Valget i 2011 rejste en række nye spørgsmål for Enhedslisten. Skylden for alverdens problemer kan ikke længere skydes på den borgerlige regering.
Enhedslistens top har rettet al fokus ind på Folketinget. De holder, for nu, hånden under regeringen, mens de forsøger at trække den til venstre.
De fremlægger at ”lidt godt” er bedre end ”intet godt”. Men der er en række problemer i den strategi, som har vist sig i praksis.
Borgerligt regeringsgrundlag
Allerede regeringsgrundlaget viste denne regerings politiske retning: regeringen har accepteret at holde sig indenfor de rammer som kapitalismen og dens krise sætter, og deraf følger et nedskæringsprogram. I regeringsprogrammet blev forringelser af efterløn, pension og dagpenge lagt til grund for den nye regering. Enhedslistens top valgte på trods af regeringsprogrammet at være parlamentarisk grundlag for regeringen. Kort efter gik de med i finansloven 2012 og støttede militær intervention i Libyen. Senest er indgåelsen af finanslov 2013, med en hårdere nedskæringspolitik end de borgerliges og en reel fastholdelse af dagpengeangrebene.
Det mindste onde
Toppen i Enhedslisten har ført denne strategi med henvisning til ideen om ”det mindste onde”.
Argumentet går som følger: havde Enhedslisten ikke deltaget i f.eks. finansloven for 2013, havde regeringen indgået den med Venstre og så var den blevet endnu værre. I realiteten udgør det en glidebane. Enhedslisten startede med en helt korrekt hård kritik skattereformen og krav om at de på overførselsindkomster skulle kompenseres ”krone-for-krone”. Det opgav de for et ultimativt krav om løsning på dagpengeproblemet. Til sidst stod de tilbage med en kosmetisk aftale på dagpengeområdet og ingen kompensation til skattereformens ofre.
Udover at Enhedslistens top klart overtrådte en årsmødebeslutning fra 2010, med en række krav for deltagelse i en finanslov, så er der langt mere end en årsmødebeslutning på spil. Argumentet om ”det mindste onde” er i realiteten det samme som at give en blanko chek til regeringen og det ”største onde”: de borgerlige partier. Venstre kan komme med det ene rabiate forslag efter det andet og på den måde kan Enhedslisten tvinges til at gå med på hvad som helst, så længe det bare ikke er helt så slemt som det Venstre har sagt.
Regeringens politik er om muligt mere borgerlig, end den VKO førte. De borgerlige strateger var ikke udelt kede af, at de borgerlige mistede magten i 2011. Kapitalismens krise gjorde alvorlige angreb på arbejderklassen nødvendige, angreb som de borgerlige havde svært ved at gennemføre. En regering med arbejderpartierne vil lettere kunne gennemføre de ”nødvendige” angreb. Gennem denne politik miskrediterer arbejderpartierne sig selv. Den siddende regering mistede rekordhurtigt sit flertal og er siden blevet endnu mere upopulære. Det baner på lidt længere sigt vejen for, at de borgerlige kommer tilbage til magten og fører en endnu hårdere borgerlig politik. Logikken om det mindst onde fører altså i praksis til en tilbagevenden af det største onde, mens de partier, der kunne bekæmpe det ”største onde” har svækket sig selv.
Borgens tykke mure
Enhedslistens officielle strategi var i starten, den der altid har været fremført af revolutionære socialister: ingen illusioner til parlamentet, Folketinget skal bruges som talerstol. I praksis lykkedes det ikke, men strategien var, i modsætning til den, som Enhedslistens top følger i dag, korrekt. Lovene vedtages i Folketinget, men folketinget har ingen reel magt over det afgørende: økonomien. Trods regeringens intentioner er det på ingen måde lykkedes dem at sætte gang i økonomien og skabe job.
Efter indgåelsen af finansloven 2013 udtalte Johanne Schmidt Nielsen, at Enhedslisten havde fejllæst den parlamentariske situation. Hvordan er det muligt ikke at se, at der er et borgerligt flertal i Folketinget. Eneste forklaring er at toppen i Enhedslisten havde illusioner til de Radikale. Men der må ikke herske tvivl om, at de Radikale står for en benhård borgerlig økonomisk politik.
Aben kastes frem og tilbage
Ydermere bestemmes styrkeforholdet i samfundet ikke af mandatfordelingen på Borgen. Styrkeforholdet bestemmes af klassekampen.
