For nylig blev tillidsmanden på Alpha Laval i Gladsaxe tildelt en advarsel fra firmaet. Advarslen skulle have været på grund af brud på tavshedspligten, men det er helt tydeligt for alle parter, at den virkelige årsag er en anden. Alpha Laval er en af de vigtiste industrivirksomheder i Københavns området. Stedet har årelange traditioner for at være organiserede og for at sætte hårdt mod hårdt, når det kræves. Arbejderne på virksomheden har tilkæmpet sig gode løn- og arbejdsforhold på denne baggrund. Det er i dette lys, at man skal se den advarsel, der er blevet tildelt tillidsmanden. Denne udvikling burde bekymre alle aktive i fagbevægelsen.
Den økonomiske krise var startskuddet på en ny tid i dansk arbejderbevægelse. En tid, hvor arbejdsgiverne går til angreb på alle tilkæmpede rettigheder. Men for at gøre det, må de først knække fagbevægelsen. Overfor denne opgave står arbejdsgiverne sammen fast, og det er tydeligt, at alle træk, er koordinerede – eller i hvert fald godkendte i Dansk Arbejdsgiverforenings eller Dansk Industris bestyrelseslokaler. Det så vi for eksempel på i den månedlange kamp på HCS. Her var det tydeligt, at det var mere DI end HCS’ ledelse, der styrede slagets gang for at isolere og knække de organiserede arbejdere.
Fagforeninger er intet andet end kamporganisationer, der blev skabt for at lede og koordinerer arbejderne i forenet kamp.Det vil sig, at fagforeningen er intet andet end dets medlemmer. Men det er klart, at der har været en bevægelse væk fra medlemmerne. Det viser sig blandt andet i den store medlemsflugt i de senere år. Det betyder i sidste ende en kæmpe svækkelse.
Det, der er behov for, er at tage fagforeningen tilbage til arbejderne. Først og fremmest må de vigtigste krav om lønfremgang og kampen imod massearbejdsløshed sættes i forreste række. Samtidig må der laves studiegrupper, komitteer og udvalg, der må inddrage så mange medlemmer som muligt. Men det er klart, at den nuværende ledelse ikke vil gøre dette, ellers var det sket for længst. Derfor må der samtidig opbygges en venstrefløj inde i fagbevægelse, som kan blive medlemmernes stemme og sætte disse punkter på dagsordenen.
Det vil ikke blive nemt at opbygge en sådan gruppe. Den økonomiske krise og fagbossernes fuldstændige kapitulation overfor arbejdsgivernes angreb har, midlertidigt, lagt en dæmper på arbejderklassens kamplyst og svækket selve troen på fagforeninger. Men efter en periode, hvor man skal bevise sig overfor medlemmerne, vil de tage den til sig som deres egen og bruge den i deres bestræbelser på at genvinde kontrollen med deres egne organisationer.
Arbejderne har set den ene leder efter den anden drosle ned på kravene i løbet af årene. Derfor må venstrefløjen heller ikke trække kravene tilbage, når den møder modgang. Det vigtigste er at fremsætte de mest konsekvente krav og stå fast på dem. Dette vil sikre enorm opbakning blandt medlemmerne og alle normale arbejdere.
Det bliver mere tydeligt for de fleste, at arbejdsgivere og arbejdere ikke har de samme interesser. De eneste interesser arbejdsgiverne har, er at bevare og udvidder deres profitter. Om tusinder af arbejdere står uden arbejde og risikerer at miste alt, er de lige glade med. Men i sidste ende kan de intet gøre, når arbejderne i fællesskab kæmper imod. En venstrefløj der sætter dette på dagsordenen, vil hurtigt modtage støtte fra de fleste arbejdere. Dermed er vejen banet, ikke blot for at forsvare vores tilkæmpede rettigheder, men også for at udvidde dem og dermed forbedre leveforholdene for arbejderklassen nu og i fremtidige generationer.