AfD har netop fået over 20% af stemmerne i det tyske valg og er nu det andet største parti, Reform i Storbritannien står til at få 25% af stemmerne, og i USA er Trump i gang med sin anden præsidentperiode. De fører alle en hetz imod flygtninge og migranter, hvilket har fået etablissementet til at stemple deres vælgere som racister, men højrefløjs demagogernes voksende opbakning er ikke resultatet af deres fremmedfjendske politik. Deres tilslutning skyldes derimod, at de bliver set som den eneste opposition til det hykleriske etablissement, der forsvarer den forhadte status quo. 

Den tilsyneladende højredrejning i samfundet skyldes ikke, at arbejderklassen er blevet fremmedfjendsk – den er et fordrejet udtryk for den enorme klassevrede, som eksisterer i samfundet over den herskende klasse og det konstant stigende pres, der hviler på arbejderklassens skuldre. Vreden er imidlertid frarøvet et venstreorienteret udtryk, eftersom den parlamentariske venstrefløj har omklamret sig til etablissementet og status quo, hvilket Enhedslisten er et pragteksempel på.

I virkeligheden findes løsningerne på de problemer, det store flertal oplever, udenfor spørgsmålet om flygtninge og migration. Den ulmende vrede og forståelige frustration, der vinder frem i samfundet, må kanaliseres det rette sted hen: imod kapitalisterne og deres system.

Politikernes løgne og hykleri

Det samme politiske etablissement som fordømmer AfD og Trump har på hyklerisk vis selv i årevis brugt flygtninge og migranter som prygelknabe for deres systems mangler. De har fyldt os med løgne om, at flygtninge og migranter er skyld i de faldende leveforhold. På kynisk vis oppiskes en stemning af xenofobi, og “de fremmede” gøres til syndebuk for de nedskæringer, politikerne vedtager. Anti-migration og decideret racisme spys ud fra toppen af det politiske system for at splitte arbejderklassen og fjerne fokus fra roden til problemerne: kapitalismen.

Når det kommer til racistisk del-og-hersk politik, er det danske etablissement tæt på at være verdensmester. Danmark gjorde sig eksempelvis bemærket ved at indføre en række stramninger på asylområdet i 2016, herunder den meget omtalte og kritiserede “smykkelov”, der giver de danske myndigheder mulighed for at beslaglægge flygtninges værdigenstande. Og allerede året før indrykkede den danske regering annoncer i libanesiske aviser med det klare budskab: Bliv væk fra Danmark!

Politikerne løber stadig forrest i et kapløb mod bunden med racistisk lovgivning og fremmedfjendsk retorik. De allerede umenneskelige forhold på udrejsecentrene bliver blot værre, regeringen arbejder fortsat på at etablere modtagecenter uden for Europa, og Frederik Vads ublu racisme i mistænkeliggørelsen af muslimer i Danmark generelt, for blot at nævne nogle få eksempler.

På trods af at flygtninge fra eksempelvis Mellemøsten flygter fra krige, som er startet af Vesten, fralægger de danske politikere sig ethvert ansvar for de menneskers liv, som de har ødelagt. For politikerne handler “løsninger” på flygtningespørgsmålet om at eksportere “problemet”. Dette kommer tydeligt til udtryk ved, at EU laver milliarddyre aftaler med lande som Tyrkiet, Tunesien og senest Egypten, så diktatorer og krigsherrer kan agere grænsevagter for Europa. På hyklerisk vis forsvares samarbejde med disse korrupte regimer med, at det eliminerer menneskesmugling. I virkeligheden er menneskesmugling det uundgåelige resultat af, at politikerne i årevis har strammet de “legale” ruter, samtidig med at elendigheden i den tidligere koloniale verden er eksploderet.

Antallet af flygtninge i verden er netop nu rekordhøjt. I midten af sidste år var over 122 millioner mennesker enten på flugt eller internt fordrevne. Det er over en fordobling på et årti. Læg dertil alle de millioner migranter, der juridisk set ikke anses som fordrevne. Fælles for dem alle er, at imperialistiske krige, klimaforandringer og miljøkatastrofer forårsaget af virksomhedernes rovdrift på naturen, økonomisk udplyndring og uværdige fremtidsløse leveforhold er det, der presser disse mennesker til at forlade deres hjemlande. 

Det er miserable leveforhold, forårsaget i høj grad af vestlig imperialisme, der tvinger folk til f.eks. at sætte livet på spil i en gummibåd på Middelhavet. At så mange mennesker på denne jord er tvunget til at flygte, skyldes ene og alene det kapitalistiske system.

