Det skandaløse sammenbrud i det Texas-baserede firma Enron – det er den største bankerot i USA’s historie – er en voldsom påmindelse om, hvordan “business as usual” foregår i kapitalismens forfaldsperiode i imperialismens epoke. Før var firmaet nr. syv på Fortune 500-listen over de største firmaer, men aktierne er nu faldet fra 90,56 dollars i august 2000 til 0,30 dollars d. 16. januar 2002. Det enorme fald har fået vidtrækkende konsekvenser, og der er mange ting, som arbejderklassen bør lægge mærke til og tage ved lære af i forbindelse med denne sag.
Enron-skandalen er et klassisk eksempel på, hvor vakkelvorn den påståede solide kapitalistiske økonomi virkelig er. Kæmpemæssige firmaer, der skulle være stabiliteten selv og eksempler på “god forretningspraksis”, kan forsvinde nærmest fra den ene dag til den anden, og efterlader sig arbejdsløshed, svindel, løgn og forsøg på at skjule skandalen. Enron blev dannet i 1986 ved en fusion mellem naturgasfirmaerne Houston Natural Gas og InterNorth, og det var det næststørste firma i George W. Bush’s hjemstat Texas efter Exxon-Mobil. Det var den største ejer af naturgasrørledninger i USA, og firmaets poster i udlandet inkluderede store rørledninger og kraftværker i Europa, Asien og Latinamerika, og alt inden for industriel gas på Jamaica. Enron var en varm fortaler for deregulering og “frihandel” i USA, England og mange u-lande, og de udvidede deres aktiviteter fra at bygge naturgasledninger til at omfatte alskens foretagender som internetaktiviteter, vandforsyning og endda reklameplads. Meget af den profit, der blev suget ud af californierne under energikrisen sidste år, endte på Enrons kontoer. Via mere end 900 datterselskaber i forskellige skattely slap de for at betale virksomhedsskat til staten i fire af de sidste fem år – deres indtægter var nærmest ren profit. Det var det største af de firmaer, der handler med energi, i verden – og man ville umiddelbart forvente en vis bestandighed fra sådan et monster, men også dette firma var altså ude af stand til at bygge solide fundamenter i den kapitalistiske økonomi – baseret på oppustede profitter og fiktiv kapital, som det var.
Konsekvenserne for Enron-arbejderne
For arbejderklassen kan der ikke eksistere nogen stabilitet, så længe deres økonomiske fremtid kontrolleres af en håndfuld kapitalister, der kun er interesseret i egen profit og indflydelse. Den amerikanske økonomi er nu officielt i krise, og arbejdsløsheden er steget til 5,8% – hvilket er det højeste siden 1995. For Enrons 21.000 ansatte var chokket over sammenbruddet en hård lære om livets realiteter under det anarkiske markedssystem. Tusinder mistede deres job fra den ene dag til den anden, og deres pensioner gik op i røg, da de var bundet op på Enrons aktier, der nu er værdiløse. For ligesom at føje spot til skade, udbetalte Enron 55 millioner dollars i bonusser til toplederne, dagen før de erklærede sig bankerot og fyrede 4.000.
De ledende personer i firmaet har tjent næsten 1 milliard dollars ved salg af firmaets aktier i de sidste to år. Grundlæggeren og lederen af firmaet Kenneth Lay, tjente 123 millioner dollars i 2000 og 25 millioner i 2001, og solgte så sine Enron-aktier før sammenbruddet og fik stor profit ud af det. Samtidig opfordrede han de ansatte til at købe aktierne, der snart skulle vise sig at blive værdiløse, mens han fortalte dem, at “tredje kvartal ser ud til at blive super”, og forudsagde, at firmaets værdi ville forøges med 800% eller mere i løbet af de næste ti år. De ansatte måtte ikke røre ved de aktier, de havde i firmaet, og mange, hvis pensionsopsparing var over 1 million dollars værd i august 2001, stod tilbage med en livsopsparing på blot 4.000 dollars ved juletid 2001. Mange virksomheder arbejder hårdt for at udvikle en “virksomhedskultur” og “medarbejderloyalitet”. For tusindvis af arbejdere er en tom bankkonto og en usikker fremtid den eneste belønning for at tro på, at de var “en del af et team”. Det er sådanne erfaringer, der klart vil vise, at arbejderklassen og den herskende klasse ikke har fælles interesser, ligegyldigt hvad kapitalisterne ellers siger! Desværre vil tabet af jobs i Enron ikke blive det sidste i den igangværende økonomiske krise. Mange andre traditionelle kraftcentrer som Ford og Boeing har allerede bebudet omfattende fyringer. Sådan er livet under et system, der sætter profit før mennesker!
