Bragt i avis nr. 67
I skrivende stund går nyhederne om ”det græske drama” jorden rundt. Den nye sparepakke vil betyde fyring af 150.000 offentligt ansatte, skattestigninger og salg af statslige aktiver for 50 mia. euro (ca. 376 mia. kroner). Pakken blev vedtaget, som krav for at EU og IMF ville give næste portion af det 110 mia. euro store ”redningslån”, der skal holde hånden under den gældstyngede græske økonomi. Eller rettere: det er penge, der skal sikre finanskapitalisterne og de europæiske banker. Pengene skal nemlig ikke bruges til driften af den græske stat, men afbetaling af lån til de internationale finanskapitalister!
På en knivsæg
Hele den internationale økonomiske situation balancerer på en knivsæg. Det mindste puf kan vælte læsset. Derfor forsøgte IMF og EU også at lægge pres på den græske borgerlige opposition for at støtte op om socialdemokratiet PASOKs nedskæringspakke. De internationale finansfyrster var bange for, at den borgerlige oppositions populistiske modstand mod pakken kan tolkes blandt de græske masser som om, at der er et alternativ til slagtningen af de græske arbejderes leveforhold. Derfor krævede de internationale kapitalister, at alle partier i parlamentet skulle stemme for. Problemet for den borgerlige opposition, som i bund og grund er fuldstændig enige i nedskæringspolitikken, var at, hvis de bliver draget ind i PASOKs dybt upopulære planer, kunne de ikke bruges som reaktionær reserve, når PASOK-regeringen før eller siden vælter.
Imens vokser massebevægelsen udenfor parlamentets vægge. De græske arbejdere og unge står overfor at blive bombet år tilbage. Alt imens forsøger de europæiske ledere at ”tale markedet op”. De forsøger at overbevise verden om, at et græsk statsbankerot kan undgås, omend det er tydeligt, at den lige netop er uundgåelig. Den seneste sparepakke og privatiseringsrunde er bare én i en lang række, der vil komme. Kapitalisterne vil sikre sig den størst mulige luns, inden bluffet afsløres, og landet går fallit.
Et internationalt fænomen
Men det ”græske drama” er ikke bare græsk. Det er internationalt. Ser man på tallene, viser det sig grafisk. Grækenlands gæld er ikke højere end 300 mia. euro. Det er selvfølgelig et stort tal (ca. 50 procent større end Danmarks BNP), men stadig langt mindre end investeringsbanken Lehman Brothers’ bankgæld inden bankens kollaps, der beløb sig til 422 mia. euro (Economist 23. 06.2011). Det er selvfølgelig meget upræcist at sammenligne et bankkrak med en statsbankerot. Men problemet for de europæiske og internationale finanskapitalister er heller ikke så meget størrelsen, men at et græsk kollaps vil virke som drengen i Kejserens nye klæder: Det vil vise, at verdens største økonomiske enhed EU, ikke er i stand til at redde et så ubetydeligt land, der står for sølle 2,5 procent af EUs BNP. Hvis det ikke engang kan lade sig gøre, trods alle deres anstrengelser, hvad så med de større økonomier, der også er overbebyrdede med gæld og i dybe problemer? Tag fx Spanien med en gæld på 600 mia. euro (ca. 4.500 milliarder kroner) eller Italien, hvis gæld langt overgår Grækenlands med sine 1800 milliarder euro (ca. 13.500 milliarder kroner). Det er en spredning til disse lande, som holder den europæiske centralbankchef vågen om natten, for det vil bringe verdensøkonomien i knæ endnu engang.
De europæiske og amerikanske kapitalister er ved at nærme sig klippekanten. Siden årtusindskiftet har de forsøgt at forhindre en overproduktionskrise ved at pumpe markederne op med kredit. Det resulterede i enorm spekulation og ”bobler” i økonomierne, i særligt aktie- og boligmarkederne. Der blev ved krisen i 2007/8 (den såkaldte ”Store Recession”) sat midlertidigt punktum for denne udvikling. Men ”lederne” for den vestlige verden svarede igen ved at uddybe og udvide kreditten, for at ”sætte gang i hjulene”. Med andre ord forsøgte de at puste boblerne op igen. De lykkedes for en stor dels vedkommende. Krisen blev bremset, men intet er løst. Faktisk står vi på mange måder overfor samme situation som før 2007/8. Men en af de store forskelle er, at mange stater er dybt forgældede af at redde deres banksystemer osv. fra kollaps. De har tæret på fedtet, så at sige, og har nu ikke meget at stå imod med. De er ikke lykkedes i at forhindre krisen, men derimod i at genskabe dens umiddelbare forudsætninger. De seneste års udvikling er derfor et direkte svar til de såkaldte keynesianister, der i dag sidder i toppen af arbejderbevægelsen. Krisefri kapitalisme er en umulighed.
