Mandag d. 28. januar 2002 gik flere tusinder utilfredse folkeskoleelever fra Københavnsområdet i demonstration fra Christiansborg til Rådhuspladsen. Trods silende regn var eleverne mødt talstærkt frem, og stemningen var god.

Elendige forhold på københavnske skoler

Elever fra op mod tyve københavnske skoler har strejket i mange dage mod Københavns kommunes planlagte besparelser på 225 millioner kr. over de næste fem år. Dette angreb vil forværre forholdene, der på mange skoler i forvejen er utålelige. Syvendeklasse-eleverne Katharina, Kirstine og Fie, der er kommet til demonstrationen fra Brønshøj Skole fortæller, at bøgerne på deres skole er for dårlige og over tyve år gamle, borde og stole er elendige, og der er alt for mange elever i lokalerne. De står med et banner med påskriften “Tøm lommerne!”, og siger: “Hele skolen strejker, og eleverne fra syvende klasse og op er med til demonstrationen. Vi bliver ved, til vi får pengene!” De mener, at det er for dårligt, at politikerne vil skære ned – “vi kan jo heller ikke komme til at tjene penge ind til staten igen, hvis vi ikke har en uddannelse.”

Behov for støtte

Også Mark og Frederik fra niende klasse på Husum Skole er med blandt de mange demonstrerende elever. De synes ikke, deres egen skole er så slem, men eleverne strejker i sympati med andre skoler. Det standpunkt bakker elever fra niende på Skt. Annæ også op om: “Der er mange skoler, der måske ikke bliver ramt nu, men det er godt, hvis de støtter alligevel.”

“Vi vil strejke igen!”

Tue, der er elevrådsformand på Ålholm Skole, har været en af de ledende kræfter bag strejken og demonstrationerne. Han fortæller efter demonstrationen, at det stort set er eleverne selv, der har stået bag protesterne. Deres organisation, DEO, har ikke haft så meget med det at gøre indtil videre, selvom de selvfølgelig støtter. Også gymnasieelevernes organisation DGS har hjulpet meget til. Tue siger, at der lige har været et fællesmøde for elevrådsrepræsentanter fra de strejkende skoler, og at man har besluttet at stoppe strejken indtil videre. “Nu har vi fået politikerne i tale, og så håber vi, at der bliver lyttet,” siger han og understreger: “Men hvis der ikke bliver gjort noget ved problemerne nu, så går vi i strejke igen, og så vil det blive med mange flere skoler.” Han fortæller, at stemningen blandt eleverne selvfølgelig er blandet – nogle ville gerne strejke videre, mens andre er lidt trætte af det. Men alle er enige om at gå i aktion igen, hvis det viser sig, at protesterne ikke har ført til noget. Tues ord blev tydeligt understreget under demonstrationen, da DEOs formand, der også hedder Tue, talte. Han sluttede af med at sige, at hvis ikke kravene gik i orden, vil eleverne gå i strejke igen – og dette blev mødt med massiv jubel fra de tusindvis af elever.

Lærere støtter, men ingen direkte deltagelse

Ved demonstrationen talte også DGS’s næstformand Lau Korsgaard, Pernille Rosenkrantz-Theil og Per Bregengaard fra Enhedslisten og Jakob Hougaard fra Socialdemokratiet – sidstnævnte forsøgte forgæves at overbevise de utilfredse elever om, at det er en “myte at der skal spares”! Også formanden for lærerne i København, Jan Trojaborg, talte, og udtrykte lærernes sympati og positive holdning til elevprotesterne. Efterfølgende fortalte han, at han gerne ville rose eleverne for deres protester, men at han samtidig opfordrer dem til at gå tilbage til undervisningen igen og dér gøre brug af deres nye erfaringer med fællesskab og disciplin. Lærerforeningen har sendt en skrivelse ud til tillidsmændene, hvor det er blevet gjort klart, at lærere også har ytringsfrihed og selvfølgelig kan støtte eleverne, og at det også er i lærernes interesse med ordentlige skoler. Fagforeningen støtter elevernes kritik, men har holdt sig lidt i baggrunden, og der er ingen planer om at gå direkte med i elevernes aktioner.

Der er brug for fælles kamp!

Strejken må spredes – lærerne må gå med!
Vi kan ikke stole på politikernes flotte ord!

De københavnske folkeskoleelevers protester har mødt stor sympati fra mange sider, og man kunne få det indtryk, at nu skal der nok blive gjort noget ved problemerne. Men erfaringen lærer os, at man ikke nødvendigvis skal stole på politikernes flotte ord. Før pengene er på bordet, og der er afsat nok ressourcer til at rette op på de elendige forhold og skabe en ordentlig skole, kan vi ikke give op. Elevernes kampgejst er stor, og de er klar til at strejke igen, hvis kravene ikke bliver opfyldt.

Hvis vi skal være sikre på at få kravene opfyldt, er det nødvendigt at protesterne udvides. Eleverne har en landsorganisation, DEO, og det må være DEOs fornemste opgave at koordinere protesterne og sprede dem til alle landets folkeskoler. Det er positivt, at lærerforeningen støtter i ord, men tiden er ikke til at lurepasse. Angrebene på folkeskolerne rammer i lige så høj grad lærerne som eleverne. Det er nødvendigt at sprede strejken, og at lærerne går aktivt med i den.

Lige nu er det besparelser i København, der er problemet, men forholdene andre steder er ikke optimale. Besparelserne på folkeskolerne er kun en del af et samlet angreb på uddannelsesområdet – udover hvad der kommer af nedskæringer fra kommunal side, har den borgerlige regering planer om at skære 1 milliard kr. på uddannelserne. Og dette er igen kun en del af de borgerliges felttog mod hele velfærdssamfundet.

Støt op om demonstrationerne 7/2!

De planlagte demonstrationer d. 7/2 er et godt skridt på vejen. Alle uddannelsessøgendes fælles kamp for bedre forhold er vejen frem. Vi må i vores elev-, studenter- og faglige organisationer arbejde for at udvikle dette til en stor protest imod nedskæringspolitikken og ødelæggelsen af velfærdssamfundet. Vi må kræve af vores organisationer og vores partier – Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – at de begynder at kæmpe seriøst mod forringelserne og for et socialistisk samfund, hvor vi kan opbygge reel velfærd, som ikke skæres væk igen, hver gang økonomien vender.

Der er råd til forbedringer!

Danske arbejdere knokler hårdt hver dag, og der bliver produceret masser af værdier. Den danske arbejderklasse kan sagtens producere nok til at sikre et godt velfærdssamfund med forbedringer i stedet for nedskæringer. Problemet er, at vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor de værdier, der skabes, ryger i lommen på et lille fåtal af kapitalister og ikke bruges til at forbedre forholdene på skoler, hospitaler og lignende. Denne situation, hvor et lille fåtal har værdier, der kan sikre en bedre velfærd, mens langt størstedelen knokler for at skabe disse værdier uden at kunne bestemme over dem, er grotesk.

Løsningen er at arbejderklassen, som udgør det store flertal af befolkningen, tager kontrollen over økonomien og samfundet, og selv demokratisk bestemmer, hvad pengene skal bruges til.