Hvis man skal skrive udtømmende om revolutionens dynamik, dens udvikling, dens indre modsætninger og udfordringer, kræver det en hel bog. Det planlægger vi at gøre, men indtil da må vi begrænse os til de mest generelle tendenser. Den egyptiske revolution er en guldgrube af lærdomme i, hvordan en levende revolution udfolder sig, med al dens heroisme og selvopofrelse, den overmenneskelige energi, de store forhåbninger, dens himmelstormende ungdom og alle de modsætningsfyldte processer, der finder sted.

Klassedelinger

Hæren havde vundet en enorm autoritet iblandt masserne, fordi den blev set som en af de faktorer, der var med til at fjerne Mubarak. I virkeligheden gik generalerne kun med til at fjerne Mubarak, fordi de var tvunget til det af massernes opstand. Hvis de havde beordret soldaterne til at massakrere demonstranterne, ville det have ført til mytteri, og generalerne ville have stået tilbage uden en hær.

Efter Mubaraks afgang har mange af de middelklasse-elementer, der støttede revolutionen, trukket sig tilbage. Hotelejerne vil have ro til at drive deres forretning, de småhandlende vil have ”orden”, professorerne stiller sig tilfreds med en større grad af akademisk frihed og beklager sig over revolutionens ”kaos”. Samtidig er børsen i Kairo blevet genåbnet, og aktierne er raslet ned. Ingen kapitalister ønsker at investere i et land, hvor arbejderne besætter fabrikkerne og hvor folket er grebet af revolution. Et muligt perspektiv om folkelig kontrol med økonomien gennem nationalisering og arbejderdemokrati er ikke finansmarkedernes kop te.

Regimet forsøger at splitte
Det gamle regimes folk er ved at komme sig over deres panik, og de forsøger at genvinde kontrol over situationen. De har indført et forbud imod demonstrationer og strejker, og de har forsøgt at iværksætte en bølge af repression imod revolutionens fremmeste lag. For eksempel angreb de kvinder i demonstration den 8. marts. Den 9. marts angreb regimets bøller og civilklædte politi demonstranter på Tahrir-pladsen. Hundredvis af revolutionære blev bortført, tortureret og udsat for seksuelle overgreb.

Samtidig har eliten forsøgt at splitte folket med religiøs sekterisme. Da de revolutionære i begyndelsen af marts stormede statens sikkerhedstjenestes hovedkvarter i Kairo (og deres bygning i Alexandria), fik de fat i dokumenter, der beviste, at staten var indblandet i terror-angrebet på en kirke i Alexandria nytårsaften, hvor 23 døde og mange blev såret. Der er ingen tvivl om, at det er en bevidst taktik fra statens side at opildne til religiøst og sekterisk had og splittelse. Men da de forsøgte et koordineret angreb på kristne i Helwan i begyndelsen af marts, svarede det revolutionære folk igen med en samlet protestdemonstration, hvor de kristne og muslimerne viste, at de er sammen i revolutionen.

Revolutionen er i live
Hærens ledelse, der efter Mubarak har dannet en junta, havde brug for ”demokratisk” legitimitet. Derfor udskrev de en folkeafstemning om nogle ændringer af grundloven, og de har udskrevet valg til parlamentet til september.
Resultatet af folkeafstemningen blev 14 millioner for og 4,1 millioner imod (henholdsvis 77 og 22 procent. Men der er mange grunde til, at folk stemte ja. For mange var det udslagsgivende, at de for første gang nogensinde deltog i en virkelig demokratisk afstemning. De følte, at de små ændringer, de selv kunne stemme igennem ville være bedre, end hvis hærens ledelse selv lavede deres egen grundlov, hvilket de havde truet med, hvis resultatet skulle blive et ”nej”.

De mest revolutionære elementer stemte imod de kosmetiske ændringer af grundloven fordi det ikke er nogen ægte forandring. Det er bemærkelsesværdigt, at andelen af nej-stemmer var høj i Kairo (40 procent) og Alexandria (32 procent) samt andre storbyer og industrielle områder, hvor revolutionen har haft en stor virkning.

De, der tror, at kontrarevolutionen har vundet i Egypten, tager helt fejl. Der er massive bevægelser på universiteterne, hvor de studerende demonstrerer for frihed og bedre forhold, og arbejderne strejker og danner fagforeninger. På trods af styrets forbud, strejker og demonstrerer arbejdere i Kairo, Suez og andre byer. Oliearbejderne lavede en tre dages landsdækkende strejke, og de vandt alle deres krav – herunder at en minister blev fyret. Det viser, at masserne har stor styrke, og at styret er svagt. Ali Fotouh, en transportarbejder, siger, at folket vil besejre forbuddet imod strejker og demonstrationer: ”Denne lov vil blive trukket tilbage, ikke i et fup-parlament, men på Tahrir-pladsen.”

De egyptiske arbejderes svaghed er, at de endnu ikke har en politisk stemme og en revolutionær ledelse. Der er i øjeblikket en kampagne for et demokratisk arbejderparti. Transportarbejderne har meddelt, at de vil gå med i det. Uanset partiprogrammets mangler er det vigtige, at arbejderne føler behovet for at deltage i politik med deres eget parti. Det er den eneste vej til at gøre det endeligt af med det gamle regime, ekspropriere dets økonomiske støttepiller i industrien, indføre arbejderdemokrati og vinde Egyptens frihed.