Udfordringen om at opnå det umulige lander nu hos Rishi Sunak: at forene det dybt splittede Konservative parti. | Foto: Socialist Appeal
Til den herskende klasses store lettelse, er Rishi Sunak blevet udpeget som Englands nye premierminister. Den nye konservative leder har lovet “stabilitet” på baggrund af et hårdt nedskæringsprogram. I virkeligheden ligger revolutionære eksplosioner forude.
Downing Street nummer 10 skifter beboere, hurtigere end en AirBnb udlejning, med dets tredje beboer på mindre end tre måneder – og den femte på bare lidt over seks år.
Den endnu-ikke-indsatte Kong Charles, inviterede den nyligt valgte leder af det Konservative Parti til at danne Hans Kongelige Højheds regering og Rishi Sunak er nu officielt blevet landets nye premierminister.
Sunak erstatter Liz Truss, som vil gå over i historiebøgerne, som Englands kortest siddende premierminister. Hun må nu trække sig tilbage til de bagerste bænke i vanære, og vil uden tvivl kunne nyde en sidegeschæft med at holde spændende foredrag om, »hvordan hun crashede den engelske økonomi, på bare 44 dage.«
De riges regering
Den herskende klasse og arbejdsgiverne ånder lettet op. Efter årevis med upålidelige, egoistiske figurer, såsom Boris Johnson og Liz Truss, har de endelig fået deres mand ind i nummer 10.
»England har haft nok underholdning for en generation,« påpeger Robert Shrimsley i Financial Times, talende på vegne af den irriterede britiske kapitalistklasse, som »nu har desperat brug for en periode med en udramatisk, stabil regering.«
I weekenden op til indsættelsen af Sunak, var kapitalens seriøse strateger alarmeret over udsigterne til et Boris comeback, da Johnson hævdede, at han havde opnået de nødvendige 100 konservative parlamentsmedlemmer, som det kræver at komme på stemmesedlen.
Men på en eller anden måde, bagved lukkede døre, har samtalen mellem mænd i grå jakkesæt sikret en blød overgang fra Truss til Sunak og forhindret det Konservative Partis medlemmer i at have noget at skulle have sagt, over hvem der bliver deres nyeste leder.
Som konsekvens har de konservative nu udskiftet den nidkære thatcherist, som sikrede skattelettelser til de rige, med en multi-millionær, som er kendt for, at lave skattelettelser for ham selv og hans familie. Uanset hvad, vil det være en regering af de rige, for de rige og til de rige.
Mission impossible
Hvem ved, hvad der er foregået i hovedet på Johnson, som overbeviste ham om at bakke ud i sidste øjeblik. Måske var Boris, ligesom den anden kandidat, Penny Mordaunt, i virkeligheden ikke lykkedes med at vinde nok støtte blandt de konservative parlamentsmedlemmer? Måske var han blevet overtalt til at træde til side efter trusler om fratrædelse fra hans kolleger i parlamentet? Måske var han i virkeligheden ikke interesseret i udsigterne til at skulle lede et splittet parti i en krise-præget økonomi?
Uanset hvad er terningerne nu kastet. Og udfordringen om at gøre det umulige lander nu hos Rishi Sunak: at forene og redde det dybt splittede Konservative parti. Alt imens at skal han gennemføre det mest upopulære økonomiske program i årtier som et forsøg på at genetablere Storbritanniens finansielle pålidelighed.
Et forgiftet æble
For premierminister Sunak vil hans nye embede vise sig at inkludere andet end privilegier og magt – han har fået et forgiftet æble. Takket være hans forgængeres kaotiske handlinger er rodet i det britiske samfund og økonomi nu langt større, end da Liz Truss blev indsat for bare få uger siden.
Efter at have fremprovokeret “panik i markederne”, som fik det britiske pund til at styrtdykke, er der nu et estimeret 40 milliarder pund stort hul i statsbudgettet.
