Dannerhuset i København. Billede: offentligt tilgængeligt
Danske politikere holder af at bryste sig med, at Danmark er ligestillingens foregangsland. Vi får fortalt, at Danmark er ét af de bedste steder i verden at være kvinde. I forlængelse af drabet på en ung kvinde i Aalborg i februar måned, var ligestillingsminister, Trine Bramsen, på bedste politikervis, lynhurtig med at kaste om sig med løfter om “handleplaner” for opgøret med vold mod kvinder i Danmark. Modsat det billede der tegnes, er Danmark blandt de lande i Europa med allermest vold mod kvinder. Og ser man bag politikernes flotte ord, er realiteten at socialdemokratiske og borgerlige regeringer de sidste mange år har sparet på både hjælp til og forebyggelse af vold mod kvinder.
Sammenlignet med resten af Europa, har Danmark i lang tid haltet markant bagefter med indsatsen mod kønsbaseret vold. I 2014 udgav Eurostat (EU´s statistik database) en rapport, som redegjorde for omfanget af kønsbaseret vold, partnervold og sexchikane i Europa. Her toppede Danmark, side om side med Letland, listen over lande med mest partnervold i Europa. Det fremgår i rapporten, at 32% af danske kvinder har været udsat for partnervold. 40% af danske kvinder har været udsat for vold af en ´ikkepartner`, hvilket placerer Danmark på en overlegen 1. plads i en generelt dyster statistik. Overordnet set konkluderede rapporten, at 52 % (!) af voksne, danske kvinder har været udsat for kønsbaseret vold. Vold mod kvinder, er altså den barske virkelighed for et flertal af kvinder i Danmark. Danmark indtager på samme tid en suveræn 1. plads i opgørelsen over sexchikane, hvor 37% af danske kvinder beretter om, at have oplevet sexchikane i løbet af året forud for undersøgelsen.
Og det danske folketing er da også klar over, hvor meget virkeligheden halter bagud for, hvordan mange måske går og tror det forholder sig. Eurostat-rapporten beretter om, at kun 11% af danske kvinder mener, at vold mod kvinder er et udbredt problem. De danske politikeres lovprisning af vores såkaldte ligestillingssamfund taget i betragtning, er dette ikke synderligt mærkeligt. Men i stedet for at tage konklusionerne fra den dystre Eurostat-rapport alvorligt og lancere en massiv indsats for både forebyggelse af vold mod kvinder og hjælp til voldsramte kvinder, besluttede et flertal i folketinget fuldstændig at stoppe med, at lade Danmarks Statistik indlevere data om vold mod kvinder til Eurostat. For hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Dette foregik vel og mærke under en Socialdemokratisk regering, med Danmarks første kvindelige statsminister i spidsen. Danmark er først i 2020 igen begyndt at indlevere data om kønsbaseret vold til Eurostat.
Trine Bramsens “handleplan for vold mod kvinder” klinger hult i betragtning af at den politik, der er blevet ført de sidste mange år – både fra højre og venstrefløjen. I 2016 trak Socialstyrelsen støtten til Landsorganisationen af Kvindekrisecentrenes sekretariat, som næsten mundende ud i sekretariatets lukning. Samtidig har man set, hvordan der de sidste år har været en stigning i antallet af voldsramte kvinder, der kontakter krisecentrene, med henblik på hjælp og rådgivning. Kalundborg Krisecenter fik blandt andet i august sidste år afslag på en ansøgning til kommunen om sølle 165.000, der var tiltænkt uddannelse af frivillige, der skulle hjælpe med at imødekomme det stigende antal henvendelser til krisecenteret. Under første nedlukning var der vel og mærke tale om en fordobling af henvendelserne til krisecentrene. På trods af at krisecentrene under almindelige omstændigheder arbejder på fuld kapacitet, responderede regeringen med en ringe trøst og kun 15 nye pladser blev åbnet på nationalt plan, oven i de i forvejen lidt over 500 pladser.
Vi har ikke brug for tomme ord og løfter – vi har brug for reel handling!
