Ja, du læste titlen korrekt. En vred gammel mand i Washington og en mentalt forstyrret præsident i Kiev har haft travlt med at lægge en plan, som har potentiale til at skubbe verden ud over afgrunden.
Hvis du synes det lyder som plottet i en dårlig B-film, så har du ret. Men det bekræfter blot det gamle ordsprog, at virkeligheden ofte imiterer fiktion. Selv den underligste form for fiktion. Og det der foregår på den diplomatiske verdensscene er bestemt meget underligt.
Hovedpersonerne i denne specifikke gyserhistorien hedder ikke Ming den Nådesløse eller Dracula Mørkets Fyrste, men derimod Joseph Robinette Biden og Volodymyr Oleksandrovych Zelenskij.
Men herfra begynder de lovende lighedstegn mellem den kedelige virkelighed og de gamle gyserfilm at forsvinde. I stedet for to enestående gyserskurke er vi i selskab med to små, gennemsnitlige, ikke særligt spændende (og endnu mindre intelligente) mænd.
Hvad angår fysisk størrelse er den tidligere komiker, der har været Ukraines præsident siden 2019, kun 167 cm høj, men hans fremfærd i magtens korridorer i Washington, Berlin og London, hvor han går fra med store pengesummer, får ham til at fremstå langt større, end han egentlig er
For at komme med hvad nogen måske mener er en relevant sammenligning, bliver det ofte rapporteret, at den nordkoreanske leder Kim Jong Un er 170 cm høj, selvom det er uvist, hvor den information kommer fra. Men under alle omstændigheder kompenserer han, for hvad han mangler i højden, med besiddelsen af atomvåben, som i diplomatiets verden har en tendens til at gøre dværge til kæmper – og omvendt.
Men jeg er på afveje fra min fortælling, som jeg derfor straks vender tilbage til. Når jeg siger lille, mener jeg ikke kun i fysisk forstand. De er endnu mindre, når det kommer til deres intelligens og moralske kvaler.
Som det typisk er tilfældet med politiske ledere i den moderne (eller snarere postmoderne) tidsalder, er begge mænd desværre blottet for store visioner eller noget, der bare minder om et sammenhængende filosofisk verdenssyn. I stedet er deres handlinger fuldstændigt dikteret af umiddelbare praktiske overvejelser og, i sidste ende, af primitiv selviskhed og politisk (og i Zelenskijs tilfælde, fysisk) overlevelse – hvortil alt andet må ofres.
Jeg skynder mig at tilføje, at vi ikke nødvendigvis henviser til truslen fra hans personlige nemesis, Vladimir Putin. Selvom der ikke er nogle kærlige følelser mellem de to mænd, er der intet bevis for, at russerne har forsøgt at myrde manden i Kiev, selvom de har haft masser af muligheder for at gøre det.
Elimineringen af ens fjender gennem den simple procedure, som hedder mord – som engang blev anset for en forfærdelig praksis, der kun blev udført af de mest barbariske stater – er trods alt kommet på mode. Bibi Netanyahu og andre krigsforbrydelser praktiserer det på regelmæssig basis. Men på mystisk vis har den israelske statsleder ikke mærket nogen ubehagelige konsekvenser for sine handlinger. Tværtimod.
Det er ikke på grund af etiske overvejelser, at russerne ikke har fjernet Zelenskij (endnu i hvert fald) med sådanne metoder, men blot fordi de ikke kan se nogen pointe med det. Hvis man eliminerer én fjende, vil han blot blive erstattet af en ny – og muligvis af en, som man bryder sig endnu mindre om.
Israelerne nyder at prale af antallet af fjender, de har sendt til det hinsides. Men de glemmer at nævne, at deres handlinger ikke har formået at tilintetgøre – eller blot nævneværdigt svække – hverken Hamas eller Hezbollah. Derfor har deres praleri en fuldstændig tom karakter.