Rishi Sunak og Jeremy Hunt, som blev udnævnt til Truss’ anden finansminister og ser ud til at fortsætte i embedet, har indikeret at det vil blive igennem barske nedskæringsprogrammer og angreb, at budgettet skal balanceres.
Regeringsdepartementer vil blive bedt om, at finde yderligere “effektive besparelser”. Offentlige ydelser, som allerede er skåret til benet, vil blive tømt for endnu flere ressourcer. Og udgifter vil blive beskåret over hele linjen.
Hunt har allerede bekræftet, at regeringens energistøttepakke vil blive tilbagerullet. Folk på overførselsindkomster er sandsynligvis de næste, der må stå for skud, med forslag om at satserne kun må stige i takt med lønningerne og ikke leveomkostningerne. Selv ikke de ting man tidliger aldrig ville røre ved, som f.eks. pensionen, er fredet set i lyset af de nedskæringer, som er nødvendige for at balancere budgettet.
Konsekvenserne vil være seriøse og dødbringende. Det offentlige britiske sundhedssystem er i forvejen på tærsklen til kollaps med ventelister på millioner af mennesker. Domstolene er booket i månedsvis. Nedslidte skoler kæmper med at bevare personalestaben. Og arbejdere på tværs af den offentlig sektor dropper ud i hobetal efter årevis med reallønsnedgang, som kun er blevet den raserende inflation og de stigende regninger.
Oprørsstemning
Alt dette kommer til at betyde lidelse og smerte for millioner af briter. Ikke bare arbejderne, men også middelklassen bliver mast. I takt med at renterne stiger, øges ydelserne til lån for husejere og gældsatte, små virksomheder skubbes ud i bankerot.
De mennesker, der her også bliver ramt hårdt, er det Konservative Partis, engang pålidelige, base. Partiet sakker nu bagud i meningsmålingerne som følge af Truss’ kamikazebeslutninger. Nogle meningsmålinger viser en afstand mellem Labour og de Konservative på hele 39 procentpoint.
Ansigt til ansigt med parlamentarisk udslettelse ved næste valg, og som forsøg på at redde deres eget skind, vil mange konservative parlamentsmedlemmer sandsynligvis gøre oprør mod de nedskæringspolitikker, som Sunak og Hunt har foreslået. Når alt kommer til alt vandt mange konservative parlamentsmedlemmer deres plads i underhuset i klassiske arbejderområder netop på grundlag af løfter til vælgere om en “leveling up”, betydende stigende levestandard og ikke år med yderligere tilbagegang og ødelæggelser.
En stor andel af det Konservative Parti – både i parlamentet og blandt medlemmerne – er allerede modstandere af Sunak, som de mener er en “vendekåbe” og en “socialist”. For disse vanvittige, frådende fanatikere står valget mellem ’Boris eller intet’. Og løfter om yderligere finanspolitisk disciplin og nedskæringer vil kun forstærke de oprørske stemninger og splittelser i partiet.
Klassekrig
Den herskende klasse vil ikke få den stabilitet, de ønsker fra Sunaks ledelse. I stedet er den britiske kapitalisme på vej ud på endnu dybere vand. Og at de har fået deres ønskede styrmand, vil ikke gøre nogen forskel.
Forsøg på at genoprette den økonomiske ligevægt vil antænde yderligere politiske og sociale eksplosioner – ikke kun inden for det Konservative Parti, men frem for alt fra arbejderbevægelsen.
Sunaks sparedagsorden kommer oven på 12 års angreb på job, løn og vilkår; på et tidspunkt, hvor fagforeningerne allerede mobiliserer, og arbejderklassen er ved at vågne og spænde musklerne.
De seneste måneder har set en stigende bølge af industriel kamp – især med jernbane- og poststrejker fra deres respektive fagforeninger RMT og CWU.
