De egyptiske sikkerhedsstyrker har blodigt knust og opløst de protestlejre som det Muslimske Broderskab (MB) tilhængere havde oprettet på Al-Nahda Square og Raba’a al-Adawiyya i Cairo, som knudepunkter for omgruppering og mobilisering af deres styrker efter Morsis fald. Det markerer endnu en dramatisk ændring i den egyptiske revolution.æ
Som forventet blev denne operation fra den egyptiske stats repressive styrker – som stort set er det samme apparat som under Mubarak – udført med ekstrem brutalitet. Ofrene løber op i flere hundrede; den 14. august blev 525 dræbt (herunder 43 fra sikkerhedsstyrkerne) og tusindvis såret ifølge Sundhedsministeriet, men det endelige antal vil sandsynligvis stige. Den midlertidige regering har erklæret en måned lang undtagelsestilstand med et dagligt udgangsforbud fra 19:00 til 06:00 i Cairo og 13 andre provinser.
Denne udvikling bør ikke komme som nogen overraskelse og er resultatet af spændingerne mellem de tidligere allierede – hærens generaler og MB – der har nået bristepunktet i løbet af den sidste måned, siden fjernelsen og anholdelsen af Morsi den 3. juli.
Men hvad er der sket i Egypten efter den imponerende fremvisning af styrke og selvtillid, som vi så i den massive oprørsbevægelse, der fejede MB-regeringen af banen? Masserne, som i millionvis havde afgjort først Mubarak og så Morsis fald, har midlertidigt trukket sig tilbage fra hovedscenen og ladt pladsen åben for, at de reaktionære kræfter kan omgruppere og reorganisere sig og tage initiativet. Den skrøbelige alliance mellem de vigtigste to fløje af det egyptiske borgerskab, repræsenteret af MB og Det Øverste Råd for de væbnede styrker (SCAF), er endt i et åbent sammenstød. Begge disse kræfter er reaktionære, men statsapparatets rå magt er stadig i hænderne på hærens generaler.
MB og SCAF – to reaktionære kræfter
Lejrene organiseret af Det Muslimske Broderskab er af de internationale mainstream medier blevet fremstillet som en “muslimsk” version af bevægelsen på Tahrir-pladsen: velorganiseret, fredelig, demokratisk. Det er ikke første gang, at reaktionen – som det fremvæksten af fascismen og nazismen demonstrerede – indoptager nogen af den revolutionære bevægelses kendetegnene; men den gør det med et reaktionært formål – for at knuse de revolutionære kræfter.
Det var præcis formålet med den nye offensiv lanceret af lederne af MB: at forsvare Morsi-regeringens “legitimitet”; at mobilisere MBs medlemmer og sociale base til støtte (det var ikke tilfældigt, at den største af lejrene var baseret i Cairo distriktet Nasr By); at modstå hvad der blev skildret som et “kup”, og hejse “demokratiets” fane. Men på samme tid har de væbnede bøller fra MB udført morderiske angreb på den revolutionære ungdom.
Det Muslimske Broderskabs ekstremt reaktionære karakter bliver tydelig i den bølge af angreb, der brød ud (og fortsætter) efter nedlæggelsen af lejrene rettet mod de koptiske kristne. Kampagnen med mord og nedbrænding af snesevis af kirker, blev udløst og gennemført med det formål at afspore kampen ad en mere gunstig vej – som en borgerkrig på sekteriske linjer. I øvrigt løftede hverken hæren eller politiet en finger for at forsvare det koptiske mindretal. Det er også i deres interesse, at konflikten foregår langs sekteriske linjer.
På den anden side har SCAF og den egyptiske stats sikkerhedsstyrker det samme mål som det Muslimske Broderskab: at knuse revolutionen. Så længe Morsi var i stand til at holde massernes bevægelse nede, var hærens generaler tilfredse med at holde sig i baggrunden, mens deres magt, rigdom og straffrihed blev bevaret. Men de var altid urolige over at dele magten med disse “allierede”, og da MB ikke længere kunne undertrykke massernes bevægelse, som truede med at vælte hele den egyptiske stat, benyttede generalerne lejligheden til at påføre MB et alvorligt slag og vinde en vis folkelig opbakning.
Hærens generaler banede vejen for opløsningen af MB sit-ins-lejre med magt ved at opfordre til en massedemonstration den 26. juli. General El-Sisi erklærede åbent sit mål: “Jeg opfordrer folk til at gå på gaden på fredag for at vise deres vilje og give mig, hæren og politiet mandat til at konfrontere mulig vold og terrorisme.” Med meget få ærefulde undtagelser blev demonstrationen støttet af de fleste af de venstreorienterede partier og organisationer samt de vigtigste fagforbund.
