Denne artikel blev bragt i Socialistisk Standpunkts juni-udgave – altså inden trepartsforhandlingerne brød sammen.
Bankerne, virksomhedsejerne og de rige har fået en fiks idé om, at de danske arbejdere skal knokle mere, så de kan fyre endnu flere arbejdere, end de har gjort i forvejen. På den måde vil de komme ud af krisen med øget profit. Regeringen bakker dem op og kræver, at flere helligdage bliver slagtet. De snakker om, at ”arbejdsudbuddet” skal blive større. Det betyder imidlertid blot, at arbejdsløsheden vil blive større, og det vil presse lønnen ned for de, der er i arbejde. Det er sådan set derfor, hele Strandvejen i kor råber på ”større arbejdsudbud” – for at de kan snylte sig igennem til endnu større profit på bekostning af arbejderklassen.
Løftebrud
Under valgkampen sidste år lovede toppen i Socialdemokratiet og SF, at efterlønnen kunne blive reddet, hvis man satte arbejdstiden i vejret med en ekstra time om ugen. Nu, hvor efterlønnen allerede er blevet slagtet, vil de alligevel skrue arbejdstiden op. Det kommer oven i købet samtidig med, at de vil smadre de handicappedes forhold ved at massakrere fleksjobordningen og desuden angribe den i forvejen lave kontanthjælp. De har i forvejen halveret dagpengeperioden og fordoblet den tid, man skal have haft arbejde for at optjene ret til dagpenge. Arbejderklassen har betalt den ene regning efter den anden for krisen i den kapitalistiske økonomi. Nu vil regeringen gøre arbejdsgiverne endnu en tjeneste og sende en yderligere opkrævning. Og kapitalisterne er stadig ikke tilfredse. De vil blive ved med at kræve ind, så deres umættelige profithunger kan stilles.
Uro i fagbevægelsen
Da LO’s formand Harald Børsting gik ind til trepartsforhandlingerne, havde han på forhånd accepteret at øge arbejdstiden. Men det har aldrig været et krav fra LO’s medlemmer, at arbejdstiden skal skrues op – tværtimod. Harald Børsting har med andre ord ikke opbakning fra sine medlemmer i denne sag. Flere faglige ledere har da også udtrykt hård kritik af regeringens plan om at gå kapitalisternes ærinde ved at angribe arbejdsiden. Det afspejler den frustration og utilfredshed, der hersker på arbejdspladserne.
”Nu er det nok. Så længe vi har over 160.000 arbejdsløse, er der ingen grund til at diskutere mangel på arbejdskraft. Lad os tage det, når det bliver aktuelt,” siger en forarget Erik Falck Damborg til dagbladet Arbejderen. Han er formand for Dansk Metal Nordvestjylland og for 11 afdelinger i Region Midtjylland. Samtlige afdelinger, der repræsenterer mere end 30.000 medlemmer, har skrevet under på en udtalelse, som er sendt til forbundsledelsen, LO og de partier, som fik fagbevægelsens opbakning under valgkampen sidste år. Udtalelsen tager i skarpe vendinger afstand fra forslaget om at udvide arbejdstiden og opfordrer til, at der i stedet bliver sat ind for at skabe nye arbejdspladser.
Samme toner har lydt fra FOA’s formand Dennis Kristensen. Han har desuden rejst krav om, at det bliver sendt til afstemning blandt fagbevægelsens medlemmer, hvis trepartsforhandlingerne ender med eksempelvis afskaffede helligdage. Dette krav bliver bakket op af Claus von Elling, leder af byggegruppen BJMF i København til Avisen.dk: ”Jeg mener helt klart, at det skal til afstemning blandt vores medlemmer. Fordi vi har rigeligt betalt regningen en gang eller to gange i form af dagpengereformen og efterlønsreformen. Så det er ikke os, der skal betale den regning.” Kravet om en afstemning blandt medlemmerne er et naturligt og aldeles rimeligt krav, og de faglige ledere bør allerede nu begynde en mobilisering for at bekæmpe et forhandlingsresultat, hvis det går arbejderne imod. Første skridt må være at indkalde til et landsdækkende tillidsmandsmøde, hvor man kan beslutte de næste skridt og faglige aktioner.
