Manuel
Marulanda’s, den legendariske leder af de Colombias Revolutionære Væbnede Styrker
(FARC), død genåbner en debat om perspektiverne for FARC og for klassekampen i
Colombia. I de sidste par måneder har FARC modtaget hårde slag med mordet på to
af dets vigtigste ledere, Raul Reyes og Ivan Rios, den anden og den fjerde
højeste leder af organisationen. Alligevel kontrollerer FARC stadig en stor del
af Colombias territorium (mest i junglen) og opretholder en aktiv
tilstedeværelse med mere end 15.000 kæmpende.

FARC’s
udholdenhed over de sidste fire årtier er rodfæstet i meget dybdegående sociale
og økonomiske årsager: landets tilbageståenhed, koncentrationen af jorden i
hænderne på jordbesidderne, undertrykkelsen af de fattige bønder og arbejderne
og sygdommene frembragt af en forfalden kapitalisme: stoffer, fattigdom,
elendighed osv.

Colombia er
blevet den vigtigste bastion for den amerikanske imperialisme i Sydamerika.
Landets leder er den reaktionære psykopat Álvaro Uribe, som bliver solidt
bakket op af det jordbesiddende og industrielle oligarki og med stærke bånd til
paramilitære grupper, som i de sidste 15 år har myrdet mere end 4000
fagforeningsfolk og folkelige ledere.

Oprindelsen
til den væbnede konflikt i Colombia
FARC blev
startet i 1964, men dets historie går tilbage til 1948, da Jorge Eliécer
Gaitán, præsidentkandidat og leder af venstrefløjen i det Liberale parti blev
myrdet. Dette mord provokerede et oprør fra massen af bønder og ledte til den
første at de første guerillagrupper opstod i Colombia.

FARC har
historiske bånd til kommunistpartiet i Colombia (PCC). Under stalinisternes
indflydelse forsvarede PCC reformistiske og nationalistiske synspunkter og
erstattede kampen for socialisme med et umuligt forlig med et ikke-eksisterende
”progressivt’ borgerskab. Denne vej ledte til en blindgyde. Følgelig har FARC
i dets 45 års eksistens ikke haft mål om socialisme, men har haft som mål “at
presse” det Colombianske borgerskab til at sidde ned for at forhandle og
acceptere en landbrugsreform samt andre demokratiske krav. Men jordbesiddernes
ekspropriation er uløseligt forbundet til ekspropriationen af kapitalisterne og
bankfolkene i byerne, fordi alle disse udgør én og samme klasse. Man kan ikke
skille landbrugsreform fra kampen for socialisme.

Derfor er
alle forhandlingerne mellem FARC og skiftende regeringer endt i fiasko. Da FARC
i 1980’erne erklærede våbenhvile og organiserede et lovligt parti, Unión
Patrótica, for at afprøve den parlamentariske vej, besvarede den herskende
klasse dette skridt ved at myrde mere end 3000 soldater, inklusiv tre
præsidentkandidater, ved brug af politiet og de paramilitære.

Uribes
taktik
Det kommer
måske som en overraskelse, at en reaktionær demagog som Uribe kunne vinde to
præsidentvalg i træk. Men sidste gang i 2006 udlod 60 procent at stemme.
Colombia har et semi-diktatorisk regime og fungerer som en militærlejr for USA
med undskyldningen om ”kampen mod narkohandel”. Følgelig er der valgsvindel i
mange områder. Det virkelig påfaldende var, at venstrefløjskoalitionen, ”Den
demokratiske stolpe” (baseret på det gamle kommunistparti) fik så godt et
resultat og blev nummer to med 22 procent af stemmerne, og at det haft
borgmesterposten i Bogotá siden 2003.

