Leder: Da briterne d. 23. juni stemte for at forlade EU, sendte det chokbølger ud over hele Europa. Det var endnu et nøk op i de centrifugale kræfter, der er ved at trække den Europæiske Union fra hinanden under presset fra kapitalismens organiske krise. Spørgsmål om nationalisme versus internationalisme, demokrati osv. sættes i stigende grad på spidsen. Det er også en diskussion, der endnu engang er blusset op på den danske venstrefløj efter brexit. Dog er det en debat, der indtil nu har været karakteriseret af et totalt fravær af socialistisk klasseperspektiv.
Enhedslisten og brexit
Enhedslistens fejrede brexit som en sejr for arbejderklassen og demokratiet. På Enhedslistens hjemmeside udtalte Pernille Skipper følgende:
Det britiske exit er godt for de britiske lønmodtagere, som nu får bedre muligheder for at bekæmpe løntrykkeri og fattigdom. Det trækker den politiske indflydelse tilbage til den britiske befolkning og væk fra et udemokratisk EU-system, og det er en sejr.”
Og videre: ”Den mulighed for at kræve mere, frem for mindre demokrati, synes vi også, den danske befolkning skal have. EU forhindrer i dag Danmark i at forbyde farlig kemi i legetøj, forhindrer os i at sætte en effektiv stopper for social dumping og kræver nedskæringer på velfærden i hele Europa. Og det sker på de europæiske befolkningers bekostning.” Enhedslisten slutter dens udtalelse med kravet om en folkeafstemning senest Grundlovsdag 2017.
Lad os tage påstandene og se nærmere på dem en for en.
Påstand 1: brexit er godt for arbejderne
Påstand ét: At brexit er godt for de britiske lønmodtagere, og at det giver dem bedre muligheder for at bekæmpe løntrykkeri og fattigdom. Det er udtryk for en naiv ide om, at løn- og arbejdsforhold primært er et spørgsmål om politisk vilje uden for tid og sted. Det rummer en utopi om, at et land kan isolere sig fra resten af verden. Sandheden er, at i kapitalismen er alle lande en del af verdensmarkedet og underlagt den internationale konkurrence. Der er et konstant nedadgående pres på løn- og arbejdsforhold og det uanset, om man er i EU eller ej. Konkurrencen er international.
De enkelte landes kapitalister gør, hvad de kan, for at presse arbejderklassen for at øge deres profitter og overleve i konkurrencen. EU har ganske rigtigt været et politisk redskab for de europæiske borgerskaber i den henseende. EU-lovgivning har været en behændig undskyldning. Men EU-politikken har også udtrykt de nationale kapitalisters interesser.
Brexit-siden af det britiske borgerskab argumenterede da heller ikke for, at et brexit ville gøre det muligt at føre en mere progressiv politik, som Pernille Skipper fremførte. Tværtimod mente de, at brexit ville give dem bedre muligheder for at bekæmpe de britiske arbejderes rettigheder endnu mere.
Brexit blev fulgt af kraftige fald på aktier og det britiske pund. Den britiske økonomi vil blive hårdt ramt af brexit, ligesom brexit er endnu en faktor i at destabilisere verdensøkonomien yderligere. Storbritanniens position som industriel stormagt er undermineret i løbet af de sidste 100 år, og den britiske økonomi er afhængig af handel med især andre europæiske lande. Det er dette, der ligger til grund for de hårde angreb på de engelske arbejderes forhold, der for alvor tog fart fra Thatcher og frem. Brexit kommer ikke til at betyde bedre forhold for de britiske arbejdere, men vil sætte fart på den allerede førte nedskæringspolitik.
