EU – set fra Sverige


Per Waller, fra de svenske marxisters blad Socialisten. Oversat af MK



2 minutter

Hver dag bliver vi fyldt med borgerlig propaganda om, “hvor godt EU er for freden”, og “hvor godt det er til at mindske kløfterne mellem landene”. Man vil have det til at fremstå, som om EU blev bygget efter anden verdenskrig bare for at opretholde freden. I virkeligheden er det helt det modsatte. EU, eller “kul- og stålunionen” som det hed i starten, blev bygget af en række borgerlige stater i Europa med Tyskland og Frankrig i spidsen, og deres formål var ikke at “mindske kløfter” eller at opretholde nogen fred, men helt enkelt at understøtte kapitalisterne i de pågældende lande. Til dels mht. deres stilling i deres eget land, men også ift. deres konkurrenceevne over for andre imperialistiske magter i verden.

I Sverige har vi ikke fået nogen sociale reformer, som har været nævneværdigt gode for arbejderklassen og andre undertrykte lag, i de sidste 20 år. I stedet har vi oplevet en del kontrareformer, som har sænket det relativt høje velfærdsniveau, som arbejderklassen havde tilkæmpet sig, og i stedet har man nu opnået en middelmådig europæisk “velfærd”. Alt for ofte bruger højrepolitikere og socialdemokratiets højrefløj EU som noget, de kan skyde skylden på, når de skærer ned på den sociale velfærd. De hævder, at vi må tilpasse os til den europæiske økonomi. Og dette sker også for lande udenfor EU, hvor de så siger, at man må skære ned på velfærden for at styrke økonomien for at ikke at blive “trådt under fode” af EU. Og hvem tjener generelt på en nedskæring af den offentlige sektor? Kapitalistklassen!

EU er i bund og grund et arbejderfjendtligt og udemokratisk projekt, som går ud på at forsvare de europæiske kapitalisters interesser og opretholde klasseundertrykkelsen. Udemokratisk, selvom man har et “demokratisk valgt” EU-parlament, som grundlæggende udgør et demokratisk alibi, når dets opgave udelukkende er at være rådgivende ift. EU-kommissionen og EU’s ministerråd, som så igen styres af det europæiske marked. De svagere svenske kapitalister har nærmet sig de europæiske kapitalister gennem indtrædelsen i EU. Og det, som gavner de svenske kapitalister, gavner ikke os almindelige mennesker.