I ugevis blev afgørende aktion udsat, mens forhandlinger fandt sted. Imperialismen ønskede at undgå et åbent sammenstød ved at presse begge parter til en eller anden form for aftale. Når alt kommer til alt har begge parter hidtil loyalt fulgt den amerikanske imperialismes diktater og gennemført kapitalistiske økonomiske politikker. Til sidst meddelte generalerne, at de ville bruge afgørende magt til at rydde sit-ins-lejrene og annoncerede endda dagen: ved slutningen af Eid Fitr festen, der markerer afslutningen på ramadanen.
Den brutale undertrykkelse, som blev brugt af sikkerhedsstyrkerne imod MBs sit-in-lejre var af samme karakter, som den hundredetusinder, især revolutionære unge, har mødt tidligere under og efter Mubaraks fald. Det må ikke glemmes. Vi ved, at de revolutionære vil blive mødt af den samme og endnu værre behandling hvor end muligheden åbner sig for, at SCAF kan genvinde fast kontrol.
SCAF er stadig den vigtigste bastion for reaktion i Egypten, og kontrollerer også store dele af økonomien. Hæren og sikkerhedstjenesten er den grundpille, som det kapitalistiske system er baseret på. Selv efter at Morsi blev væltet, har hæren allerede været brugt til at undertrykke arbejdernes kampe, som episoden hvor militærpolitiet anholdt to arbejdere på Suez Stålvalseværk for “tilskyndelse til strejke” viser.
I IMT resolutionen om den nuværende situation fra 11. juli, pointerede vi:”Perioder med skarp klassekamp vil veksle med perioder med træthed, apati, nedgang i kampen og endda reaktion. Men det vil blot være starten på nye og endnu mere eksplosive udviklinger. Det har den egyptiske revolution vist.
I Egypten gik 17 millioner mennesker på gaden i en hidtil uset folkelig opstand efter måneders skuffelse og træthed. Uden noget parti, uden organisation eller ledelse, lykkedes det dem på få dage at vælte den forhadte Morsi regering.
De vestlige medier har forsøgt at karakterisere det som et kup. Men et kup er per definition et lille mindretals bevægelse, der konspirerer for at tage magten bag folkets ryg. Her gik det revolutionære folk på gaderne og de var den virkelige drivkraft i begivenhederne. Med 17 millioner mennesker på gaden fast besluttet på at vælte Morsi, intervenerede hæren (som udgør rygraden i den egyptiske stat), for at fjerne præsidenten og redde selve regimet fra at blive væltet.
I enhver ægte revolution er det massernes elementære bevægelse, der er drivkraften. Men modsat anarkister, tilbeder marxister ikke spontanitet, som har sine stærke, men også sine svage sider. Vi må forstå spontanitetens begrænsninger. ” (Egypten, Tyrkiet og Brasilien: rystelser fra verdensrevolutionen)
Mangel på revolutionær ledelse
Nøglen til at forstå den nuværende situation er, den egyptiske revolutions mangel på en revolutionær ledelse, en sådan ledelse er med Trotskij ord “den tendens, der vokser op med revolutionen, som er i stand til at se sin egen morgendag og dagen efter i morgen, som sætter sig klare mål og ved hvordan de opnås.” (Trotskij, Om KAPDs politik, tale givet ved ECCIs møde, 24. november 1920) Selv hvis en sådan en ledelse fandtes i Egypten, ville den revolutionære proces alligevel uundgåeligt gå igennem pludselige ændringer i situationen, som dem der finder sted nu. Revolution udvikler sig ikke i en lige linje. Det er en kamp mellem levende kræfter, hvor revolutionære og kontrarevolutionære elementer skiftes til at dominere. Under den spanske revolution i 1931-1937 var der Bienio negro (de to sorte år), hvor reaktion var ved roret, hvor tusinder af arbejdere blev massakreret og titusinder arresterede. Den russiske revolution i 1917 oplevede juli, “de store bagvaskelsers måned”, hvor bolsjevikkerne var ofre for undertrykkelse og Lenin måtte gå under jorden. En revolutionær ledelses eksistens ville fremskynde processen, som under de nuværende omstændigheder ikke kan antage andet end en langstrakt form.