Men på trods af Bush’s nuværende høje popularitet drager flere og flere arbejdere nu den konklusion, at der er noget galt i denne “den bedste af alle verdener”. Næsten to tredjedele af de adspurgte i en CBS-meningsmåling mener, at Bush-regeringen enten skjuler noget eller lyver om forbindelserne til Enron. Lige over halvdelen mener, at firmaets råb om hjælp til Bush-regeringen var forkert, og mere end halvdelen siger, at Enron havde indflydelse på regeringens energipolitik, og endnu flere siger, at denne indflydelse var upassende. Kun et år inde i sin præsidentperiode står Bush over for en smuldrende økonomi, voldsomt stigende arbejdsløshed og en urolig økonomisk, social og politisk situation på verdensplan. De voksende tvivl om hans evner vil fortsætte med at vokse, ligesom arbejderklassens modstand mod hans politik i ind- og udland også vil.
Imperialisme
I værket “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” forklarede Lenin, at i denne epoke foregår der en sammensmeltning af finanskapitalen og industrikapitalen – hvorved finanskapitalen opnår større dominans. Der opstår i stadig stigende omfang kolossale monopoler og forbindelser mellem ejerne og lederne af banksektoren og industrisektoren. Der er en nærmest total fusion mellem storkapitalens ledere og det borgerlige statsmaskineri. Kapitalisterne i de fremskredne lande kan ikke finde afsætning for deres kapital inden for nationalstaten og det nationale markeds snævre rammer, og eksporterer derfor kapital til den koloniale verden i et forsøg på at sikre den højest mulige profit. På verdensplan fører dette til en kamp mellem de rivaliserende imperialistiske magter om indflydelsessfærer og koloniale besiddelser. Dette kan føre til deciderede krige mellem de store magter, mindre krige, der udkæmpes af imperialisternes lokale marionetter, handelskrige, protektionisme og bitter nationalisme – alt sammen for de hjemlige kapitalisters skyld.
På nuværende tidspunkt, hvor hele verden er på vej i dybere og dybere krise, bliver modsætningerne mellem de imperialistiske magter stadig skarpere. De ønsker alle sammen at mindske virkningen af den økonomiske nedtur i deres eget land og må derfor lede efter alle mulige steder at få afsat deres varer og serviceydelser. Det får virksomhedslederne til at lægge pres på deres regeringer for at forsvare deres interesser ude i verden.
Storkapitalen og staten – indenrigspolitik
Marx forklarede, at den moderne stat i det store og hele blot er et udvalg, der varetager den herskende klasses interesser. Enrons forbindelser til regering og embedsmænd, både Republikanere og Demokrater, var utrolig omfattende.
* Kenneth Lay var en nær ven af G. W. Bush , og den største bidragsyder til hans kampagne i 2000 (han og andre fra Enron gav over 500.000 dollars). “Center for Public Integrity” har udpeget Enron som den største bidragsyder til Bush’s politiske karriere, inklusiv 200.000 dollars til betaling af festlighederne, da Bush overtog præsidentembedet i januar 2001.
* Vicepræsident Dick Cheney (der er tidligere chef for det Dallas-baserede firma Halliburton, som er et af verdens største olieboringsfirmaer) mødtes med Kenneth Lay for at diskutere energipolitik, og andre Enron-ledere mødtes seks gange med regeringsembedsmænd med samme formål.
* Enrons politiske komité og ledelse donerede 57.499 dollars til justitsminister John Ashcrofts mislykkede kampagne for at blive genvalgt til Senatet i 2000.
* Dagen før Enron rapporterede sine tab på 618 millioner dollars i tredje kvartal af 2001, ringede Lay til sin ven, handelsminister Donald Evans, og bad om hjælp. Det blev snart afsløret, at Enron også havde tabt 1,2 milliarder dollars i foretagender, der ikke figurerede i regnskaberne. Lay ringede også og lagde pres på finansminister Paul O’Neill og formanden for Centralbanken Alan Greenspan.
