Toppen i Enhedslisten mener, at der er behov for, at venstrefløjen udarbejder en ny sikkerhedspolitik. Argumenterne bag kan man læse i artiklen “En ny verdensorden kræver en ny socialistisk sikkerhedspolitik” på solidaritet.dk. Artiklen er skrevet af Enhedslistens medlem af Europaparlamentet Per Clausen og Jakob L. Ruggaard, ansat som strategisk rådgiver i Enhedslisten. Men deres forslag indeholder ikke et gran hverken “nyt” eller “socialistisk”. Tværtimod har de overtaget den samme “sikkerhedspolitik” som resten af det politiske etablissement. Det ændres ikke af, at de forsøger at dække over det ved at strø om sig med ord som “solidarisk” og “socialistisk”. 

I realiteten er deres bud på en “ny socialistisk sikkerhedspolitik”, den samme som regeringens plan om oprustning af det danske militær, med målet om at forsvare dansk kapitalismes interesser. Med artiklen gøres det helt klart, at Enhedslisten har stillet sig entydigt bag den danske herskende klasse. Det betyder, at der ikke længere er et parti i Folketinget, der udgør en reel opposition til regeringen eller den danske herskende klasses imperialistiske politik, på et tidspunkt hvor der mere end nogensinde er behov for opposition og modstand mod imperialismen, i verden og herhjemme. 

Hvilken ny verdensorden

Argumentet fra Clausen og Ruggaard lyder, at vi befinder os på kanten af en ny verdensorden, at “hvis vi ikke strammer os an, så kan vi stå på kanten til en ny autoritær tidsalder”, og at venstrefløjen bør give svar på, hvordan “vi kan redde international lov, ret og solidaritet – samt forsvare vores lige, demokratiske velfærdssamfund.” Skurkene er de “antidemokratiske ledere”: Trump, Putin og Netanyahu.

Det er åbenlyst, at hverken Trump, Putin eller Netanyahu er venner af verdens arbejdere og undertrykte. Ligesom det er åbenlyst, at vi står på kanten af en ny verdensorden. Men hvad har skabt dette skift i verdensordenen? Hvad består det af og, ikke mindst, hvilken verdensorden kæmper vi for?

Et helt afgørende element i forfatternes analyse er, at Trump har stillet sig på “skurkenes” side og at USA nu fører en autoritær og imperialistisk politik. Implicit siger de dermed, at før Trump blev genvalgt herskede den “internationale lov, ret og solidaritet”, som Clausen og Ruggaard forsvarer. 

Men det er en fantasiverden de har bygget op, og forfærdelighederne i Gaza prikker hurtig hul på den boble. For var det ikke Biden, der var præsident, da Netanyahu indledte sit folkemord i Palæstina? Var det ikke Biden, der bakkede utvetydigt op om “Israels ret til at forsvare sig selv” og sendte våben og penge af sted til den israelske krigsmaskine? 

USA er ikke blevet imperialistisk ved valget af Trump. USA var også en imperialistisk stormagt under Clinton, Obama, Biden og resten af de sidste 100 års amerikanske præsidenter, der jagtede markeder, adgang til råstoffer, indflydelsessfærer, interesseområder osv. Alt sammen for at beskytte og forsvare de amerikanske kapitalisters profitter. Det er præcis det samme som Trump nu forsøger med sine toldbarrierer, sin handelskrig og snak om indlemmelse af nye territorier.

Den nye verdensorden består i, at USA’s styrke på verdensplan er gået relativt tilbage, mens Rusland og især Kina er vokset frem. Skiftet i styrkeforhold skaber øgede spændinger, ændringer i alliancer og militære konflikter. Den turbulente verdenssituation vi ser nu er ikke udtryk for “demokratiets kamp mod diktaturet”, men afspejler forskellige imperialistiske stormagters modsatrettede interesser. At forsøge at vende tilbage til en svunden tid er utopisk, og at forsøge at portrættere tiden før Trumps genvalg, som et bedre alternativ, er dybt reaktionært. 

Vestlig imperialisme, med USA som lederen, var og er stadig den mest reaktionære kraft på jorden. “Den internationale lov, ret og solidaritet” var i virkeligheden intet andet end USA’s brutale verdensdominans. Den million irakere, der blev slået ihjel som følge af invasionen, har nok ikke samme rosenrøde billede af den internationale “lov og ret”, som Clausen og Ruggaard. 

Den orden der eksisterede – den såkaldte liberale verdensorden – har betydet undertrykkelse af milliarder, og at millioner er døde som følge af sult, sygdomme, krige og klimaforandringer. Det er det internationale system, som toppen af Enhedslisten nu mener vi bør forsvare! 

Danmark – hvilket “vi”?

Argumentet for, at Enhedslisten skal støtte oprustning er, at mens verden domineres af slyngler, må Danmark gå sammen med andre “demokratiske lande, som vi deler flest interesser og værdier med”. “Det kræver”, ifølge Clausen og Ruggaard “blandt meget andet, at vi samlet set har et effektivt og velfungerende moderne forsvar. Og det skal Danmark naturligvis også solidarisk løfte sin andel af. Det kræver investeringer at genoprette forsvaret.” 

De påstår på den ene side, at deres forslag om øget oprustning faktisk er den mest venstreorienterede politik, fordi det angiveligt vil sikre “den reelle uafhængighed af USA, som venstrefløjen i mange år historisk har insisteret på”. Men samtidig forsøger de at appellere til højrefløjen og den herskende klasse i Danmark, når de anklager de gamle magtpartier for at have svigtet gennem deres nedskæringer på forsvaret. De forsikrer os (og hele eliten) om, at Enhedslisten faktisk er det mest ansvarlige parti, når det kommer til oprustning.  

