Over hele verden er der en enorm utilfredshed med tingenes tilstand, og en søgen efter en opposition til det bestående. I en række lande har vi set denne vrede udtrykke sig i opbakning til venstreorienterede politikere.

I New York, kapitalismens hovedstad, valgte indbyggerne sidste år Zohran Mamdani, en selverklæret socialist, som byens borgmester. I Storbritannien har formanden for the Green Party vundet stor tilslutning på baggrund af radikale udtalelser, og partiet er nu det mest populære blandt unge. Begge politikere bliver set som nogen, der står imod etablissementet, udstiller deres hykleri og som fremfører tiltag, som faktisk ville gøre en forskel for almindelige menneskers liv, hvis det blev gennemført.

Utilfredsheden og frustrationen over status quo er også stor her i Danmark, men det har på ingen måde udtrykt sig i fornyet opbakning til Enhedslisten, der svinger omkring 6-7 procent i meningsmålingerne. 

Enhedslisten formår nemlig ikke at forbinde sig med den radikale stemning, der syder under overfladen – i stedet søger de mere og mere ind mod den politiske midte og fastholder deres stålfaste opbakning til Socialdemokratiet.

Knæfald for Socialdemokratiet

Vi har haft socialdemokraterne på magten i 11 ud af de seneste 15 år. De har gjort ingenting for at modgå klimakrisen, de har sendt våben til Israels folkemord, de har angrebet velfærden, de har angrebet vores arbejdsforhold og de konkurrerer med DF om førertrøjen når det kommer til dæmonisering af indvandrere.

For en hel generation af unge i Danmark er Socialdemokratiet indbegrebet af etablissementet. En større og større del af både arbejdere og unge afviser dem fuldkomment og direkte hader dem. Endda så meget, at der til sidste kommunalvalg blev gjort en trend ud af at stemme imod Socialdemokratiet for at få dem ned med nakken.

Men hvad gør Enhedslisten i denne situation? De bliver ved med at læne sig op af Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, nu under parolen om at skabe en “rigtig rød regering”. I stedet for at udstille at højrefløjen og Socialdemokratiet fører kapitalisternes politik, så tier de og holder deres kritik tilbage. De skulle jo nødig fornærme deres kollegaer og skade deres muligheder for eventuelt at komme i regering med Socialdemokratiet og SF.

Enhedslistens valgkampagne minder mest af alt om en gammel grammofon, der sidder fast i den samme rille. Mens hele verden hastigt forandrer sig for øjnene af os, taler Enhedslisten om de samme gamle mærkesager som de årevis har vadet rundt i. Alle deres forslag er enormt uambitiøse for ikke at skræmme Socialdemokratiet væk: en formueskat på kun 1%, halvering af momsen på fødevarer, billigere bus og tog, gratis tandlæge og andre marginaler, som i sidste ende ikke kommer til at ændre noget, og som ingen i øvrigt tror at de kommer til at indføre. 

På alle store spørgsmål har partiet kapituleret overfor borgerskabet: de er nu for NATO og EU og fører en lige så militaristisk politik som alle andre partier i Folketinget. Selv da Israels folkemord i Gaza kørte på højeste blus, nægtede partiet officielt at støtte op om Palæstina-solidaritetsbevægelsen.

I et interview med DR’s podcast Genstart forklarede Enhedslistens politiske ordstyrer Pelle Dragsted, hvad deres taktik ville være op til valget:

“Vi har sådan set kun ét ultimativt krav, og det er, at hver regering, der vil regere på vores mandater, altså have os som deres parlamentariske grundlag, de skal sætte sig ned og forhandle en aftale med os om retningen for Danmark, som vi kan se os selv i. Ligesom det forståelsespapir, vi forhandlede i 2019.”

Altså vil Pelle Dragsted gentage “succesen” fra den socialdemokratiske regering mellem 2019 og 2022 – en regering som blandt andet angreb studerende, lukkede uddannelser og ulovliggjorde sygeplejerskernes strejke! I samme interview vil Pelle Dragsted ikke engang afvise, at Enhedslisten vil lægge mandater til en regering med Lars Løkke i.

“Det handler jo om politik”, må vi forstå. Men denne slags politik hænger nu folk langt ud af halsen.

Klasseuafhængighed

Enhedslisten har tilpasset sig osteklokken på Borgen og er fuldstændig indrullet i Christiansborgs parlamentariske spil. Partiet halter derfor langt bag den radikalisering, der foregår i samfundet.

