Regeringen, der virkede til at være forsvundet fra scenen da flygtningestrømmen var på sit højeste, er kommet ud af deres apatiske døs og disker op med massive angreb. De har både lanceret forslag til finanslov, kontanthjælpsreform og strammet reglerne for dansk statsborgerskab. Og folketingsåret er end ikke begyndt! Men situationen er skiftet siden politikerne gik på sommerferie. Der er blevet åbnet for Pandoras æske: da politikerne forsvandt fra scenen, tog tusindvis sagen i egen hånd for at hjælpe flygtningene og ikke mindst demonstrere, at de ikke er enige i politikernes højredrejning de sidste mange år. Demonstrationerne for en ordentlig behandling af flygtninge, der samlede mere end 40.000 den 12. september og 25.000 den 6. oktober, samt hele bevægelsen omkring spørgsmålet, var kun begyndelsen.
Til de der har, skal mere gives
Regeringens udspil til finanslov indeholder nedskæringer på de fattigste pensionister, de arbejdsløse, uddannelserne, forskning, kultur, miljø og u-landsbistanden. De sparede penge går bl.a. til skattelettelser til erhvervslivet.
Pelle Dragsted fra Enhedslisten har i Politiken lavet en oversigt over en række af besparelserne: Mere specifikt skal der bl.a. spares 110 mio. kr. på boligydelsen til pensionister voksende til 590 mio. kr. over fire år. Arbejdstilsynet og arbejdsmiljø-indsatsen skæres med 93 mio. kr. Der skæres 225 mio. kr. over fire år på hospitalernes fødeafdelinger og der skæres 175 mio. kr. over fire år på sundhedspleje til udsatte og sårbare forældre. Udviklingsbistanden er et af de steder, hvor der skal spares massivt, på trods af regeringens tomme snak om ”hjælp til nærområderne;”, skæres 2,3 mia. kr. alene i 2016.
Uddannelserne skal spare 2% om året, hvilket næste år betyder besparelser på 800 mio. kr. Over de næste fire år bliver det til hele 8,7 mia. kr. Derudover skæres der også ned på forskningen – her skal spares 1,4 mia. kr. alene næste år. Kulturen rammes også af nedskæringerne på 2 procent. Regeringen forsvarer sig med, at uddannelse og kultur ikke længere skal friholdes fra ”grønthøster”-besparelserne på 2 procent årligt, som hele den offentlige sektor udsættes for – hvad, de siger, er: ”ja, men vi skærer jo også ned på alt det andet.” Ja præcis, men det gør det jo ikke bedre.
Derudover kommer nedskæringer på den velfærd, der ligger i kommuner og regioner. I finansloven lægger regeringen op til at stadfæste en aftale om, at kommunerne hvert år skal spare en procent om året, svarende til 7 mia. kr. i 2019, i et såkaldt ”omprioriteringsbidrag”. Det betyder nedskæringer på daginstitutioner, ældrepleje, skoler, sundhedsvæsenet osv. Regeringen har ”lovet” at sende nogle af disse penge tilbage til ”kernevelfærd”, men virkeligheden ser rimelig sort ud. Omkring halvdelen af landets kommuner forventes at spare på vuggestue- og børnehaveområdet og 44 ud af 93 kommuner planlægger besparelser på skolebudgettet i 2016. Regionerne, der står for sundhedssystemet, regner med at skulle skære godt og vel 2 milliarder kroner næste år, viser en rundringning, som TV 2 har foretaget. Og det er oveni årtiers besparelser, der allerede har spændt buen til det alleryderste, hvor lærere, sygeplejersker, socialrådgivere osv. går ned med stress på stribe, mens kvaliteten rutsjer nedad.
