Det danske forsvar skal have nye kampfly, der anslås at ende med at koste over 50 mia. kr. Med en økonomi der står i stampe, samt en velfærdstat i fuld opløsning kan det mildest talt virke absurd, at skatteborgerne skal punge ud til super-tekniske dødsmaskiner. Men det bliver meget bedre. ”Kampflys-konkurrencen” var aftalt fra starten. Flyet F-35, som endte med at vinde konkurrencen, det værst tænkelige valg set fra et militær-teknisk synspunkt, men til gengæld det dyreste.
Købet af nye kampfly rejser først og fremmest spørgsmålet om, hvorfor Danmark skal investere i superavanceret våbenteknologi – landets fuldstændig ubetydelige politiske og økonomiske position taget i betragtning? Det danske forsvars gamle kampfly F-16 er slidt op. Eller det er, hvad Forsvaret og politikerne vil have os til at tro. F-16 kunne stadig benyttes i dansk luftrum mange år fremover, men hvis eliten insisterer på, at F-16 skal ned til ørkensandet i Mellemøsten i tide og utide for at føre krig, så er snakken en anden.
Det danske borgerskab og politikere har brug for et nyt kampfly, hvis de skal forsætte deres hidtidige udenrigspolitik, der har bestået i at løbe lige i bagpartiet af USA i alle dets katastrofale imperialistiske krigseventyr siden 1990’erne. De danske F-16 har bombet løs i Afghanistan siden 2002, Irak 2003, Libyen 2011, Irak (igen) 2014 og seneste skud på stammen er i år i Syrien. F-16 flyet har haft travlt, og det slider på sådanne maskiner at bombe lande ned til sokkeholderne, men den danske elite ønsker at forsætte bombningerne koste, hvad det koste vil, så derfor nye kampfly.
Hvad får det danske borgerskab ud af det?
Danmark er et lille eksportland, hvis største handelspartner er Tyskland. Det danske borgerskab er økonomisk set fuldstændigt underlagt det tyske borgerskab og har historisk været truet af at blive opslugt i et Stortyskland. Derfor har det danske borgerskab altid søgt en stormagt, der kunne beskytte dem mod truslen fra Tyskland og give dem rum til at manøvrere selvstændigt, uafhængigt af kæmpen mod syd. Denne allierede har tidligere været zaren i Rusland, siden England og efter Anden Verdenskrig; USA.
Der er to ting, der gør den danske herskende klasse interessant for USA: Danmarks kontrol over det geostrategisk vigtige territorium Grønland og så den loyale støtte til den amerikanske udenrigspolitik, hver gang de skal finde en ”coalition of the willing”, ligegyldig hvad det så drejer sig om. Uanset hvor ubetydelig eller symbolsk dansk militærstøtte til amerikanerne er, så værdsætter den herskende klasse i USA støtten. Når missioner og krige har opbakning fra bl.a. ”verdens lykkeligste land”, det frihedselskende og liberale skandinaviske paradis, så kan det ikke være helt reaktionært. Som tak var Bill Clinton da også forbi Danmark i 1997, George W. Bush i 2005 og sidst men ikke mindst besøgte Barack Obama Danmark i 2009. Der er ikke noget som et lækkert præsidentbesøg, der giver noget prestige til de provinsielle danske statsministre. Udsending af bl.a. kampfly til amerikansk imperialismes krige er en essentiel del af dette forhold, og så går det ikke, hvis flyene ikke kan bombe.
Hvad får de danske politikere ud af det?
Det danske borgerlige demokrati er i dyb krise. Befolkningen har mere eller mindre ingen tillid til venneklubben inde på Christiansborg. Udover diverse politiske skandaler så slås Løkke og Co. med en økonomi i stagnation, historisk lave investeringsrater, og oven i hatten en såkaldt flygtningekrise, hvor de danske kampfly, ironisk nok, har spillet deres rolle i destabilisere regionen og dermed gøre millioner til flygtninge.
