Under en absolut oversvømmelse. Chavez fejrer sejren sammen med hundrede tusinder af støtter fra folkets balkon.
Et stykke efter klokken 10 om aftenen i total styrtregn, kom præsident Chavez ud på Folkets balkon, som han selv fra i dag har omdøbt Balkonen for folkets sejr – for at tale til de hundrede tusinder af støtter der i massivt omfang var kommet ud på Caracas’ gader efter at valgstederne var lukket.

”Længe leve den socialistiske revolution!”

Før han talte, sang Chavez, som han har for vane ved store begivenheder, nationalhymnen, ”Ære til det stolte folk” akkompagneret af hundrede tusinder af stemmer der flød sammen til én. ”Længe leve den socialistiske revolution!” råbte Chavez, der var synligt rørt og komplet gennemblødt da han var færdig med at synge. Han var omringet af den bolivarianske regerings ministre, præsidenten for Nationalforsamlingen Cilia Flores og nogle af hans døtre. Sloganet ”Uh Ah Chávez no se va”, [Uh Ah Chavez går ingen steder] rejste sig fra hjerterne hos hundrede tusinder af mennesker. ”Længe leve denne regn også, længe leve folkets sejr!” ”Sejr, Sejr, folkets sejr” svarede folket.

På den modsatte side på taget af det Hvide hus, svingede soldaterne i Æresgarden det nationale flag, et episk billede, der genkaldte en af de mest bevægende øjeblikke under folkets opstand, der besejrede kuppet i april 2002. Fejringen og følelserne kunne føles på tagets top, på Folkets balkon og endnu mere på gaderne, Avenida Urdaneta og Puente Llaguno sydede endnu engang med massernes revolutionære glød. Den humoristiske sans, der er så karakteristisk for det venezuelanske folk, manglede heller ikke. En gruppe revolutionære holdt en sort kiste op med store bogstaver, der sagde, ”Rosales her er din sorte”, refererende til de [sorte] kreditkort, som oppositionens ledere havde delt ud mellem de fattige i byerne som et såkaldt ”socialt projekt”, hvormed de havde forsøgt at købe folk og skabe forvirring mellem de fattigste og mindst politisk bevidste lag.

Chavez pointerede det faktum, at dagens sejr ”ikke har noget historisk fortilfælde”, og han sammenlignede det med alle tidligere sejre. ”For otte år siden vandt vi med en margen på 800.000 stemmer. Otte år senere vandt vi med en margen på næsten 3 millioner stemmer. For otte år siden fik vi 55 procent, i 2002 vandt vi med 58 procent, i afstemningen i 2004 vandt vi med 59 procent og i dag har vi nået højdepunktet på 60 procent.”

Chavez lykønskede hele folket og lagde flere gange vægt på det faktum, at de var nået over 60 procent punktet. I løbet af de sidste uger, har der mellem de lag af de der støtter den revolutionære proces, og som hælder mere til venstre, været meget diskussion af dette spørgsmål. I opfattelsen hos et ledende lag af revolutionen, eller i det mindste hos en del af dette lag, er den ide opstået, at for at radikalisere og uddybe revolutionen og gennemføre vendingen til socialisme som Chavez lancerede i starten af sin kampagne, var det fuldstændig afgørende at nå de 60 procent. Blandt et betydeligt lag af de almindelige aktivister, som var bekymrede over manglen på mobilisering og deltagelse fra græsrødderne i organisationen og ledelsen i valgkampagnen i forhold til Kampen om Santa Ines, begyndte den ide at opstå, at en del af de reformistiske ledere så ud til at spille et spil om at vinde valget med mindre end 60 procent og derefter bruge dette som en undskyldning for at sænke revolutionens fart.

Hvad end tilfældet var, står det faktum tilbage, at denne sejr med en procentdel over de 60 procent, ikke bare har givet entusiasme til de revolutionære rækker, men at Chavez selv også gav indtryk af at være meget rørt, og han understregede tallet flere gange i sin tale.