Regeringens plan med disse milliarder, de sparer på børn, gamle, unge og arbejdsløse, er især at bruge dem til skattelettelser til erhvervslivet. 360 millioner kr. om året skal gå til at sænke aktieavancebeskatningen fra 42 procent til 15 procent, når aktier overdrages til erhvervsdrivende fonde og 600 millioner kr. om året på at lade virksomhedsarvinger slippe billigere i skat, ved at genåbne et skattehul, som den tidligere regering lukkede. Yderligere 210 mio. kr. skal gå til andre reduktioner af erhvervsskatterne og 240 mio. kr. til at afskaffe NOx-afgiften, der skulle begrænse forurening og 180 mio. kr. bruges til at annullere reklameafgiften.
Skulle man ud fra ovenstående stadig være i tvivl om, at den nye regering fører benhård arbejdsgiverpolitik, kan der imidlertid ikke herske tvivl efter deres udspil til kontanthjælpsreform.
Kontanthjælpsreform
Kort sagt vil regeringen med en ny kontanthjælpsreform gøre de arbejdsløse endnu mere desperate og på den måde presse dem til at tage et job til lavere løn og dårligere arbejdsvilkår. Midlerne hertil er mange. For det første vil de indføre et såkaldt ”moderne kontanthjælpsloft”, der betyder færre penge til folk på kontanthjælp. Kontanthjælpen er allerede nu så lav, at mange lever i reel fattigdom (det statistiske problem har regeringen belejligt løst ved at fjerne fattigdomsgrænsen). Derudover fjerner de retten til ferie og strammer reglerne generelt.
Tænketanken Kraka har ifølge Politiken regnet på en kontanthjælpsmodtagers rådighedsbeløb, dvs. hvor mange penge de har til rådighed, efter skat, bolig og børnepasning er betalt, ved at tage udgangspunkt i beskæftigelsesministeriets eget faktaark.
Det er især de enlige med børn, reformen kommer til at gå ud over – som om det ikke var hårdt nok i forvejen at være alenemor eller far. Værst vil det gå ud over en enlig kontanthjælpsmodtager over 30 med et enkelt barn. Personen har i dag 9.706 kroner til rådighed om måneden, men vil have næsten en fjerdedel mindre, 7.439 kr., hvis kontanthjælpsloftet bliver en realitet.
Derudover rammes unge under 30, som alle kommer ned på den såkaldte ungeydelse på SU-niveau – dvs. i realiteten er kontanthjælpen afskaffet for alle under 30 år. Det er et meget godt eksempel på, hvad unge kan forvente sig af fremtiden: at den velfærd og det sociale sikkerhedsnet, som blev opbygget i Danmark, ikke er noget de skal regne med.
Regeringen har beregnet, at reformen vil betyde besparelser på 515 mio. kr., som ifølge regeringen skal gå til at sænke skatten for de lavestlønnede – efter den logik at ”det skal være mere attraktivt at arbejde”. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet på, hvor meget det kan give i skattelettelser: 21 kr. om måneden for en kassemedarbejder! Men hensigten er tydelig nok: det er ikke ”guleroden” på 21 kroner, der skal få folk i arbejde, men ”pisken” med elendige og ydmygende vilkår for de arbejdsløse, der skal presse flere til at tage hvilket som helst job.
At 21 kr. i skattelettelse skulle skabe flere arbejdspladser giver kun logik i et regneark i finansministeriet – der skabes ikke job af dårligere forhold og lavere skatter, der skabes bare flere desperate mennesker, så løn og arbejdsvilkår presses ned for alle. Finansministeriet regner da også kun med, at 650 ud af de 150.000 der rammes af reformen, kommer i arbejde.
Det er dog ikke den eneste skattereform, som regeringen pønser på: Lars Løkke åbnede i et interview i Børsen op for lettelser i topskatten, så grænsen for topskat hæves fra 459.200 kr. årligt (efter arbejdsmarkedsbidrag) til 750.000 kr. Det vil sige skattelettelser til de 10 procent rigeste, der i dag betaler topskat, – og vi kan være sikre på at det giver mere end 21 kr. om måneden.
