I den sidste weekend i april holdt Enhedslisten årsmøde. Enhedslisten er gået massivt frem de sidste år, både i meningsmålingerne og medlemsmæssigt, så de nu er næsten 10.000 medlemmer. Det åbner en gunstig situation for kampen for socialisme, når titusindvis leder efter et alternativ til regeringen.
Men i stedet for at uddanne disse tusindvis af nye medlemmer i nødvendigheden af ikke ”bare” at forsvare velfærden, men at kæmpe for en socialistisk revolution, trækker toppen i stedet partiet til højre og forsøger at strømline det, som vi tidligere så det ske i SF. Historiens ironi kunne man måske kalde det bemærkelsesværdige fravær af røde faner i årsmødesalen.
Årsmødet markerede både en glæde over den massive fremgang og derfor et grundlag for optimisme, men samtidig at Enhedslistens top er gået markant til højre på en række principielle spørgsmål.
Klassekamp på dagsordenen
I månederne op til årsmødet er klassekampen igen sat på dagsordenen i Danmark med først SU-demonstrationerne og senere den månedlange lockout af lærerne, der samlede de største demonstrationer i årevis. Formand for Frederiksberg lærerforening fik da også stående klapsalver på årsmødet for sin tale. Der var stor solidaritet fra de menige medlemmer, men toppen af partiet gav ingen konklusioner på lærernes nederlag, for slet ikke at tale om at præsentere en vej frem i de videre kampe, som andre faggrupper i først og fremmest den offentlige sektor utvivlsomt står overfor.
Enhedslistens top har netop peget på den manglende mobilisering udenfor Folketinget som en afgørende faktor i ikke at kunne opnå mere ved finanslovsforhandlingerne. Men som vi tidligere har forklaret, burde der på årsmødet og i partiorganisationen generelt have været sat væsentlig tid af til at diskutere, hvordan de så kunne opbygge dette pres udenfor Folketinget i stedet for at brugen manglen på samme som undskyldning for at gå med i en nedskæringsfinanslov.
Finanslovsdeltagelsen er naturligvis et vigtigt spørgsmål for mange i Enhedslisten. Folketingsgruppen havde, med støtten til Finansloven for 2012 og 2013, helt klart forbrudt sig mod en årsmødeudtalelse fra 2010, der krævede at partiet ikke måtte gå med til en opsummering af det seneste års aftaler med de borgerlige, eller den mindste nedskæring, og kun bør stemme for en finanslov, der udgør et brud med den borgerlige politik. Ingen af disse var opfyldt ved finansloven for hverken 2012 eller 2013, som Folketingsgruppen stemte for.
Særligt støtten til Finansloven for 2013, førte i de første måneder af 2013 til stor kritik, både i Hovedbestyrelsen, hvor et stort mindretal stemte imod støtte til finansloven, og blandt medlemmer – flere afdelinger vedtog endda protestudtalelser.
Derfor var spørgsmålet igen til debat. En række delegerede, bl.a. de medlemmer af hovedbestyrelsen som havde stemt imod finanslovsdeltagelsen i efteråret 2012, havde fremsat en resolution (\”Enhedslisten og regeringen\”, forslag 7.1) om at Enhedslisten måtte skærpe betingelserne for fremtidig deltagelse, men toppen lavede et ændringsforslag til udtalelsen, som blev vedtaget, der \”præciserede\” at der også var \”strategiske hensyn\” der skulle tages i vurderingen af finanslovsdeltagelse. Det åbner en ladeport for toppen, der som argument for alt, hvad de har gjort indtil nu, har fremført det ”strategiske hensyn” at de ikke vil have de borgerlige tilbage og derfor er gået med på hvad, som helst regeringen har foreslået.
Revolutionen og demokratiet
Toppen i Enhedslisten har ikke lagt skjul på, at de ønsker at dreje partiet ind på reformismens vej og gøre op med de revolutionære elementer i principprogrammet. På årsmødet 2012 forsøgte toppen at få hele det nuværende principprogram (som har et revolutionært udgangspunkt) på møddingen. Dette forslag blev forkastet, men i stedet fik de vedtaget en omskrivning af programmet (bl.a. med det demagogiske argument, at det angiveligt skulle være sproget som er gammeldags), en proces der fortsætter frem til årsmødet i 2014.
