I dag bliver jeg fejret. Ja, ifølge DR skal jeg faktisk hyldes. Det skal jeg, fordi jeg er veteran, hvilket blot betyder, at jeg har været udsendt som soldat. Og hyldesten er dagen i dag, hvor jeg kan møde op og gå en tur med andre veteraner, høre en tale og få lidt mad på statens regning.

Veteranerne har fungeret som imperialistisk værktøj for et system og nogle politikere, der hverken vil det godt for soldaterne eller befolkningen i det land, man sender soldaterne til. Det er ren og skær politik og handler i sidste ende udelukkende om profit. Til kapitalisterne naturligvis.

Og det skal altså fejres. Men selv dette absurde foretagne, hvor man fejrer at have invaderet Afghanistan, bombet det tidligere Jugoslavien og alt det andet man har smadret i imperialismens og profittens navn, betyder naturligvis ikke, at man så behandler veteranerne bare nogenlunde acceptabelt, når de kommer hjem med fysiske og psykiske skader.

I klassisk kapitalistisk stil får soldaten tilbudt nogle små rabatter. Det kan være, når der skal købes en gave til den familie, man måske har mistet på grund af PTSD – eller når veteranen bliver hjemløs og køber en sovepose, fordi han eller hun er tvunget til at flytte ud i skoven for overhovedet at kunne klare sig.

Så er der veterankoordinator-ordningen, hvor man ansætter en person til at tage med veteranerne i motionscenteret og evt. vejlede om, hvordan og hvor den enkelte kan søge hjælp til at håndtere livet. Et umiddelbart sympatisk initiativ, men i 20 kommuner er der slet ikke en koordinator, og der hvor der er, er det stadig ret begrænset, hvad og hvor meget denne kan hjælpe med.

Personligt deltager jeg ikke i flagdagen, som det så intetsigende kaldes. Jeg mener på ingen måde, det bør fejres, at den herskende klasse har sendt soldater i døden eller ud for at dræbe andre for at sikre dem selv bedre indtjeningsmuligheder.

Jeg er frustreret over, at så mange veteraner har det skidt, men jeg ved, at det ikke hjælper dem, at jeg her i starten af september spiser to pindemadder og vifter med et flag. Hvis vi vil hjælpe, så skal vi arbejde for, at soldaterne slet ikke skal sendes i krig, og at velfærdssystemet er i stand til at hjælpe os alle, når vi er syge eller på anden måde har brug for en hånd.

Men det lader sig ikke gøre inden for kapitalismens rammer, der bygges på profitmaksimering til de rigeste og udnyttelse af os andre. Der er brug for et system, hvor mennesker prioriteres. Ikke bare i ord og på PowerPoint præsentationer, men i virkeligheden. Der er brug for et ægte arbejderdemokrati, hvor flertallet har magten, så det ikke kun er en lille elitær gruppes ønsker, der efterkommes. Der er brug for en revolution.