Det vi nu er vidner til, er betalingen af prisen for, at den egyptiske revolution er stoppet op inden smadringen af den borgerlige statsmaskine: inden hærens splittelse på klasselinjer, opløsningen af politiet og de hemmelige tjenester og fjernelsen af den borgerlige stats traditionelle kommandostruktur og deres erstatning med en ny statsmaskine baseret på arbejderråd og en arbejdermilits. ”I Egypten kunne masserne have taget magten i slutningen af juni. Rent faktisk havde de magten i deres hænder, men var ikke klar over det. Denne situation har en hvis parallel til februar 1917 i Rusland. Lenin forklarede, at den eneste grund til at arbejderne ikke havde taget magten, intet havde at gøre med de objektive betingelser, men skyldtes den subjektive faktor:
’Hvorfor tager de ikke magten? Steklov siger: Af den ene og den anden grund. Det er noget sludder. Sagen er, at proletariatet ikke er organiseret og klassebevidst nok. Vi må indrømme dette: Den materielle styrke ligger i hænderne på proletariatet, men borgerskabet viste sig at være forberedt og klassebevidst. Dette er en frygtelig kendsgerning og den burde åbent og ærligt indrømmes, og det bør siges til folket, at det ikke tog magten, fordi det var uorganiseret og ikke bevidst nok.’ (Lenin Collected Works, bind 36, s.437,vor kursivering)
De egyptiske arbejdere og unge lærer hurtigt i revolutionens skole. Det var derfor, at juni-opstanden var langt bredere, dybere, hurtigere og mere bevidst end den første revolution, der fandt sted for to og et halvt år siden. Men de mangler stadig den nødvendige erfaring og revolutionære teori, som ville gøre revolutionen i stand til at opnå en hurtig og relativt smertefri sejr.
Situationen er i dødvande, hvor ingen af siderne kan hævde at have vundet. Det er det, som gør, at hæren kan rejse sig selv op over samfundet og præsentere sig som nationens suveræne dommer, selvom den virkelige magt i realiteten lå i gaderne. De illusioner, som nogle folk har udtrykt til hæren, er et udtryk for ekstrem naivitet. Bonapartisme repræsenterer en alvorlig fare for den egyptiske revolution. Denne naivitet vil blive brændt ud af massernes bevidsthed i livets hårde skole.
Det åbenlyst kontrarevolutionære Muslimske Broderskab er blevet fordrevet fra magten, men på grund af spontanitetens begrænsninger, dvs. dens uorganiserede natur, har revolutionen ikke formået at tage magten. På den ene side organiserer de islamistiske reaktionære et kontra-revolutionært oprør, som truer med at kaste landet ud i borgerkrig. På den anden side manøvrerer de borgerlige elementer, generalerne og imperialismen, for at frarøve masserne den sejr som blev vundet med deres blod.
Revolutionen var stærk nok til at opnå den umiddelbare sejr: omstyrtningen af Mursi og det Muslimske Broderskab. Men den var ikke stærk nok til at forhindre, at sejrens frugter faldt i hænderne på generalerne og borgerskabet. Revolutionen vil blive nød til at passere igennem endnu en hård skole, for at nå op til det niveau, der er nødvendigt for at ændre historiens gang. ” (Egypten, Tyrkiet og Brasilien: Rystelser fra verdensrevolutionen, http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=3111)
Den massive oprørsbevægelse den 30. juni – den største i Egyptens historie – viste masseafskyen som den reaktionære MB-regering fremprovokerede, efter kun et år ved magten. Det viste også klart, at det er umuligt for masserne at bære de utålelige byrder, som den gamle regerings nedskæringspolitik (og den nuværende regerings for den sags skyld) pålægger dem under ledelse af imperialismen og IMF, sammen med den katastrofale økonomiske krise, inflation og en pludselige forringelse af levestandarden for det store flertal.
Som vi påpegede, var denne bevægelse den direkte årsag til, at Morsi blev væltet, og lagde pres på hæren for at gribe ind og fjerne Morsi for at undgå udviklingen af en åben revolutionær situation, hvilket ville have truet ikke kun regeringen, men også det virkelige grundlag for elitens magt og privilegier og det system, de er baseret på: kapitalismen selv.
Det Muslimske Broderskabs reaktionære natur blev fuldstændig afsløret af deres ene år ved magten. Alle illusioner om at Broderskabet ville være i stand til at forbedre de materielle forhold for størstedelen af de fattige og arbejderne er blevet knust. Men som vi har advaret om, har Det Muslimske Broderskab, selv om det er betydeligt svagere end før, bevaret en vis social støttebase især blandt småborgerskabet, de mest tilbagestående og uvidende lag af bønderne og lumpenproletariatet. Alene den statslige undertrykkelses brutalitet er i virkeligheden med til at styrke det greb ledelsen af det Muslimske Broderskab har om disse lag og giver dem en sikker måde til at samle deres rækker, genbinde knuden, genoplive forbindelserne med disse lag og mobilisere deres sociale base. I en anden situation viste lederne af MB – for blot en måned siden – at de tydeligvis var ude af stand til at klare presset fra den revolutionære massebevægelse.
