Hver dag melder om nye udsving og overraskelser i verdensøkonomien. Lige for tiden er der en del borgerlige økonomer og bankfolk, der taler om, at krisen kan være ved at ende, og at der er lys for enden af tunnellen. Aktiemarkederne er gået opad siden marts. I løbet af de sidste tre måneder er det danske C20-indeks steget med 36 procent. Det amerikanske Dow Jones er steget med 33 procent. Det tyske DAX er steget med 38 procent. Det japanske Nikkei-indeks er steget med 36 procent.

Men lad os huske på, at der også under den store krise i 1930’erne var perioder med kraftig stigning i aktiekurserne. I perioden 1929-32 var der fire stigninger på over 20 procent på børsen i New York. Men det ændrede ikke på, at denne periode var præget af en hidtil uset krise. Den nuværende situation svarer til en mand, der hopper ud fra en skyskraber med 100 etager. Ved etage 44 stikker en anden mand hovedet ud og spørger, hvordan det går, hvortil manden svarer ”indtil videre går det udmærket.” Det værste er endnu i vente.

De glimtvise optimistiske meldinger bliver konstant afløst af endnu mere dystre forudsigelser. Alle reelle tal viser, at økonomien er i en dyb sump, og der er ingen grund til at antage, at vi har set det værste endnu – tværtimod.

Lad os starte med boligsituationen i Danmark. For få år siden lød det samstemmende fra de borgerlige økonomer, at det ikke kunne gå galt. Priserne ville fortsætte med at stige, eller i det mindste ikke falde, sagde de. Nu lyder der andre toner:

“Vi må desværre regne med, at der kommer flere tvangsauktioner. Danmark er i en dyb økonomisk afmatning, hvor beskæftigelsen er faldet med over 80.000 på et år, og hvor ejendomspriserne mange steder er faldet både 10, 20 og 30 procent,” siger privatøkonom i Danske Bank Las Olsen til Børsen.dk mandag den 8. juni.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af tvangsauktioner i maj er på det højeste antal siden 1996. Tal fra 3F viser, at hver 8. 3F’er nu er arbejdsløs. Det er blot de seneste symptomer på krisen.

Verdensmarkedet
I alle betydelige lande ser vi, at krisen bliver dybere. I Tyskland, der er Danmarks vigtigste eksportmarked – og den vigtigste økonomi i Europa – er økonomien faldet med hele syv procent fra første kvartal 2008 til første kvartal 2009. The Economist kommenterede den 21. maj:

”Tyskland er blevet lagt ned af de mest ondartede træk ved den globale økonomiske krise: et kollaps i verdenshandelen og en vild reduktion i virksomhedernes varelagre. Ligesom Japan betaler de en høj pris for over-afhængighed af eksportdrevet vækst.”

Under opsvinget var verdenshandelen en vigtig faktor i at skabe vækst. Nu er det vendt til sin modsætning. Verdenshandelsorganisationen WTO regner med, at de udviklede kapitalistiske lande vil opleve en nedgang i eksporten på 10 procent i 2009. (Prognosen kan læses her.) De regner desuden med, at verdens samlede økonomi vil opleve en nedgang på mellem 1 og 2 procent i år. Det er den første samlede nedgang siden 1930’erne. Verdenshandelen, siger de, vil opleve et fald på ni procent.

Der findes i dag ingen lande, der er fri for at være underlagt verdensmarkedet. I vores epoke er verdensmarkedets knusende dominans det vigtigste kendetræk. Udviklingen af verdensmarkedet blev forudset allerede af Marx og Engels i det Kommunistiske Manifest, på et tidspunkt, hvor det kun var få lande, der fungerede med kapitalisme som den dominerende økonomiske form.

Globaliseringen er et udtryk for, at produktivkræfternes vækst er løbet fra nationalstatens snævre grænser. Men globaliseringen afskaffer ikke modsætningerne i kapitalismen. Den reproducerer dem bare på en meget større skala. I en periode kan kapitalismen formå at overvinde dens modsætninger ved at øge verdenshandelen. Men det er en proces, der ikke kan vare evigt. Det ser vi nu.

Den nuværende krise er et udtryk for produktivkræfternes oprør mod den private ejendomsret og nationalstatens spændetrøjer. Den nuværende krise er global i sin karakter. Globaliseringen viser sig som kapitalismens globale krise. Det er umuligt at løse det på nationalt plan.

Hyperinflation i USA?
Vi ser nu, at verdens ledere febrilsk forsøger at klare sig på bekostning af de andre. Modsætningerne mellem kapitalisterne i de forskellige lande er på vej op til overfladen. Et eksempel så vi for nylig, da Tysklands kansler Angela Merkel i skarpe vendinger angreb centralbankerne i USA og England.

