De ansatte på CSC har stemt for at gå i storstrejke fra på onsdag!
De har taget et modigt skridt og har fejet al skepsis til side på trods af at alle kræfter har været imod.

Beslutningen om strejke blev taget mandag eftermiddag, hvor cirka 500 ansatte på CSC mødtes til stormøde for at diskutere overenskomstforslaget fra CSC og Prosas forhandlingsgruppe. 262 stemte for at forkaste forslaget med det samme. 251 stemte for at sende forslaget til urafstemning blandt alle Prosa-medlemmer på arbejdspladsen og dermed udskyde beslutningen om strejke.

Det betyder, at aftalen er forkastet og at en storstrejke blandt de 500 ansatte på Prosa overenskomst på CSC træder i kraft onsdag den 1. juni.

At CSC ledelsen ikke har fået held med at tromle deres diktat igennem skyldes udelukkende, at de ansatte i CSC har stået op for sig selv og har udvist en enorm kampvilje. De ansatte kan kun stole på deres egen styrke, der har fået dem så langt og som gennem en effektiv konflikt kan sikre sejren.

En principiel konflikt
Det er en konflikt af principiel betydning for alle arbejdere i Danmark.
De ansatte på CSC har vist CSC og resten af de danske arbejdsgivere, at de ikke bare kan knækkes. CSC har, bakket fuldt op af arbejdsgiverorganisationerne, kørt en benhård taktik for at smadre alle tilkæmpede rettigheder. CSC har blæst på alle regler og domme i arbejdsretten, de har forsøgt at splitte de ansatte gennem at sprede frygt. De har været i offensiven og har tvunget de ansatte i kamp. De ansatte har nu, trods at flere af dem allerede har været i kamp i 3 måneder, vist, at de ikke lader sig tromle, men tager kampen op.

På den måde er der også taget et vigtigt skridt imod den arbejdsgiveroffensiv, der især har været sat i værk siden krisen start, hvor mange dukkede nakken af frygt for at miste jobbet. Men sagen er netop, som de ansatte på CSC har indset – kampen må tages nu. Firmaet har vist at de ser enhver indrømmelse som et svaghedstegn og som en indbydelse til endnu flere angreb.

Elendigt forlig
Arbejdsgiverne krævede lønnedgang på 10 procent, forringelse af tryghedsaftalen og arbejdsforholdene. Og en udvidelse af fredsaftalen, så strejkeretten i realiteten var en saga blot.
Ingen af de 500 fremmødte synes aftalen var god.
Ingen af de mindste krav og ønsker som arbejderne havde blev tilgodeset i forliget. I bund og grund var forslaget stort set det samme som det oprindelige diktat fra CSC, en direkte og indlysende fornærmelse mod de arbejdere, der i årevis har skabt enorme rigdomme til firmaets ejere.

Stort flertal for strejke
På trods af at en massiv kampagne og pres på arbejderne, især dem der ikke var lock-outede, for at få vedtaget forslaget, besluttede arbejderne at gå i strejke fra onsdag.
Selvom var utrolig tæt, afspejler tallene i virkeligheden et kæmpe flertal for strejke.
Diskussionen til mødet var sat op, så der først var en debat af, hvorvidt ”man var parat til at gå hele vejen”. Her blev der indikeret fra de faglige ledere, at hvis ikke i hvert fald 80 procent stemte for, var opbakningen ikke stor nok. Den rigtige rækkefølge at tage debatten er at starte med at diskutere indholdet af aftalen, derefter om det er tilfredsstillede, og derefter hvad man så vil gøre ved det. De konkrete skridt i kampen må tages hen af vejen. På forhånd at beslutte man vil ”gå hele vejen” er et fuldstændig abstrakt spørgsmål. 57 procent stemte for at ”gå hele vejen”, hvilket viser en enorm kampvilje, allerede før kampen er begyndt, men blev af mange set som et nederlag fordi det ikke var de 80 procent.
Da debatten gik over til en debat af selve forslaget, blev det dog mere og mere tydeligt, at mødedeltagerne ikke var parat til at acceptere det elendige resultat.
Oveni det skal lægges, at indtil nu har langt størsteparten ikke været involveret aktivt i konflikten. De fleste af de lockoutede kan skrive under på, at det gør en kæmpe forskel på solidariteten og folks tænkning at komme ud af sit kontor, og ind i aktiv konflikt, hvor man møder alle sine kollegaer hver dag og ser sin egen styrke i praksis og støtten udefra.