Selvom programmet altså ikke var til debat på dette årsmøde, så ønskede toppen at tvinge den fremtidige debat ind i fastsatte rammer. Gennem en udtalelse om ”demokrati”, fremlagde de af bagvejen et opgør med Enhedslisten som et revolutionært parti. (Læs mere her)
De fik stort flertal for udtalelsen. Det er desværre ikke så overraskende: for det første er der ingen tvivl om, at de har skræmt de delegerede med en mediehetz af hidtil usete dimensioner om at Enhedslisten er udemokratisk, hvis ikke udtalelsen blev vedtaget. For det andet så er en stor del af Enhedslistens medlemsfremgang sket på baggrund af en afvisning af den nuværende regerings nedskæringspolitik.
Ledelsen besidder på nuværende tidspunkt en vis autoritet, fordi der har været fremgang for Enhedslisten og fordi at dets folketingsmedlemmer udadtil har profileret sig som modstandere af de allerværste af den nye regerings angreb, nemlig vækstpakken og skattereformen sidste år. Dertil kommer, at mange af de nye medlemmer aldrig har tænkt over nødvendigheden af en revolution. Dette er helt normalt og naturligt – bevidstheden hos arbejderklassen er først ved at udvikle sig nu, som konsekvens af kapitalismens enorme krise. De stemmer og medlemmer som Enhedslisten har fået, er i første omgang en protest imod det S-SFs højredrejede ledelser og nedskæringspolitik. Men hvis væksten ikke bare skal være midlertidig, må proteststemmer og protestmedlemmer også tilbydes et reelt alternativ – et socialistisk alternativ.
Det er lige præcis det, der er partiets og ikke mindst partiledelsens opgave: at højne det politiske niveau blandt medlemmerne og værne om programmet. Men Partitoppen gør det modsatte.
Socialismen var da også bemærkelsesværdigt fraværende i toppens retorik. Johanne Schmidt-Nielsen nævnte således ikke med et eneste ord i sin årsmødetale socialisme. Talen slutter med følgende:
”[…] jeg vil sige til alle jer derude, der – ligesom os i Enhedslisten – insisterer på et solidarisk samfund, hvor hvert eneste menneske behandles med respekt. At selv om magtesløsheden er stærk, så er der noget, der er stærkere.
Troen på et samfund, hvor beslutningerne ikke bliver truffet på direktionsgange af mænd i jakkesæt, som ingen har stemt på, men hvor vi træffer beslutningerne i fællesskab.
Troen på et samfund, hvor alle får en chance.
Troen på et samfund, hvor vi respekterer den jord vi bor på – og overlader en klode og et samfund til vores børn og til vores børnebørn, som vi kan være bekendt.”
(Læs hele talen her: http://www.enhedslisten.dk/artikel/johannes-%C3%A5rsm%C3%B8detale-71283)
To andre af partiets absolutte topfolk, Pernille Skipper og Pelle Dragsted, viste også indirekte, hvordan de så vedtagelsen af udtalelsen som et brud med den hidtidige politik, i deres statusopdateringer på facebook:
Pelle Dragsted skrev lørdag aften efter afstemningen ” Er så glad over at være medlem af et demokratisk socialistisk parti!” og Pernille Skipper skrev efter årsmødet: ”Vi har haft et super årsmøde i Enhedslisten […]. Næsten 10.000 medlemmer er klar til at fortsætte kampen for et retfærdigt velfærdssamfund!”. Dette er konklusionen fra et medlem af SAP, der ifølge deres egen definition er en ”trotskistisk organisation”. Hvor kampen for socialisme blev af, er et åbent spørgsmål?
Et revolutionært parti må sige tingene, som de er. Er Enhedslistens top kommet frem til at kapitalismens problemer kan løses uden socialisme, må de fremlægge dette og så må det diskuteres blandt medlemmer. Socialistisk Standpunkt mener ikke det er tilfældet – vi ser ingen anden løsning end et brud med kapitalismen og en demokratisk planlægning af økonomien, altså indførslen af socialisme. Det må forklares tålmodigt til de mange, der begynder at lede efter et alternativ til regeringens nedskæringspolitik.