For det danske borgerskab var brexit et alvorligt slag mod deres interesser. Da Danmark gik ind i EF i 1973, skete det side om side med briterne, der siden har været en vigtig allieret i bl.a. at fremme frihandel, som modvægt til flere af de sydeuropæiske lande. Dansk økonomi, som er lille, åben og helt afhængig af eksport, er om muligt endnu mere afhængig af EU end Storbritannien. Da Danmark lige var gået med i EF i 1974, udgjorde eksporten 31 procent af BNP. Denne andel var i 2014 steget til 53 procent. Omkring 60 procent af Danmarks eksport går til EU-landene, heraf 7 procent til Storbritannien, der er Danmarks femtestørste handelspartner. Dansk økonomi vil ikke blive bedre af en udtræden af EU.
Enhedslistens top fremstilling af brexit giver illusioner om, at EU-exit åbner vejen til en tilbagevenden til velfærdsstatens guldalder. Men det økonomiske fundament for velfærdsstaten var det historisk kraftige og langvarige efterkrigsopsving. Dette fænomen var dog en historisk undtagelse i kapitalismen, som det er umuligt at vende tilbage til. Tværtimod befinder kapitalismen sig i dag i en blindgyde. Den generelle tendens er nedadgående. Det betyder, at det eneste fremtidens kapitalisme byder på er nedskæringer. Det er dette, der er den egentlige årsag til de konstante nedskæringer – ikke EU-medlemsskabet.
Påstand 2: brexit er en sejr
Påstand to: brexit er en sejr. For det første må man spørge: en sejr for hvem? Med lidt god vilje kunne man læse Enhedslistens udtalelse som, at brexit var et slag mod de europæiske kapitalister, ligesom en dansk udtræden af EU ville være et slag mod de danske. Det ville for så vidt være rigtig nok. Men at noget er skidt for kapitalisterne, betyder ikke automatisk, at det er til gavn for arbejderne. Når økonomien går dårligt, er det ikke borgerskabet, der betaler prisen, men arbejderklassen. Det betyder dog heller ikke omvendt, at brexit-siden kan pålægges skylden for krisen i britisk og europæisk økonomi. Kapitalismens befinder sig i en organisk krise, og borgerskabet har vist sig ude af stand til at løse den. Det er netop denne krise, der kommer til udtryk i opløsningstendenser af alle kendte institutioner såsom EU. Socialister tager intet ansvar for kapitalismens krise, hverken inden for eller uden for EU.
Der er intet i brexit, der gør det til en sejr for de britiske arbejdere. Var det så en sejr for den britiske venstrefløj? Inden for Labour blev brexit den interne højrefløjs påskud for at lancere et kupforsøg mod formanden Corbyn, der blev valgt med overvældende flertal sidste år. Det er et kup, der dog, i skrivende stund, ser ud til at blive nedkæmpet af de menige medlemmers aktive mobilisering.
I den bredere kontekst styrkede brexit absolut heller ikke de venstreorienterede kræfter i Storbritannien. Brexit lejren var ikke progressiv eller præget af venstrefløjen, men var fuldstændig domineret af den nationale populistiske højrefløj. Den var ledet af det højreorienterede, racistiske og liberalistiske UKIP og konservative politikere som Boris Johnson, som nu er blevet udnævnt til udenrigsminister. Det er denne del af det britiske borgerskab, der er blevet styrket ved brexit. Brexit-lejren argumenterede for, at de britiske arbejderes problemer skyldtes EU og immigration, ikke kapitalismen. Siden brexit har der været en markant stigning i racisme og tilfælde af hadforbrydelser, rettet både mod muslimer og andre europæiske nationaliteter såsom polakker, spaniere o.l. Det er ikke just en fremmarch for venstrefløjen.
Påstand 3: brexit styrker demokratiet
Påstand 3: brexit er bedre for demokratiet. Der er ingen tvivl om, at EU er en helt igennem udemokratisk institution. Problemet er, at Enhedslisten i dens kritik af EU og i mangel af et socialistisk alternativ (bevidst eller ubevidst) fremfører et nationalistisk forsvar for de borgerlige nationalstater. At Enhedslisten foreslår en afstemning på netop Grundlovsdag, siger det hele.