Fagforeninger i den offentlige sektor holder netop nu afstemninger om faglig kamp, hvor personalet på de videregående uddannelser i fagforeningen UCU har stemt overvældende for strejker over løn og pensioner. Derudover vil sygeplejersker, lærere og embedsmænd sandsynligvis følge trop.
En koordineret indsats er allerede i gang, med fælles protester og strejker den 1. oktober. Den netop overståede TUC-kongres (TUC er den britiske pendant til FH) støtter opfordringer til yderligere fælles strejker og kamp.
Scenen er derfor sat til en “utilfredshedens vinter”; en skarp konfrontation mellem denne seneste konservative regering og arbejderklassen; kort sagt for en total klassekrig.
Røde Konservative
Som følge af denne situation overvejer en del af den herskende klasse muligheden for et parlamentsvalg i håbet om, at en højreorienteret Starmer-ledet Labour-regering kunne komme ind og udføre det beskidte arbejde, der kræves for at genoprette de britiske finanser – på arbejdernes bekostning selvfølgelig.
“Sir” Keir Starmer, en loyal tjener for etablissementet, har gjort det klart, at han ville være villig til at spille en sådan rolle, idet han lovede ‘ansvarlig’ økonomi – det vil sige lydigt at udføre diktaterne fra de store virksomheder.
En sådan Labour-regering ville dog, selv med et jordskredsflertal, være en kriseregering fra dag ét. Ved at udføre kapitalisternes ordrer ville den ikke have andet at tilbyde arbejdere og unge end light-versioner af de konservatives nedskæringspolitik.
Dette ville føre til flere opstande på tværs af arbejderbevægelsen – og til en yderligere rystelse og radikalisering af bevidstheden i arbejderklassen, hvilket ville forberede betingelserne for revolutionære udbrud på tværs af samfundet.
Brændbart materiale
I sidste ende handler problemet ikke om, hvem der bor i Downing Street, men om det konkursramte system, som de forsvarer.
Verdensøkonomien er på vej mod en ny verdensomspændende økonomisk nedgang. Britisk kapitalisme er en synkende skude, og selv den mest erfarne og pålidelige kaptajn ville ikke være i stand til at styre den uden om isbjerget, der fylder hele horisonten.
Lad os ikke glemme at den herskende klasse engang anså David Cameron for at være en pålidelig repræsentant – før han gamblede deres formuer væk med Brexit-afstemningen i jagten på sine egne snævre politiske interesser.
På samme måde blev Theresa May hyldet som et par ‘sikre hænder’ – før også hun gamblede ved at udskrive et lyn-valg og mistede de konservatives flertal i processen.
Og efter at Boris Johnson førte de konservative til sejr i 2019, forudsagde mainstream-kommentatorer over hele linjen naivt, at det Konservative Parti ville regere uhindret i en generation.
Men som vi, marxisterne, forudsagde på det tidspunkt, i modsætning til den pessimisme der præger resten af venstrefløjen, ville Johnsons regering snart blive afsløret for at have »dynamit indbygget i dens fundament«.
Nu antændes dette eksplosive materiale med enorme konsekvenser.
Revolutionært lederskab
Storbritannien er derfor på vej ind i en revolutionær epoke. Ideer om klassekamp og socialisme er tilbage på dagsordenen.
Det, der er brug for, er en bølge af strejker og massebevægelser for at sparke alle toryerne ud – og det rådne kapitalistiske system, som de forsvarer.
Som RMT-leder Mick Lynch har udtalt:
»Vi har brug for en opstand!«
Alle betingelser for revolution modnes netop nu. Den herskende klasse er splittet. Middelklassen rådner op. Arbejderklassen er i bevægelse og leder efter en vej ud af kapitalismens dødvande.
Det, der mangler, er den fjerde – og mest afgørende – faktor: en revolutionær ledelse, som kan vise vej frem for arbejdere og unge.
At bygge den ledelse er netop vores opgave. Vi har ingen tid at spilde.
