EU og bådflygtninge

Boat People at Sicily in the Mediterranean Sea

Marie Frederiksen



3 minutter

 

 

Lige nu er 51 millioner mennesker på flugt på verdensplan, hvilket er det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig. En del af dem dør i forsøget på at nå Europa over Middelhavet. Den 19. april kæntrede en båd og op mod 950 personer frygtes druknet. Det fik antallet af druknede op over 1.500, alene i 2015 frem til denne ulykke. 

Begivenheden fik straks toppen i EU til at mødes og drøfte den alvorlige situation. De undlod belejligt at nævne, at det var de selvsamme politikeres egne beslutninger, der lå bag det store antal druknede flygtninge. EU sagde nej, da Italien bad om hjælp til at finansiere deres redningsoperation, Mare Nostrum, der mellem oktober 2013 og november 2014 reddede omkring 170.000 mennesker i nød i Middelhavet. Det svarer til 12.500 mennesker om måneden i gennemsnit. 

I stedet blev den mindre ambitiøse operation Triton lanceret af Frontex, det europæiske grænsesamarbejde. Triton patruljerer 30-40 sømil ud for Italiens og Maltas kyster og kommer ikke ud i internationalt farvand. Det er her, langt fra kysterne, de værste ulykker med bådflygtninge sker. Operation Tritons budget er med 90 millioner euro under halvdelen af Mare Nostrums. Nedskæringern fik antallet af flygtninge der druknede til at eksplodere.

EU lederne mødtes og aftalte at sætte budgettet op igen og fremlagde en plan. Men planens mål er at holde flygtningene ude af Europa, ikke at løse årsagerne til, at folk flygter: nød, sult, elendighed og ikke mindst krige og kriser, som EU’s ledere selv i stort omfang har været med til at kreere, i første omgang, som da de bombede Libyen. Libyen er nu et land i totalt kaos uden en centralregering hvor flygtningene stuves sammen som i koncentrationslejre med risiko for tortur. 

Som det borgerlige tidsskrift the Economist skrev om planen: ”Michael Diedring for European Council on Refugees and Exiles, en lobbygruppe, frygter, at immigranter fra Eritrea, Syrien og Vestafrika stadig vil risikere døden i deres forsøg på at nå frem til Europa, men simpelthen vil dø på mere fjerntliggende steder, langt væk fra kameraerne. I EU-regeringernes beregninger tæller det måske som en delvis succes.” (the Economist, maj, 15)

Hvordan vil EU’s politikere så gennemføre denne plan? Med samme midler, som de bekæmper pirater i Afrika: bomber og militær: “Så flådefartøjer […] vil opsnappe og borde, hvad der anses for at være ’fjendtlige’ fartøjer, helst inden de har forladt libysk farvand. Bådene vil blive beslaglagt og destrueret, og passagererne sendt tilbage til deres startpunkt for deres indskibning. En yderligere fase kunne omfatte ødelæggelse af smuglernes både på land eller i havn af kamphelikoptere.” (the Economist, maj, 15)

Det er dog ikke en plan uden problemer:

”Det ville dog kræve en del fantasi at tro, at succesen mod de somaliske pirater nemt kan gentages mod menneskesmuglere i Libyen. For det første vil det være svært at beskadige smuglerbådene uden at skade uskyldige immigranter. Fra det øjeblik, de forlader havnen, er bådene proppet med mennesker. Og mens de er i havn, vil det være svært at skelne dem fra legitime fiskerfartøjer. Faktisk indebærer smuglernes forretningsmodel normalt at leje bådene i et par dage i stedet for at købe dem. Vil EU’s kamphelikopterpiloter kunne kende forskel på de både, der undertiden anvendes til ulovlig handel, og dem, der udelukkende bruges til hæderlige formål?” (the Economist, maj, 15)

De europæiske politikere kan intet løse. For stiller man det forkerte spørgsmål, får man forkerte svar: Spørgsmålet er ikke hvordan man fjerner muligheden for at flygte over Middelhavet, men hvordan man afskaffer årsagerne til, at folk er villige til at risikere deres eget og deres børns liv for at slippe væk fra et levende helvede. 

Det er nødvendigt at gøre op med en verden, hvor millioner sulter, på trods af at der er mad nok til at brødføde jordens befolkning. En verden hvor imperialistiske lande, Danmark inklusiv, kaster hele regioner ud i krige for økonomiske og geopolitiske interesser og hvor multinationale selskaber skamløst udplyndrer fattige nationer. Til dette hjælper hverken kamphelikoptere, specialstyrker eller grænsehegn.