Pandoras æske
Politikernes umenneskelige behandling af de mange flygtning, der kom ind over grænserne i Europa og Danmark, blev for mange dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den bevægelse, der opstod, markerede et brud i situationen. Det politiske mantra der har været fremherskende i to årtier om, at man må gå til højre og konkurrere med DF i fremmedfjendskhed for at vinde valg, blev fuldstændig knust. Politikerne var efterladt perplekse og apatiske. Det øgede afgrunden mellem ”almindelige” mennesker og politikerne. En undersøgelse fra juni viser, at tilliden til politikerne er faldet efter valget. ”Det er stik modsat, hvad vi så i 2011, hvor bekendtskabet med politikerne eller den nye regering faktisk gjorde vælgerne noget mere tillidsfulde over for politikerne, end de havde været forud for valget,” siger Jørgen Goul Andersen. Og tilliden kan kun være faldet siden juni med Carl Holst sagen og flygtningebevægelsen.
Tusindvis blev aktive i den spontane bevægelse. Det har igen åbnet for perspektivet om, at massebevægelser kan ændre noget: samtlige partier, inklusiv DF, blev i dagene efter nødt til at ændre deres asylpolitik. Det blev tydeligt for mange, at man ikke kan regne med politikerne, men at det er nødvendigt at tage sagen i egen hånd. For de tusindvis af især unge, der ikke har oplevet nogen større bevægelser, viste det også, at de ikke er de eneste i verden, der er frustrerede. Det er et kæmpe skridt fremad i bevidstheden.
Men bevægelsen har helt tydeligt også sine begrænsninger. Bevægelsen er mere eller mindre uorganiseret og tilbyder ikke de mange, der er blevet vækket til politisk aktivitet, hverken et sted at organisere sig eller et politisk program. Det kan meget vel være, at Folkevandringen i dag, på trods af mange tusinde deltagere, er det sidste større, vi ser på flygtningespørgsmålet i denne omgang. Men det betyder ikke tilbage til status quo – situationen i Danmark er skiftet. Og vi vil helt sikkert se flere bevægelser i den kommende periode.
Ovenstående angreb i finansloven og kontanthjælpsreformen er bare nogen af de ting, som regeringen har på dagsordenen i de næste måneder. Derudover er der tale om en dagpengereform til efteråret og pensionsreform også i den nærmeste fremtid. Regeringen har desuden netop indgået en bred aftale om at stramme reglerne for dansk statsborgerskab og har også planer om reformer af uddannelserne, ikke mindst indførslen af karakterkrav på gymnasierne.
Hvad, der vil udløse en ny bevægelse, er ikke til at sige på forhånd. D. 29. oktober har hele elev- og studenterbevægelsen indkaldt til demonstrationer mod nedskæringerne på uddannelserne. Det er et vigtigt skridt, men må ikke stå alene. Der er behov for en benhård og sejlivet kamp imod regeringen.
Den politiske opposition er dog yderst begrænset. Socialdemokraterne gør hvad de kan for at redde regeringen: først stemte de for nedskæringerne i kommunerne og senest har de været med at stramme kravene til dansk statsborgerskab. Fra dem kan man ikke vente nogen opposition. SF hører man nærmest intet til. Enhedslisten er gode til at forklare det dårlige i regeringens politik, men deres alternativ er det mere end svært at få øje på. Så længe det politiske alternativ er fraværende vil vi se mange bevægelser på enkeltspørgsmål, som umiddelbart kan virke adskilte og isolerede, men som faktisk er del af samme proces. Gennem egen erfaring vil arbejdere og unge lære at kampene er forbundet og på et tidspunkt vil det få et politisk udtryk, som vi senest har set det i England med valget af Corbyn som leder for Labour.
Den frustration, der er blevet opbygget blandt et lag af især unge, er begyndt at komme op til overfladen, og de leder efter svar på de problemer, de ser: hvordan stoppes nedskæringerne, hvordan kan vi stoppe krig og sult i verden, så folk ikke behøver at flygte, hvad er alternativet til arbejdsløshed og krise, osv. Løsningen ligger ikke i forhandlinger på Christiansborg. Det er selve systemet, kapitalismen, der er problemet.
