Fra firserne og frem har klasseanalysen været under pres og klassekampen været erklæret død gentagne gange. Men det ser ud til at være ved at ændre sig. Vinden blæser, som man siger, først i toppen af træerne, og bl.a. i akademiske kredse ser klasseanalysen og fokus på ulighed ud til igen at komme på mode, om end i en fordrejet form.

Marx opsatte målet om det klasseløse kommunistiske samfund, hvor alle ”yder efter evne og nyder efter behov”. Det mål kan kun nås gennem klassekamp, ved at arbejderklassen gør op med kapitalisternes ejendomsret til produktionsmidlerne og begynder at planlægge produktionen demokratisk. Marx forklarede, at den eneste klasse, der kan gennemføre den socialistiske revolution, er arbejderklassen, pga. dens rolle i samfundet og produktionen. Arbejderklassens klassiske kampmidler er kollektive masseaktioner: strejker, demonstrationer, blokader og generalstrejken.

Klasser og klassekamp

Marx’ definerer en klasse som en gruppe mennesker, der har den samme relation til produktionsmidlerne (fabrikkerne, maskinerne, virksomhederne). I de mere industrialiserede lande, som f.eks. Danmark, har vi primært to klasser: Den ene klasse består af en meget lille gruppe mennesker, kapitalisterne, der ejer produktionsmidlerne, hvad enten det er direkte som virksomhedsejere eller gennem store aktieandele. Den anden store klasse er arbejderklassen, der ikke ejer andet end deres arbejdskraft, som de er tvunget til at sælge til kapitalisterne. Klasse er altså ikke udtryk for subjektiv forståelse af tilhørsforhold. Man behøver ikke at forstå sig selv som arbejder, for at være det og klassekampen foregår uanset, om den anerkendes eller ej.

Marx forklarer, at der naturligvis også findes mellempositioner primært i form af småborgerskabet, der kan være bønder, småhandlende o.l. Allerede på Marx og Engels tid var det dog tydeligt, at småborgerskabet svinder ind.

Kapitalismen udmærker sig således ved, at samfundet i stigende grad forenkler klassemodsætningerne. Landbruget bliver industrialiseret og små landbrug uddør, ligesom små erhvervsdrivende bliver udkonkurreret eller opkøbt under den stigende monopolisering. De tidligere privilegerede og højtagtede jobs som lærere, læger, jurister osv. i mere og mere blev presset ned i arbejderklassen.

Et historisk produkt

Der har ikke altid eksisteret klasser. Klasserne opstod, da mennesket blev i stand til at producere mere end nok til den bare overlevelse: først her kunne der opstå ulighed og dermed klasser. Marx og Engels skriver i Det Kommunistiske Manifest, at ”alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie” og de forklarer, at selvom der har været forskellige klasser, så har alle klassesamfund været karakteriseret ved eksistensen af undertrykkere og undertrykte, udbyttede og udbyttere.

Udviklingen af produktionsmidlerne, ikke mindst under kapitalismen, har betydet, at vi i dag har nået et niveau, hvor vi kan producere nok til at fjerne ulighed og dermed klasserne. På den måde vender vi tilbage til det første klasseløse samfund, men på et langt højere niveau.

Klassebegrebet under pres

I 1970’erne var diskussion og analyser af klassesamfundet for alvor på dagsordnen, men fra firserne og frem, og ikke mindst under den borgerlige VKO-regering i 00’erne, blev det populært at erklære, at vi ikke længere levede i et klassesamfund og klassekampens død. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen snakkede om den sociale mobilitet, at der aldrig havde været kortere fra bænken til banken, altså fra socialt udsat til bankdirektør. På universiteterne blev alt der lugtede af klasseanalyse mere eller mindre anset for latterligt og gammeldags.

Ja selv den socialdemokratiske formand og nuværende statsminister, Helle Thorning, har flere gange kategorisk afvist snakken om et klassesamfund. Men selvom klassebevidstheden og forståelsen for klassesamfundet mangler, føres klassekampen stadig, den føres bare kun oppefra og ned.

