringer og besparelser. I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.” Diskussionsoplægget lægger tydeligvis op til en afvikling af helt centrale dele af resterne af det såkaldte ”velfærdssamfund” – et skridt som hverken Lars Løkke eller Anders Fogh turde tage, men som Helle og Villy tilsyneladende gladelig springer ud i, i deres besættelse på at efterleve ”markedets” diktater.

Arbejderklassen efterladt på perronen
Tilbage på perronen står vi andre; arbejdere, gamle og unge og kan kun ryste på hovedet. ”Reformtoget” har fløjtet afgang, og Helle og Villy skovler kul på, mens hjulene slår gnister, og accelerationen tager til. Men som i bedste Lucky Luke stil ender sporet blindt. Den lurende katastrofe for arbejderpartierne er åbenlys, men åbenbart ikke for togets førere.

18 procent til Socialdemokraterne og 7 procent til SF i meningsmålingerne burde være en tydelig advarselslampe. Ikke bare har Helle og Villy blæst til kamp mod velfærdssamfundet, men de er også ved at smadre de to største arbejderpartier og miskreditere hele arbejderbevægelsen. På trods af, at de gennemfører de borgerliges politik, skal de imidlertid ikke forvente nogen taknemmelighed fra de høje herrer. Når deres arbejde er udført, når det sidste angreb og den sidste rest af opbakning fra arbejderklassen er blevet klemt ud af dem, vil de Radikale og resten af borgerskabet kassere dem som et udslidt værktøj og kaste dem bort. Sådan er det gået de tidligere socialdemokratiske nedskæringsregeringer i Sydeuropa, og sådan vil vejen også herhjemme blive banet for en endnu hårdere borgerlig nedskæringsregeringen end den sidste. Det er den parlamentariske konsekvens af den nuværende krus fra S og SF-toppen.

På den politiske scene står arbejderklassen i dag blottet og ubevæbnet overfor et angreb, der er indledt af arbejderbevægelsens højrefløj, som sidder på ledelsen. Den nye samarbejdsregering mellem S, SF og det borgerlige parti Radikale Venstre, som arbejderklassen og ungdommen troede og håbede ville være et skridt mod bedre forhold, har afsløret en ganske anden virkelighed.

Højrefløjen i arbejderbevægelsen så, for de brede masser, i tiden op til regeringsskiftet, ud til at kunne præsentere et alternativ til de borgerliges angreb og nedskæringer. Det var i hvert fald hvad Helle, Villy, Thor Möger og Co. selv sagde. Nu har denne fløj haft chancen og allerede på et halvt år fejlet miserabelt. Alle aktive i ungdommen og arbejderbevægelsen må drage de nødvendige konklusioner: Der må trækkes i nødbremsen. Socialdemokraterne og SF sidder på magten – nu må de bruge den til arbejderklassens fordel.

Tag kampen op
Den politiske linje må trækkes til venstre. Arbejderbevægelsens nuværende ledelse har bevist, at den ikke selv er i stand til at præsentere et alternativ tilde borgerliges politik. De må have lidt pædagogisk støtte og vejledning. Der er med andre ord behov for et massivt pres fra bunden. Fra arbejdspladser, fagforeninger, skoler og gymnasier må kravene rejses: stop angrebene! Før arbejderpolitik! Smid det Radikale Venstre på porten!

Netop samarbejdet med et af de mest økonomisk højreorienterede partier på Christiansborg, det Radikale Venstre, er hele omdrejningspunktet for den politik der føres, med underkastelse af arbejderklassens interesser under kapitalistklassens hæl. Så længe de Radikale er med i regeringen, så længe er det 100 procent sikkert, at regeringen ikke vil føre arbejderpolitik.

Der findes tusinder og atter tusinder af unge og gamle, veteraner og nytilkommere i arbejderbevægelsen og ungdommens rækker, der kan se, at kursen må lægges om. Det er nødvendigt at disse skrider til handling. Venstrefløjene i arbejderpartierne, fagforeninger og elev- og studenterbevægelsen, der i dag er uorganiserede, spredte og uden program, må gå sammen i en enhedsfront på tværs af partiskel. Selvfølgelig er der politiske forskelle. Men almindelige arbejdere og unge i de forskellige partier har langt mere til fælles med hinanden, end med deres nuværende respektive ledelser.

Ledelsen af arbejderbevægelsen må tvinges til at ændre kurs, eller også må den skiftes ud. Følgende enkle krav vil kunne danne grundlag for en grundlæggende ændring af den politiske linje i arbejderbevægelsen:

Nej til nedskæringer – for arbejderpolitik.
Skab arbejdspladser – ikke større ”arbejdsudbud”.
Tilbagerul forringelserne af arbejdsløshedsunderstøttelsen.
Lad spekulanterne betale for krisen – overtag bankerne.
Stop udsalget af arvesølvet – nationaliser Nordsøolien.
Bryd med Det Radikale Venstre.

Men vil regeringen ikke falde, hvis S og SF stillede de Radikale et ultimatum om at støtte en sådan arbejderpolitik eller forlade regeringen? Muligvis. Men så vil det stå klart for alle, at det er de Radikale, der saboterer regeringen, og S og SF ville kunne gå til nyvalg med et klart program, der vil kunne styrke partierne og arbejderbevægelsen i stedet for, som i dag at smadre dem.