Truslen mod Zelenskij er meget reel. Men den har en meget nærmere kilde end Kreml. Selvom han teoretisk set er Ukraines præsident, er han omringet af langt farligere fjender. De nynazistiske fascistiske elementer (som de vestlige medier høfligt refererer til som “ultra-nationalister”) holder som sultne gribbe et vågent øje med alle hans handlinger.
Disse elementer har opnået stærke positioner i staten og specielt i de væbnede styrker. De udgør de mest fanatiske (og effektive) stormtropper ved frontlinjen. Men frontlinjen er i gang med at bryde sammen. Den russiske fremrykning, som indtil for nylig har haft en langsom og gradvis karakter, er accelereret enormt. Og “ultra’erne” er ikke glade.
Over det sidste år har krigen i Ukraine været fyldt med katastrofer for regimet i Kiev. Den russiske fremrykning er nu uigenkaldelig, og det er kun et spørgsmål om tid før de ukrainske forsvarslinjer kollapser.
Et ydmygende nederlag for USA og NATO er under opsejling. Det forklarer også, hvorfor snak om forhandlinger med Rusland bliver højere og mere gennemtrængende. Det er ganske naturligt. Når man bliver besejret på alle fronter, og man løber tør for soldater, våben og ammunition, er det logisk at indlede forhandlinger med den stridende modpart.
Desværre er hvad der er naturligt og rationelt, ikke altid hvad der bliver ført ud i livet. I slutningen af 1944 var det fuldstændig tydeligt, at Tyskland havde tabt krigen. Hitlers hære var blevet smadret af russerne, først ved Stalingrad og så i slaget ved Kursk. Den røde hær havde kurs direkte mod Berlin, i hvad der var den hurtigste fremrykning i militærhistorien.
Mange af Hitlers generaler ville have foretrukket at indlede forhandlinger med briterne og amerikanerne, for at forhindre en sovjetisk sejr. Men Hitler, som havde lukket sig helt af for omverdenen i sin underjordiske betonbunker, var døv over for alle forslag om fredsforhandlinger.
Herfra, helt afskåret fra virkeligheden, nægtede han at lytte til rapporter om nederlag. I stedet blev hans generaler ofte udsat for foredrag om den tyske sejrs uundgåelighed, selv mens man kunne høre bragene fra sovjetisk artilleri midt i Berlin.
Hitler flyttede konstant rundt på ikke-eksisterende divisioner til frontlinjer, der allerede var kollapset. Det var først, da russerne bogstaveligt talt var få meter fra hans bunker, at han endelig drog konklusionen og begik selvmord. Det uundgåelige resultat var, at hele den østlige del af Tyskland inklusiv Berlin faldt i hænderne på den sejrrige røde hær.
Selvom der er åbenlyse forskelle på den situation og situationen i Ukraine i dag, er der også stærke sammenfald. Mere specifikt udviser Zelenskij nu præcis de samme psykologiske symptomer, som Hitler udviste i det tyske riges sidste dage.
Hans humørsvingninger bliver mere og mere uberegnelige. De ordrer, som han udkommanderer, er så bizarre, at de ikke har nogen relation til virkeligheden overhovedet. Det er ikke overraskende, for han lukkede for længst både øjne og ører for al snak om virkeligheden.
For et par måneder siden rapporterede de vestlige medier, at den ukrainske leder var blevet hysterisk og bogstaveligt talt råbte af sine generaler og anklagede dem for at lyve for ham. I virkeligheden er det mest sandsynlige, at de forsøgte at fortælle ham om den katastrofale situation ved fronten. Men Zelenskij nægter at høre om dårlige nyheder. Han vil kun høre om gode nyheder. Og hvis der ikke er nogle gode nyheder, så må de opdigtes.
Efter at have indset, at deres anstrengelser er forgæves, fortæller generalerne ham nu kun det, han gerne vil høre: at ukrainerne vinder og russerne taber. De ukrainske medier er fyldt med absurde historier om fiktive offensiver fra deres heltemodige væbnede styrker, netop på samme tid som de trækker sig tilbage i uorden på alle fronter.