Før finanskrisen, hvor økonomien så ud til at buldre derudad, virkede spørgsmålet om klasser måske temmelig uinteressant for de fleste. Der var en overklasse, de ”rige”, men fremtiden så nogenlunde lys ud og de fleste havde et arbejde. Men krisen, der startede i 2008, betød stigende arbejdsløshed, fattigdom, nedskæringer og angreb på løn- og arbejdsforhold. I det ene land efter det andet har vi set massebevægelser og stigende klassekamp, som i 1970’erne. Det er derfor ikke overraskende, at interessen for ulighed og klasseanalyser igen er begyndt at vokse.

Klassebevidsthed på vej tilbage

Bevægelser som Occupy Wall street har været med til at sætte spørgsmålet om ulighed og klasser på dagsordenen. Selvom det var en erklæret apolitisk bevægelse, så ramte de hovedet på sømmet med parolen ”we are the 99%”. I Spanien havde den massive ”indignados” bevægelse parolen ”I repræsenterer os ikke”, en afvisning af hele det politiske system. Også herhjemme har man set paroler som, ”Vi vil ikke betale for jeres krise”, som udtrykte frustrationen over, at regeringen prædikede, at vi alle måtte bidrage under krisen og samtidig rundhåndet uddelte økonomiske hjælpepakker og skattelettelser til banker og erhvervslivet. Hvad almindelige mennesker fik uddelt, var til gengæld benhård nedskæringspolitik. Til tider bakket direkte op af regeringen, som fx da Corydon sendte den famøse SMS til SAS forhandlerne i lufthavnen om at acceptere lønnedgang.

Ikke bare i bevægelser men også i akademiske kredse begynder klasser at komme frem igen. I den mere bløde ende udgav Center For Vild Analyse bogen ”Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken – Et klassebillede af det danske samfund”. CVA er ifølge sig selv en akademisk gruppe intellektuelle omkring Århus Universitet på et fundament af marxisme og psykoanalyse. Bogen er både, hvad der er vigtigst her, et forsvar for, at vi stadig lever i et klassesamfund og samtidig et forsøg på at formidle dette i et delvist folkeligt og underholdende sprog.

Og i 2012 udkom ”Det Danske Klassesamfund”. Hvor førstnævnte er en højpandet finurlig bog, er denne meget direkte og letlæselig. Den er ikke baseret på filosofiske overvejelser men på data fra forskellige undersøgelser pakket med forskellige illustrerende interviews for direkte i tal at bevise samfundets klasseinddeling. Det er interessant, at bogen tydeligvis er tænkt som materiale, der kan anvendes i undervisning på de gymnasiale uddannelser, da det må betyde, at forfatterne forventer, der vil være en interesse for emnet.

Også i arbejderbevægelsen er klasser igen sat på dagsordenen, men også i en absolut fordrejet form. Især i SF opstod der en gruppe, de såkaldte arbejderister, der benytter sig af en form for klasseretorik og romantisering af dem, der ”står tidlig op og smører leverpostejmadder”. Gruppen, der bl.a. anføres af Mathias Testfaye, forlod SF og er nu i Socialdemokratiet. Arbejderisterne bruger klasseretorikken som dække for at så kiler ned i arbejderklassen på spørgsmål, som ikke er klasselinjer fx industri- og bygningsarbejdere mod kontorarbejdere og akademikere.

Marxisme er revolutionær

Marx’ forståelse af klasser hænger uadskilleligt sammen med hans analyse af samfundet og den logiske konsekvens deraf: Behovet for en socialistisk revolution. Det var ikke Marx, der opfandt klasseanalysen eller for den sags skyld, at der findes klassekamp, og mange af dem, der i dag taler om klasser, er ikke marxister.

Således kan de tre arbejderpartier i dag godt blive enige om, at ulighed er noget, der skal mindskes. Enhedslisten har lige startet en kampagne, der netop fokuserer på ulighed. Men deres løsning er ikke andet end symptombehandling via velfærdsstatens omfordeling. De forsøger at mindske uligheden indenfor systemet, en reformistisk løsning.

Men Marx viste netop, at klassedelingen ikke opstår i fordelingen af samfundets værdier, men i selve produktionen. Vil man gøre op med ulighed og klasser, må man tage fat om problemets rod, dvs. gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Arbejderklassen må overtage de vigtigste dele af økonomien og underlægge produktionen en demokratisk planlægning. Derfor kan marxismen ikke være andet end revolutionær.

Denne artikel blev bragt i september-nummeret af Revolution (Nr. 2) [Tegn abonnement ]