Vi skal have verdens bedste uddannelsessystem. Vi har verdens bedste uddannelsessystem. Det har den borgerlige regering gentaget igen og igen. Men intet har det nyttet. Tal fra Universiteternes Statistiske Beredskab viser, at bevillingerne pr. studerende er faldet de sidste 10 år i streg. Den sum penge man i 1997 brugte på at undervise 10 studerende, skal i dag strækkes til undervisningen af 11. Taxametrene, det er den mængde penge universitetet får pr. elev som bliver færdig på universitetet er faldet med 10 procent (se graf). Taxametersystemet blev i øvrigt ændret, så det ikke som før er pr. elev der starter på universitetet der gives penge, men pr. elev der gennemfører sit studie. Altså en betydelig nedskæring, da frafaldet på studierne er ganske stort.
Faktisk bruges der i Danmark den samme andel af BNP på uddannelse som i Costa Rica!
God og gratis uddannelse er endnu et velfærdsgode i rækken, som den borgerlige regering har skåret og flådet til blods. Modsat andre udsatte grupper har de studerende været langt mindre aktive. DSF (De Studerendes Fællesorganisation) har gang på gang afvist demonstrationer, selvom masser af studerende har deltaget i demonstrationer som dem 17. maj og 3. oktober sidste år.
De sidste måneder har DSF dog kørt en stor kampagne mod brugerbetaling, hvilket er et godt skridt i den rigtige retning. DSF må være en kamporganisation, som kæmper for de studerendes krav og rettigheder. Mange studerende har fået nok for længe siden. Til de kommende velfærdsdemonstrationer vil man uden tvivl se dem strømme ud på gaderne i massevis. DSF må præsentere et perspektiv for, hvordan kampen bliver til sejr.
Nedskæringerne
Universiteterne har de sidste år, været i stand til at udsætte de værste forringelser, fordi de har kunnet leve af deres egenkapital. Nu er der ikke mere egenkapital tilbage. For nyligt har Finansministeriet været ude og kræve, at de statslige uddannelsesinstitutioner skulle spare 231 mio. kr. gennem ”mere effektive indkøb”. Det er fuldstændig urealistisk, hvis ikke det skal føre til kraftige forringelser af kvaliteten. Samlet set er indkøbsbudgettet på 572 mio. kr., så det vil sige, at man skal spare mere end 40 procent. For universiteterne foreligger der endnu ikke konkrete tal, men på Sorø Akademi har ministeriet krævet, at der skal spares 685.000 kr. på et indkøbsbudget på i alt 486.000 kr. Det er absurd.
Nedskæringerne har i forvejen ramt hårdt. Fag som tidligere bestod af både forelæsninger og holdundervisning, har nu ingen holdundervisning. Der er færre kurser at vælge imellem. Mere undervisning ligger om aftenen grundet mangel på lokaler. Projektgrupper skal være større. Læsesalene er blevet rykket ned i mørke kældre. Og sådan fortsætter det.
Flere steder er der også indført ansættelsesstop. Det har betydet, at 30-40 procent af undervisningen nu udføres af undervisere, der er ansat på kontrakter, som kun løber et semester, altså et halvt år. De har ingen pension eller ret til løn under sygdom og barsel. Oprindeligt var disse kontrakter beregnet til folk, som havde undervisningen som bijob – nu har nogen været ansat på sådanne vilkår i op mod 40 år. Hvad der tidligere var privilegerede jobs, er under kapitalismens forfald, blevet til lønslaveri, som så mange andre jobs.
Brugerbetaling og SU
De sidste år har de borgerlige politikere truet med brugerbetaling uden at turde gøre alvor af truslen. I midlertidig er der allerede indført en god portion brugerbetaling af bagdøren. Mange studerende skal hvert semester bruge over 3000 kr. på bøger. Værst står det dog til på RUC, hvor man nu selv skal betale, hvis man har valgt forkert og skifter overbygningsfag. Pris: 30-35.000 kroner. Ydermere har man på RUC afskaffet gruppeeksamen fuldstændigt, hvilket må ses som en stor forringelse af uddannelsen.
De studerende holdes typisk ude af fattigdomsstatistikker, da en SU 4.852 kroner før skat ikke kan fremstå som andet end dyb fattigdom. Det, særligt ikke i en tid, hvor boligpriserne i storbyerne omkring universiteterne, er steget kraftigt (16 procent på 5 år), og hvor store prisstigninger på fødevare (en stor del af studerendes udgifter) forventes at stige kraftigt. En stigning i buspriserne over de sidste 5 år på 31 procent gør det heller ikke bedre.
Hvad er den borgerlige regerings løsning på dette problem? At de unge selvfølgelig skal have et job ved siden af studierne på en 15-20 timer om ugen. SUen er jo en ”indkomstsupplerende” og ikke ”indkomsterstattende” ydelse, som det påpeges. Politiken skrev d. 05.06.07 at man fra ministeriel side har sat krav om at de studerende bruger op til 50 timer på studier om ugen. At forlange at nogen skal have en arbejdsuge på omkring 60 timer er både umenneskeligt og i det lange løb også umuligt.
Men det er virkeligheden. Over de sidste 5 år er SUen faldet med 4,4 procent i forhold til lønudviklingen. Det har tvunget mange studerende ud i en meget stresset hverdag eller en voksende gæld. Således er tallet af studerende som får psykologisk rådgivning siden år 2000 steget fra 3.174 til 5.209. Siden 2001 er antallet af studerende med en gæld over 250.000 efter endt uddannelse mere en firedoblet.
Det er klassekamp!
Alt dette rammer selvfølgelig dem, der ikke kommer fra hjem, hvor der er mulighed for at yde økonomisk støtte. Uddannelse kommer med disse nedskæringer udelukkende til at være for dem, som selv kan betale -uddannelse for de rige. Dette er ren klassekamp!
Det kalder på, at de studerende allierer sig med resten af elevbevægelsen i kampen mod nedskæringer. Hvad har DSFs svar været? Bl.a. har formandskabet udtalt til Jyllandsposten d. 25.07.07 at muligheden for SU-lån (lån man kan få udover SUen) skal begrænses, så de studerende ikke forgælder sig så meget. Det er en glimrende form for strudsepolitik. Lad os stikke hovedet i busken, så forsvinder problemet nok. Det er en skændsel. De studerendes kamp må kæmpes – ikke skjules. DSF må stille krav om en SU, de studerende kan leve af, så de overhovedet ikke behøver at forgælde sig.
Nedskæringerne er ikke bare et angreb på de studerende, men på hele arbejderklassen som har finansieret uddannelsessektoren i Danmark, men som nu ikke længere får mulighed for at kunne sikre deres børn en universitetsuddannelse. Kun en alliance mellem de studerende og arbejderklassen vil kunne sikre uddannelse for alle i stedet for kun de rige.
