Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) blev stiftet d. 8. februar i 1920 i Århus, men forud for dette gik der en lang og omtumlet forhistorie, der strækker sig helt tilbage til slutningen af forrige århundrede.
De første forsøg
Før 1900 opstod der i Østjylland de såkaldte socialdemokratiske fremskridtsklubber, der forsøgte at organisere arbejderungdommen, især lærlingene. De havde deres højdepunkt i 1899 under storlockouten og nåede op på omkring 800 medlemmer. De havde det dog ikke let, for industriudviklingen kom først til Jylland i slutningen af 1890’erne, så rekrutteringsgrundlaget var endnu svagt. Fra omkring 1902-03 eksisterede de stort set ikke mere, bortset fra i Århus.
Også i København var der i årene op til 1900 begyndende organisering af de unge arbejdere – her især i forskellige diskussionsgrupper, der holdt oplysende foredrag og diskuterede de socialistiske idéer. Den mest fremtrædende var diskussionsklubben ”Karl Marx.” Under lockouten i 1899 blev der øget behov for en reel organisation, og i september 1900 dannedes Socialdemokratisk Ungdomsforening. Til at begynde med var dette dog også mest en ”oplysningsforening,” der mest bestod af intellektuelle, men allerede i 1903 var der flertal af unge arbejdere, som også ønskede mere udadvendt politisk aktivitet, hvorfor der i 1904 blev taget initiativ til at oprette Socialistisk Ungdomsforbund (SUF), som havde 500 medlemmer. I dette forbund samledes folk med vidt forskellige idéer, og der var strid om forholdet til Partiet – skulle ungdomsforbundet være uafhængigt eller udgøre en venstrefløj i Partiet?
I 1906 dannedes med baggrund i denne diskussion Socialdemokratisk Ungdomsforbund (også SUF), som ville være et rigtigt partitilknyttet ungdomsforbund. Ved opstarten ( i Vejle ) var der 700 medlemmer, og gennem især anti-militaristisk arbejde og kamp for valgret for alle over 21 år lykkedes det over nogle år at nå 5000 medlemmer, og i 1913 indgik man så en samarbejdsaftale med Partiet. I mellemtiden ( i 1908 ) var det gamle SUF ( altså Socialistisk Ungdomsforbund ) blevet sprængt, hvorved den mest radikale del blev syndikalister og gik en stille død i møde, mens ungdomsarbejdet fra nu af først og fremmest kom til at foregå i Socialdemoraktisk Ungdomsforbund.
Det store forræderi
Første verdenskrig og den Russiske Revolution gav ligesom i resten af verden også enorm genlyd i den danske arbejderbevægelse. På trods af erklæringer om det modsatte støttede Socialdemokratierne over hele verden ( med undtagelse af det russiske og serbiske ) deres egne borgerlige regeringer, da krigen brød ud, og Anden Internationale – de internationale arbejderpartiers sammenslutning – brød sammen. For ikke at genere de hjemlige kapitalister og deres borgerlige regeringer og derved risikere at miste de privilegier og sikre positioner, lederne for Socialdemokratierne havde opnået, blev Europas arbejdere altså sendt i krig mod hinanden af deres egne ledere, som burde have stået fast på internationalismen og have kæmpet for at vende kapitalisternes røverkrig til borgerkrig imod kapitalisterne selv i alle de forskellige lande.
Modstand i SUF
Også i Danmark indgik Socialdemokratiet borgfred med den borgerlige regering og kapitalisterne – de stemte for krigsbevillinger og indkaldelse af en sikringsstyrke. I modsætning til dette var SUF forrest i den anti-militaristiske kamp. Forbundet indledte tættere samarbejde med ungdomsforbundene i de andre nordiske lande, som også var blevet stærkt radikaliseret under tidens indtryk, og i 1915 tilsluttede SUF sig den internationale socialdemokratiske venstrefløjs Zimmerwaldbevægelse imod krig og borgfred med de borgerlige. Der var altså store spændinger mellem SUF og partiledelsen, som blev yderligere skærpet, da Stauning i 1916 kom med i regeringen. SUF arbejdede på at bryde samarbejdet mellem Socialdemokratiet og det Radikale Venstre og for en klarere socialistisk partiprofil. Dette blev imidlertid ikke indfriet, tværtimod så forblev Stauning i regeringen efter krigen som en art socialminister.