Den store
træthed i befolkningen kan heller ikke blive ignoreret efter årtier med
guerilla kamp, som ikke har ført til et afgørende resultat. Til dette må der
tilføjes, at i deres desperation for at opnå praktiske resultater har FARC
grebet til vilkårlige angreb og til taktik med massekidnapninger, som er blevet
brugt fra borgerskabets og imperialismens side til at vinde støtte fra
middelklassen og politisk tilbagestående dele af arbejderne og bønderne til
deres politik om “en stærk hånd”.

Til trods for
alt har vi i de sidste par år klart se en genoplivning af arbejderkampe og
folkelige kampe i Colombia. Der har været adskillige generalstrejker og massive
mobiliseringer mod underskrivningen af frihandelsaftalen med USA. Der har også
været demonstrationer fra de oprindelige folk og bønderne samt studerekampe på
universitetet. Arbejderklassen har, på trods af alle de slag den har modtaget,
demonstreret en stor grad af kampvilje og organisering.

Uribe har,
under pres fra USA, en eller flere gange boykottet tilbud om, at FARCs gidsler
kan blive frigivet og har ødelagt hver mulighed om et fredsforlig, som også er
blevet demonstreret ved mordet på Raul Reyes på Ecuadors territorium.

Over for en
arbejderbevægelse i fremgang og en fremkomst af politisk alternativ på
venstrefløjen har det colombianske borgerskab en interesse i at holde liv i ”guerilla-problemet”
for over for befolkningen at retfærdiggøre begrænsninger i de demokratiske
rettigheder, vilkårlige tilbageholdelser og mord på folkelige ledere.

Derudover har
opretholdelsen af en indre ”krigsfront” tilladt Colombia og USA at
retfærdiggøre den øgede militarisering af Colombia med perspektivet om at
starte en krig mod Venezuela som sidste kort, med intentionen om at besejre Chávez’
regering, og ødelægge den venezuelanske revolution og hindre den i at sprede
sig til resten af Latinamerika.

Det revolutionære centrum må være i byerne
Guerillakampens
begrænsninger er klare i Colombia. I over 40 år har fronten været relativt
stabil og endnu fyrre år kunne passere uden nogen fundamental ændring. Selv i
et land med så mange bønder som i Colombia, er de vitale centre for samfundet
ikke forankret på landet men i byerne. Det er her, at de økonomiske og
politiske centre og de vigtigste transportpunkter i landet ligger.

Intet regime
ville være i stand til at blive stående på benene under en revolutionær
generalstrejke, som ville lamme landet, startende i byerne, ikke i en måned,
men selv efter en enkelt uge, og hvor de arbejdende masser på landet og
fabrikkerne, kontorerne og i det offentlige organiserede deres egne
magtorganer. Det er i retning af dette perspektiv, at de revolutionære kadrers
energi må rettes.

Skal de så
opløse FARC? Overhovedet ikke! FARC kan og skal spille en meget brugbar rolle,
men ved at supplere kampene i byerne, ved at stille sig selv til rådighed for
arbejderne og bønders fællesskab, ved at hjælpe med at træne og bevæbne arbejdernes
og bøndernes komiteer, hvis opgave er at konfrontere attentatmændene hyret af
arbejdsgiverne og de paramilitære.

Den colombianske
revolution må kombinere den væbnede kamp på landet med en opstand blandt
masserne i byerne, ledet af arbejderklassen og af et revolutionært parti med
rødder i masserne. Men vi må insistere på at FARC må optræde som et støtteelement og ikke om en central akse i den
revolutionære kamp.

Uribes
tilpasningspolitik og underskrivningen af frihandelsaftalen med USA, som har
svækket Colombias økonomi yderligere, i takt med at den generelle krise i
kapitalismen udvikler sig, vil resultere i en kraftfuld opvækning af
klassekampen i Colombia, som hverken kan stoppes af de paramilitære eller
hæren.

På baggrund
af erfaringerne og resultaterne fra de revolutionære bevægelser på den anden
side af grænsen i Venezuela og Ecuador vil arbejderklassen og de fattige bønder
opfylde deres historiske opgave i kampen for socialisme.