Kapitalisterne i USA og England har indtil videre forsøgt at bekæmpe krisens følger ved at trykke flere penge. Fra et borgerlig økonomisk synspunkt er det en tøjlesløs eventyrpolitik, der er aldeles uansvarlig. De amerikanske kapitalister tror, at de kan blive ved med at pumpe penge ud i systemet, uden at pengene bliver modsvaret af virkelige værdier. De har så travlt med at redde de fallerede kapitalister i bankerne, bilindustrien og andre steder, at de er komplet blinde overfor den truende inflation. Med Trotskijs ord går de imod katastrofe med lukkede øjne.

Den amerikanske regering regner i deres budget med, at de i år vi få et underskud, der svarer til 12,9 procent af BNP. (se budgettet her) Det er et underskud af den størrelsesorden, man plejer at forbinde med bananrepublikker. Hvis det havde været ethvert andet land, der havde gjort det samme, ville IMF og Verdensbanken banke på døren og forlange drastiske ændringer og nedskæringer på statens budgetter.

I begyndelsen af juni udgjorde den amerikanske statsgæld 82,5 procent af BNP. Det er det højeste niveau siden 1951. Den amerikanske regering regner med, at gælden vil stige til at udgøre 97 procent af BNP næste år. Det er en uhørt stor gæld, som selv verdens mægtigste land ikke kan leve med. Gælden skal betales tilbage på den ene eller anden måde, og det vil blive en smertefuld proces.

Økonomen Marc Faber vakte for nylig opsigt ved at spå, at den amerikanske økonomi er på vej mod hyperinflation, der vil nærme sig tilstandene i Zimbabwe. Han er ikke alene med sin bekymring.

Modsætninger
De amerikanske kapitalister kræver, at staten dækker alle deres tab. Det ene store milliard-beløb efter det andet er blevet pumpet ud i systemet. Kapitalisterne bruger skamløst statens penge til at dække deres tab. Det bekræfter fuldt ud antagelsen hos Marx og Engels, der i det Kommunistiske Manifest skrev: ”Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fællesanliggender.”

De enorme udgifter, som den amerikanske stat tager på sig, slår alle med forbløffelse. Alene 18. marts pumpede centralbanken 300 milliarder dollars ind i fallerede amerikanske banker. Det er 10 gange det beløb, som anslås nødvendigt for at udrydde al sult i verden. Det er socialisme for de rige, og kapitalisme for de fattige.

Den amerikanske regerings redningsplan for bilindustrien består af fabrikslukninger, massefyringer og lønnedgang. På trods af, at Obama blev valgt med støtte fra fagforeningernes ledere, har han allerede nu indledt det værste angreb på bilindustrien (hvor arbejderne er godt organiserede) i årtier.

Vil dollaren kollapse?
De amerikanske kapitalister kan ikke fortsætte med at trykke penge uden dækning. Før eller siden er de nødt til at presse gælden ud af systemet. Det betyder drastiske nedskæringer på de offentlige finanser – og det vil være skolerne, sundhedssystemet og andre velfærds-elementer, der kommer til at stå for skud.

De amerikanske kapitalister kan meget vel stå over for en periode med høj inflation. Det vil udhule arbejdernes købekraft. I virkeligheden er inflation en metode til at angribe arbejderklassens levestandard uden at tage et direkte opgør.

Den enorme amerikanske gæld bliver båret oppe af især Kina, der ligger inde med store mængder af amerikanske obligationer. Ifølge en artikel i New York Times (kan læses her) anslås det, at to tredjedele af Kinas valutareserve på knap 2000 milliarder dollars, består af amerikanske papirer. Men disse papirer bliver mindre og mindre værd, hvis dollaren falder yderligere.

Financial Times skrev den 26. maj, at der var brug for en 100 procents inflation i USA over ti år for at bringe den amerikanske gæld under kontrol. Det vil betyde en halvering af dollarens værdi. Det vil være vældig rart for de amerikanske kapitalister, der på denne måde forsøger at lægge byrden over på andre skuldre – på Japan, Kina og Europa. Men det vil ikke være så rart for kineserne, der dermed kun vil få den halve pris for deres varer, som de får nu. Hvad værre er, så vil en halvering af dollarens værdi betyde, at de amerikanske obligationer, som Kina ligger inde med, lige pludselig kun er halvt så meget værd, som de plejede at være.

En stærk inflation i USA og forringelse af dollarens værdi kan tvinge kineserne til at sælge ud af deres valutareserver. Det er derfor, der lyder råb fra Beijing om, at amerikanerne må få deres statsgæld under kontrol. Hvis Kina sælger ud af deres amerikanske papirer, kan det udløse et kollaps i dollaren, med katastrofale følger for verdenshandelen. Det er kineserne ikke interesserede i. Men ikke alt bestemmes af subjektive interesser. Ingen havde interesse i, at det amerikanske boligmarked skulle kollapse. Og dog kollapsede det. Grunden til kollapset skal ikke findes i subjektive viljer, men i objektive forhold: en gæld, der var vokset vildt og voldsomt ud over sit naturlige grundlag. Noget lignende gør sig gældende for dollaren, uden at det nødvendigvis vil resultere i et kollaps. Men risikoen er alvorlig.