Demoralisering spreder sig hastigt blandt soldaterne. Selv den tamme ukrainske presse rapporterer om soldater der nægter at kæmpe, et stigende antal deserteringer og stigende tilfælde af soldater, der lægger våbnene fra sig og overgiver sig til russerne.
For et par uger siden blev der i pressen rapporteret om en hændelse, hvor en ukrainsk officer nægtede at befale sine mænd til at indlede et vanvittigt angreb, som han selv kaldte en selvmordsmission. Officeren blev øjeblikkeligt afskediget, men det udløste protester fra hans soldater, der krævede ham genindsat.
Kursk-affæren var et dumt og nyttesløst eventyr; et desperat forsøg fra Zelenskijs side på at vise verden, at Ukraine stadig var i stand til at udføre en succesfuld offensiv mod Rusland på landets eget territorium. Det blev på forudsigelig vis et ydmygende nederlag efter tab af et enormt antal liv og dyrebart militært isenkram.
Samtidig bliver den afgørende front i krigen – som stadig er Donbas – overrendt af overlegne russiske styrker. Alligevel fortsætter Zelenskij den vanvittige politik om at sende flere og flere mænd i døden i Kursk – ene og alene for hans personlige prestige – mens han systematisk fjerner essentielle styrker, våben og ammunition fra fronten i Donbas.
Det forfærdelige antal ukrainske tab bliver bevidst holdt hemmeligt. Men det er på et uholdbart niveau, mens Rusland er langt overlegen, både når det kommer til antal og våben, og fornyer konstant hæren med nye rekrutter.
I modsætning hertil har Zelenskyjs mobiliseringsplaner ikke formået at mobilisere noget der bare minder om det forventede antal, og myndighederne er tvunget til at anvende brutale metoder for at indfange uvillige rekrutter uden for barer og diskoteker, som øjeblikkeligt bliver sendt til fronten for at blive slagtet.
Zelenskijs desperation
Du spørger måske dig selv, hvorfor Zelenskij stadig nægter at forhandle med russerne. Faktisk vedtog han for noget tid siden en lov, som uden tvivl er uden fortilfælde i juridisk historie. Loven forbyder Ukraine at forhandle med Moskva, så længe Putin sidder på magten.
Sandheden er, at han er en desperat mand. Han ved ganske udmærket, at hvis han bevæger sig i retning af noget, som bare kan anses for et forsøg på at opnå fred, på bekostning af bare en lille del ukrainsk territorium, vil det fremprovokere en voldsom modreaktion fra de nynazistiske elementer i hæren og i statsapparatet.
Hans regering ville næsten med sikkerhed blive væltet, og selv hans liv ville ikke være sikkert. Det er ikke ligefrem en rar situation at stå i. For at gøre ondt værre har vi også valget af Donald Trump.
Zelenskij forstår, at valget af Trump repræsenterer et fundamentalt skift i situationen.
Og desperate mænd gør desperate ting.
Han begynder endelig og modvilligt at indse, at krigen er tabt. Og der er intet, som Vesten kan gøre for at stoppe en russisk sejr. Intet, måske lige på nær en direkte militær konfrontation mellem USA og Rusland. Altså tredje verdenskrig.
Det er derfor, at Zelenskij kræver at få carte blanche til at affyre langtrækkende missiler mod mål dybt inde i Rusland.
Putin svarede fuldstændig utvetydigt, at det ville svare til en amerikansk krigshandling, eftersom de amerikanske missiler, som et sådant angreb kræver, kun kan opereres med direkte deltagelse fra amerikansk militærpersonel.
Det vil betyde, at Rusland og USA vil befinde sig i en krigssituation. Det betyder ikke nødvendigvis en øjeblikkelig direkte krig med missiler, der flyver rundt over det hele. Der er mange andre måder, fjendtlighed kan manifestere sig på.
Det er nødvendigt at pointere, at Rusland ikke blot er et land med en stor, veltrænet og veludrustet hær, der har bevist sit værd på den ukrainske slagmark. Den russiske hær er faktisk mere end en værdig modstander for alle NATO’s hære i Europa sammenlagt.
