Da nazisterne kom til magten i Tyskland for 75 år siden, var
det begyndelsen på en af de mørkeste perioder i menneskehedens historie.

Alle har hørt om nazisterne, om gaskamrene, om Auschzwitz og
jødeudryddelserne, og om besættelsestiden i Danmark. Men det, som de borgerlige
altid forsøger at skjule, er fascismens klassekarakter. Fascismen tjente i
Italien, Tyskland og andre steder til at bevare kapitalismen og knuse den
organiserede arbejderbevægelse.

I dag er ordet ”fascist” blevet et generelt skældsord, som
man kan smide i ansigtet på enhver reaktionær. På grund af fremkomsten af
diverse højreekstremistiske partier overalt i Europa, kan man fra tid til anden
læse om ”fascismens genkomst” i aviserne. Vi er absolutte modstandere af de højrerabiate
partier som Dansk Folkeparti og lignende partier i andre lande. Det er
imidlertid vigtigt at forstå, at ikke enhver reaktionær er fascist. Det er
nødvendigt at forstå den præcise natur af et parti eller et regime, for rigtigt
at forstå, hvad det er, man bekæmper, og hvordan man skal gøre det.

Fascisterne er
isoleret
For øjeblikket er de rigtige fascistiske organisationer alle
steder blevet reduceret til små sekter med nogle få ivrige tilhængere. De
griber måske fra tid til anden til terroristiske aktiviteter, men det viser
bare deres afmagt og manglende evne til at få opbakning. Grunden til dette er
indlysende. Den herskende klasse har ikke brug for disse elementer lige nu.

Så længe kapitalismen eksisterer, vil der uundgåeligt komme
den ene rystelse og krise efter den anden: massearbejdsløshed, boligmangel,
ruinering af små forretningsdrivende og så videre. Under sådanne forhold vil
højrefløjen (ikke fascister, men også “respektable” demokratiske
konservative) spille det racistiske kort for at splitte arbejderklassen og
aflede massernes opmærksomhed fra de virkelige årsager til krisen. I tider med
opsving byder arbejdsgiverne indvandrere velkommen for at bruge dem som billig
arbejdskraft, men i krisetider vil de altid prøve at skyde skylden for arbejdsløshed
og boligmangel på de selv samme indvandrere.

Racismen splitter
arbejderklassen
Racismen er en dødelig gift, som underminerer arbejdernes
eneste virkelige våben – enheden. Marxisterne går imod racisme i alle dens
former. Men racismen kan ikke fjernes gennem moraliserende taler og sentimentale
erklæringer om tolerance og medmenneskelighed. Racismen kan kun fjernes ved at
fjerne dens sociale rødder – arbejdsløshed, boligmangel, dårlige skoler,
nedskæringer på velfærden og andre af kapitalismens konsekvenser. Det er en
utopi at forestille sig, at racismen kan udryddes på kapitalistisk grundlag.

Racismen er yderst brugbar for den herskende klasse. Ud over
at splitte arbejderne på hjemmefronten, tjener den også til at retfærdiggøre
imperialismen. Borgerlige politikere, og Dansk Folkeparti i særdeleshed, kører
en hetz imod udlændinge, og især imod muslimer, som de fremstiller som
galninge, der er ude af stand til at opføre sig civiliseret. Deres demagogi er
uden sidestykke de sidste 60 år. Stormagter med koloniale besiddelser har altid
forsøgt at fremstille de erobrede folk som “undermennesker”. Romerne
havde begrebet “barbarer”, vikingerne berigede os med betegnelsen
“skrællinger”, englænderne plejede at tale om “primitive
indfødte”, men i dag plejer de høje herrer blot at kalde de besejrede
folkeslag for “ekstremister”, “islamister” eller
“terrorister”.