”Den venezuelanske vej til socialisme”

Præsident Chavez fremlagde ikke nogen konkrete planer for at tage revolutionen fremad, på samme måde som han ikke gjorde det efter sejren i 2004, i hvad der var en meget lignende tale. Men en af de vigtigste pointer i hans tale, (og som kan have en stor indflydelse i den nye periode, der åbner sig op efter denne revolutionære sejr), var ideen om, at revolutionen ikke bare fortsætter men også bliver mere intens. ”Jeg sagde, at 3. december ikke var ankomstpunktet, men et afgangspunkt, og det er et afgangspunkt. I dag begynder en ny epoke, som vi kan opsummere i fire pointer. Hoved-ideen er uddybelsen, udvidelsen og udbredelsen af den socialistiske revolution. Mere end 60 procent af folket har ikke stemt for Chavez men for et projekt, der har et navn: Venezuelansk socialisme.”

Præsidenten forklarede ikke, hvad denne ”Venezuelanske vej til socialisme” ville bestå af. Han sagde, at øjeblikket er kommet til at bygge en socialistisk økonomi, en socialistisk stat og moral, men han definerede ikke nogle konkrete tiltag, som han tænkte på at udføre, selvom han insisterede på, at et centralt aspekt i dette nye stadie må blive ”kampen mod bureaukratisk kontrarevolution og imod korruption.” Denne ide rejste entusiasme blandt masserne, eftersom den bureaukratisering, som Chavez har refereret til ved flere lejligheder, er et af de spørgsmål, som har bekymret de bolivariske rækker mest. I, hvad er ser ud til en stræben efter at give revolutionen et nyt skub fremad, forklarede Chavez, at denne kamp måtte blive ”en kamp for en ny stat, der er i stand til at besejre denne bureaukratisering”. Dette er præcis, hvad folket håber på, og denne ide rejste udbredt entusiasme.
Chavez afsluttede sin tale med at genkalde den succesfulde politik gennemført af den bolivariske regering på flere områder, og han sagde, at Missiones’ene ikke blot ville fortsætte, men også ville blive intensiveret. Han rejste også som en af hovedplankerne i hans platform, kampen for at fortsætte med forbedringen af sundhedssystemet, udviklingen af arbejdsproduktiviteten, forbedringen af livskvaliteten, kampen imod vold og han lavede en særlig reference til boligproblemerne, og definerede ”ordentlige boliger til alle” og ”gratis uddannelse i god kvalitet” som centrale mål i denne nye fase.

Chavez gentog det faktum, at ”Venezuela vil aldrig igen blive en koloni”, og han hilste det Nordamerikanske folk og udtrykte hans solidaritet med dem, og også til folkene i Europa, Afrika, Asien og Oceanien. Og han insisterede endnu engang på, ”at vores budskab vil være det samme. Vi har brug for en ny verden, hvor folkenes og nationernes suverænitet respekteres. I Venezuela viser vi, at en ny verden er mulig, og at vi bygger den.”

Det var nok den mest følelsesmæssige tale i denne revolutionære proces. Chavez og ti- og hundreder af tusinder af mennesker, der lyttede til ham, var synligt rørte. Men stemningen, i det mindste blandt de mere bevidste lag, var også til en vis grad forskellig fra tidligere begivenheder. Det er en mere moden og tænksom stemning. Både præsidenten og en betydelig del af den revolutionære fortrop så ud til at føle farerne, der kunne opstå, hvis den venezuelanske revolution ikke tager kvalitative skridt fremad, hvis den ikke løser alle de stadig eksisterende problemer skitseret ovenfor, især bureaukrati og korruption. Flere ser ud til at fornemme, at revolutionen når et kritisk punkt, en af de vejkryds, hvor det ikke at bevæge sig fremad i den rigtige retning, betyder at begynde at glide tilbage, og de søger en vej til at tage revolutionen til enden. Trods alt dette, kan revolutionen, på dette punkt den har nået, ikke afhænge af én person.

Den eneste vej til at føre revolutionen til enden er gennem en mobilisering og organisering af masserne fra neden for at ekspropriere kapitalisterne og bygge en revolutionær stat baseret på repræsentanter valgt af de almindelige arbejdere, bønder og fattige i byerne, med retten til tilbagekald. Økonomien må sættes i statens hænder, for at kunne planlægge den demokratisk med det formål at opfylde de sociale behov. Men denne stat må styres af arbejderne og ikke bureaukratiet. Dette er hoveddebatten, den venezuelanske revolution står overfor. Hvordan denne debat løses, vil bestemme vores succes eller fiasko i denne afgørende fase, der har åbnet sig op i dag.