Regeringen står svagt parlamentarisk, og i vælgernes øjne. Dens politik er upopulær, men markedets love kræver bare flere nedskæringer og angreb. Regeringen har derfor brug for at vise styrke, samt aflede opmærksomheden fra de virkelige problemer. At piske en superracistisk stemning op mod alt og alle, som bare er lettere brune i huden, ændrer ikke på økonomiens tilstand. Men et rask krigseventyr mod fæle islamister viser handlekraft – at man gør noget. Og det kan holde de loyale danske mediers opmærksom fanget i en uges tid.
En 2000-punds bombe klargøres til montering på et dansk F 16 fly til brug i Irak. Foto: forsvaret.dkDe danske politikere er på ingen måde herrer over økonomien, men de kan puste sig op som ”demokratiets forsvarere”, når de sender kampfly til Syrien for at bombe Islamisk stat, Oberst Gaddafi, eller Saddam Hussein. At danske politikere under alle statsministre siden 1991 med regelmæssige mellemrum skal lege ”handlingens mænd” sammen med amerikanerne har haft vidtrækkende konsekvenser for dem, der står i modtagerenden. De imperialistiske krige i Mellemøsten har siden 2001 kostet omkring to millioner mennesker livet, smadret tidligere højt udviklede lande til ukendelighed, skabt den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig med millioner på flugt, og ikke mindst skabt grobund for Al-Qaeda og Islamisk Stat. De uskyldige massers blod er på det amerikanske borgerskabs hænder, men sandelig også på de danske politikeres. De har været med – loyalt – fra starten.
Aftalt spil
Udadtil har valget af et nyt kampfly til det danske forsvar været underlagt en konkurrence mellem fire deltagere. Lockheed Martins F-35 Joint Strike Fighter, det svenske SAAB Gripen, det europæiske Eurofighter Typhoon og endnu en amerikaner: Boeings F-18 Super Hornet.
Men der er meget lille afstand mellem den internationale forsvarsindustri og de danske politikere og topofficerer. En lille flig blev løftet tilbage i 2007, hvor Information kunne berette, hvordan danske top-officerer efter ”pension” får lukrative job i den internationale forsvarsindustri. Således fik den tidligere chef for Søværnets Materielkommando et pensions-job ved forsvarsindustrien, de selvsamme som han ”helt upartisk” havde lagt milliardordrer hos årene forinden. Tidligere generalløjtnant, topchef i NATO og det danske forsvars første informationschef, Ole Kandborg, blev chefkoordinator i JSF TEAM DK, og den tidligere indkøbschef for Hærens Materielkommando, generalmajor Jens Christian Frandsen, blev salgsrådgiver for BEA Systems.
Også i ”kampflyskonkurrencen” møder vi kendte ansigter:
Lockheed Martins salgskampagne køres af Lead Agency med vært for TV AVISEN og USA-korrespondent Torsten Jansen for bordenden. Han har også har været informationschef på den danske ambassade i Washington. Han har fra 2016 fået assistance fra den folkekære Søren Kaster. I Lead Agency’s bestyrelse finder vi også DR’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen, mens Uffe Elbæks søn Frej Elbæk Schjeldel også hjælper til med events, bl.a. til Folkemødet.
I spidsen for Boeings danske pr-selskab Vespa Crabro (latin for Stor Gedehams aka Super Hornet) står Annette Juhler Kjær, som er tidligere særlig rådgiver for Bendt Bendtsen og gift med TV2-journalisten Søren Juhler. Ved hendes side er Mads Lindberg, der har en fortid som rådgiver for forsvarsminister Hans Hækkerup.
Tilbage i 2014 blev tidligere forsvarsminister fra Venstre, Gitte Lillelund Bech, ansat som lobbyist for Eurofighter, sammen med Martin Vith Ankerstjerne, tidligere rådgiver for Karen Ellemann-Jensen, og tidligere DSU formand, lederskribent og debatredaktør på Det Fri Aktuelt, Jens Christiansen (der i øvrigt er en del af netværket omkring Henrik Sass Larsen).
Så det hele bliver i familien. Men korruption og nepotisme er der intet af, forsikrer de alle om.