Derudover er Rusland verdens største atommagt med et enormt arsenal af interkontinentale ballistiske missiler, som kan ramme ethvert mål i verden.
Man skulle tro, at det faktum ville have startet en seriøs offentlig debat, om hvor smart det er at forlænge, hvad der tydeligvis er en tabt kamp i Ukraine, og om risikoen for en direkte konfrontation mellem verdens to største atommagter.
Men utroligt nok har sådan en debat ikke fundet sted. I stedet bliver offentligheden på begge sider af Atlanten fyldt med løgne og misinformation, som gør dem ude af stand til at forstå hvad der virkelig foregår.
Ukraine-projektets krise
I alle krige er der altid en afbalanceret propaganda, som er designet til at narre befolkningen og aflede opmærksomheden fra realiteten af en farlig og truende situation. Det gør sig i højere grad gældende for krigen i Ukraine end for nogen anden krig, jeg kan erindre.
For ikke særligt længe siden blev offentligheden stopfodret med en konstant strøm af propaganda, der gav indtryk af, at en ukrainsk sejr over Rusland praktisk talt var garanteret.
Men nu har piben fået en anden lyd. Alle – eller næsten alle – har indset, at Ukraine har tabt krigen, og at det eneste, der nu er sikkert, er en russisk sejr.
I de herskende kredse i USA – og i stigende grad i hvert fald i nogle regeringer i Europa – er der en forståelse for, at krigen i Ukraine er uigenkaldeligt tabt.
Trumps sejr har sat det europæiske borgerskab i et dilemma. Trump har ikke lagt skjul på sit ønske om at gøre en ende på krigen i Ukraine – eller i hvert fald USA’s involvering i den. Det er usandsynligt, at Zelenskijs bønfaldelser vil få ham til at ombestemme sig.
Når først USA trækker landets finansielle og militære støtte – eller betydeligt reducerer det – vil regeringen i Kiev stå i en umulig situation. Det samme vil alle andre regeringer i Europa, som støtter op om det såkaldte Ukraine-projekt.
De europæiske ledere mødtes for nylig i den ungarske hovedstad Budapest for at diskutere Ukraine-spørgsmålet i lyset af Donald Trumps valgsejr. De løb rundt som en flok hovedløse høns, mens de højlydt beklagede sig over deres skæbne.
På trods af alle deres løfter er der ingen måde, hvorpå europæerne vil være i stand til at gøre op for det gabende hul, som en amerikansk tilbagetrækning vil efterlade. Den udbredte stemning i offentligheden på begge sider af Atlanten bliver mere og mere utålmodig i forhold til hele affæren.
Det blev illustreret meget tydeligt i form af resultatet af præsidentvalget den 5. november. Men modstanden mod Trumps sejr fortsætter og har taget en ildevarslende drejning i løbet af de sidste par dage.
Bidens kovending
Pludseligt annoncerede manden, der stadig klamrer sig til sin plads i det Hvide Hus, sin beslutning om at ændre USA’s erklærede modstand mod at give ukrainerne tilladelse til at bruge amerikanske langtrækkende missiler til at ramme mål dybt inde i Rusland.
Det var mildest talt et chok. Blot få dage tidligere havde den nyvalgte præsident Donald Trump brugt halvanden time i hvad der blev beskrevet som en “venlig” samtale med Joe Biden i Det Hvide Hus. Samtalen kom ind på mange forskellige emner. Men angiveligt snakkede de kun fem minutter om Ukraine.
Under hele denne samtale lader det ikke til, at Biden nævnte sine planer om at ændre USA’s position og give Zelenskij lov til at bruge amerikanske langtrækkende missiler til at ramme mål inde i Rusland.
Bidens opførsel er fuldstændig uden fortilfælde. Det er meningen, at overgangsperioden, mellem valget af en ny præsident og at den nye præsident har overtaget embedet, skal være rolig, og at den afgående præsident hjælper med at skabe en gnidningsfri overgang.