* Lawrence Lindsey, der nu er præsident Bush’s vigtigste økonomiske rådgiver, var førhen konsulent for Enron med en årsløn på 50.000 dollars.
* Thomas White, der er forsvarsminister, var vicedirektør for Enron og ejede op til 100 millioner dollars aktier i firmaet.
* Tidligere præsident George Bush Senior kendte Kenneth Lay fra Lays arbejde som del af formandsskabet for værtskomitéen for Republikanernes konvent i 1992 i Houston. Lay og Enron bidrog også med 13.000 dollars til den ældre Bush’s præsidentkampagne.
* Bush’s ledende politiske strateg Karl Rove ejede for 100.000 dollars Enron-aktier og diskuterede telefonisk med Kenneth Lay om energipolitik og om udnævnelsen af en Enron-støttet kandidat til Federal Energy Regulatory Commission, som bla. har nogle Enron-aktiviteter i sit embedsområde.
* Ron Brown, der var handelsminister under Clintons første præsidentperiode, havde Kenneth Lay med på sin rejse til Indien i 1995, hvor man søgte at sætte skub i nye forretninger for amerikanske virksomheder. Ved valgrunden i 91-92 havde Enron givet næsten 30.000 dollars til Demokraterne, mens Brown var formand for Demokraternes Nationale Komité. Enron gav 42.000 dollars til Demokraterne under valgrunden i 93-94.
* Enron har givet generøse bidrag til adskillige texanske politikere (f.eks. modtog Republikanerne Phil Gramm og Tom DeLay henholdsvis 97.350 og 28.900 dollars), og de bidrog også til strategisk placerede kongresmedlemmer fra andre stater, såsom formanden for Senatets energikomité senator Jeff Bingaman, en Demokrat fra New Mexico, som modtog 14.124 dollars.
(Kilder: Center for Responsive Politics, Associated Press, Center for Public Integrity)
Og alt dette er kun toppen af isbjerget. Mange andre tidligere regeringsembedsmænd arbejder nu for Enron som lobbyister, og mange nuværende embedsmænd har tidligere været på Enrons lønningsliste eller ejede store mængder Enron-aktier. Især når det gælder deregulering af energiområdet, har Enron og deres lobbyister gjort sig voldsomt gældende på den politik, Bush-regeringen har ført. Det må være klart for enhver, at forbindelserne mellem storkapitalen og den borgerlige stat er store og vidtrækkende. Bush’s nylige “økonomi-stimulerende” pakke indeholdt 254 millioner dollars til Enron. Ikke desto mindre nægter Bush stadig, at “Kenny Boy” (som Kenneth Lay blev kaldt af præsidenten) havde nogen som helst indflydelse på politikken. Men kendsgerningerne taler for sig selv – omfanget af Enrons forbindelser med regeringen er utroligt.
Forbindelser mellem firmaerne
Et andet bemærkelsesværdigt aspekt af Enron-skandalen er forholdet mellem Enron og deres revisorfirma Arthur Andersen LLP. Som vi allerede har forklaret, er forholdet mellem regeringsembedsmænd og storkapital flydende, og det er forbindelserne mellem de forskellige store firmaer også. Poster og titler skifter jævnligt, og vi får eksempler som Clintons finansminister Robert Rubin, som nu er en af toplederne for Citigroup, en af de største udlånere af penge til Enron. Han foretog også flere telefonopkald på Enrons vegne for at prøve at redde firmaet fra bankerot. Fra en post i regeringen til finansverdenens top og tilbage igen – sådan går det tit, og på den måde er antallet på de kapitalister, der kontrollerer vores økonomi og vores femtid, faktisk ret lille. En lille håndfuld kapitalister sidder i bestyrelserne i adskillige firmaer – og hæver fede checks fra hvert firma.
Da regeringen erklærede, at den havde indledt undersøgelser af Enron, blev utallige kasser med dokumenter destrueret af Enron og Arthur Andersen. Arthur Andersen er et af de fem store internationale revisorfirmaer, som har kontrakter med regeringen , hvilket beløber sig til 37,8 millioner dollars i de første 9 måneder af 2001. Som Enrons revisor skrev Andersen under på regnskaber, der skjulte milliarder af dollars uden for budgettet. Dette er selvfølgelig kun “uærligt”, “tvivlsomt” og decideret ulovligt, hvis man bliver opdaget. Men de blev opdaget, og nu har Enron-fiaskoen spredt sig til andre firmaer, især dem, der har stået i økonomisk forbindelse med Enron – og altså også langt ind i regeringens rækker.