Men sandheden er, at de virkelige ekstremister, de virkelige
barbarer, sidder i direktionsgangene, på ministerkontorerne og på børsen. De vandaler,
der sidder på samfundets top, ødelægger hver eneste dag folkeskoler, offentlig
transport, hospitaler, børnehaver og boliger gennem nedskæringspolitik og
privatiseringer. Hver dag ødelægger disse bøller uskyldige liv gennem
nedslidning af arbejdere og racistisk udstødelse af raske unge mennesker fra
arbejdsmarkedet. Hver dag sætter kyniske arbejdsgivere uskyldige arbejderes liv
på spil gennem hasard med arbejdssikkerheden. Det organiserede myrderi, som
dårlig arbejdssikkerhed udgør (siden nytår har 16 arbejdere mistet livet ved at
gå på arbejde), bliver ikke straffet, men tværtimod belønnet med store bonusser
til cheferne og højere aktiekurser og udbytter til aktionærerne.

Den nazistiske racisme rettede sig først og fremmest mod
jøderne. Det var ikke noget de var ene om. Hitler var en ivrig beundrer af den
amerikanske bilfabrikant Henry Ford, og beundringen var gensidig frem til USA’s
indtrædelse i anden verdenskrig. Siden 1920 havde Ford udgivet en artikelserie
i en af sine aviser med overskriften “Den internationale jøde: Verdens
største problem”. Hitler var også enig med Ford i, at 75 procent af alle
kommunister var jøder. Begge mente, at der fandtes en international
bolsjevikisk-zionistisk sammensværgelse.

Kapitalisterne vil imidlertid ikke ty til åben reaktion og
diktatur, før alle andre muligheder er udtømt. Længe før vi når det stadie, vil
arbejderne have haft mange muligheder for at tage magten i det ene land efter
det andet. Kun efter en hel række af nederlag for arbejderklassen vil der være
seriøs fare for militærdiktatur. Det skyldes ikke, at overklassen i Danmark
eller resten af Europa er specielt ”demokratisk”, men derimod at det borgerlige
demokrati er praktisk for dem.

Et spørgsmål om
”demokrati”?
Den herskende klasse støtter ikke demokratiet af
sentimentale årsager, men fordi det sædvanligvis er den mest økonomiske måde at
drive samfundet på, samtidig med at det får folk til at tro, at de har noget at
skulle have sagt. I sidste ende vil de, når de ser, at deres fundamentale
interesser er truet, ikke tøve med at ty til åben reaktion og skrotte
demokratiet. Selv i den nuværende epoke, hvor fascisme ikke står på
dagsordenen, er der indskrænkninger i frihedsrettighederne.

Der mangler ikke eksempler på, at de demokratiske
rettigheder i Vesten bliver begrænset. I Tjekkiet er ungkommunisterne blevet
forbudt, i Baskerlandet har den spanske stat forbudt venstrefløjspartiet
Batasuna (som ved valget i 2001 fik omkring 10 procent af stemmerne i
Baskerlandet), og i Danmark har den såkaldte ”terrorlovgivning” givet enorme
beføjelser til efterretningstjenesten. Alle de love, vi nu får at vide skal
bekæmpe terrorisme, kan bruges mod arbejderbevægelsen på et senere tidspunkt.
Marxisterne går imod alle forsøg på at begrænse de demokratiske rettigheder,
især retten til at strejke, protestere og demonstrere – rettigheder, som
arbejderbevægelsen sloges for og vandt under hård modstand fra kapitalisterne.

Når alt kommer til alt, er det kapitalistiske samfund ikke
demokratisk. Beslutningerne om arbejdspladser, boliger og samfundets økonomi
bliver ikke taget af valgte repræsentanter. Hele verdenshandelen kontrolleres
af højst 200 kæmpe selskaber, hvoraf størstedelen er fra USA. Alle de vigtige
beslutninger tages af disse store monopolers bestyrelser. Småbitte grupper af
mænd og kvinder, der ikke er valgt af nogen og ikke står til ansvar over for
nogen, bestemmer over hele lande. De beslutter, om millioner af mennesker skal
have arbejde eller være arbejdsløse, om de kan få mad eller må sulte, leve
eller dø. I forhold til denne magt er selv de mest magtfulde valgte regeringers
indflydelse ubetydelig.

Vi er interesserede i den størst mulige udvidelse af de
demokratiske rettigheder, fordi det giver arbejderklassen bedre forhold til at
kæmpe for at ændre samfundet. Men det er samtidig klart, at ingen af disse
rettigheder er sikre, så længe bankerne og de store selskaber er nogle få rige
menneskers private monopoler.

