Det er ikke kun i Danmark, at de offentligt ansatte er i kamp for ordentlige forhold. I hele Europa er der en bølge af protest og storstrejker, især i den offentlige sektor.

Vi har hørt, at vi har haft et opsving de senere år. Ifølge statistikkerne er det et rekordopsving med enorme profitter og kæmpemæssige bonusser til direktørerne. Men det er et ganske særligt opsving, der ikke har betydet noget for arbejderklassen. Et økonomisk opsving plejer at betyde, at kapitalisterne har råd til reformer – højere løn, mere ferie, flere velfærdsgoder, bedre arbejdsforhold. Men det seneste opsving har derimod indebåret stagnerende lønninger, angreb på velfærdsstaten, højere arbejdstempo og længere arbejdstid. Siden 1995 er den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark steget med 50 timer om året. Det lyder måske ikke af så meget, men det betyder, at de danske arbejdere nu arbejder mere end en uge ekstra om året. Opsvinget er blevet skabt gennem øget arbejdspres og en nådesløs udbytning af arbejdskraften.

Nu står vi over for en økonomisk nedtur. Vi kan ikke forudsige præcis, hvor lang og hvor dyb krisen vil blive, og vi kan heller ikke på forhånd spå om arbejderklassens reaktion. En økonomisk krise kan accelerere en radikaliseringsproces i klassen, men den kan også tildele arbejderne et så hårdt slag, at de for en tid dukker nakken i stedet for at kæmpe. Det er imidlertid klart, at vi lige nu er vidne til øget klassekamp overalt i Europa. Vi har tidligere sagt, at Europas fremtid kan aflæses i klassekampene i Latinamerika, og begivenhederne viser, at vi er på vej i denne retning. Inden for det sidste år har vi set en massiv bølge af strejker og massemobiliseringer i Frankrig, Tyskland, Grækenland, Spanien, Finland, Sverige, Slovenien, Portugal og England. Storstrejkerne fejer over Europa.

Tyskland
I Europas vigtigste land, Tyskland, har økonomien haltet af sted med ynkelige vækstrater i årevis. For at genoprette profitraten og holde sig oven vande på verdensmarkedet har de tyske kapitalister været tvunget til at presse arbejderne endnu hårdere. Svaret har været en bølge af strejker. Transportarbejderne i Berlin, de ansatte i postvæsenet og de ansatte i den offentlige sektor har været i front.

The Economic Times skriver:

”Tyskland har brudt med sin traditionelle model med ’social konsensus’, og det er blevet fulgt af store strejker i den offentlige sektor, blandt stålarbejdere og togpersonale efter årevis, hvor lønmodtagerne har været nødt til at spænde livremmen ind under de arbejdsmarkedsreformer, som den tidligere kansler Schröder indførte.”

En undersøgelse for nylig viste, at almindelige menneskers indkomst er gået tilbage i Tyskland, samtidig med at samfundets top er blevet forgyldt. Desuden har der været en række skandaler, der har afsløret toppen af tysk erhvervsliv som systematiske skattesvindlere. Det ansete borgerlige tyske magasin Der Spiegel har nævnt, at der er alvorlig fare for, at den tyske befolkning ”mister tilliden til markedsøkonomien”.

Inflation udhuler lønnen
Over hele Europa drejer protesterne og strejkerne sig især om løn. Arbejdernes købekraft bliver udhulet af prisstigningerne. Officielt er inflationen i euroområdet på 3,5 procent (reelt er den højere), men lønningerne er kun steget med 2,0 procent sidste år. Dermed har den europæiske arbejderklasse oplevet en reallønsnedgang. Prisstigningerne på fødevarer, transport og boligudgifter – som størstedelen af arbejdernes indkomster går til – er langt højere end den officielle inflation, derfor er nedgangen i reallønnen også større end den umiddelbart ser ud til.

England
I England er omkring 400.000 ansatte i den offentlige sektor nu gået i strejke. Det er første gang i 21 år, at de britiske lærere strejker for højere løn. Lærernes lønninger er i årevis blevet udhulet, fordi lønstigningerne har været under inflationens niveau. Socialrådgiverne er også i strejke, fordi arbejdsgiverne kun tilbyder omkring to procents lønstigninger, mens inflationen er på 3,8 procent. De ansatte i det offentlige sundhedsvæsen er også blevet tilbydt ”lønstigninger”, som ikke holder trit med inflationen. Sidste år fik de 1,9 procent, og i år vil arbejdsgiverne give 1,75 procent. Men det er stadig en reallønsnedgang.

I Sverige strejker sygeplejerskerne og andet medicinsk personale på 50 hospitaler og klinikker. Indtil videre er omkring 2.500 ude i strejke, men om en uge kan 10.000 ekstra ryge ud i strejke.

Portugal
I Portugal har vi for nylig set de største mobiliseringer i 20 år. For at højne profitraten har de portugisiske kapitalister angrebet arbejderklassen og dens forhold. Det er den samme historie over hele Europa – angreb på faglige rettigheder, ”fleksible” arbejdsforhold, angreb på offentlige pensioner, højere tilbagetrækningsalder, samt angreb på arbejdsløshedsunderstøttelse. Sidste år var der generalstrejke, og i marts i år var der stor mobilisering blandt lærerne. Den øgede klassekamp afspejler sig også i Socialistpartiet, hvor en venstrefløj nu er ved at krystallisere sig, og i øget tilslutning til Kommunistpartiet.

Slovenien
I Slovenien demonstrerede 70.000 arbejdere i november imod lønnedgang og dårlige forhold. De slovenske arbejdere fik at vide, at medlemskab af EU ville betyde bedre forhold. Men i resultatet har i stedet været angreb på levestandarden og dårligere vilkår. I marts i år var der arbejdsnedlæggelser og en massiv demonstration med 145.000 arbejdere – en stor begivenhed i et land med blot to millioner indbyggere.

Over hele Europa ser vi, at kampen for en løn til at leve af, bliver sat på dagsordenen. De europæiske arbejdere har ikke haft gavn af det seneste opsving, og forude venter en økonomisk nedtur, der vil tvinge arbejdsgiverne endnu mere i offensiven. Det er nødvendigt for arbejderne at svare igen. Krav om dyrtidsregulering vil komme frem igen i næste periode. Igennem de store kampe forude vil arbejderne være nødt til at generobre deres egne organisationer for at sætte hårdt imod hårdt over for kapitalismens angreb på de rettigheder, der blev opnået under opsvinget i efterkrigstiden.