EU set fra Tyrkiet


Elif Çagli



3 minutter

…Den interessante pointe er, at der er en afgrund mellem det, der vises frem, og så virkeligheden i Tyrkiet. Hvis man kun ser på det, der vises frem, så går det fremad med at komme tættere på EU. Men i virkeligheden er der meget alvorlige problemer i denne proces. På den ene side er der i den industrialiserede vestlige del af Tyrkiet en febrilsk forandringsproces i gang for at komme med i EU. Men på den anden side er der enorme problemer, som EU selv vil komme til at stå over for som følge af verdenskapitalismens krise.

I lang tid har det tyrkiske borgerskab været delt i to lejre. På den ene side er der dem, der gerne vil tættere på Europa og opfylde københavner-kriterierne hurtigt. Og på den anden side er der dem, der er tøvende over for EU, og som især ikke vil opfylde københavner-kriterierne. Men nu er det den første fløj, der har medvind.

Meningsmålinger viser, at næsten 70% af befolkningen i Tyrkiet er for optagelse i EU. Grunden til dette kan ikke forklares ved økonomiske faktorer alene. Den fundamentale faktor, der får tyrkerne til at ønske at gå med i EU, er spørgsmålet om demokrati. For eksempel ønsker det kurdiske folk, som har lidt under den tyrkiske stats undertrykkelse i mange år, ikke et Tyrkiet isoleret fra EU. Som marxister ved vi, hvad det borgerlige demokrati i Vesteuropa virkelig betyder. Men selv den slags demokrati anses for at være en lettelse for de tyrkiske og kurdiske arbejdende masser, som aldrig har oplevet demokrati i Tyrkiet, som gennem næsten hele historien har haft undertrykkende og autoritære politiske strukturer.

Den anden fløj, som bruger en meget nationalistisk propaganda, repræsenteres især af MHP. MHP gik imod ophævelsen af dødsstraffen, kurdernes ret til at få uddannelse på deres eget sprog og radioudsendelser på kurdisk, og de prøver at forhindre de lovmæssige ændringer. Men som følge af pres fra storkapitalens EU-venlige interesser blev parlamentet indkaldt til et ekstraordinært møde den 3. august, og de ovennævnte forslag blev vedtaget. Men pga. det tyrkiske borgerlige regimes uduelighed har vi her igen en proces, der er fuld af modsætninger, når det kommer til praksis. For eksempel har det øverste valgråd erklæret, at det er forbudt at bruge det kurdiske sprog i forbindelse med den kommende valgkamp. Desuden forbereder MHP nu at få de nye love omstødt i Forfatningsretten.

Der er en betragtelig del af arbejderne, der mener, at EU-medlemskab vil føre til i hvert fald en relativ forbedring af forholdene. De siger, at de hellere vil have et Tyrkiet, der i det mindste accepterer ILO’s kriterier og europæiske standarder for arbejderrettigheder, pga. de ekstremt dårlige forhold, de har nu. Og på baggrund af realiteterne i Tyrkiet må denne situation anerkendes, og kravet om forbedring af arbejdernes rettigheder skal støttes.

Men forsvaret for arbejderklassens langsigtede interesser kan ikke baseres på at vælge mellem en “national kapitalisme” eller en “kapitalisme integreret i verdenskapitalismen”. Hvis et kapitalistisk Tyrkiet integreret i EU anses for at være en redning for arbejderklassen, så er det en alvorlig fordrejning af realiteterne. Vi er imod denne opfattelse. Vores holdning kan ikke begrænses til at vælge mellem to kapitalistiske alternativer. Vi siger, at på den ene side er integrering indbygget i kapitalismen, og i et undertrykkende land som Tyrkiet kan isolering ikke være bedre. Og på den anden side understreger vi konstant, at arbejderklassens frigørelse alene afhænger af, at den styrter kapitalismen helt…