De sidste par år har en del af Hollywoods filmselskaber kunne markere deres 100 års jubilæum. Selvfølgelig har finansielle forandringer indenfor filmindustrien betydet, at mange selskaber ikke har nået de 100 år eller at selskaberne nu kun eksisterer som et ’brand’, uden nogen betydelig produktion. Tidligere store selskaber som United Artists og MGM har lidt denne skæbne, mens andre som Orion og Avco-Embassy er forsvundet. På trods af dette, har filmindustrien overlevet og udviklet sig til en domineren
Selvom langt størstedelen af de film der bliver produceret nemt kan beskrives som skrald (ligesom det er tilfældet med andre medieformer), har der været et lag af vigtige og vedholdende film som det er værd at fordybe sig i. Marxister ser film, og andre kunstformer, som en afspejling af klassesamfundet og dets strukturer. Selv populære ’exploitation film’ har noget at fortælle os. I denne artikel tager Bob Stothard et kig over hele filmens historie og hvad den kan fortælle os.
Hurtig udvikling
Den tidlige udvikling i filmindustrien i begyndelsen af det 20. århundrede var hurtig. Fra Eadweard Muybridges sekvens af heste i bevægelse fra 1888 bliver de første filmstudier og filmfotografer i løbet af et par årtier etableret på tværs af de industrialiserede lande.
I Sovjetunionen skabte Sergei Eisenstein Panserkrydseren Potemkin (1925) hvori montage samlede hele produktionen. Eisenstein havde tidligere foretaget innovative spring ved at lade kameraet følge dets motiv, hvor scener tidligere var ofte spillet meget som teaterstykker med kameraet som statisk observatør.
Eisenstein var ikke kun revolutionær som filmskaber, men også i det politiske liv. Han støttede ivrigt Oktoberrevolutionen og tilsluttede sig militæret for at følge bolsjevikkernes mål. Lenin og Trotskij blev hurtigt klar over hvor kraftfuldt filmmediet var til at forklare og vise revolutionen for de vidtstrakte områder af Sovjetunionen. Som internationalister håbede de også at sprede deres budskaber til andre lande.
I 1927 fremkom de første lydfilm såkaldte ’talkies’ sammen med Disney tegnefilm med lyd. På dette tidspunkt havde mange lande spirende filmindustrier, især Frankrig og Italien, men det var i USA, at udviklingen for alvor fandt sted. Californien med dens faste varme vejr, lange kyststrækning, grønne landområder, bjerge og ørkener gav filmproducenterne alt hvad de havde brug for indenfor kort afstand og til en billig penge. I de svære år under recessionen efter sammenbruddet på Wall Street, drog unge mennesker vestpå for at finde berømmelse og måske finde lykken, men først og fremmest for arbejde af enhver art.
Antallet af biografgængere eksploderede idet at folk søgte nem lindring fra dagligdagens rædsler med recession og omsiggribende arbejdsløshed, i eskapistiske film.
Kapitalisterne så hurtigt de penge som kunne tjenes igennem filmindustrien. Store studier blev bygget og skuespillere ansat som og omformet til filmstjerner, typisk bundet af en kontrakt som forhindrede dem i at arbejde for konkurrenterne. Blandt de tidligere faste emner var kostume-dramaer, komedier, gangster- og westernfilm.
Med et øje for hvad der skete på den politiske scene var pistolmanden eller gangsteren portrætteret som en helt imod den herskende magt – Individet som ikke frygter det etablerede system; iværksætteren imod kollektivismen og den ”snigende socialisme”.
Filmiske virkemidler var og er fortsat udbredte. Tiltningen af kameraets blik på helten, den gode bærer en hvid hat, en billede i et spejl foregriber ulykke og et dyr, f.eks. en hund eller en hest, vil altid gø eller vrinske.
Socialrealisme
I modsætning til Frankrig og Italien, styrede den amerikanske industri stort set udenom socialrealismen. Nogen film indtjente store profitter, mestendels fantasyfilm og kostumedramer. Men den mærkelige realistiske film som slap gennem var voldsomt censureret via ’Hays Code’ (1930-68) som var blevet indført efter at 37 stater havde vedtaget individuelle lovforslag om filmcensur.
Koden gav vejledninger om moralske og politiske spørgsmål som studierne kunne følge eller lade være og tage konsekvenserne. Højesteret havde dekreteret i 1915 at ’Free Speech’ som er nedfældet i forfatningen, ikke galt for film. Koden fremlagde 26 mulige overskridelser som inkluderede raceblanding, brug af bl.a. ordene ’God’, ’Jesus’ og ’Damn’, gifte par kunne ikke vises i sengen uden at begge var iført nattøj og manden havde en fod på gulvet!