Reformismens svigt
Den sidste periode har været meget lig den periode, der var
i Europa i 1920’erne. Efter de socialdemokratiske ledere havde forrådt
revolutionerne i Frankrig, Tyskland og andre lande, tog de magten, men da de
forblev på kapitalistisk grundlag, kunne de ikke løse arbejderklassens
problemer. Det midlertidige opsving i USA (som meget lignende det opsving, der
har været de senere år) endte med det store krak i 1929. Fra den ene dag til
den anden var der millioner af folk fra middelklassen, der blev ruineret, og
millioner af arbejdere blev fyret. I Tyskland nåede arbejdsløsheden op på fire
millioner (nu er den tyske arbejdsløshed oppe på samme niveau igen for første
gang siden 30’erne).

De reformistiske lederes politik i Tyskland, Østrig og
Spanien i 30’erne førte direkte til fascismen. I England, hvor kapitalismen var
stærkere og havde Imperiet at støtte sig til, behøvede den herskende klasse
ikke at gå så langt (selvom de åbent udtrykte deres begejstring for Hitler,
Mussolini og Franco til at begynde med, som et “bolværk mod
kommunismen”). Alligevel førte de engelske Labour-lederes politik til
nederlag for Labour og sejr for reaktionen i form af den “nationale
regering”.

I Danmark var ledelsen af Socialdemokratiet i 1930’erne
under Stauning også særdeles venligt stemt over for nazisterne i Tyskland.
Stauning gik endda så langt som at foreslå en møntunion med Tyskland – et forslag,
som Hitler venligt afviste.

Lederne for socialist- og kommunistpartierne i de fleste
europæiske lande sagde efter Hitlers magtovertagelse, at der var fare for
fascisme (hvilket var korrekt), og at måden at bekæmpe det på var gennem en
folkefront, dvs. enhed med den såkaldte “demokratiske” fløj af
kapitalistklassen (hvilket ikke var korrekt). Alle steder endte
arbejderledernes modvilje mod at gennemføre den socialistiske omdannelse af
samfundet med de mest forfærdelige nederlag.

Det er en vigtig lære for Europas arbejdere i dag. Den
vigtigste måde at blokere bevægelsen i retning af reaktion på er ved at kæmpe
for en ægte socialistisk politik. Arbejderbevægelsens ledere må bryde med de
borgerlige og forsvare arbejdernes, bøndernes og de små forretningsdrivendes
interesser – ikke kun i ord, men i handling! Bankerne og de store monopoler må
nationaliseres, der må sikres jobs og boliger til alle, og de nationaliserede
banker må give billig kredit til små forretningsdrivende og bønder. Det er den
eneste ægte garanti mod reaktion.

Læren fra Trotskij
Trotskijs skrifter om fascismen er en guldgrube for alle,
der ønsker at forstå, hvad fascisme er. Trotskij og hans tilhængere var de
eneste, der advarede om den truende katastrofe op til nazisternes
magtovertagelse for 75 år siden i Tyskland. Lederne af både Socialdemokratiet
og Kommunistpartiet spillede en skændig og kriminel rolle, idet de lammede
Europas mægtigste arbejderbevægelse og tillod, at nazisterne kunne komme til
uden kamp. De stalinistiske ledere af Kommunistpartiet nægtede ethvert
samarbejde med Socialdemokratiet, som de kaldte ”socialfascister”. Dermed blev
arbejderbevægelsen splittet midt over til gavn for nazisterne. Når Trotskij og
hans tilhængere talte for en enhedsfront mellem socialdemokratiske og
kommunistiske arbejdere imod fascismen, svarede stalinisterne igen ved at kalde
trotskisterne for ”fascistiske agenter”, ”trotskij-fascister” og andet svineri.
Ved denne vanvittige politik hjalp stalinisterne i virkeligheden fascisterne.

