Denne artikel har været bragt i Socialistisk Standpunkt Nr. 93. Tegn abonnement HER
En polsk arbejder kommer til Danmark for at arbejde. Efter et par måneder har han opnået ret til at modtage en lang række velfærdsydelser, som for eksempel dagpenge, kontanthjælp og børnepenge på lige fod med alle andre, der bor i Danmark. Det er en konsekvens af EU’s direktiv om arbejdskraftens fri bevægelighed. Der er sådan set ikke noget nyt i disse regler. De trådte i kraft i 2004. Diskussionen om social dumpning og velfærdsturisme er taget til i takt med, at arbejdsløsheden er steget og krisen fortsætter. Hen over efteråret og vinteren blussede debatten op igen. Denne gang handlede det om, at EU-borgere med arbejde i Danmark havde ret til at få børnecheck, uanset om børnene var bosat her eller i hjemlandet.
Harme
Et udbrud af harme og demagogisk snak om horderne af østeuropæere, der vil undergrave den danske velfærd, er hvad, man kan forvente fra højrefløjen og i særdeleshed fra Dansk Folkeparti. Desværre er vi blevet vænnet til at forvente de samme vers på en lidt anden melodi fra højrefløjen af arbejderbevægelsen og de såkaldte arbejderister (ex-SF’ere) i Socialdemokratiet. De taler mod løntrykkeri og social dumping, så de fremstår røde, men de gør det fra et nationalistisk udgangspunkt. Ifølge dem er truslen mod de danske arbejdere de udenlandske arbejdere, der underbyder og tager danske jobs.
Enhedslisten må give et internationalistisk modsvar, der stiller klassespørgsmålet klart op i denne sag. Et modsvar, hvor de både går til angreb på de borgerlige, hvad enten det er Dansk Folkepartis nationalisme eller Venstres og Konservatives forsvar for EU fra et rent arbejdsgiversynspunkt. Men også et modsvar på den nationalistiske linje, som hersker i toppen af arbejderbevægelsen. I stedet er Enhedslisten faldet ind i samme rille som store dele af arbejderbevægelsen, om at social dumping og velfærdsturisme er en tikkende bombe under den danske velfærdsmodel, og at truslen er de udenlandske arbejdere. Men kan det være rigtigt?
Hvem underminerer velfærden?
To af de verserende sager, som har fået mest opmærksomhed i medierne og på Christiansborg, handler som sagt om, at folk fra andre EU-lande kan komme til Danmark og få børnepenge og udenlandske studerende, der kan få SU. I begge tilfælde har Danmark haft opstillet særlige krav om, hvor lang tid man skal have haft bopæl i landet for at have ret til ydelsen. Disse regler er blevet kendt ugyldige af EU, og regeringen skal nu lave nye lempeligere regler.
Det er blevet fremstillet som om, det er en bombe under hele den danske velfærdsmodel og åbner op for en ladeport af udlændinge, der vil komme til Danmark for at nyde godt af velfærdsydelser. Men faktum er, hvad angår børnechecken, at de nye regler vil forhøje udgifterne med 15 millioner kroner om året, eller hvad der svarer til 1 promille af de samlede udgifter til ordningen. De anslåede samlede udgifter, som dommen, der kræver, at reglerne for berettigelsen til SU lempes, vil beløbe sig til 200 millioner kroner, eller hvad der svarer til 1 procent af de årlige udgifter til SU.
Der er brug for proportioner i dette spørgsmål. At det er de østeuropæiske arbejdere, der kommer og tærer på velfærden, og at det er grunden til, at der skæres ind til benet, er et røgslør. Regeringen har vedtaget, at væksten i det offentlige i år skal sænkes fra 0,8 til 0,4 procent. Samtidig sænkes selskabsskatten fra 25 til 22 procent frem til 2016. Både den nuværende SR-regering, den foregående borgerlige regering og uden tvivl en kommende ny borgerlig regering har haft som mål, skive for skive, at skære og forringe den tilkæmpede velfærd. Samtidig har de uden at blinke skænket milliarder til de danske kapitalister gennem skatte- og afgiftssænkninger og talrige vækst- og bankpakker. Spørgsmålet om den påståede trussel for velfærden fra velfærdsturisme, bruges kun som påskud for, at der desværre ikke er råd til velfærd, og at det er nødvendigt at skære.
Enhedslisten i tvivlsom alliance
Da sagen om velfærdsturismen blussede op i efteråret, dannede Enhedslisten en aparte alliance med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, for at få et såkaldt socialt forbehold i EU. De EU-begejstrede partier (læs V, K, R, S og til dels SF) havde indset, at det ikke nyttede noget, at stille sig på hælene over for EU-domstolen i denne sag. Det ville være det samme som at udfordre princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed. Et princip som kapitalisterne i Danmark er tilfredse med, da det giver dem mulighed for at få billig arbejdskraft udefra.