Deflation
Europa står ikke over for inflation på nuværende tidspunkt, men tværtimod en truende deflation. I maj var inflationen i euroområdet på nul procent. Ifølge en artikel i Wall Street Journal anslås det, at inflationen ikke har været på et så lavt niveau siden 1953.

Deflation betyder, at pengene bliver mere værd – altså at priserne falder. Det lyder umiddelbart ikke så slemt, men i virkeligheden er det en alvorlig trussel imod økonomien i Europa. Deflation betyder, at indtægterne falder, samtidig med at gælden fastholder sin værdi. Faldende priser betyder endvidere, at kapitalisterne vil have en tendens til at udsætte deres investeringer. Hvem vil investere i nyt maskineri for 10 millioner i dag, hvis det samme maskineri kan købes for ni millioner om seks måneder? Deflation kan trække krisen i langdrag og gøre den endnu mere smertefuld. Det kunne tydeligt ses i USA i 1930’erne og Japan i 1990’erne.

Det bliver værre endnu. Ifølge The Economist kan vi se frem til en bølge af fyringer, særligt i Tyskland. The Economist skriver 21. maj, at arbejdsløsheden i Spanien er fordoblet på grund af, at en tredjedel af arbejdsstyrken består af løsarbejdere, der hurtigt kan fyres. ”Tyske arbejdsgivere,” skriver The Economist, ”har udsat fyringerne. Mange har beskåret antallet af skift og benyttet sig af en statslig ordning, der giver løntilskud til deltidsansatte. Men i takt med at virksomhederne justerer deres lønningslister til en mindre efterspørgsel, vil fyringerne sandsynligvis accelerere. Større tab af jobs vil hæmme privatforbruget, som indtil videre har holdt sig nogenlunde oppe.”

Vil krisen vende?
Overalt har bankerne fået enorme summer af regeringerne. I Danmark har den borgerlige regering stillet en ubegrænset kassekredit til rådighed for bankerne. Den borgerlige regering forklarede på foranledning af deres bagland i den danske overklasse, at det var nødvendigt at forære samfundets top uanede summer af penge, som vi andre har betalt i skat.

Men ingen af disse gyldne gaver til bankerne har hjulpet. For at krisen skal vende til opsving, er der brug for investeringer. Der er brug for investeringer i ny produktion, forskning, infrastruktur og byggeri. Et opsving under kapitalismen er en periode, hvor der bliver investeret. Men bankerne vil ikke låne ud til investering lige nu. Kapital til investering kommer fra kapitalisternes profit, som igen kommer fra arbejderklassens ubetalte arbejde, som Marx kaldte merværdi. Men profitterne har været forsvindende lave siden 2007. Set fra kapitalisternes synspunkt er der ingen plads til investeringer lige nu. Der er intet marked til at sælge varerne på, hvis de alligevel investerer. Virksomhederne ligger inde med varer, de ikke kan sælge. Det mest sandsynlige er derfor ikke, at krisen vil vende nu, men vil fortsætte i årevis.

Kapitalisterne har fortsat brug for, at der bliver ”renset ud” i systemet. De har brug for, at der bliver afskrevet store værdier fra markedet, for at de igen kan få et marked, og det kan betale sig at investere. Det betyder, at der fortsat er mange virksomheder, der må lukke. Tusindvis af arbejdere vil blive arbejdsløse. Lønningernes værdi vil blive sænket.

Er alt dette en naturlov? Kapitalisterne og deres ideologer forsøger at få det til at se sådan ud. Men det er kun fordi, kapitalismen er et uplanlagt system, hvor der bliver produceret efter profit. Nationalstatens begrænsninger hæmmer en harmonisk udvikling af verdens produktion, og den private ejendomsret til produktionsmidlerne gør, at kriser som den nuværende er uundgåelige. Men disse ting er langt fra en naturlov – tværtimod er nationalstaten og den private ejendomsret til produktionsmidlerne legale rammer for det kapitalistiske system. Men de kan brydes. De må brydes.

For tyve år siden oplevede vi Berlin-murens fald og Sovjetunionens kollaps. De borgerlige var euforiske og sagde, med Francis Fukuyamas ord, at historien var slut. Men alle disse illusioner er faldet sammen som et korthus. På bare tyve år har kapitalismen vist, at den er fuldstændig bankerot. Det er nødvendigt at kæmpe for et socialistisk alternativ nationalt og internationalt.