I 1932, året inden Hitlers magtovertagelse, advarede
Trotskij indtrængende de kommunistiske arbejdere imod splittelse i
arbejderbevægelsen og appellerede om en enhedsfront med de socialdemokratiske
arbejdere:

”Situationen i Tyskland er som den var skabt med vilje for
at gøre det muligt for Kommunistpartiet at vinde flertallet af arbejdere på
kort tid. Blot må kommunistpartiet forstå at det stadig i dag repræsenterer et
mindretal af proletariatet og fast må træde på enhedsfrontens vej. I stedet for
dette har Kommunistpartiet lavet sin egen taktik, som kan udtrykkes i følgende
ord: ikke at give de tyske arbejdere mulighed for at føre økonomiske kampe
eller tilbyde modstand mod fascismen eller bruge generalstrejkens våben eller
skabe sovjetter – før hele proletariatet på forhånd anerkender
Kommunistpartiets ledelse. Den politiske opgave bliver omformet til et
ultimatum.” (Trotskij, Tyskland: Den eneste vej)

Fascismen baserer sig på en kontrarevolutionær
massebevægelse i middelklassen, som er rettet imod arbejderklassen. Formen kan
variere fra land til land, men det karakteristiske er altid, at fascismen
baserer sig på nationalchauvanisme. Fascismen skaber had mellem nationaliteter
og trosretninger for at splitte masserne og forhindre enhed i arbejderklassen.

Småborgerskabet er den klasse, der ligger mellem
arbejderklassen og kapitalistklassen. Den indeholder små selvstændige
erhvervsdrivende og bønder, som er presset af de store kapitalister. Bankerne
binder småborgerskabet med gæld, og de store virksomheder udkonkurrerer de
småhandlende med billige, massefremstillede produkter og stordriftsfordele.
Småborgerskabet repræsenterer som klasse nogle produktionsforhold, som gik
forud for den kapitalistiske storproduktion og koncentration af kapitalen på få
hænder. På den anden side er småborgerskabet presset af arbejderklassen.
Arbejderklassens organisationer (fagforeninger og arbejderpartier) peger i
retning af et samfund, hvor produktion og handel styres efter en overordnet
plan, der tilrettelægges demokratisk. Det er i sidste ende uforenligt med små
selvstændige – ikke fordi de vil blive forbudt under en socialistisk planlagt
økonomi (tværtimod vil de blive tilbudt favorable ordninger med billige lån),
men fordi småproduktion og småhandel er håbløst ineffektivt i forhold til
rationel planlægning på nationalt og internationalt niveau.

Trotskij forklarede småborgerskabets klemte rolle under
kapitalismen således:

”I kapitalismens opgangsperiode og blomstringstid marcherede
småborgerskabet, på trods af akutte udbrud af utilfredshed, generelt lydigt med
det kapitalistiske seletøj på. Og det kunne heller ikke gøre andet. Men under
forhold med kapitalistisk opløsning og tilbagegang i den økonomiske situation
stræber småborgerskabet efter at rive sig løs fra de gamle herrer og
samfundslederes forhindringer. Det er ganske i stand til at forbinde sin skæbne
med proletariatets ditto. Hertil er der kun brug for én ting: småborgerskabet
må få tiltro til proletariatets evne til at føre samfundet ud på en ny vej.
Proletariatet kan kun inspirere denne tiltro ved sin styrke, sine handlingers
fasthed og en behændig offensiv imod fjenden, ved sin revolutionære politiks
succes.

Men ve, hvis det revolutionære parti ikke står mål med
situationen! Proletariatets daglige kamp skærper de borgerlige samfunds
ustabilitet. Strejkerne og de politiske forstyrrelser forværrer landets
økonomiske situation. Småborgerskabet kunne midlertidigt forlige sig med mangel
på de mest basale fornødenheder, hvis det gennem erfaring kom til den
overbevisning, at proletariatet er i en position til at lede det ad en ny vej.
Men hvis det revolutionære parti, på trods af en klassekamp, der bliver mere og
mere tydelig, igen og igen viser sig at være ude af stand til at forene
arbejderklassen bag sig, hvis det vakler, bliver forvirret, modsiger sig selv,
så mister småborgerskabet tålmodigheden og begynder at se på de revolutionære
arbejdere som om de er ansvarlige for småborgerskabets egen elendighed. Alle de
borgerlige partier, herunder Socialdemokratiet, retter sine tanker i denne
retning. Når den sociale krise bliver utålelig akut, opstår der et bestemt
parti på scenen med det direkte mål at agitere småborgerskabet hvidglødende og
rette dets had og fortvivlelse imod det tyske proletariat – denne historiske
rolle bliver udfyldt af nationalsocialismen, en bred strømning, hvis ideologi
er sammensat af alle det rådnende borgerlige samfunds modbydelige dunster.”
(Trotskij, Tyskland: Den eneste vej)