I stedet har Biden basalt set kastet en håndgranat ind foran Donald Trump, som tydeligvis er blevet holdt udenfor hele affæren i direkte modstrid med alle eksisterende traditioner.
Den officielle forklaring på den pludselige ændring af politikken var, at missilerne var nødvendige som modsvar på påstanden om, at Nordkorea besluttede sig for at sende tropper til Rusland for at støtte de russiske tropper i Kursk. Men indtil videre har der ikke været skyggen af bevis for denne påstand.
Det er tydeligt, at hele historien om nordkoreanske tropper kom fra ukrainske kilder, og at det er en del af en systematisk missinformationskampagne, der netop er designet til at presse USA til at give efter for Zelenskijs krav.
Med andre ord er det åbenlyst falske nyheder, som så mange andre falske historier, der konstant er strømmet ud fra den samme kilde siden krigen begyndte, og som bliver ukritisk viderebragt i de vestlige medier.
Sandheden er, at Bidens dramatiske kovending ikke var rettet mod en imaginær nordkoreansk hær i Kursk. Dens primære mål var ikke engang Rusland. Den var rettet mod hans primære og mest hadede fjende – Donald J. Trump.
Joe Biden er en gammel, vred og bitter mand, som er rasende over at være blevet vraget som kandidat af sit eget parti, som derefter led et knusende nederlag til Donald Trump. Han blev besat af en ulmende vrede og tørstede efter hævn over sin ydmygelse.
Man kunne måske mene, at faktorer som ukontrolleret vrede og hævntørst – om end de er velkendte karakteristika for menneskelig opførsel – ikke burde have nogen plads i vigtige politiske beslutninger, som træffes på højeste regeringsniveau i jordens mægtigste nation.
Det forudsætter, at vi har at gøre med mænd og kvinder af en vis politisk størrelse, etiske standarder og skarpsindighed. Jamen, præsidenten for Amerikas Forenede Stater må vel bestemt være af sådan en støbning? Men sådan en antagelse er ikke altid velfunderet.
Vi har allerede nævnt, at Joe Biden er en lille mand. Det er allerede blevet tydeligt illustreret af hans opførsel i den nuværende lurvede affære. Sådan en opførsel er ikke kun uværdig for manden, der har det vigtigste embede i USA. Den er knap nok værdig for en provinsiel politiker af tiende rang i en lille by i Midtvesten.
Den minder i højere grad om opførslen fra en forkælet møgunge, der har fået frataget sit yndlingslegetøj og som hævn smadrer sit soveværelse. Men forskellen her er, at Biden ikke bare har smadret et værelse, men har sat hele USA’s befolkning og måske endda hele verden i en dødelig fare.
Han er – ligesom resten af hans krigsliderlige administration – ganske klar over, at hans handling overtræder en rød linje, som Vladimir Putin tydeligt havde trukket op for flere måneder siden.
Truslen om at affyre ballistiske missiler mod Moskva og andre russiske byer antager en langt mere ildevarslende karakter i lyset af Zelenskijs nyeste trusler, om at hvis USA dropper støtten til Ukraine, vil regimet i Kiev øjeblikkeligt begynde at udvikle sine egne atomvåben.
Nyheden om denne alarmerende udvikling blev ikke offentliggjort af Det Hvide Hus. Det blev først nævnt i en artikel i New York Times.
Beslutningen er naturligvis blevet mødt med en byge af kritik i USA. Trump har endnu ikke selv kommenteret på det og gør det måske heller ikke. Men hans ældste søn Donald Trump Jr. har fordømt det, og det samme har Elon Musk og andre ledende Trump-støtter, som kender manden ganske godt.
Det er ikke svært at forestille sig, at nyheden har forårsaget et forståeligt raseri hos Trump. Det faktum at Biden talte med ham i halvanden time uden at nævne noget om det, selvom han uden tvivl måtte have besluttet sig for det i forvejen, kan kun blive tolket som en velovervejet fornærmelse og en direkte provokation.