Grækenlands uundgåelige kollaps kan vælte hele den europæiske og dermed internationale økonomi. Den europæiske økonomi er pumpet op med gæld for at holde markedet gående. De europæiske banker i almindelighed og i de danske i særdeleshed er helt afhængige af at kunne hente kortsigtede lån udefra. Et mislykket forsøg på at redde Grækenland vil derfor betyde, at de internationale kapitalister vil tage sig højere betalt for at udlåne til en risikopræget europæisk banksektor. Det vil betyde stigninger i renterne, som vil virke voldsomt på de europæiske virksomheder og forbrugere, der er afhængige af kontinuerlige kreditindsprøjtninger, for at holde forbruget og dermed væksten gående.
Exit fra Euro
Det for borgerlige økonomer ”utænkelige” bliver nu diskuteret mere og mere åben: at Grækenland kan vælge eller blive tvunget til at forlade Euroen. Den herskende klasse i Grækenland er bundet på hænder og fødder økonomisk. Tidligere ville de devaluere for at gøre import dyrere og eksportprodukterne billigere og dermed ved hjælp af eksport langsomt rette op på deres gæld. Det ville have betydet nedgang i arbejderklassens levestandard, men det ville være sket indirekte og skjult. Under Euroen har de ikke den mulighed og må derfor angribe arbejderklassen frontalt, direkte. Det betyder enorme konfrontationer, som vi ser hver eneste dag, og som reelt kan true selve det kapitalistiske system. Så derfor er det ikke underligt, hvis et exit virker tillokkende. Men i sig selv vil et exit ikke løse noget og vil i praksis betyde øjeblikkelig statsbankerot.
Hvis Grækenland går eller ryger ud, vil det være et enorm stød til verdens anden mest handlede valuta og bringe borgerskabets ”store projekt” EU i fare. Tyskland er interesseret i en stærk og stabil valuta med lav inflation. Hvis et eventuelt græsk exit sætter dette over styr, vil der ikke være meget, der holder Tyskland fra at droppe Euroen og gå tilbage til D-marken. Faktum er, at alle de europæiske økonomier trækker i hver sin retning. Modsætningerne er enorme, og før eller siden vil et ”forenet Europa” på kapitalistisk basis bryde sammen.
Tyskland positionerer sig
Det er i bund og grund Tyskland der udgør rygraden i Eurozonen. Landets stadig større økonomiske betydning, som bl.a. verdens anden største eksportør, kommer nu også til udtryk i en mere selvstændig udenrigspolitik. Landet er ved at genetablere sig som stormagt. Seneste eksempel var det kinesiske statsbesøg i slutningen af juni, med oprettelsen af såkaldte ”permanente konsultationer” mellem Kina og Tyskland for at koordinere politikker. Tyskland har kun en sådan ordning med en håndfuld lande – Kina har slet ikke noget sådan med nogen andre.
Tysk økonomi er på det seneste vokset kraftigt, men den er heller ikke immun, omend dets industrielle base gør økonomien mindre sårbar overfor problemer i den finansielle sektor. Som eksportør er landet afhængig af at kunne afsætte sine produkter. Dets største eksportmarkeder er ifølge CIA Factbook: EU-lande (Heraf er Frankrig størst med 10,2 procent) og USA (6,7 procent). Med andre ord vil tysk eksport blive alvorligt ramt af en ny nedtur i europæisk økonomi som følge af græsk kollaps. I sig selv ligger de tyske banker ikke inde med store mængder græsk gæld. Ifølge Der Spiegel drejer det sig om ca. 28 mia. euro. Problemet for den tyske banksektor, ligesom for andre EU-lande, er, at et græsk bankerot vil sprede sig. For Tyskland er især udsigten til yderligere problemer i Irland og evt. Spanien en hovedpine, hvor tyske banker har udeståender for henholdsvis115 mia. euro og 147 mia. euro.
Den økonomiske splittelse i Euroen er ikke den rene elendighed for alle landes kapitalister. Kina og Rusland har øjnet chancen for at udnytte splittelsen og sikre sig strategiske positioner. Særligt det store udsalg af græske aktiver er en lækkerbisken. Den russiske gas-gigant Gasprom er svært interesseret i det græske statslige gasselskab. Det skyldes, at det operere en af de eneste gasledninger til Vesteuropa uden om den russisk indflydelsessfære. Et opkøb vil med andre ord være yderst fordelagtigt og styrke Gasproms og Ruslands position på energimarkedet og politisk overfor EU. Militært forsøger Rusland også at skubbe en kile ind i NATO ved at lave bilaterale aftaler med Tyskland, over hovedet på Polen og de baltiske lande, hvis regeringer føler sig noget beklemt mellem de to kæmper.