Herhjemme har venstrefløjen traditionelt stået stærkere i anti-EU lejren end i Storbritannien. Men det er i stigende grad den nationalistiske/højrepopulistiske side, der dominerer nej-lejren også herhjemme. Venstrefløjen har desværre medvirket til denne udvikling. Det er blevet udtrykt i opbakning til klassesamarbejds-bevægelsen Folkebevægelsen mod EU. Her underlagde venstrefløjen sig de få borgerlige kræfter i bevægelsen og fraskrev sig muligheden for at fremføre et socialistisk alternativ til EU for at sikre en bred ”tværpolitisk” EU-modstand. I realiteten er det overvældende flertal af Folkebevægelsen mod EU socialister. Men politikken må ikke være socialistisk.
Da Enhedslistens top ved sidste årsmøde fik flertal for et brud med Folkebevægelsen, var det netop med argumentet om behovet for at fremsætte en socialistisk EU politik. Det var et korrekt argument; men praksis har været stik modsat, hvilket var fuldstændigt forudsigeligt.
Ved den danske afstemning om retsforbeholdet i december indgik Enhedslisten en alliance med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Enhedslistens topfolk har argumentet for, at det var forsvarligt, fordi det trods alt sikrede et NEJ. Men hvad er det nej værd, når det ikke har øget arbejderklassens bevidsthed? Tværtimod opstillede Enhedslisten den danske grundlov og ”retsstat” som alternativet til EU’s udemokratiske opbygning. Og det samtidig med at det danske Folketing var ved at vedtage nogle af de mest udemokratiske og inhumane asyllove i Vesten.
Den danske nationalstat er et redskab for at forsvare den herskende klasses magt og privilegier, og som revolutionære socialister kæmper vi for med Marx’ ord at ”sønderbryde den”. EU blev dannet, fordi de europæiske kapitalistklasser var for svage i deres små nationalstater på den ene side mod USA og Japan og på den anden side mod den voksende arbejderklasse. Nationalstaten er blevet en lænke på kapitalismens udvikling, og EU er et symptom på dette.
Et socialistisk alternativ
Så kommer vi endelig til den anden side i post-brexit-debatten. Det er den side, der har kritiseret Enhedslistens nationalisme. Problemet er, at mens dens kritik af Enhedslistens nationalisme er helt korrekt, er der ingen af kritikerne, der har et klasseperspektiv. Ingen fremsætter et internationalistisk socialistisk alternativ. Hvis der i det hele taget fremsættes et alternativ, så består det i at arbejde for at forandre EU indefra i mere social og grøn retning. Held og lykke med det projekt.
Det er i vores øjne præcis lige så naivt som Enhedslistens linje. I opgøret med nationalstaten vil EU ikke være svaret for arbejderklassen. EU er endnu mere bureaukratisk indrettet end nationalstaterne og er i endnu højere grad i stand til at modstå pres fra arbejderklassen. EU er intet andet end et redskab for kapitalen i Europa i forsvaret for den private ejendomsret til produktionsmidlerne. EU’s anti-sociale og anti-demokratiske karakter blev med al ønskelig tydelighed demonstreret i Grækenland sidste sommer. Her gennemtvang EU sin politik i direkte modstrid med de demokratiske valg og folkeafstemninger blandt landets befolkning. Hvis en venstreorienteret regering komme til magten i Storbritannien, Danmark eller noget andet land, vil den øjeblikkeligt blive underlagt markedets og EU’s diktater.
Om det er bedre at være inden eller uden for EU er ikke et spørgsmål, der giver mening for arbejderklassen. Arbejderklassens kamp er ikke bare en kamp imod EU, men også imod nationalstaten og det nationale borgerskab. Arbejderklassens kamp er for en international omvæltning: For Europas forenede socialistiske stater i en socialistisk verden.