Lad os ikke glemme, at Trump vandt en bragende valgsejr efter at have ført kampagne på at gøre en ende på USA’s involvering i krigen for i stedet bruge skatteydernes penge på at forbedre amerikanernes liv. Han har sagt, at han vil gøre en ende på krigen mellem Rusland og Ukraine inden for 24 timer.
Trump har indtil videre ikke kommenteret på de seneste udviklinger. Det er nok det mest fornuftige at gøre, eftersom hans politiske modstandere i medierne kredser over ham som gribbe, der bare venter på, at han begår en fejl.
Hvis han offentligt går mod Bidens beslutning, vil han øjeblikkeligt blive anklaget for at være illoyal over for USA, at støtte Putin, forråde Ukraine og så videre og så videre. Det er meget bedre at lade andre tale på hans vegne og vente et par uger. Og når han så sidder sikkert i sadlen i Det Hvide Hus, kan han ganske let beordre sine embedsmænd at ignorere hans forgængers uansvarlige beslutninger.
Biden har gennem sine handlinger ikke alene udvist fuldstændig foragt for den nyvalgte præsident, men også for hele det amerikanske folk, hvis dom over demokraterne – inklusiv “Genocide Joe” – ikke kunne have været tydeligere. Alligevel har Biden den uforskammede frækhed at anklage Trump for at underminere amerikansk diplomati!
Hvad nu?
Zelenskij har ikke spildt tiden efter han fik grønt lys fra den vrede gamle mand i Det Hvide Hus. Efter et par timer blev der udført et angreb på mål inde i Rusland med seks ATACMS-missiler.
Russerne påstår, at de skød fem ud af de seks ned og skadede det sidste. Der blev ikke rapporteret nogle dødsfald.
Missilerne har faktisk været i ukrainernes besiddelse i over tolv måneder. Planen var at bruge dem mod Krim mere specifikt til at ødelægge broen, der forbinder Krim med det russiske fastland.
Der var blevet lagt mange forhåbninger i disse nye våben – præcis som der blev lagt mange forhåbninger i de andre såkaldte “vidundervåben”, der alle blev talt op til at være “game changere”. Men som alle endte med at skuffe.
I dag står Krim-broen stadig. Russerne har udviklet de nødvendige teknikker til at bekæmpe ATACMS-missilerne, har skudt mange af dem ned og ødelagt de baser, som de blev affyret fra.
Det lader til, at ukrainerne nu har opgivet Krim. I stedet koncentrerer de sig om Kursk – hvor de i øvrigt har lidt store tab og er blevet skubbet i defensiven.
Nu håber man, at brugen af ATACMS-missiler vil være – kan du gætte det? – en game changer i Kursk. Det er ikke tilfældigt, at angrebet for nylig blev rettet mod et stort arsenal i byen Karatjev i Barjansk-regionen, som kun er 210 kilometer fra Kursk.
Argumentet om, at den russiske fremgang skyldes nordkoreanske troppers intervention, er absurd. Den russiske hær er formentlig i besiddelse af over én million soldater, som kan indsættes i Kursk eller i enhver del af Ukraine.
Det er svært at fatte, hvorfor de skulle have brug for hjælp i form af nordkoreanske soldater, som det er nødvendigt at optræne i russiske specifikationer og også lære at tale nok russisk til at følge ordrer.
Det betyder ikke, at der ikke er nogle nordkoreanske soldater til stede i Rusland, eftersom Nordkorea og Rusland nu har en meget tæt militæralliance. Men der er overhovedet ikke blevet leveret nogle beviser for, at nordkoreanske soldater har været involveret på den faktiske slagmark i Kursk eller noget andet sted.
Jeg gentager: det eneste “bevis” for disse ofte gentagede påstande kommer fra den ukrainske side – og det er påstande, der ofte er blevet bevist som intet andet end propaganda, der er designet til at forvirre og desorientere holdningen i resten af verden.