Måske er den bedst kendte overtrædelse af Hays Code slagtningen af John Fords filmatisering af Steinbecks ’Vredens Druer’ fra 1940. Titlen kommer fra den patriotiske sang ’Battle Hymn of the Republic’. Den anden halvdel af filmen har meget lidt lighed med bogen, idet at familien aldrig ses arbejde på farmen. Faktisk ses ikke en eneste fersken, og de ender ikke i en junglelejr men et anlæg drevet af regeringen med massevis af mad, uddannelse og sygeforsikring. Steinbecks stærkt gribende slutning, en kvinde der giver fødsel til et dødfødt barn og giver sit fulde bryst til en døende mand i et jungleskur blev dømt uacceptabel.
I Tyskland havde nazisterne grebet de muligheder som film gav for propaganda. Den populære skuespiller, Leni Riefenstahl instruerede ’Viljens Triumf’ om nazipartiets årsmøde i Nürnberg. Fritz Hippler instruerede derefter ’Den evige Jøde’ som er berygtet for dens klipning mellem rotternes udbredelse og jødernes. Den viste også Charlie Chaplin og Albert Einstein som jødiske forrædere. Amerikanerne og englænderne svarede igen under krigen, med deres egen anti-nazistiske propaganda.
Frygten for kommunisme spillede en stor rolle i Hollywood i de tredive år mellem 1940 til 1970, især under krigen i Korea og Den Kolde Krig. Talløse ’gung-ho’ film, ofte med John Wayne imod hele Kina og i spionfilm som viste de skruppelløse russere konfronteret af macho amerikanere eller åleglatte James Bond typer, var en almindelig oplevelse i biografen.
Imellem smukt producerede, men oversentimentale musical-produktioner i selskab med religiøse storfilm som havde den interessante fordel at de gav lov til at vise langt mere kvindeligt hud, for hvem kunne klage når det var i bibelen? Cecil B. DeMilles storfilm ‘Korsets tegn’ (1932) blev angrebet af den katolske kirke for at vise unødvendige mænger vold, nøgenhed og endda hentyde til lesbianisme.
Tredive år senere kopierede ’Kleopatra’ (1963) mange af de samme scener der i blandt Elizabeth Taylor som gentog optagelsen hvor Claudette Colberts badede. Det område hvor seksuelle allusioner var tilladte og endda blev påskyndet, er i fremstillingen af sorte mænd. På et tidspunkt hvor racisme gennemsyrede vedtægterne i mange stater var frygten udbredt for voldtægt af hvide kvinder begået af afro-amerikanske mænd. Som konsekvens portrætterede film hyppigt og skamløst disse som mulige voldtægtsmænd af forsvarsløse hvide kvinder.
Hollywood var ikke uden instruktører, forfattere og skuespillere som talte imod McCarthyismen, autoritærismen og for social retfærdighed. Mange karriere- og jobmuligheder blev ødelagt af den heksejagt som blev ført af ”dydsmønsteret” Ronald Reagan. Som en sidebemærkning er det bemærkelsesværdigt at et land som bruger så meget tom taletid til at tale om Gud, Bibelen og Kreationisme, samtidig er verdens største lovlige producent af pornografi.
Ni ud af ti af disse produkter stammer fra Amerika, selvom Rusland forsøger at indhente ligesom at Japan i langt tid har haft sine egne specielle variationer. Porno har eksisteret siden filmteknologien blev opfundet. Det er billigt at producere og salget (eller downloades’ne) fortsætter med at vokse. For forretningsproducenten er intet for usselt, hverken kvinder der er ofre for trafficking, børn eller dyr, hvis der er en nem dollar at tjene.
I USA og Storbritannien vender ’mainstream’ film sig mod smalle interesser. I Storbritannien giver anmeldere fra middelklassen ros til film der handler om den urbane middelklasse (Notting Hill, Fire brylluper og en begravelse, Bridget Jones Dagbog osv.). I USA derimod reflekterer filmene landets tilsyneladende besættelse af krig, vold og militære temaer. Selv i gangsterdramaer optræder der hyppigt fjender fra udlandet, typisk fra Rusland og disse er endnu mere hensynsløse end de hjemmedyrkede varianter.