Kina øjner også muligheder og er på opkøb i den græske statssektor og i resten af Europa, hvor kinesiske investeringer modtages med kyshånd. Men der er også mange borgerlige, der er nervøse for kinesisk ekspansion. For, som man siger: ”den der betaler orkesteret bestemmer musikken”. Og når EU\’s økonomi er som et stort ophørsudsalg, er der gode muligheder for at slå en god handel af og ikke mindst sætte en kile ind mellem EU\’s kapitalister og de amerikanske. De kinesiske kapitalister er selv i gang med en farlig balancegang. Siden krisen i 2008 har den kinesiske stat pumpet tusinder af milliarder ud i investeringer i produktionsapparat, infrastruktur og boliger for at holde økonomien gående. En af grundene til at det har været muligt, er de enorme kapitalreserver som landet besidder. Men prisen har været ”overinvestering” i forhold til, hvad markedet kan absorbere, hvilket bl.a. kommer til udtryk i, at omkring 60 mio. lejligheder i Kina står tomme (epn.dk 30.06.2011).
Danmark i problemer
Danmark er heller ikke fritaget eller hævet over den internationale kapitalistiske krise. Tværtimod. De danske realkreditinstitutter og banker var i verdens aviser efter krakket af den umiddelbart ubetydelige Fjordbank Mors. En bank som selv de fleste dansker ikke anede eksisterede. Men det er ikke tilfældigt at Fjordbank Mors gik verden rundt. Danske arbejderfamilier er verdens mest forgældede. Det danske boligmarked er, som vi har beskrevet utallige gange, på et fuldstændigt uholdbart niveau. Boligpriserne er fladet ud efter krisen, men vurderes til at være voldsomt overvurderet omend tallene svinger (epn.dk 03.01.2011). Vi er stadig på et niveau, hvor et enfamilieshus i Hovedstadsområdet koster en gennemsnitsfamilie omkring seks årsindkomster. Det skal sammenholdes med, at det kostede ca. tre efter sidste boligkrise, der sluttede i starten af 90\’erne. Samtidig er udbuddet af boliger i dag historisk højt, men det er endnu ikke blevet afspejlet i priserne. Det er en tikkende bombe.
De danske banker ligger inde med ca. 40 procent af de danske realkreditobligationer, så boligmarkedet og banksektoren er intimt forbundet. En nedgang i boligmarkedet har konsekvenser for banksektoren, og problemer med at skaffe kapital for bankerne fører til udsalg af realkreditobligationer og dermed stigende renter.
Krakket af Fjordbank Mors har fået store konsekvenser for den danske banksektor. Ikke på grund af dens størrelse, men på grund af de bagvedliggende omstændigheder, og fordi krakket viser, at Amagerbankens krak ikke var en enlig svale, men en tendens. Amagerbankens krak i starten af året førte til nedgradering af den danske banksektor fra det internationale kreditvurderingsbureau Moody\’s, hvis vurderinger er afgørende for danske bankers låneomkostninger. Fjordbank Mors\’ krak har nu fået et andet kreditvurderingsbureau, Fintch til at sænke sin vurdering af Danske Bank, og der er formentlig flere sænkninger på vej for hele den danske banksektor og realkreditsektor.
Bankpakke 4?
Under ”finanskrisen” fik de danske banker statsgaranteret deres lån. Denne garanti løber indtil 2013, hvorefter at bankerne skal hente penge på finansmarkederne på egen hånd. Det lader til, at det vil blive endog meget svært for dem. Derfor rejser de danske finansfyrster nu kravet om, at staten må træde til igen. Problemet er bare, at den græske ”tragedie” i øjeblikket er ved at bevise, at selv de europæiske regeringer og centralbanker er magtesløse overfor krisen. Ligegyldig hvor mange penge de stopper i finanssektoren, vil de ikke kunne afværge krise. Højst vil de være i stand til at udskyde det uundgåelige, med endnu voldsommere konsekvenser til følge, når krisen kommer tilbage.
Effekt på bevidsthed
Det vigtigste spørgsmål for marxister i forbindelse med udviklingerne i den kapitalistiske økonomi er følgende: Hvilken effekt har det på arbejderklassens bevidsthed? Hvilken effekt har den på klassekampen i dag? Her giver begivenhederne i Mellemøsten, Grækenland og Spanien m.fl. os svaret: Den kapitalistiske krise ryster det bestående, vender op og ned på arbejderklassens hverdag og tvinger dem i kamp. Alt, hvad tidligere syntes fast og uforanderligt, skylles bort. Tilbage står de to primære klasser, hvis interesser er direkte modsatrettede: arbejderklassen og kapitalistklassen. Kampen mellem disse to klasser er, hvad der står på dagsordenen i den kommende tid. Den er knapt begyndt. Marxisternes opgave er at forberede sig til denne, bygge de marxistiske kræfter og deltage når og hvor den bryder ud. Det er den vigtigste konklusion af den nuværende krise.
Kapitalismen beviser hver eneste dag, at det er et dødssygt system, hvor flertallet af jordens befolkning er henvist til elendighed, og hvor alle rettigheder og leveforhold konstant er under angreb på trods af enorme produktive reserver. Millioner går arbejdsløse og maskiner står stille. Alt sammen for at bevare et system, der sikrer, at den internationale kapitalistklasse kan leve i ufattelig luksus og uindskrænket magt. Socialisme er ikke bare en mulighed, eller et flot ideal. Det er en nødvendighed.