Den borgerlige presse kører nu løs om, hvordan der skal indføres mere kontrol for at undgå “et nyt Enron”, men i virkeligheden er det alt sammen et røgslør, der skal skjule den kendsgerning, at det simpelthen er sådan, tingene fungerer under kapitalismen. De er kun bekymrede om, hvad folk mener, når de bliver afsløret så åbenlyst som i dette tilfælde med Enron og Andersen. Det er meningen, at arbejderklassen skal have tillid til sin herskende klasse – som tilsyneladende har adgang til særlig visdom, der sætter dem i stand til at blive stinkende rige uden at arbejde, mens vi andre må knokle for småpenge. Men når de store firmaers løgne, svindel og grådighed bliver afsløret, er det naturligt, at arbejderne begynder at stille spørgsmål ved disse menneskers ret til at styre vores økonomiske liv.
Storkapitalen og staten – udenrigspolitik
Som vi forklarede i “George Bush’s udenrigspolitik”, er udenrigspolitik en fortsættelse af indenrigspolitikken. Der er mange, der påstår, at i de “multi-nationale” firmaers tidsalder er nationalstaten irrelevant, og at de store firmaer er uafhængige af nationalstaterne. Intet kunne være længere fra sandheden. Den øgede globalisering har ikke ført til mindre nationale modsætninger, tværtimod har det skabt flere og skarpere økonomiske, politiske og af og til endda militære spændinger mellem de rivaliserende imperialistiske magter. Som forklaret ovenfor bliver skellet mellem de store virksomheder og regeringerne stadig mere udvisket, og nationale regeringer bliver igen og igen tvunget til at gribe ind på deres finansielle støtters vegne. Disse interventioner er normalt af økonomisk eller politisk karakter, men de fører ofte til direkte militær involvering. Det er værd at citere den tidligere generalmajor Smedley Butler fra US Marine Corps:
“Jeg var med til at gøre Mexico, især Tampico, sikker for amerikanske olieinteresser i 1914. Jeg hjalp til med at gøre Haiti og Cuba til ordentlige steder for folkene fra National City Bank at få indtægter fra. Jeg var med til at voldtage et halvt dusin centralamerikanske republikker til fordel for Wall Street. Gangstermetoderne har en lang tradition. Jeg var med til at rense Nicaragua for den internationale bank Brown Brothers i 1909-12. Jeg bragte lys til den Dominikanske Republik for de amerikanske sukkerinteresser i 1916. I Kina var jeg med til at sørge for, at Standard Oil kunne fungere uhindret.”
“Når jeg ser tilbage på de år, tror jeg nok jeg kunne have lært Al Capone nogle tricks. Det bedste, han kunne opvise, var at styre tre distrikter med sine gangstermetoder. Vi styrede tre kontinenter.” (Fra en tale i 1933)
For at beskytte amerikanske firmaer i udlandet driver regeringen noget, der kaldes the Overseas Private Investment Corp. og the Export-Import Bank of the United States, som finansieres af skatteydernes penge for at sikre store amerikanske virksomheders interesser. Mellem 1992 og 2000 modtog Enron 2,4 milliarder til udenlandske energiprojekter. Pressesekretær for Det Hvide Hus, Ari Fleischer, forklarede: “Det er ikke ualmindeligt, at USA’s ledere, ligegyldigt hvilket parti de tilhører, sørger for, at kontrakter i udlandet går til amerikanere. Der er meget konkurrence.” Lenin selv kunne ikke have beskrevet det bedre!
Enrons forbindelser og indflydelse på regering og embedsmænd gik langt ud over USA’s grænser. Firmaet havde aktiviteter i mere end 40 lande verden over, inklusiv planer om en rørledning fra Bolivia til Brasilien, som blev udsat for skarp kritik fra miljøgrupper, fordi de ikke beskyttede udsatte områder og indfødtes levesteder. Selv før G. W. Bush blev præsident, brugte han sit familienavn til at sikre Enron deres første kontrakt i Argentina. Denne 300 millioner dollars-aftale var en del af dereguleringen af Argentinas økonomi og fremkaldte et politisk uvejr, og den blev undersøgt af både politikere og en særlig anklager. Den slags politik er den direkte baggrund for de nuværende økonomiske og politiske uroligheder i Argentina.