Historisk set har fascismen været resultat af fejlslagne
revolutioner. Fascismen kom til magten i Italien, efter at arbejderbevægelsens
ledere havde forrådt revolutionen og desillusioneret arbejderne og de fattige
masser. I Tyskland var fascismen et produkt af revolutionens nederlag i
perioden 1918-1923, hvor arbejderne gentagne gange bevægede sig for at tage
magten, men blev holdt tilbage af de socialdemokratiske ledere (som i 1919
benyttede sig af fascistiske korps imod arbejderne i Berlin). Desværre var
lederne af det unge kommunistparti i 1923 heller ikke i stand til at tage
magten, da de havde muligheden. Den vaklende og tøvende politik, som de førte
efter rådgivning fra blandt andet Stalin, førte til, at den revolutionære
mulighed gik tabt, og arbejderne blev demobiliseret og desillusionerede. Det
var på baggrund af massernes desperation og desillusionering (og fatal
splittelse i arbejderbevægelsen), at fascismen kunne komme til magten i
Tyskland. I det lille mesterværk Hvad er Fascisme – og hvordan kan den bekæmpes skriver Trotskij:

”Nationalsocialismens gigantiske vækst er et udtryk for to
faktorer: en dyb social krise, der kaster de småborgerlige masser ud af
balance, og mangelen på et revolutionært parti, som folkets masser kunne
anerkende som en revolutionær ledelse. Hvis det kommunistiske parti er partiet
for det revolutionære håb, så er fascismen som massebevægelse partiet for
kontrarevolutionær desperation. Når det revolutionære håb har grebet hele den
proletariske masse, trækker det uundgåeligt en betragtelig og voksende del af
småborgerskabet med sig på vejen mod revolutionen. Netop på dette område viste
valgresultatet det modsatte billede: Kontrarevolutionær desperation greb den
småborgerlige masse med en sådan styrke, at den trak store dele af
proletariatet med sig.”

Hovedansvaret for, at fascismen kunne vokse, hviler på de
socialdemokratiske ledere af arbejderbevægelsen, der så det som deres fornemste
opgave at få arbejderne til at affinde sig med kapitalismen. I stedet for at
føre en kamp for forbedringer af arbejdernes levevilkår – med eller uden det
kapitalistiske system – valgte disse ledere at underordne arbejderne under
krisen i den kapitalistiske økonomi, som betød nedskæringer i de offentlige
udgifter og angreb på arbejdernes lønninger. I stedet for at opmuntre
arbejderne til at stole på egne kræfter og overtage styringen af bankerne og de
store virksomheder, opfordrede de arbejderne til at dukke nakken og acceptere
kapitalisternes angreb. Denne svaghed, som lederne af arbejderbevægelsen dermed
udviste, frastødte småborgerskabet. Trotskij udtrykte det sådan, at de
reformistiske ledere lærer arbejderne at være lakajer, og småborgerskabet vil
ikke følge en lakaj.

Hvem stod bag Hitler?
Allerede fra starten blev Nazipartiet i Tyskland støttet af
de store arbejdsgivere. Under retssagen efter Hitlers mislykkede kupforsøg i
München i 1923 kom det frem, at nazisternes penge stammede fra det bayerske
industriforbund og fra ståltrusten Vereinigte Stahlwerke. I 1927 blev formanden
for ståltrusten Emil Kirdorf medlem af nazipartiet. Han var især begejstret for
Hitlers løfte om at knuse fagbevægelsen. I 1931 besluttede kulsyndikatet, at de
kapitalister, der var tilsluttet samarbejdet, skulle betale 50 pfennig pr. ton
kul til nazipartiet. Fritz Thyssen, en ledende kapitalejer i stålindustrien, overdrog
i 1930 en million mark til Hitler personligt. I sin bog ”Jeg betalte Hitler”
fortæller han, at han varetog kontakten mellem industrien og fascisterne, og at
der gennem denne kontakt kom over to millioner mark hvert år i støtte til nazipartiet.