En højredrejning
Toppen forsøger at dreje partiet til højre. Det er desværre forventeligt. Jo tættere partiet kommer til magten – og lige nu kæmper de i meningsmålingerne med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om pladsen som Danmarks andenstørste parti – jo større bliver presset fra den herskende klasse på partitoppen for at være ”ansvarlige”. Problemet er, at der er brug for fuldstændig klarhed i ideerne og et solidt teoretisk fundament hvis dette pres skal modgås, så partiet kan præsentere et reelt socialistisk alternativ til den kapitalistiske krise og borgerlig nedskæringspolitik. På dette års landsmøde, viste partitoppen sig desværre ude af stand til dette.
Højredrejningen hos partitoppen kom også til udtryk i spørgsmålet om kandidater til Folketinget. I Enhedslisten foretages en urafstemning, der så danner udgangspunkt for forslag til prioriterede kandidatlister, hvorefter den endelige liste vedtages af årsmødet. I urafstemningen havde nogle kandidater, der åbent har gået imod højredrejningen fået rimeligt gode placeringer, bl.a. Jonathan Simmel og Anna Rytter. Jonathan Simmel havde været med til at stille et mod-forslag til ovennævnte demokrati-udtalelse. Men efter at have været gennem den ubarmhjertige mediemølle lige inden årsmødet valgte han at trække forslaget. Det var dog ikke nok, han kom slet ikke med på den endelige liste over kandidater og efterfølgende blev han på det kraftigste undsagt af Johanne Schmidt Nielsen i medierne, på en måde som sjældent er set. Det tyder på, at toppen i partiet ikke bare politisk forsøger at strømline partiet, men også at de ønsker at stramme partiets demokratiske strukturer op og at vi ser en partitop, der konsoliderer sig omkring Folketingsgruppen.
En af de andre store debatter på årsmødet var spørgsmålet om hvorvidt Enhedslisten fortsat skulle støtte Folkebevægelsen mod EU eller skulle stille op selvstændigt til Europaparlamentsvalget. Toppen havde fremlagt forslaget om selvstændig opstilling, fordi de dermed håbede, at det kunne give en større parlamentarisk platform og ikke mindst endnu flere støttemidler til partiapparatet. En stor del af dem, der har kritiseret toppens højredrejning, og ikke mindst deltagelsen i finansloven, støttede derimod, at Enhedslisten fortsat skulle bakke op om Folkebevægelsen. Det er fuldt ud forståeligt, hvis almindelige medlemmer og aktivister gik imod den selvstændige opstilling, fordi de så det som apparatets forsøg på at styrke sig selv.
Problemet er dog, at Folkebevægelsen netop er en folkebevægelse, altså et tværpolitisk initiativ, der ikke er socialistisk. Toppen i Enhedslisten brugte dette argument fuldt ud og sagde at der var brug for at kæmpe for et socialistisk Europa. At de ikke gør det i praksis er en anden sag, men det ændrer ikke på, at de havde politisk ret i deres argumentation, og dermed kom til at fremstå som forsvarere af en socialistisk politik, mens forsvarene af støtten til Folkebevægelsen kom til at angribe ledelsen fra højre. Så selvom ledelsen faktisk led nederlag på spørgsmålet, så var det i denne sag også en højrelinje, der vandt.
Enhedslisten er gået massivt frem på baggrund af den radikalisering, der er sket under indtryk fra krisen og angrebene fra arbejdsgiverne og regeringen, samtidig med at især SF har fuldstændig miskrediteret sig ved regeringsdeltagelsen. Enhedslisten burde uddanne alle sine nye medlemmer i et revolutionært socialistisk program og aktivere dem i de kampe, der allerede er ved at komme op på overfladen. Med et klart revolutionært program ville Enhedslisten kunne spille en vigtig rolle i disse kampe. Men får partitoppen magt, som de har agt – og i den henseende fik de i hvert fald magt på dette årsmøde – så risikerer de, at køre partiet ind i kviksandet på midten af dansk politik og kaste det store potentiale overbord.
