I foråret var der en kæmpe strejkebølge, som
fik sat spørgsmålet om fagforeningernes fremtid på dagsordenen. De seneste
mange år er der blevet talt stolpe op og stolpe ned om fagbevægelsens krise.
Toppen i fagbevægelsen har prøvet alle mulige tiltag; de unge ville nok komme,
hvis der blev lavet go-cart turneringer, slankekurser og elastikspring. Men
trods badutspringene strømmede medlemmerne stadig ud. Alene i 2007 mistede LO
knapt 50.000 medlemmer (ugebrevet a4 nr. 25).
Højredrejnings-problemet
Problemet for fagbevægelsen var ikke manglen
på smarte kurser, men højredrejningen fra ledelsens side. Toppen i
fagbevægelsen har de sidste mange år haft en linje om, at man ikke ville kræve
for høje lønstigninger af hensyn til samfundsøkonomien. Det er klart, at det
kan være svært at se, hvorfor man skal betale mange tusinde kroner om året til
en organisation, der siger man skal holde igen med lønkravene. Fagforeningerne
blev dannet med det formål at kæmpe for højere løn og ordentlige arbejdsvilkår
for arbejderklassen og det er kun som kamporganisationer, at de har den
berettigelse.
Kamp
giver fremgang
Strejken i foråret viste, at når
fagforeningerne viser, at de er parate til at gå forrest og kæmpe for
medlemmernes krav, så kommer der også flere medlemmer til. FOA gik frem med
6000 medlemmer på bare otte måneder op til strejken. Fagbevægelsens ”krise” er
ikke, at folk er blevet individualister, som det påstås i den borgerlige presse
– tværtimod. De danske arbejdere har gang på gang vist, at de er parate til at
kæmpe og hvis fagforeningerne går forrest, så melder folk sig ind.
forandres
Som marxister ved vi, at intet er fast og alt
forandrer sig. Dette gælder også fagforeningerne. Allerede nu ser vi en
begyndende kamp indeni fagforeningerne. Da BUPLs ledelse havde accepteret det
første overenskomstforlig i foråret, som DSR og FOA havde sagt nej til, førte
det til en spontan demonstration foran BUPLs hovedkontor. Hvornår medlemmerne
seneste har demonstreret foran deres egne fagforeningskontorer vides ikke, men
én ting er sikkert og det er, at ledelsen i BUPL ikke skal føle sig sikre på
taburetterne.
formand Dennis Kristensen i Politiken den 11. august sagde, at den nye
overenskomst ikke er god nok. Han sagde, at der nu må kortere
overenskomstperioder og dyrtidsregulering til for at sikre arbejderne imod de
stigende priser. Det er en udmelding, der må bakkes 100 procent op om af alle
aktive i arbejderbevægelsen. Desuden viser udmeldingen, at ledelsen kan presses
nedefra til at kæmpe.
Venstredrejning forude
Allerede nu ser vi en begyndende
venstredrejning og differentiering i fagforeningerne. Valget af Harald Børsting
som formand for LO mod Tine Aurvig-Huggenberger, var et valg af den mest
venstreorienterede kandidat af de to der stillede op. Den seneste periode har
vi set et opsving i klassekampen, men det vil være vand i forhold til, hvad vi
vil komme til at se i fremtiden. Den danske økonomi er nu i krise og det vil
betyde at kampen vil få en mere bitter karakter. Arbejderne vil blive tvunget i
kamp af begivenhedernes pres, problemerne vil ikke længere kunne løses
individuelt med overarbejde, lån og lignende.
Behov
for opposition
Men samtidig er det tydeligt, at der er et
komplet politisk vakuum i fagforeningerne. Der er ingen organiseret venstrefløj
der fremfører noget alternativ til ledelsen. Der vil opbygges en opposition fra
bunden, som vi allerede har set de første spæde skridt til i BUPL. Men det er
klart, at uden en ledelse der viser en vej frem, må arbejderklassen lære alt
fra bunden igen. Alle erfaringer fra tidligere skal genlæres, og det vil blive
på den hårde måde.
Fagforeningerne er de mægtigste organisationer
i Danmark; et knips med fingrene fra LO toppen og hele Danmark går i stå. Når
arbejderklassen indser denne magt, kan intet stoppe den. Den næste periode vil
betyde en venstredrejning i fagbevægelsen og begyndelsen på opkomsten af en
opposition, i takt med at klassekampen tager til.