På den anden side stillede alliancen af DF, LA og EL krav om, at man sammen med lande som blandt andet Storbritannien og Finland skulle holde på, at der skulle være et stramt optjeningskrav, for at kunne få velfærdsydelser som udenlandsk arbejder i Danmark. Ved at indgå i denne alliance med to ærkeborgerlige partier, tilslører Enhedslisten, hvad problemstillingen egentlig handler om. Dansk Folkepartis demagogiske snak om truslen fra østeuropæisk arbejdskraft, der vil undergrave den danske velfærdsmodel, har udelukkende til formål at splitte arbejderklassen på baggrund af nationale skel. Det er kun til fordel for den herskende klasse, når skylden for nedskæringer, arbejdsløshed og social dumpning, lægges på udenlandske arbejdere, og skytset derfor rettes væk fra det egentlige problem – nemlig det kapitalistiske system, der ikke kan levere ordentlige arbejds- og leveforhold for millioner af arbejdere i hverken Danmark, Polen, Litauen eller Rumænien.
Et klassespørgsmål
På kapitalistisk basis er der ingen løsning på problemet. Det er derfor, toppen af Enhedslisten ender ud i denne famlen sig frem. De forsøger, at finde en løsning inden for systemets rammer. Enhedslistens eksistensberettigelse, som et alternativ til venstre for SF og Socialdemokratiet, er at forklare, hvorfor der foregår social dumping og forringelse af velfærd, og fremføre et socialistisk alternativ. Ikke at tilsløre dem ved at hoppe på den semi-nationalistiske vogn, som i forvejen udmærket varetages af alle partier fra DF til SF.
Enhedslisten må holde fast i at forklare, at EU er baseret på et indre marked af kapitalistiske økonomier, hvor en vigtig faktor for især de rige vesteuropæiske landes herskende klasse er reserven af billig uorganiseret arbejdskraft fra Østeuropa til at presse lønninger og arbejdsforhold. Den danske arbejderklasses fjende er ikke udenlandske arbejdere. Det er ikke en polak, der får børnepenge i Danmark. Det er kapitalisterne, der konstant forsøger at presse alle arbejdere og kræver strandhugst i velfærden, hvad enten det er til danskere eller udlændinge.
For internationalisme og socialisme
Bloggeren Anders Lundkvist udtrykker, i et indlæg på Modkraft.dk (16.04.14), meget godt den holdning, som toppen af Enhedslisten har til spørgsmålet om social dumping og velfærdsturisme. Han skriver, at Enhedslisten må balancere på en knivsæg mellem ”nationalisme og EU-liberalisme”. Han siger, at på den ene side må man begrænse arbejdskraftens fri bevægelighed, som bruges af kapitalisterne til at presse løn- og arbejdsforhold. På den anden side skal man styrke den internationale solidaritet gennem samarbejde i fagbevægelserne på tværs af landene. Den internationale solidaritet undergraves af Enhedslistens nuværende fokus på danske arbejdere. Derudover udtrykker han den samme tankegang, som er herskende i toppen af Enhedslisten; at man gennem regulering og opbyggelsen af en fagopposition inden for EU kan bekæmpe social dumping og sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold uden at gøre op med det kapitalistiske system. Problemet er, at forsøget på at balancere mellem de to poler, ikke kan lade sig gøre. I et Europa under kapitalismen, vil de enkelte landes kapitalistklasser bruge truslen om billig udenlandsk arbejdskraft til, at presse hjemlige arbejdere.
Ved fraværet af en revolutionær internationalistisk linje baseret på perspektivet om socialisme, ikke bare i Danmark, men hele Europa, vil Enhedslisten uundgåeligt falde i grøften med nationalisme eller en accept af EU med dets kapitalistiske love.
Enhedslisten må komme op af grøften, og forklare, at det ikke er de udenlandske arbejdere, der er skyld i arbejdsløshed og pres på løn, arbejdsforhold og tilkæmpet velfærd. Det er kapitalisterne, og deres økonomiske system, der kaster millioner ud i fattigdom, og det bliver forstærket af krisen. Det er en utopi at tro, at de problemer der er, kan løses på national basis. Dansk kapitalisme er fuldstændigt sammenfiltret og afhængig af resten af de europæiske økonomier. Dette system må omstyrtes, og erstattes af arbejderklassens demokratiske kontrol af produktionen. Ikke bare på dansk basis, men som Europas Forenede Socialistiske Stater.
Denne artikel har været bragt i Socialistisk Standpunkt Nr. 93. Tegn abonnement HER
Marxistiske Studerende holder møde om emnet torsdag den 15. maj kl. 16.00. Vi opfordrer til at møde op og tage del i diskussionen.