Lad os sige det klart: Det ville have været yderst usandsynligt, at MB ikke voldeligt skulle have modgået ethvert forsøg på at opløse deres reaktionære lejre. De havde, og har stadig, geværer og de bruger dem, også til andre ting end at gå imod undertrykkelse; de bruger dem offensivt mod de revolutionære kræfter, især de unge. Men det er én ting for det revolutionære folk at afvæbne forsøg på kontrarevolution – endda at knuse det voldeligt – ved at tage et direkte initiativ gennem masseaktioner. Det er en anden ting, hvis denne opgave udføres af SCAF gennem den borgerlige stat – som er den anden side af kontrarevolutionen. I det andet tilfælde, tjener det kun til at styrke magten hos hærens generaler og sikkerhedsstyrkerne, en magt, som så vil blive brugt imod arbejdere og unge, samtidig med at det hjælper det Muslimske Broderskab og fremstiller dem som ofre og martyrer.
Hvad med El Baradei, det liberale borgerskab, demokratiet osv.?
“Det er blevet tydeligt, at de sider, der stræber efter magten, ikke bekymrer sig for egypteres liv og ikke vil tøve med at bruge ligene af det egyptiske folk som en stige til at nå deres mål. Lederne for det Muslimske Broderskab ofrede deres tilhængeres liv for magtens skyld, og sikkerhedsstyrkerne tøvede ikke med at udnytte disse liv med al deres vold og brutalitet. “(Officielt svar fra 6 april Youth Movement på onsdagens hændelser) Disse begivenheder viser det såkaldt “liberale borgerskabs” sande ansigt. Wannabe lederen af denne del af den herskende klasse og de internationale medier og den amerikanske imperialismes yndling, El Baradei, har opsagt sin ministerpost, efter at have tilsluttet sig en reaktionær regering, hvor han var vice-præsident, ved siden af General Abdel Fattah El-Sisi som vicepremierminister. Denne regering var desuden blevet udpeget under SCAFs autoritet. General El-Sisi havde annonceret overgrebene på MB længe i forvejen og alle vidste, at det ville ske. Nu virker El Baradei overrasket over tabet af menneskeliv.
El Baradei personificerer de småborgerlige liberales impotens i en situation, hvor der simpelthen ikke er nogen margen for en forhandlingsløsning. Under disse omstændigheder må den sociale base som El Baradei repræsenterer enten bøje sig i retning af at støtte militæret eller MB. Det er en skandale, at lederne af venstrefløjen på verdensplan er ude af stand til at præsentere en klasseanalyse af begivenhederne og vakler mellem at støtte lempelser af overgrebene mod MBs obskure kræfter (selvfølgelig farvet af sikkerhedsstyrkerne slagteri) og tomme fraser om “demokrati”, appeller om forlig, nationale enhed og så videre.
Disse oplyste sind bukker blot under for det ideologiske pres fra deres respektive herskende klasser, der er bange ved udsigten til, at lignende revolutionære bevægelser vil finde sted overalt i fremtiden. De “venstreorienterede” ledere synes at være villige til at støtte befolkningsmassernes ret i enhver nation til at protestere mod diktatorer eller upopulære “demokratisk valgte” regeringer, men synes at nægte de samme mennesker retten til at vælte en “demokratisk valgt “regering med revolutionære midler. De frygter en sådan mulighed og præsenterer den som ensbetydende med et statskup.
Lad os ikke glemme, at det “demokratiske” MB og Morsi netop var dem, der udnævnte El-Sisi til forsvarsminister og øverstbefalende for de væbnede styrker i deres egen regering. Denne regering var baseret på en kontrarevolutionær aftale mellem MB og SCAF, der er beregnet til at forlade hæren generaler og indenrigsministeriet uberørt og ledede brutal undertrykkelse og drab. Omvæltningen af Morsi har åbnet op for en periode med kamp mellem revolution og kontrarevolution, hvor den afgørende faktor vil være massernes evne til at føre revolutionen til ende.
I denne kamp vil enhver tillid til nogen af borgerskabets fløje – både hærens generaler eller Morsi og Det Muslimske Broderskab – være fatalt for revolutionen. De repræsenterer to sider af det samme reaktionære, kontrarevolutionære borgerskab. På samme vis må de egyptiske massers interesser heller ikke være bundet op på det såkaldte “liberale borgerskab”, som er helt impotent. Alle disse kræfter vil i sidste ende finde et fælles fodslag i behovet for at undertrykke de egyptiske arbejdere og unges revolutionære kamp.
Kun ved selvstændigt at stå frem som en revolutionær kraft, og appellere til hærens menige soldater om at støtte deres klassebrødres kamp mod den herskende elite, vil arbejderne og ungdommen i Egypten kunne fuldføre revolutionen og tage deres skæbne i egne hænder!
