I de sidste dage i august præsenterede finansminister Nicolai Wammen regeringens forslag til ny finanslov. Ifølge Finansministeren er økonomien ved at overophede, og han bebudede en hård opbremsning. Finansloven har en finanseffekt på minus 0,7 pct. når man ser bort fra coronakrisens hjælpepakker, dvs. at den forventes at dæmpe den økonomiske aktivitet med 0,7 pct. af BNP. Tager man hjælpepakkerne med i betragtningen er finanseffekten på minus 1,9 pct.
Berlingske kaldte finansloven “historisk”, og pointerer, at den foreslåede opbremsning af økonomien er større end den konservative Poul Schlüters berygtede kartoffelkur i 1980’erne og »den måske strammeste finanslov i efterkrigstiden,« lyder det fra Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen (30.08.21).
Der er altså ingen tvivl om, at det bliver en sparefinanslov. Samtidig har regeringen valgt at tage flere af de vigtigste politiske aftaler ud af forhandlingerne og gøre til selvstændige spørgsmål: en ydelsesreform der skal øge arbejdsudbuddet med 10.000 personer, og en landbrugsreform der vil have vigtige klimamæssige implikationer. Øjensynligt i håbet om at indgå en finanslov med støttepartierne og derefter have hænderne frie til at skære i overførselsindkomsterne (kontanthjælp, SU o.lign.) samt tilgodese landbruget i en aftale med de borgerlige.
Socialdemokraterne – intet nyt under solen
Da Socialdemokratiet i 2019 gik til valg under Mette Frederiksens ledelse, gjorde de det med det klare budskab, at der var nye boller på suppen: de var ikke Helle Thorning og blå Bjarne. Det billede har de efterfølgende forsøgt at fastholde. Hver finanslov har de lovet, at denne finanslov bare var et skridt på vejen til en bedre velfærd – altså at selvom arbejderklassen ikke kunne se de store forbedringer nu, så skulle de nok komme i fremtiden.
Men Wammen gjorde det denne gang klart, at nu er tiden kommet til en opstramningen, ellers løber økonomien løbsk. Der bliver altså ingen forbedring af velfærden. Alle deres løfter var blålys. Presset på velfærden vil fortsætte med at stige. Med andre ord: de sidste års finanslove uden reelle forbedringer var ikke skridt på vejen til bedre velfærd. Det var så godt som det kunne blive!
Denne finanslov vil gøre det endnu tydeligere, at den arbejdervenlige retorik fra socialdemokraterne blot var et billigt salgstrick. Hvis altså nogen var i tvivl efter regeringens indgreb i sygeplejerskernes strejke, hvor de gav lige præcis NUL til sygeplejerskerne og de andre traditionelle kvindefag. Frederiksen og Co.’s arbejderistiske maske er ved at falde, og bag den ser vi netop Thorning og Corydons spøgelser stikke hovedet frem.
Som Berlingske påpeger: »Regeringens finanslovsudspil lægger op til en strammere finanspolitik end den, Helle Thorning og Bjarne Corydon førte efter finanskrisen. Det fremgår af den økonomiske redegørelse.« (Berlingske.dk 30.08.21)
Støttepartierne som gidsler
Regeringen har afsat en såkaldt forhandlingspulje på 1,2 mia. kr. For den almindelige dansker lyder 1,2 milliarder som en slat penge, men i finanslovssammenhæng er det ingenting. Den samlede finanslov har udgifter for omkring 1.000 mia. Det er, som de andre år, et smart trick fra Socialdemokratiets side: de giver støttepartierne en luns, og kan dermed også give dem ansvaret for alt det, der ikke bliver råd til. Hvis nogen klager over manglende midler til et bestemt område i finansloven, vil regeringen sende aben videre til støttepartierne: »det er ikke regeringens skyld, det var støttepartierne, der valgte den prioritering.«
Enhedslistens parallelle virkelighed
Enhedslisten ser ud til endnu engang at agere loyalt støtteparti for regeringen. Enhedslistens hovedkrav er gratis tandlæge til unge under 25 år, hvilket vil koste omkring 700 mio. Der er intet galt med gratis tandlæge, men man står lidt med en følelse af, at Enhedslistens politikere befinder sig i en parallel virkelighed. Regeringen har lige grebet ind i en historisk strejke blandt sygeplejerskerne. En strejke der satte krav om ligeløn på dagsordenen. Det er en kamp, som Enhedslistens politikere har påstået at støtte. Men hvor er kravet om penge til ligeløn i forbindelse med finansloven? Fra Enhedslisten er der larmende tavshed.
Det er ikke alle i partiet, der tilsyneladende er tilfredse med dette. En del af Enhedslistens hovedbestyrelse havde indkaldt til et ekstraordinært møde weekenden efter regeringsindgrebet i sygeplejerskestrejken. Forslaget fra initiativtagerne gik ud på at stille regeringen overfor et ultimatum om at sikre penge til ligeløn eller, at Enhedslisten ellers skulle trække støtten til regeringen. Men hovedstyrelsen endte blot med at udtale en kritik af indgrebet og har hemmeligstemplet mødet, så intet må komme ud til hverken offentligheden eller medlemmerne. Folketingsgruppen fortsætter, som om intet var hændt.
Enhedslisten ser ud til at køre samme taktik som de andre år: kun at præsentere hvad de mener er realistiske krav, så de efterfølgende kan præsentere deltagelse i finansloven som en sejr. Men jo længere det fortsætter, jo mere hult klinger det: for arbejdere og unge der oplever at deres forhold forværres, fremstår Enhedslistens udråben af sejre mere og mere som tomt praleri.
Jo mere Enhedslisten binder sig til den socialdemokratiske regering, jo mere bliver de taget med i faldet. Det er allerede nu tydeligt, at der blandt sygeplejerskerne er en udbredt vrede og frustration, også rettet mod Enhedslisten, der i højere og højere grad bliver set som en del af det politiske etablissement. Fortsætter de som nu, risikerer partiet at ende i en “SF”, dvs., at de pludseligt ender med at trække støtten, når smertegrænsen er nået. Sker det uden en plan, sker det kaotisk, og højst sandsynligt på et mere perifert spørgsmål der betyder, at partiet stadig ses som en del af det politiske etablissement men uden retning, og de risikerer en gevaldig nedtur, som det skete for SF, efter de trak støtten til Thorning-regeringen. Det er den logiske konsekvens af den taktik, partiet har valgt fra de underskrev forståelsespapiret.
Alt tyder på, at forhandlingerne om finansloven først for alvor starter efter kommunalvalget. Men allerede nu er det tydeligt, at det løfte om at udbygge velfærden som regeringen blev valgt på, og det som Enhedslisten har fremhævet som grunden til at støtte regeringen, var tomt. De sidste års finanslove var as good as it gets. Nu skal der strammes op, dvs. spares. Det er kapitalismen i en nøddeskal: når det går dårligt, rammes arbejdere og unge; når det går godt, må arbejdere og unge holde for for at sikre, at det ikke går for godt. Enhedslisten vælger med sin fortsatte støtte til regeringen at gå med på den logik og skære ned på arbejdere og unge.