Årsagen, til at Ukraine er i gang med at tabe krigen, har intet at gøre med, hvorvidt der er et par tusinde nordkoreanske tropper til stede eller ej. Det forklares simpelthen af den kendsgerning, at Rusland har en knusende overlegenhed i antal, våben, ammunition, missiler, droner, moral og bedre taktikker.
Pentagon var – og er stadig – grundlæggende set imod Bidens beslutning; ikke af humanitære men af rent praktiske årsager.
For det første ved de, at krigen i Ukraine er tabt, og de føler, at det er et ligegyldigt spild af dyrebare ressourcer at sende flere våben og udstyr dertil. USA’s våbendepoter er ikke uendelige og er blevet betragteligt udtømt af den ukrainske affære.
Pentagon påpeger – ganske korrekt – i forhold til det seneste vanvittige eventyr, at det, at sende langtrækkende missiler til Ukraine for at ramme mål dybt inde i Rusland, ikke vil have nogen effekt på krigens udfald overhovedet.
ATACMS-missilers maksimale rækkevidde er 300 kilometer. De er derfor ikke i stand til at ramme mål “dybt inde i Ruslands territorium”. Faktisk kan de kun bruges effektivt i grænseområder som netop Kursk og Brjansk.
Det kan ikke og vil ikke vende udviklingen i krigen. Men det vil forarge russerne, som vil tage modforanstaltninger, som USA ikke vil bryde sig om. Og de har rigeligt af måder, hvorpå de kan skade amerikanske interesser verden over.
Vi lader det faktum ude af betragtningerne, at Vladimir Putin netop har annonceret beslutningen om, at sænke loftet for brugen af atomvåben, til at de kan benyttes, hvis konventionelle våben bliver brugt til angreb mod russisk territorium i samarbejde med en atommagt.
Moskva har mange andre muligheder, de kan gøre brug af, før de tyer til det ultimative våben. Russerne vil uden tvivl optrappe deres hjælp til Iran, Hezbollah, houthierne og mange andre grupper og individer, der kun vil være taknemmelige for at deltage i handlinger mod USA.
Prøv at forestille dig, hvis russerne gav houthierne sofistikerede missiler, som kan synke amerikanske krigsskibe. De enorme hangarskibe, der flyder rundt omkring i Mellemøsten, udgør et oplagt mål for, hvad der ville være et katastrofalt angreb.
Alle disse kendsgerninger er fuldstændigt åbenlyse for militærstrategerne i Washington – altså for de erfarne veteraner, der har reel erfaring med virkelige krige modsat amatørgeneralerne i det Hvide Hus, hvis eneste kampe bliver udkæmpet ved deres computer tastatur.
Pentagon stiller det åbenlyse spørgsmål: hvorfor skal vi hælde penge ned i et bundløst hul i en krig, der ikke kan vindes? Vi har allerede brugt en kolossal mængde penge, hvorfor skulle vi bruge endnu flere uden nogen god grund?
Disse spørgsmål er baseret på en fejlfri logik set fra amerikansk imperialismes virkelige interesser. Men Biden er ikke interesseret i logik, men kun i hans besættelse med at gøre maksimal skade på Donald Trump og Rusland i de få uger, han har tilbage.
Han ønsker at holde gang i krigen i Ukraine, i hvert fald indtil han er gået i glemslens bog. Han er ligeglad med, hvor mange flere ukrainere der skal dø for at tilfredsstille hans personlige forfængelighed og for at beskytte, hvad han anser som sit personlige historiske eftermæle.
I virkeligheden vil Biden-administrationens eftermæle være kendetegnet af konstante fiaskoer, nederlag, krige og død. Det er en fejlslagen administration, der bliver kørt af middelmådige tåber.
Og denne klike af fejlslagne politikere og kriminelle eventyrer nægter helt til det sidste at indrømme deres fejl og insisterer på at trække smerten i langdrag så længe som muligt. Naturligvis er ofrene for denne smerte ikke dem selv, men det uheldige ukrainske folk.