Bekæmp arbejdsløsheden
Ifølge Danmarks Statistik er der nu 234.000 arbejdsløse, den såkaldte AKU-ledighed. Det er raske og dygtige mennesker, som kapitalismens krise har kastet ud i arbejdsløshed. I stedet for at oprette arbejdspladser, så dette enorme menneskelige og økonomiske spild kan kommes til livs, snakker alle de åh-så ansvarlige politikere udelukkende om, hvordan man kan ”øge arbejdsudbuddet” – altså øge den i forvejen tårnhøje arbejdsløshed. Det er en skandale, at en såkaldt rød regering hopper med på den galej.
For at bekæmpe arbejdsløshedens pest, er der brug for at investere i nye arbejdspladser, og at de lukkede arbejdspladser (som for eksempel Lindø, Vestas og adskillige af Danish Crowns slagterier – alle sammen overskudsgivende virksomheder) bliver genåbnet. Men kapitalisterne ønsker ikke at gøre dette. Den private ejendomsret til samfundets produktionsmidler er en hindring for, at produktionen kan køre effektivt.
Den danske økonomi lider hårdt under, at kapitalisterne ikke investerer. Ved udgangen af 2011 lå investeringerne korrigeret for prisudvikling omkring 60 mia. kroner lavere end toppen før krisen. Det oplyser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der samtidig har regnet ud, at hvis investeringerne skulle have fulgt udviklingen indtil 2008, ville der være investeret 75 mia. kroner ekstra.
Hvis vi ser på, hvor meget der bliver investeret i maskiner, inventar, software, bygninger og andet kapitalapparat i forhold til produktionen – den såkaldte investeringskvote – så er vi nu på et niveau, som ikke er set lavere siden starten af 1980’erne. Det oplyser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Særligt slemt står det til med investeringerne i bygninger og anlæg, som ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ”ikke er set lavere i nyere tid”.
Kæmp for et socialistisk alternativ
Kapitalisterne hævder, at de ikke har råd til arbejdspladser i den nuværende situation. De har med andre ord erklæret, at økonomien under deres ledelse og kontrol er hamrende ineffektiv. De hævder, at at syge og handikappede mennesker som en nødvendighed skal skubbes ud i fattigdom. De har med andre ord erklæret, at deres system er ude af stand til at sikre civiliserede forhold. De hævder, at det er nødvendigt, at arbejdere knokler hårdere og i flere år til en lavere løn. De har dermed erklæret, at deres system stræber efter fortiden, ikke efter fremtiden. De har selv afsagt dødsdommen over deres system, men arbejderbevægelsens ledere nuværende nægter at eksekvere den retfærdige dom.
Den eneste logiske konklusion på den dybe krise i kapitalismen, er at ejerskabet over økonomiens vigtigste dele – eksempelvis de 200 største virksomheder – må blive offentlig ejendom og underkastet demokratisk kontrol fra neden. Hvis man derimod nægter at bryde med kapitalismens rammer, og i stedet lænker sig fast til en alliance med borgerskabet og dets partier (herunder de arbejderfjendske nyliberalister hos de Radikale), bliver man tvunget til at adlyde systemets love. Systemet byder, at kapitalisternes profitter skal hæves yderligere på bekostning af arbejderklassen. Regeringen har valgt den sidste vej. Denne vej må blokeres af en aktiv mobilisering fra neden. Der må organiseres tillidsmandsmøder og faglige aktioner. Strejkevåbenet må bruges for at slå regeringens angreb tilbage og få vendt LO-toppens kurs 180 grader.