I Indien var Enron involveret i Dabhol-kraftværket i Bombay – Indiens største udenlandske investering til 3 milliarder dollars. Dette projekt har været omgærdet af stridigheder om kontrakter og anklager om magtmisbrug fra det private vagtværns side. Bush-regeringen koordinerede sidste år en indsats for at hjælpe energi-giganten i en strid med den indiske regering, som Enron håbede ville levere 2,3 milliarder, da de selv var ved at løbe tør for midler i ugerne før bankerotten. Bush’s nationale sikkerhedsråd stod i spidsen for en “arbejdsgruppe” med embedsmænd fra forskellige ministerier med det formål at løse Enrons problemer. Regeringens indsats inkluderede vicepræsident Cheneys samtale med en indisk embedsmand, udenrigsminister Colin Powells diskussion med sin indiske kollega, og endte med en personlig appel fra Bush til Indiens premierminister Atal Bihari Vajpayee.
Enron intet særtilfælde
Dette var blot nogle få af Enrons internationale aktiviteter, og et par eksempler på regeringens forsøg på at fremme amerikanske virksomheders interesser. Selvfølgelig er Enron ikke det eneste amerikanske firma, der nyder godt af regeringen. Men Enrons fald fra magtens tinder er et rigtig godt eksempel på, hvordan imperialismen fungerer i den kapitalistiske forfaldsperiode. Enrons indflydelsesnetværk er kun blevet afsløret, fordi det var umuligt at skjule sandheden, da det først havde ført til den største bankerot i USA’s historie. Hvis ikke firmaet var gået fallit, ville det stadig have kørt videre på samme måde – ligesom alle andre store virksomheder og monopoler. Enron var ikke en undtagelse eller et særtilfælde. Båndene mellem storkapitalen og staten er intakte. Andre gigantiske firmaer vil bare overtage Enrons position og deres tidligere forbindelser og indflydelsessfærer.
Så hvordan kan vi bekæmpe denne tilsyneladende uovervindelige magt? Enrons kollaps er en påmindelse om, at der ikke findes nogen stabilitet under kapitalismen – det, der ser fast og sikkert ud i dag, kan gå op i røg i morgen. Som vi har forklaret før, er den amerikanske imperialisme en kolos på lerfødder. Så længe den bliver ved at hærge rundt i hele verden, vil vi se ny ustabilitet, krig, krise og arbejdsløshed. Militært, politisk og økonomisk ser den måske uovervindelig ud, men det kan hurtigt ændre sig. Hvis der er én ting, der er sikkert, så er det, at intet varer evigt – selv ikke tilsyneladende permanente samfundssystemer.
Den amerikanske arbejderklasse må organisere sig i fagforeningerne og bygge et masse-arbejderparti, som kan forsvare arbejdernes interesser. Kun en arbejderregering og demokratisk arbejderkontrol med produktion, distribution og udveksling kan sætte en stopper for det nuværende kaos én gang for alle. I en verden, hvor de rigeste 1% tjener lige så meget som de fattigste 57%, er det kun verdens arbejderklasse, der kan repræsentere flertallets interesser, og bygge et samfund, hvor alle menneskers levestandard kan hæves. Arbejdere i alle lande har de samme grundlæggende forhold og har de samme interesser, som er i fuldstændig opposition til kapitalistklassens interesser. Arbejdere lever ikke af at udnytte andre – og de er heller ikke interesserede i at gøre det. De ønsker at leve og arbejde i fred og ro og forbedre livskvaliteten for dem selv og deres børn. Dette kan kapitalismen ikke tilbyde – den kan ikke sikre alle mennesker et gratis sundhedssystem, uddannelse, billig mad af høj kvalitet og transport. Den kan ikke sikre en verden, der er fri for racisme, krig, had, uvidenhed og fattigdom. En arbejderregering kunne stoppe det kapitalistiske markeds anarki og fremstille goder til gavn for alle. Samfundets rigdom, som skabes af arbejderklassen, ville blive brugt i fællesskabets interesse – og ikke bare til fordel for en håndfuld kapitalister, der ikke en gang kan finde ud af at drive deres eget system!