Enhedslistens top forsøgte efterfølgende at fralægge sig ansvaret for den kort sagt elendige nedskæringsfinanslov, de havde indgået. Enhedslistens finansordfører Frank Aaen kritiserede fagbevægelsen for at have indgået aftalen om akutjob, fordi det gjorde det sværere at finde en mere permanent løsning på spørgsmålet om dagpenge i finansloven. ”Måske har toppen af dansk fagbevægelse også lært noget. At den bør være meget mere aktiv, end den har været i den seneste periode”, siger Frank Aaen. Fagforeningslederne bruger Enhedslistens deltagelse i finansloven som undskyldning for ikke at gøre noget. ”Vi er også stødt mod den mur, som jeg kan forstå, at Enhedslisten også er, nemlig at regeringen ikke politisk har villet give sig på dagpengespørgsmålet”, siger formanden for FTF Bente Sorgenfrey. (Information 11.11.12)
Der var mindre mobiliseringer på Folketingets åbning 2. oktober som bl.a. enhedslistemedlemmer stod bag, men de blev ikke bakket op af Enhedslistens top, hvilket får argumentet fra Frank Aaen til at klinge lidt hult.
I stedet er der skabt en situation hvor Enhedslistens top og fagbevægelsens top kaster aben frem og tilbage
Arbejderklassens eget værk
Skal Enhedslisten forlade sig på, hvad toppen af fagbevægelsen har tænkt sig? Nej! Enhedslistens top burde have sagt tingene, som de er: den eneste måde at få en god aftale igennem er gennem mobiliseringer. Folketingsgruppen er kendte ansigter, de kunne have taget ud på arbejdspladser, skoler, afholdt massemøder og brugt deres adgang til medierne, til at appellere til arbejderklassen om at sætte deres styrke bag kravene om at stoppe nedskæringerne og dagpengeangrebene, altså netop have brugt Folketinget som talerstol.
Marx forklarede, at arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk. En lille gruppe politikere kan aldrig erstatte arbejderklassen. Det er desværre hvad Enhedslistens top gør i praksis: den erstatter arbejderklassens eget initiativ med en lille gruppes forhandlinger og manøvrer i Folketinget.
Ville folketingsgruppens appel om mobiliseringer have ført til en anden finanslov? Det ved vi ikke. Klassekampen er ikke noget, der kan tændes og slukkes som en stikkontakt. Men havde Enhedslistens top sagt tingene åbent: at det eneste der kan sikre en arbejderpolitik er arbejderklassen selv og Enhedslisten stiller hele sit apparat til rådighed og kaster alle sine medlemmer ind i kampen, havde det øget arbejderklassens bevidsthed om egen rolle og styrke.
I stedet opnåede toppen det modsatte: den gav arbejderklassen indtrykket af, at der intet er at gøre. Det har samtidig svækket Enhedslistens mulighed for i fremtiden at stå i spidsen for eller sågar deltage i mobiliseringer mod den politik, de selv har vedtaget.
Praksis og program
Enhedslistens top har taget konsekvensen af deres praksis og foreslået at skrotte programmet for et helt nyt. De blev nedstemt på årsmødet, men fik i stedet udskudt diskussionen gennem en ”revision” af programmet. For dem er programmet noget, irriterende journalister bruger til at bringe dem i forlegenhed med spørgsmål om revolution o.l. Spørgsmål der burde være en kærkommen lejlighed til at forklare om socialisme. I stedet lader det til, at de hellere vil fremstå ”moderate”. De gør som ledelsen i arbejderbevægelsen har gjort i 100 år: programmet hives frem i festtaler men i praksis føres en helt anden politik.
Valget i 2011 viste en historisk høj tilslutning til venstrefløjen. Siden er Enhedslisten gået endnu mere frem. Da Enhedslisten kritiserede skattereformen voksede partiet med 800 medlemmer på bare et par dage. Det viser, at der er et helt lag af arbejdere og unge, der leder efter et alternativ til regeringen og kapitalismen. Det er et lag, der vil vokse i den kommende periode, og som Enhedslisten med en korrekt politik kan forbinde sig med. Derfor er det vigtigt, at det ikke lykkes højrefløjen i Enhedslisten at lave partiet om til SF vol. 2. Kunsten er at kæde de daglige krav sammen med nødvendigheden af at kæmpe for socialisme.
Kapitalismen vil før eller siden presse arbejderklassen i kamp. Også i Danmark vil der komme store kampe om hvem, der skal betale krisens regning. I den kamp vil nødvendigheden af et alternativ til kapitalismen gå op for flere og flere. Der vil være åbenhed overfor revolutionære ideer. Når det sker, vil Enhedslisten have svært ved at forbinde sig med det lag, der leder efter et alternativ, hvis de selv ses som indsovset i nedskæringer og angreb. Allerede nu må de sige tingene som de er: kapitalismen kan ikke tilbyde arbejderklassen og ungdommen andet end krise og angreb. Eneste alternativ til arbejdsløshed og nedskæringer er, at arbejderklassen overtager kontrollen med de vigtigste dele af økonomien og demokratisk planlægger produktionen.