Når magtpartierne siger, at de vil gøre noget positivt, så mødes det blandt mange arbejdere og unge med alt andet end tiltro, tværtimod bliver det med rette mødt med mistillid. Folk ved godt, at man ikke kan stole på et eneste ord, der kommer ud af hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkkes mund. Ifølge en undersøgelse var tilliden til politikerne i 2023 lavere end nogensinde siden 1994, og tilliden til politikerne er sågar lavere end til brugtvognsforhandlere. 

Med så hastig en miskreditering er det snart kun Enhedslisten, der stoler på, hvad Socialdemokratiet siger. 

Årsagen til denne miskreditering er klar. Ud fra deres egen erfaring forstår arbejdere og unge instinktivt, at politikerne ikke er på deres side. Flere og flere åbner øjnene for hvor afskyelige de danske politikere i virkeligheden er; mandater forsøges at blive købt, lortesager fejes under gulvtæppet så de kan bruges til at stikke en i ryggen, og politikerne er villige til at lyve om hvad som helst, så længe det kan holde dem på magten. Alt imens kører den gyldne svingdør til erhvervslivet, og det bliver tydeligere og tydeligere hvordan den politik der bliver ført altid tilgodeser kapitalisterne og politikerne selv.

Det er enormt progressivt at arbejdere og unge mister tilliden til politikerne og det parlamentariske demokrati, der altid har været et røgslør for kapitalisternes herredømme, for det er dem, der trækker i snorene bag kulisserne uanset hvilke partier der sidder på magten. Udviklingen reflekterer også, at et bredt lag i samfundet leder efter klassepolitik.

Enhedslisten og Pelle Dragsted har dog givet helt op på at føre klassepolitik og har i stedet reduceret deres strategi til at forsøge at få løfter og garantier fra den herskende klasses egne politikere og partier. Enhedslisten begræder den mistillid, der er kommet til “folkestyret”, fordi det også er en afvisning af hele deres strategi.

Kun med en forståelse for de modsatrettede interesser der er mellem arbejdere og kapitalister – med andre ord en forståelse for marxisme – kan man også forstå hvorfor politikerne opfører sig som de gør, og fører den politik som de gør.

Partierne holder ikke hvad de lover når det gælder progressive reformer for arbejderklassen – ikke på grund af nogle personlige mangler hos de politiske ledere – men fordi de i sidste ende er på kapitalisternes side. 

De danske kapitalister kræver angreb på arbejdsforhold, lavere lønninger og enorme nedskæringer på velfærdsstaten, alt sammen for at kunne overleve i den skærpede konkurrence på verdensmarkedet. Det er de interesser politikerne loyalt varetager når de bliver valgt ind på Christiansborg.

Det mindste onde

Det er ingen overraskelse, at Enhedslisten ikke vækker nogen entusiasme hos folk, som søger efter en opposition til status quo, og i stedet stagnerer omkring 6-7 procent i meningsmålingerne. 

Enhedslisten er blevet et parti som alle de andre. Et parti, der spiller parlamentarismens spil, baserer deres politik på vælgeranalyser, indgår i elendige politiske aftaler og snakker i professionelt politikersprog. De er en del af klubben. 

Til dette valg kommer vi højst sandsynligt til at se en gentagelse af det vi så sidste gang: de, der er venstreorienterede, kommer til at stemme på Enhedslisten igen, fordi der ikke er noget alternativ. Men de kommer til at holde sig for næsen imens, for de ved, at deres stemme blot vil gå til at give Mette Frederiksen fire år mere på statsministerposten, som hun vil bruge på at føre mere racistisk nedskæringspolitik.

I Revolutionært Kommunistisk Parti opfordrer vi derfor ikke folk til at stemme på Enhedslisten, men opfordrer i stedet til at organisere sig aktivt i kampen for kommunisme. 

Nogle vil nok indvende, at en stemme på Enhedslisten i det mindste kan være med til at trække Danmark i den rigtige retning, at det er med til at stoppe racisterne i DF og de andre borgerlige partier fra at komme til magten. Kort sagt, at man skal stemme på Enhedslisten som det “mindste onde”.

Til det må vi svare helt ærligt: logikken om det “mindste onde” har aldrig fungeret. Faktum er, at opfordringen om at stemme på det “mindste onde” stadigvæk vil forværre vores liv og fortsætte den uholdbare kurs kapitalismen fører os ned af. Desperationen blandt arbejderklassen vil forværres yderligere, nu blot med Enhedslisten som venstre-dække. Den desperation vil betyde, at arbejdere og unge søger mod hvad som helst, der lader til at være et alternativ til det bestående. Men hvis vi ikke sørger for at det alternativ findes på venstrefløjen, så vil det skabe et “alternativ” på højrefløjen.