Trods de mange kendisser hos de forskellige flyproducenter skulle der nærmest en revolution til, hvis ikke Lockheed Martin skulle have fået den danske kontrakt på kampfly. Der har på intet tidspunkt været tale om en fair konkurrence. Den svenske producent af Gripen, SAAB, og franske Dassault, som producerer Rafael, droppede da også ud af konkurrence for lang tid siden, da de mente, at det var meningsløst at deltage i en konkurrence, hvor spillet var aftalt. Således skrev senior vice president i Dassault allerede tilbage i 2005: ”Efter en detaljeret analyse af RFI’en (Request For Information, spørgsmål udformet af det danske kampflykontor til producenterne, red.) fandt vi ud af, at RFI’en var konstrueret på en måde, der ikke spurgte om teknisk information om flyene, som laves af de forskellige konkurrenter, men i stedet om hvordan deres produkt kunne matche JSF F-35 specifikationerne.”
Eurofighter havde egentlig også meldt sig ud af konkurrencen af samme årsager i 2007, men meldte sig ind igen i 2014, fordi de øjnede et kollaps i ordrer til F-35 efter de massive problemer og prisstigninger, som F-35 var ude for.
Årsagen til den manglende spænding om udfaldet af den danske kampfly-konkurrence er, at den danske stat allerede bandt sig til F-35 for år tilbage. Den danske stat har været ”partnerland” fra projektets start og har investeret 110 mio. dollars, svarende til ca. 733mio. kroner i F-35 fra starten. Dansk forsvarsindustri havde allerede inden beslutningen blev truffet, ifølge Erhvervsstyrelsen som overvåger de danske virksomheder i JSF-partnerskabet, modtaget ordrer fra Lockheed Martin og underleverandører på 350 mio. dollars (ca. 2,3 mia. kr.).
Den danske herskende klasse er for en stor dels vedkommende ligeglad med de tekniske præstationer fra de forskellige fly. De vil bare have en billet til beskyttelse fra verdens mægtigste militærmagt. Landingen af en milliardordre til et kontroversielt amerikansk våbenprogram som F-35 er noget, der giver plusser i bogen hos amerikanerne. Det er den virkelige militære værdi af de nye kampfly, set fra den danske herskende klasses synspunkt.
Can’t turn, can’t climb, can’t run
Så det bliver F-35. Problemet er bare, at F-35 er super dyrt og ikke videre overbevisende. F-35 blev bygget til at være det primære fly for både den amerikanske flåde, luftvåben, marinekorpset og så skulle det være stealth, så det ikke kan ses på fjendtlig radar.
Ét af kravene fra det amerikanske marinekorps var, at flyet skal kunne lette fra en meget kort startbane og lande vertikalt, som den efterhånden bedagede og generelt mislykkede Harrier Jump-jet. Det betød, at flyrammen skulle kunne indeholde en gigantisk ”lift-fan” midt i kroppen, til at generere lift. Men da F-35 skal være fælles for alle tre værn, betød det, at flyrammen er blevet overordentlig stor, hvilket giver voldsomt ”drag” i forhold til lignende fly og er med til at give flyet dårlige manøvrerevner, hastighed og udsyn.
De kommende danske F-35 fly, der naturligvis ikke har denne lift-fan, er altså konstrueret ud fra en opgave, som de ikke skal udføre, og med deraf følgende dårlig aerodynamik.
At flyet er ”stealth” er desuden ikke altid en fordel. Hvis flyet skal bruge sine dyrekøbte stealth-egenskaber til noget, betyder det, at den skal bære alle sine våben internt og ikke under vingerne, som vi kender det fra F-16. F-16 kan således bære over 7½ ton højeksplosiver, mens F-35 kan bære omkring 2½ ton internt. Alternativt kan der monteres våben under vingerne, men så er flyet ikke længere ”stealth”. Der er så lidt plads internt i flyet, at dets maskinkanon kun har plads til 180 skud (F-16 har 511). Imod enhver kapabel fjende er Stealth- teknologien også hurtigt ved at blive forældet. Bl.a. russerne og kineserne har masser af udstyr, der kan se F-35, såsom infrarøde sensorer og L-band radar. Faktisk vil F-35’s stealth evner kun være anvendelige mod modstandere som Nord Korea med forældede sensorer.
