Lande som Libyen, Egypten, Libanon, Syrien og Yemen er fuldstændig afhængige af hvede fra Ukraine og Rusland. Foto: Wikipedia commons
Krigen i Ukraine og de vestlige sanktioner mod Rusland har omfattende konsekvenser for hele verdensøkonomien. Konsekvenserne for lande i Mellemøsten og Nordafrika, der er afhængige af import af hvede, kan blive katastrofale. Arbejderklassen og de fattige kan stå overfor massiv hungersnød.
Tilsammen står Rusland og Ukraine for næsten 30% af verdens eksport af hvede. De er altså producenter, som hundrede millionvis af mennesker er dybt afhængige af for at få mad på bordet. Krigen har sendt priserne i vejret, og konsekvenserne vil kunne mærkes af arbejdere og fattige i hele verden.
I perioden inden krigen stod Ukraine eksempelvis for 40% af hvedeeksporten til lande som Libyen, Egypten og Libanon, mens lande som Syrien og Yemen er fuldstændig afhængige af FN’s fødevareprogram, som henter stort set alt deres hvede fra Ukraine og Rusland. Nu står en række lande i Mellemøsten og Nordafrika over for de højeste fødevarepriser i over 10 år, og konsekvenserne er katastrofale. I Yemen er der allerede nu mere end 24 millioner mennesker, der er afhængige af nødhjælp for at overleve. Halvdelen lever på grænsen til ekstrem hungersnød. Det vurderes, at 1.3 millioner mennesker i Libyen har behov for humanitær hjælp, hvoraf halvdelen lever på sultegrænsen. I Egypten lever en tredjedel af befolkningen under fattigdomsgrænsen. I disse lande kommer de sociale katastrofer til, at accelerer i takt med at fødevarepriserne vokser.
Den voksende fødevarekrise er ikke udelukkende en konsekvens af krigen, selvom den accelererer processen voldsomt. De sidste år er priserne på hvede steget med mere end 26%. Men de første 3 uger efter krigens udbrud, steg prisen med hele 35%. Konsekvenser bliver mærket hårdest i områder hvor arbejderklassen i eksempelvis Tunesien, Libanon og Algeriet har været på gaden i opstandslignende bevægelser, der blandt andet har centreret sig omkring spørgsmålet om fødevaremangel og fødevarepriser. I disse lande vil arbejderklassen ikke have andet valg, end at organiserer sig og gå på gaden. Krisen vil få et masseudtryk, i form af sociale bevægelser.
Under det arabiske forår væltede arbejderklassen i Tunesien, Egypten, Yemen og Libyen deres regering i de historiske revolutionære bevægelser. Udover slogans om eksempelvis lighed var et af bevægelsernes vigtigste krav netop brød. Men de regimer, der f.eks. har erstattet Mubarak i Egypten og Ben Ali i Tunesien, har på ingen måder løst de problemer, der drev arbejderklassen, unge og de fattige på gaden. Den nuværende krise vil kun forværre forholdene for masserne i Mellemøsten og Nordafrika, der i forvejen er ubærlige. Fødevarekrisen kommer til at skubbe regionerne ud i endnu mere barbariske tilstande. Men hvis det arabiske forår beviste noget, er det at presset på levestandarden ikke vil blive mødt uden modstand. Modsætningerne øges dag for dag, og klassekampen vil igen melde sin ankomst i hele regionen.