Støtte til Hitler kom også fra andre steder. Det New
York-baserede bankhus Kuhn, Loeb & Cie donerede store beløb til
Nazipartiets valgkampe fra 1930 til 1933. Dele af den tyske overklasse gjorde
et ihærdigt stykke arbejde for at få amerikanske kapitalister til at sende penge
til nazisternes valgkampe for at bringe et parti til magten, der ville føre
krig mod Sovjetunionen samt afværge et ”truende kaos” i Tyskland.

Andre store europæiske kapitalister støttede også
nazipartiet. Den hollandske oliemagnat Henri Deterding, der stod i spidsen for
oliekoncernen Royal Dutch /Shell, bidrog i årene 1929-32 med 35 millioner mark
til nazipartiet, og efter Hitlers magtovertagelse lagde han årligt mellem fem
og 10 millioner gylden i nazisternes lomme.

I 1930 blev chefen for den tyske centralbank, Reichsbank, Hjalmar Schacht, medlem af
nazipartiet. Kurt von Schröder, medlem af industrikammeret i Köln og
fremtrædende bankmand i Vesttyskland, repræsenterede bankhuset von Stein og
sørgede for, at skaffe penge til nazipartiet. Men ikke kun de øverste
repræsentanter for industri- og bankverdenen støttede op om nazisterne. Også
redaktøren for Berliner Börsenzeitung,
den tyske finansavis, tilsluttede sig nazisterne. Men ikke nok med det. De
prøjsiske junkere – de mægtige godsejere – bakkede også op om Hitler, især
efter 1928, hvor Hitler gik imod ekspropriation af fyrsternes ejendomme. Den
afsatte kejser Wilhelms søn, prins August Wilhelm meldte sig ind i nazipartiet
i 1930. Andre prominente adelige nazi-medlemmer talte hertugen af
Sachsen-Kotburg-Gotha samt landgreven af Hessens sønner, arveprins von Waldeck
og prinsen af Lippe.

Når sværindustrien, bankerne og junkerne på denne måde
støttede op om nazisterne og finansierede Hitler, så var det ingen
tilfældighed. De støttede ikke fascismen af sentimentale eller
nationalromantiske grunde, men fordi det var i deres objektive interesse som
herskende klasse. De støttede nazisterne, fordi nazismen var et brugbart
redskab for overklassen imod arbejderklassen til at suge mere merværdi ud af
arbejderne og dermed højne profitterne.

Fascisme er
overklassens våben imod arbejderne
Nazisterne angreb arbejderklassen hårdt, da de kom i
regering i 1933. Arbejdsdagen blev hævet fra otte til 10 timer. I årene 1929-32
havde Brüning-regeringen gennem nødforordninger nedskåret arbejdslønnen med
over 20 procent. Det gjorde, at lønniveauet var på et usædvanligt lavt niveau,
da Hitler kom til magten. Dette niveau blev gjort fast, da Hitler i 1933
indførte et generelt lønstop, og i virkeligheden fortsatte lønningerne med at falde,
hvilket kan ses af følgende tal:

Samtidig steg leveomkostningerne ifølge de officielle tal
med over syv procent, så reallønnen i 1936 lå omkring 8 procent lavere end det
ekstraordinært nedskårne kriseniveau fra 1933. I 1941 var reallønnen nedbragt
med ca. 15 procent i forhold til kriseniveauet fra 1933. Det er altså tydeligt,
at Hitler førte en økonomisk krig imod de tyske arbejdere. Denne krig førte han
på vegne af de tyske banker, kapitalister og godsejere. Under anden verdenskrig
førte han militær krig for at erobre nye landområder og nye markeder – stadig
på vegne af kapitalisterne. Som den prøjsiske general Clausewitz bemærkede, så
er krig blot en fortsættelse af politikken med andre midler.