Arbejderklassen på film
Et overfladisk blik på spørgsmålet om hovedpersonerne i amerikanske mainstream film, viser en fanatisk besættelse med karakterer som allerede er velhavende professionelle. Hvornår så du sidst en amerikansk film som byder på arbejderklassen? (Amerikanerne vil ikke indrømme at ’klasser’ eksisterer og kalder dem i stedet ’Blue collar’). På flere niveauer føler producenterne pligt til at beskytte ideen ’om den amerikanske drøm’ – At alle kan opnå rigdom hvis bare de arbejder hårdt nok for det, og at dem der ikke kan det ikke er uværdige, uintelligente eller for dovne til det. Kort sagt, de er ikke et passende emne at skabe fortællinger om.
Michael D. Higgins, Irlands præsident og tidligere kulturminister observerede: ”Det er forkert at alle billeder af verden, skal komme fra det samme sted.”. Der var og er stadig en tro i den britiske filmindustri på at hvis man tilføjer en amerikansk skuespiller til castet skaber det, glamour og gør produktionen mere attraktiv for et amerikansk publikum. Det faktum at disse skuespillere ofte var både ringe til deres erhverv men også næsten ukendte i deres hjemland syntes at have været overset.
Hvem i Storbritannien vil argumentere for at Ken Loachs film er uinteressante?
Loach ved at mange af de bedste fortællinger er at finde blandt almindelige menneskers liv – buschauffører, industriarbejdere, plejepersonale osv. Alligevel blev den fine serie af film der blev produceret i 1960’erne kaldt ’Kitchen sink’, basered på det litterære fænomen kendt som ’The Angry Young Men’. I ’En duft af honning’ (1961), ’Sejr eller nederlag’ (1962) og ’En plads på toppen’ (1959) tager temaer som klasse op og beskæftiger sig med arbejderklassens hverdag – Det skal nævnes at det ikke altid var på en måde som socialister brød sig om. Moral, humor, kammeratskab og en længsel efter retfærdighed og rimelighed findes indenfor arbejderkassens miljøer og hjem.
Independent film
Den amerikanske skuespiller og instruktør Robert Redford har forsøgt at spille sorteper i amerikansk film ved at bakke op om uafhængige filmskabere ved sin Utah Sundance Filmfestival. Der er afvigende stemmer i amerikansk film, ligesom Loach er det i britisk film. Store producenter vil ikke røre dem, så de er dømt til et smallere publikum i independent og ’Art house’ biografer.
Den sene John Cassavetes, en amerikansk innovativ ’naturalistisk’ filmskaber, led denne skæbne på trods af ros fra kritikerne for de fleste af hans film, hvoraf en del nu bliver genudgivet på DVD.
Dårlige amerikanske mainstream produktioner lider den ydmygelse at udkomme direkte på DVD eller Netflix. I denne kategori kan man finde produktioner med Jean Claude van Damme eller Steven Seagal i hovedrollen, disse på at dømme ud fra Channel Fives lister lave en film fast hver anden uge.
Hvis du så sammenligner de nylige tilbud der kommer fra Europa – i særdeleshed fra Frankrig og Italien, så er deres emnevalg væsentligt mere realistiske, forstærket af eksemplarisk skuespil og instruktion. Tilføj det fantastiske output fra Japan, Rusland og Korea. Indien har verdens største filmindustri (og publikum) efterfulgt af Kina, men begge jagter en stærkt stiliseret produktion.
Ved siden af at have publikum i andre lande, så bliver indiske og kinesiske film primært lavet for de store hjemmemarkeder, når alt kommer til alt handler det om at tjene penge. I lyset af det faktum at et vestligt publikum generelt set, ikke bryder sig om undertekster og dubbing (som på et tidspunkt var normen for ikke-engelske film), Har disse film ikke de store chancer på markedet.
Igen mens endnu en krise i kapitalismen krænger sig ud, ser vi dem der er ramt hårdest søge eskapisme i fantasy-film, enten i biografen eller derhjemme tager de et kort pusterum fra deres problemfyldte og nedslidte liv.
Film er en kunstbranche og bør derfor være folkets ejendom. Som det er i dag er kunst i alle dets afskygninger stjålet og endt i borgerskabets besiddelse. At færdes i den sociale hvirvel der hedder intelligensiaen er så vigtigt for dem som at skifte skjorte – og lige så betydningsfuldt. Der er berømmelse og penge at hente og det er det vigtigste. Et socialistisk samfund ville gøre alt hvad der skulle til for at give kunsten tilbage til dens retmæssige og meningsfulde plads, i hjertet af hverdagen hvor den ville blomstre blandt folk frigjort fra arbejdsløshed, unødvendige behov og frygt.