Flyet blev designet til for mange ting og nu kan det ingenting. Anerkendte militæreksperter har dømt det ubrugeligt overfor kinesiske og russiske modstandere. Selv det gamle F-16 er et bedre fly, når det kommer til dogfight (nærkamp i luften) mod russiske og kinesiske modstandere. F-35 kan ikke dreje, kan ikke stige og er ikke hurtigere end konkurrenterne. Men det bliver selvfølgelig benægtet af Lockheed Martin og det danske forsvar.
Kineserne har tyvstjålet designet til F-35 fra amerikanerne, og de har lavet deres eget fly kaldet J-31, hvor de har taget alle de gode ting fra F-35 og udeladt alle de dårlige. Tilbage i 2008 afholdt den amerikanske militære tænketank RAND et computersimuleret krigsspil, hvor scenariet var at det amerikanske luftvåben skulle forsvare Taiwan mod en kinesisk invasion. I det scenarie var det F-35 mod J-31. F-35 blev udryddet af J-31. En australsk militærekspert har udtalt, at det at sende det i kamp mod kineserne eller russerne ville betyde, at F-35 ville blive: ”clubbed like baby seals”. Men på trods af disse advarsler, så er F-35 ved at blive amerikanernes hovedfly i deres forsvar og altså nu også det danske. Lockheed Martin har efterhånden nærmest monopol på kampfly i USA, og de har det politiske system i deres lomme, så nepotisme og korruption er ved at undergrave det amerikanske militærs dominans.
Astronomisk pris
Det amerikanske borgerskab ville ikke kunne acceptere dette på den lange bane, og løsningen vil nok blive at kaste endnu flere penge efter F-35. Alt kan købes for penge, så i sidste ende skal F-35 nok blive et kampfly, der kan klare sig mod konkurrenterne. Spørgsmålet er bare, hvor meget man er villig til at betale. F-35 Joint Strike Fighter er allerede det dyreste våbenprogram i historien. Og prisen fortsætter bare med at stige, til nu forventede 1,5 billioner dollars, svarende til ca. 10.000 milliarder kroner, indtil flyet forventes pensioneret i 2064. Årsagen til at prisen hele tiden stiger er, at kontrakten mellem det amerikanske forsvarsministerium og Lockheed Martin er udformet på en sådan måde, at Lockheed Martin får sine udgifter dækket, plus en profitrate. Så jo mere prisen stiger, jo flere penge tjener Lockheed Martin.
Ydermere besluttede man ved projektets start at udvikle og producere flyet samtidigt… Det lyder tosset og det var det. Så i stedet for at udvikle en prototype, teste den intensivt og derefter sætte gang i produktionen, mente man, at computermodellerne var så gode, at man kunne gøre det hele samtidigt. Det har betydet enorme forsinkelser og merudgifter, når allerede producerede fly har skullet ændres for at inkorporere forbedringer, som er fremkommet efter testning.
Det danske F-35 køb skal ifølge aftalen finansieres indenfor rammerne af det eksisterende forsvarsbudget. Det har fået NATO til at advare mod, at F-35 købet kan æde store dele af budgettet: ”Det er en reel bekymring, at man ender med at betale så mange penge for flyvevåbnets indkøb af F-35 eller et andet fly, at der vil være mange andre investeringer, som man ikke kan foretage. Danmark kan ende i det paradoks, at vi måske har råd til at købe de fly, men det er ikke sikkert, at du får råd til at bruge dem”, siger Mikkel Vedby Rasmussen, der er professor ved Københavns Universitet til Politiken.
Aftalen om køb af kampfly betyder store besparelser i forsvaret, både ved at presse piloterne til at arbejde mere og på de to andre værn, søværnet og hæren, der ikke må lave større anskaffelser af materiel de næste ti år – hvad der virker fuldstændig urealistisk. Så mon ikke det danske forsvarsbudget kommer til at stige i fremtiden – med mindre de danske politikere pludselig skulle droppe årtiers imperialistiske interventioner og lægge de militære eventyr på hylden? Det er nok desværre naivt. Tilbage er der bare at ønske elite-Danmark tillykke med F-35 (og tillykke til de af dem der står til gode job i forsvarsindustrien), som de har anskaffet sig for de nuværende og fremtidige skatteborgeres penge.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 20, juni-juli 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100 kroner.