Er der fare for
fascisme?
Hver gang en eller anden reaktionær kandidat eller et
fremmedfjendsk parti har vundet fremgang i løbet af de sidste ti år, har
forskellige grupper på venstrefløjen reageret ved at råbe op om fare for
fascisme. Men det er en overilet og uoverlagt advarsel. Fascismen står ikke på
dagsordenen i Europa i øjeblikket. Kapitalisterne har før brændt fingrene på
fascismen, og de vil ikke ty til fascisme igen lige med det samme. Det betyder
dog ikke, at de ikke gør god brug af højrepopulistiske og racistiske partier.
Ifølge Folketingets hjemmeside har Dansk Folkeparti fået støtte af A.P. Møller,
Rederiforeningen og Finansrådet – alle sammen repræsentanter for den absolutte
top i den danske kapitalistklasse. Det er hemmeligt, hvor meget støtte, de
giver Dansk Folkeparti. Det eneste, der er sikkert er, at støtten overstiger
20.000 kroner.

Den nuværende proces, der foregår i Danmark og resten af
Europa, er først og fremmest kendetegnet ved stigende polarisering mellem
klasserne. Siden anden verdenskrig er de store lag af bønder og småborgerskab
blevet næsten fjernet i Europa. Arbejderklassen er vokset enormt, og kvinderne
er overgået fra husholdningerne til arbejdsmarkedet. Det gør, at
arbejderklasses styrke er overvældende, og det er vanskeligt for kapitalisterne
at basere sig på en reaktionær massebevægelse i middelklassen til at smadre
arbejderbevægelsen, som de gjorde før anden verdenskrig i Italien, Tyskland,
Spanien og andre steder.

I de senere år er polariseringen i samfundet blevet klarere.
Rystelser, uro og store strejkebevægelser er fejet over Europa. Den borgerlige
regering i Spanien blev i 2005 væltet af en massebevægelse, der havde
opstandslignende karakter. Men polariseringen er ikke kun til venstre.
Radikaliseringen foregår på begge fløje. Højrefløjen (PP) og kirken bruger
sprog man ikke har hørt siden 1930’erne på kanten af borgerkrigen. Selvfølgelig
er borgerkrig langs klasselinjer ikke det umiddelbare perspektiv for Spanien
eller andre europæiske lande. Men i den næste periode kan dette ændre sig. I
sidste ende vil borgerskabet komme til den konklusion at der er for mange
strejker, for mange demonstrationer, for meget “anarki” og at orden må
genoprettes. Svaret på alle manøvrer i denne retning findes i Trotskijs ”Hvad
er Fascisme, og hvordan kan den bekæmpes”. Svaret hedder enhedsfront mellem
arbejdernes organisationer imod alle fascistiske tendenser, og kamp for
socialistisk politik i spidsen for arbejderbevægelsen. Det er en kamp for, at
fascismens grundlag – det kapitalistiske system – bliver afskaffet og erstattet
af demokratisk socialisme med fælleseje af bankerne og de største virksomheder.

Borgerligt demokrati er ikke noget fast for altid. Det vi
har set i Latinamerika kan blive gentaget i Europa, ikke bare i væksten af
revolutionære men også kontrarevolutionære tendenser. Men det vil ikke foregå
ligesom i 1930’erne. Den massebase blandt bønderne og småborgerskabet, som
fascismen kunne benytte sig af, er i dag stort set forsvundet. Desuden hælder
studenterne i dag imod venstrefløjen, mens de før anden verdenskrig hældte mod
højrefløjen og fascismen.

Kapitalisterne i Europa kan derfor ikke bevæge sig i retning
af fascisme i den umiddelbare fremtid. Samtidig er arbejderklassen forhindret i
at tage magten, fordi ledelsen i de traditionelle masseorganisationer udgør en
solid forhindring på vejen til en socialistisk omdannelse af samfundet. Den
ustabile ligevægt, som lige nu eksisterer mellem klasserne i Europa, kan derfor
fortsætte i en årrække. Det betyder, at der vil komme op- og nedture for
arbejderklassen, men at perioden forude vil være turbulent og præget af hurtige
ændringer i situationen. Men masserne vil lære af begivenhederne, og før eller
siden vil de bevæge sig i retning af at tage magten i et eller flere
fremskredne europæiske lande. Det vil sætte hele kontinentet i brand.