Ikke stakler, men klassefæller

Overvågning, kontrol, lukkede grænser og diskrimination er udelukkende i den herskende klasses interesse, da det skaber en mere usikker og prekær tilværelse for flygtninge og migranter, der dermed kan udbyttes mere brutalt. Kort tid efter at de første ukrainske flygtninge ankom til Danmark, kunne man læse historier om danske virksomheder, der bevidst gik efter at ansætte flygtninge, som kunne bruges til at løndumpe, ved at underbetale dem helt ned til 70 kr i timen!

Ved at holde særlige grupper af arbejdere i en yderst desperat situation, hvor de presses til at tage dårligt betalte jobs med elendige arbejdsforhold, smadres arbejderklassens generelle løn- og arbejdsforhold. Eksempelvis udtrykte Horesta, i kølvandet på Assad-regimets fald, deres bekymring om, at det kunne blive vanskeligt at besætte de stillinger, de syriske flygtninge ville efterlade, hvis de rejser tilbage til Syrien. Kapitalisterne har altså brug for den særligt billige arbejdskraft, som flygtninge, migranter og andre udsatte grupper er tvunget til at sælge. 

På mindre tydelig vis, og iklædt tilsyneladende mere fromme medmenneskelige klæder, giver den etablerede reformistiske venstrefløj, herunder nødhjælpsorganisationerne og andre velgørende NGO’er, heller ikke reelle løsninger.

Enten købes der ind på logikken, om at løsningen er at finde ud af, hvor mange flygtninge og migranter et givent land kan tage imod. Eller også fremsættes naive utopier om helt åbne grænser, men uden at bryde med kapitalismen, som netop er præget af en benhård konkurrence om begrænsede ressourcer – boliger, jobs m.m. – som er kilden til arbejderklassens vrede og frustrationer.

I begge tilfælde tilgås spørgsmålet moralistisk, og flygtninge, såvel som migranter, reduceres til stakler, der skal hjælpes. Men vi må sige tingene, som de er: kapitalismen er i forfald og har ikke råd til at opretholde de eksisterende levevilkår. Lige meget hvor lukkede eller åbne grænserne er, ændrer det ikke fundamentalt på det faktum.

På samme måde giver det heller ikke mening at tale om at “hjælpe i nærområderne” eller blot at opfordre til international solidaritet uden at udfordre kapitalismen selv. Hvordan skal vi forbedre forholdene nogen steder i verden uden at tage et opgør med det imperialistiske system, der opretholder og drager fordel af disse forhold? NGO’erne og reformisterne på venstrefløjen spreder illusioner, om at det er muligt at løse samfundets problemer uden at bryde med kapitalismen. De løber derfor i virkeligheden kapitalisternes ærinde og giver deres system et venstredække. 

Som kommunister er vores rolle at afsløre de reaktionære motiver bag både den del af borgerskabet, der skjuler sine interesser bag overfladiske “progressive og demokratiske” paroler, og den del, der foregiver at være på den “nationale arbejders” side imod “de fremmede”. Flygtninge og migranter er vores klassefæller, og uanset hvor i verden de nu engang er født, har de samme objektive klasseinteresser som arbejdere i Danmark og alle verdens lande. Som arbejdere har vi mere tilfælles med en flygtning fra Syrien end med hvilken som helst dansk kapitalist. Kampen for et bedre liv, bedre arbejdsforhold og bedre velfærd skal føres sammen med flygtninge og migranter, ikke imod dem.

Internationalisme er den eneste løsning

Kapitalismen har drevet levestandarden ned for flertallet i Danmark og Vesten. Dette er endnu mere sandt i den tidligere koloniale del af verden, hvor størstedelen af verdens flygtninge og migranter kommer fra. Realiteten er, at ressourcerne til at give en anstændig levestandard for alle verdens indbyggere findes, men under kapitalismen er de koncentreret i kløerne på en lillebitte håndfuld milliardærer og multinationale selskaber.

Migration må forstås fra den internationale arbejderklasses synspunkt. Historisk spiller migration en progressiv rolle, og det tjener til at nedbryde nationale barrierer og fordomme. Det har derfor potentialet til at styrke arbejdernes organisering både nationalt og internationalt – og hvis arbejderklassen skal formå at fuldføre sin historiske opgave om at vælte kapitalismen, så er international organisering altafgørende. 

I Revolutionært Kommunistisk Parti er vi internationalt organiseret og udgør den danske sektion af Revolutionary Communist International. Vi kæmper for at forene alle arbejdere, på tværs af grænser, til forsvar for bedre leveforhold, imod nedskæringer og for en socialistisk revolution. Kun en fælles international kamp imod kapitalismen, kan stoppe elendigheden, gøre op med landegrænser og afslutte det nuværende kaos og barbari. Kampen for socialisme er international eller også er den intet.