Bruddet
Hele denne udvikling blev yderligere spændt med den Russiske Revolution i 1917, som var med til at radikalisere store dele af ungdomsforbundet. På møder og kongresser blev der diskuteret samarbejdspolitik kontra klassekamp og holdningen til Sovjetstaten, og i 1919 fik venstrefløjen vedtaget en resolution, der krævede stop for samarbejdspolitikken, ellers ville det betyde afslutningen på samarbejdet mellem SUF og Socialdemokratiet. Denne resolution var til urafstemning i ungdomsforbundet, og 2093 stemte for, mens 1497 var imod ( der var 10-11.000 medlemmer ). Kravet blev efterfølgende afvist af Partiets kongres, og der gennemførtes endnu en urafstemning i SUF om, hvorvidt man skulle afbryde samarbejdet eller ej. 1417 stemte for, 1186 imod.
Efter bruddet var SUF sammen med nogle forskellige småpartier, der var blevet dannet i 1918, med til at starte Danmarks Venstresocialistiske Parti, der senere blev til Danmarks Kommunistiske Parti.
DSU dannes
Mindretallet i SUF, som var stærkest i provinsen og nærmest ikke-eksisterende i København, brød nu åbent med flertallet, og i 1920 – d. 8. februar – mødtes repræsentanter fra 24 afdelinger med i alt ca. 2000 medlemmer i Århus. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom ( DSU ) blev dannet. Under den senere udvikling etablerede DSU sig som en stabil ungdomsorganisation, der via sin tilknytning til Partiet snart kom til at dominere ungdomsarbejdet i arbejderbevægelsen og opnåede en position som den danske arbejderungdoms store traditionelle organisation. Mange af dem, der først var gået med flertallet i SUF, gik senere ind i DSU.
Set i bakspejlet står det klart, at det først og fremmest var nødvendigt for socialister at tage klart afstand fra de degenererede reformister med deres støtte til krigen og klassesamarbejde og i modsætning dertil kæmpe for et socialistisk alternativ. I ungdomsforbundet lykkedes det at få opbakning til dén linje, men derfor var det også så meget desto mere skadeligt at fjerne den radikaliserede ungdom helt fra selve partiet og muligheden for at påvirke og vinde de almindelige medlemmer i partiet. Var det ikke sket, ville det nye kommunistparti have haft meget større chance for at blive et reelt massealternativ til reformisterne. Den senere degenerering af Sovjetunionen og de internationale kommunistpartier ramte også det danske kommunistparti, der ikke længere var i stand til at være en revolutionær kraft. Så på længere sigt førte bruddet i den danske arbejderbevægelse ikke til andet end splittelse, der fik mange fatale konsekvenser i lang tid fremover.
Ændringer på vej
DSU’s forhistorie viser, at ungdomsforbundet er født og udviklet i stadig kamp mellem forskellige tendenser, og når højrefløjen har overtaget lige nu, betyder det ikke, at den vil have det altid. Perspektivet for den kommende periode både internationalt og i Danmark er øget bevægelse og skærpede spændinger og konflikter mellem klasserne, og det vil uundgåeligt få indvirkning på ungdommen, som i stigende grad vil vende tilbage til de traditionelle organisationer med krav om en ny og klar politik, der kan løse de problemer, ungdommen vil blive stillet overfor. I den situation er det af største vigtighed, at der inde i ungdomsforbundet findes socialister, som kan arbejde reelt for organisationen og medlemmerne og som kan vise en vej fremad med de socialistiske idéer. DSU vil igen blive rystet af kamp mellem arbejderbevægelsens forskellige politiske tendenser, og hvis den socialistiske vej skal sejre, må unge socialister allerede nu blive aktive i DSU!