Hele præmissen er klar: “Vi”, det vil sige Danmark, må forsvare os mod resten af verden. I Clausen og Ruggaards verden er Danmark tilsyneladende ophørt med at være et klassesamfund: her er ingen arbejderklasse og kapitalistklasse, ingen modsatrettede interesser, ingen imperialisme. Vi er et “lige [!!], demokratisk velfærdssamfund.” 

Men Danmark er et klassesamfund og toppen af samfundet har deres egne imperialistiske interesser, som politikerne varetager. Det er netop derfor, at Danmark har fulgt USA i tykt og tyndt de sidste 30 år, som i invasionerne af bl.a. Afghanistan og Irak, og nu også i opbakningen af Israels blodbad i Gaza. Men i stedet for at udstille de modsatrettede interesser, som findes i Danmark, så tilslører de klassemodsætningerne. 

Danmarks imperialistiske rolle

Det centrale spørgsmål som forfatterne af artiklen ignorerer, er, hvorfor de danske politikere har fulgt amerikansk imperialisme i tykt og tyndt. Svaret burde ikke være vanskeligt for nogen på venstrefløjen: Politikerne har lagt Danmark tæt op af USA, fordi det har styrket danske imperialistiske interesser ude omkring i verden. Det har styrket de største danske virksomheder, der, især i de sidste 20 år, er blevet vigtige spillere på verdensmarkedet: Mærsk, Novo Nordisk, Lego, Carlsberg, DSV, med flere, der alle blomstrede under den amerikansk-ledede verdensorden.

Det er netop for at kunne forsvare disse imperialistiske interesser, at den danske regering er så forhippet på at opruste – de håber desperat, at det betyder, at de kan forblive under USA’s beskyttende vinge. Det er i øvrigt også derfor spørgsmålet om amerikanske baser i Danmark er så vigtigt for dem. For hvis det ikke lykkes at blive under amerikansk imperialismes vinger, så skal de finde en anden stærk allieret, som kan beskytte deres interesser, og hvem skulle det dog være?

Den oprustning, som Clausen og Ruggaard vil have, at venstrefløjen skal bakke op om, handler ikke om at forsvare den danske arbejderklasses levevilkår og demokratiske rettigheder. Tværtimod er regeringen godt i gang med at nedbryde netop velfærden og demokratiet – med undskyldningen om, at det er nødvendigt for at forsvare Danmark. 

Enhedslisten har desuden selv været med til nogle af angrebene på demokratiske rettigheder, såsom anti-semitisme-aftalen, der er et direkte angreb på solidaritetsbevægelsen med Palæstina. Andre er Enhedslisten imod, såsom regeringens forslag til PET-loven, som regeringen måtte trække midlertidigt tilbage. Men Enhedslistens protester mod enkelte indskrænkninger af demokratiet og nedskæringer bliver hule, når de bruger de samme argumenter som regeringen for nødvendigheden af en oprustning. De siger, at oprustningen skal til for at forsvare “vores” Danmark, “vores” samfund og “vores” system, altså det selvsamme system, som underminerer frihedsrettighederne og velfærden. Enhedslisten legitimerer dermed regeringens imperialistiske politik, som udspringer fra det kapitalistiske system, som de nu vil være med til at forsvare ved brug af flere penge på krudt og kugler. 

Status quo eller revolution

Skiftende danske regeringer har de seneste årtier gjort meget klart, at vi ikke alle er i samme båd – at Danmark er et klassesamfund. De giver skattelettelser til de rigeste, mens de skærer ned på velfærden på bekostning af arbejderklassen i Danmark og internationalt. De sender våben til Israel, mens de sender politiet ud for at tæske demonstranter, der protesterer mod Mærsks transport af våben til Israels folkemord. 

Kan det blive mere åbenlyst hvilken side det politiske etablissement står på? Og i den forstand, for hvis interesser militæret vil blive brugt? Svaret er indlysende: til forsvar for den danske herskende klasse, for kapitalisternes interesser, for deres profitter og deres udplyndring af verden.

Det er den side Clausen og Ruggaard med den seneste artikel i Solidaritet vil stille Enhedslisten på. Uanset hvor meget socialistisk fraseologi de bruger, kan de ikke komme uden om det. 

Per Clausen og Jakob L. Ruggaard vil “forsvare Danmark” mod eksterne fjender og imperialister. De vil energisk opruste for at forsvare… den gamle kapitalistiske verdensorden. 

Det er ikke venstreorienteredes opgave at forsvare kapitalisternes verdensorden, deres “lov og ret”. Som revolutionære står vi i Revolutionært Kommunistisk Parti klar til at “forsvare Danmark” mod fremmede imperialister, men først hvis vi binder vores egne kapitalister på hænder og fødder og forhindrer dem i at angribe andre lande; hvis arbejderne i vores land bliver de virkelige herrer; hvis landets rigdom overgår fra at være i hænderne på et lille mindretal til at være i arbejderklassens hænder; hvis hæren bliver et våben for de udbyttede i stedet for de udbyttende. 

Det er utopisk og reaktionært at ville vende tilbage til den “gamle verdensorden” – vi må vælte hele den kapitalistiske verdensorden gennem kampen for socialisme. Vi har intet tilfælles med toppen af det danske samfund, men vi har en verden at vinde i en fælles kamp med arbejdere og unge i resten af verden.