Det er lige netop det vi har set gang på gang i den seneste tid. Allermest tydeligt i det sidste amerikanske valg, hvor Demokraterne, som efter mange års imperialistisk og arbejderfjendsk politik med rette var forhadte og set som indbegrebet af det verdensfjerne etablissement. På den måde banede skuffelsen over Demokraterne vejen for Trump, som portrætterede sig selv som en stemme imod eliten, og skabte håb for folk om at deres elendige tilværelse måske kunne forbedres.

Logikken om det “mindste onde” vil uundgåeligt lede til at det “større onde” i sidste ende kommer til magten. Det er i virkeligheden den sikreste måde at sørge for at miskreditere venstrefløjen komplet og skubbe folk over i armene på højrefløjen, som i det mindste lover noget nyt. Liberal Alliances nye kampagne “Det er tid til en frisk start” kunne uden tvivl vække entusiasme blandt mange, hvis det faktisk kom fra nogen, der ikke i forvejen var sølet ind i Christiansborgs svinesti.

Faktum er, at der ikke er nogen opposition at stemme på til dette folketingsvalg – de er alle grundlæggende set enige om at opretholde kapitalismen. Men det betyder ikke at vi er hjælpeløse, tværtimod!

Revolutionært alternativ

Det at stemme til folketingsvalget er for mange mere og mere en slags pligt eller et ritual, hvor man sætter sit kryds, så man i det mindste har gjort noget. Men valget slutter. En ny regering kommer til magten, og systemets krise bliver stadigvæk værre. Intet er løst og en følelse af demoralisering trænger sig mere og mere ind, især blandt unge, som ved, at det er deres fremtid, der bliver ødelagt for øjnene af dem.

Men vreden forsvinder ikke, den ligger blot latent – indtil der opstår et alternativ, den kan udtrykke sig gennem. For der eksisterer et enormt politisk vakuum på venstrefløjen, som før eller siden vil blive udfyldt. 

Så åbenlyst er det blevet, at selv borgerlige kommentatorer nu begynder at tale åbent om det. I en podcast med Lars Trier Mogensen og Henrik Qvortrup snakker de to politiske kommentatorer kort om det politiske vakuum, de ser på venstrefløjen, med disse ord: 

Trier Mogensen: “Jeg synes at efter SF har placeret sig der hvor Socialdemokratiet gjorde og Enhedslisten, der hvor SF tidligere stod, så er der også plads på den yderste venstrefløj”

Qvortrup: “Et revolutionært parti?”

Trier Mogensen: “Ja, […] et kommunistisk revolutionært parti”

Vi er helt enige. Der er en hungren efter noget til venstre for Enhedslisten, et reelt revolutionært parti.

Lige nu prøver flere partier på højrefløjen at tale til “anti-establishment”-følelsen med deres hårde retorik og store fagter. I manglen på reelle klassebaserede svar fra venstrefløjen bliver den generelle vrede over det bestående og på systemet til en vis grad kanaliseret over på højrefløjen i form af partier som DF og Liberal Alliance. 

Men et parti, der fører en konsekvent klassepolitik og præsenterer en radikal vision for et helt andet samfund, vil kunne tale ind i dette had mod etablissementet, langt bedre end noget som helst parti på højrefløjen, fordi det ikke blot vil være anti-etablissement i ord, men i handling.

Sådan et parti ville kunne afsløre de andre partiers korrupte erhvervsgrupper, deres utallige forbindelser til kapitalisterne, deres medskyldighed i imperialistiske krige og fortælle hvad der i virkeligheden er skyld i at vores liv bliver værre: kapitalismen. Et parti som siger ærligt hvad der faktisk er brug for: et revolutionært brud med hele systemet. 

Det har Enhedslisten aldrig formået at gøre. I stedet har de bundet sig mere og mere op af den herskende klasse, deres politikere, deres logik og tilpasset sig deres system. 

Til dette folketingsvalg står det derfor soleklart for mange: Der er brug for et nyt parti, et revolutionært parti.

Men sådan et parti opstår ikke ud af det blå. Det må bygges. Det er, hvad vi har sat os for i Revolutionært Kommunistisk Parti. Vi er i gang med at bygge den revolutionære opposition, der er brug for i dansk politik. Ikke ved at tigge og bede om din stemme en gang hvert fjerde år, men ved at organisere alle os, der gerne vil kæmpe for en anden verden. For du kan ikke besejre kapitalismen fra stemmeboksen, det er kun muligt gennem organisering.

Mens Enhedslisten vælger eliten, vælger vi revolution.