Udgangspunktet for strejken kunne ikke være meget bedre. Spørgsmålet nu bliver at gøre kampen så effektiv som muligt.

Blokade nødvendig
CSC har i mere end 3 måneder sat hårdt ind. Den eneste måde at stoppe deres angreb og vinde kampen er at sætte hårdt mod hårdt.

En strejke er ikke i sig selv nok, når de bruger skruebrækkere og når der stadig er ansatte tilbage på virksomheden. Det er nødvendigt at opsætte en fuld fysisk blokade af CSC. Det vil ramme CSC på pengepungen nu og her – det eneste der virker! Det vil også skade omdømmet overfor kunderne og ikke mindst ramme vitale samfundsfunktioner, som vil sætte strejken på dagsordenen i medierne og blandt politikerne.

Der må appelleres til andre faggrupper på virksomheden om at bakke op om strejken – der er ingen tvivl om, at vinder CSC kampen, så står de næst i køen. En egentlig blokade vil hjælpe alle de tilbageværende på virksomheden, der frygter at gå i konflikt på grund af konsekvenserne, men som reelt støtter strejkens formål.
Er det ikke nok til at presse kravene igennem, må konflikten optrappes til alle virksomheder, der har tilknytning til CSC, og i sidste ende i sympatikonflikter fra andre fag organiseret af LO og FTF. Kampen er som sagt en principiel kamp for alt, hvad generationerne før os har tilkæmpet sig af rettigheder.

Stol kun på egen styrke
Det er tydeligt at CSC var pressede af strejken, eftersom de pludselig gerne ville forhandle. Det kan derfor undre at Prosas forhandlingsgruppe gik med til at fremlægge en så elendig aftale, når det nu endelig var, at der var mulighed for at sætte reel magt bag forhandlerne gennem strejke. Aftalens indhold var netop det, som Prosa oprindelig var gået til kamp mod – en HK-overenskomst plus lidt mere.

På mandagens møde virkede det mere til at forhandlingsgruppen bekymrede sig om Prosas ret til fortsat at indgå overenskomsterne, end om selve indholdet af overenskomsten. Men det er klart, at for dem, der skal leve med overenskomsten, er det mere indholdet end organisationen, der er afgørende.

Ved at acceptere aftalen skød forhandlingsgruppen i virkeligheden Prosa selv i foden og risikerede at opnå det modsatte end det tilsigtede – var aftalen blevet accepteret, havde det dræbt Prosa langsomt i stedet for hurtigt: ingen er interesserede i at betale fagforeningskontingent til en fagforening, der ikke kan sikre ordentlige forhold.

Nu har medlemmerne talt – de har underkendt forhandlingsresultatet, og det er nu op til ledelsen for Prosa at vise, at de er medlemmernes organisation og de er parate til at gå forrest og helhjertet ind i kampen.

Desværre ser det ud til, at en del af toppen i den danske fagbevægelse har mistet tiltroen til, at arbejderklassen kan kæmpe. De tror, at alt afgøres gennem forhandling. Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, forklarede på torsdagens demonstration, at den nye virkelighed er lønnedgang på 20 procent og lignende. Det er fuldstændig forkert! Det er kun den nye virkelighed, hvis vi accepterer det og på forhånd lægger os fladt på maven. Men det er den modsatte vej, de ansatte på CSC har valgt.

De ansatte på CSC har vist et enormt mod og offervilje. De har absolut styrken til at vinde kampen, hvis den føres effektivt – det kræver først og fremmest, at de kun stoler på egen styrke. Der er masser af opbakning blandt resten af arbejderklassen, når de hører, hvad konflikten drejer sig om, men deres støtte afhænger af, at de ser nogen, der kæmper resolut, nogen som står fast.