Det danske borgerskab har mistet et par erfarne hænder ved roret, og Margrethes frasigelse af tronen sker ovenikøbet på et tidspunkt, hvor kapitalismen går en alvorlig krise i møde. Alt tyder derfor på, at Frederiks regentperiode bliver langt mere ustabil og konfliktfyldt end sin mors. Fra at være et anker for systemets stabilitet, kommer kongehuset i stedet til at skærpe krisen i systemet.
De fleste år har dronning Margrethes nytårstaler primært været kendetegnet af rituelle floskler og forventelig vaghed. Det var imidlertid noget af en bombe som dronningen smed, da hun i sin nytårstale annoncerede at hun abdicerer.
Siden da har medierne, og hele det officielle Danmark, lovprist dronningen og kongehuset i én stor royalistisk rus. Hvis man ser i den borgerlige presse, så finder man imidlertid meget lidt substans om, hvad dronningens abdikation rent faktisk har af betydning.
Man kan derfor fristes til at trække på skuldrerne og affeje hele affæren, som en primært symbolsk og kulturel begivenhed. Men at Dronningen frasiger sig tronen er en enormt vigtig begivenhed, som vil få mærkbare konsekvenser for dansk kapitalismes stabilitet. Som Mette Frederiksen udtrykte det, så er Margrethe “indbegrebet af Danmark” – for at være mere præcis, kan man tilføje ‘indbegrebet af den danske stat’.
Hjertet i den danske stat
Dronning Margrethe 2. Foto: Wikipedia
I offentligheden fremstilles monarkiet som en udelukkende symbolsk institution, der muligvis har en betydning for dansk eksport eller turisme, men Kongehuset er langt mere end blot en symbolsk institution, der gør “noget godt” for Danmarks image. Monarkiet udgør hjertet i den borgerlige stat. Kongehuset er derfor en vigtig støttepille for dansk kapitalisme.
Monarkiet indhyller netop staten, som er den herskende klasses redskab, i en mytisk og religiøs aura af respekt og legitimitet; ja nærmest en hellighed. Samtidig bruger kongehuset ceremonierne omkring sig som et slør af mystik, der indhyller staten i en aura af ophøjethed og respekt, som i dag er fuldstændig fraværende fra det resterende politiske system.
Myten om det danske monarkis angiveligt lange historie, der fortaber sig i fortidens tåger, bliver også ofte fremført som et argument for monarkiets, og dermed statens, legitimitet. Mens regeringer kommer og går, så består monarkiet og giver dermed staten et skær af kontinuitet og tilsyneladende evighed, der er hævet over dagligdagens trummerum og den politiske grisesti på Christiansborg. Kongehuset spiller dermed en vigtig rolle i at understøtte det borgerlige regime ideologisk, men kongehusets magt er også praktisk.
Monarkiet er et reservevåben, som den herskende klasse kan bruge, hvis deres regime bliver truet af en bevægelse, der forsøger at ændre grundlæggende på status quo. Dette så vi et tydeligt eksempel på i den såkaldte “Påskekrise” i 1920, hvor Christian den 10. forsøgte at begå et statskup ved at afsætte den daværende regering. Dette er blot et eksempel, på hvordan det danske borgerskab kan tage monarkiet i brug, som sidste udvej, for at sikre sine interesser.
Det er dog ikke denne direkte praktiske funktion, som kongehuset de sidste 52 år har praktiseret. Margrethe har derimod, over sin 52 år lange tid som statsoverhoved, formået at pleje kongehusets mytiske og nærmest hellige image særdeles vellykket. Det har givet hende en særlig autoritet, som hun har brugt på at spille rollen som en samlende figur, en decideret landsmoder, og har gjort det muligt for hende at opbløde spændinger i samfundet og dermed stabilisere dansk kapitalisme.
At Margrethe kunne spille den rolle, skyldes i høj grad den personlige autoritet og popularitet, som hun har nydt. I modsætning til de andre institutioner i det borgerlige regime, så er kongehuset i dag en af de sidste institutioner, som stadig nyder høj opbakning.
Kongehusets relativt høje popularitet er imidlertid ikke kun Margrethes personlige fortjeneste, men skyldes i høj grad også den kendsgerning, at Margrethe symboliserer en nu svunden tid med økonomisk fremgang og relativ høj stabilitet i Danmark. Hendes regentperiode startede i efterkrigstidens opsvingsperiode, en epoke som hun i manges øjne repræsenterer, og som de ser tilbage på med nostalgi og længsel.
Dronningens abdikation reflekterer på sin egen måde det skifte i den objektive situation, som er ved at finde sted. Et af de sidste bånd til kapitalismens hensvundne opsvingsperiode kappes, på et tidspunkt hvor dansk kapitalisme sejler længere og længere ind i en situation karakteriseret af intensiveret krise, spændinger og kampe.
Nye usikre hænder ved roret
Kronprins Frederik. Foto: Frankie Fouganthin
Margrethes regentperiode vidner om, at hun tydeligvis har haft en forståelse af samfundets dynamikker, og har været meget bevidst om sin rolle, om at tjene dansk kapitalismes langsigtede interesser. Hendes sidste handling, som regent, var derfor at forsøge at give så meget som muligt af hendes egen autoritet videre til sin søn, Frederik. Ved frivilligt at træde tilbage, og overgive tronen til sin søn, signalerede hun til offentligheden, at hun har fuld tillid til, at han kan løfte opgaven som monark.
Som marxister afviser vi ikke individets rolle i historien, tværtimod. Selvom det enkelte individ naturligvis ikke kan sætte sig ud over samfundets materielle rammer, så kan det have en stor betydning for begivenhedernes udfald, hvem der sidder i en så vigtig position som statsoverhoved. Og Frederiks tidligere handlinger viser, at han, efter alt at dømme, hverken har arvet sin mors fingerspidsfornemmelse for politik eller folkestemningen. Han forstår tilsyneladende heller ikke betydningen af at varetage illusionen om kongehusets neutralitet, mystik og respekt. I 2020 blev det for eksempel afsløret, at Frederik var omdrejningspunktet i en hemmelig loge for den absolutte top af det danske militær. Et lyssky forhold, som bestemt ikke er hverdagskost.
Udover at den nye konge, efter alt at dømme, ikke ser ud til at have arvet sin mors evner, så kommer han samtidig til at skulle regere som statsoverhoved i en tid, der er radikalt anderledes end det halve århundrede, hvor Margrethe sad på tronen.
Dansk kapitalisme er på vej ind i langt mere turbulente farvande, end Margrethe skulle navigere i. Og det bliver nu med en langt mindre kyndig og erfaren monark ved roret. Der er masser af grunde til at betvivle Frederiks evner til at styre den danske stat helskindet igennem fremtidens konflikter, og hans handlinger kan ovenikøbet nemt komme til at øge ustabiliteten i dansk kapitalisme yderligere. Frederiks regentperiode bliver intet lig sin mors.
De to monarker repræsenterer hver sin epoke. To vidt forskellige objektive situationer; en med opsving, hvor kongehuset kunne være et anker for stabilitet, og en anden, kendetegnet af nedgang og ustabilitet. Det vil få stor betydning for synet på kongehuset.
Selv over de sidste par årtier er opbakningen til monarkiet faldet støt i takt med udviklingen af krisen i dansk kapitalisme. I slut 90’erne var opbakningen til kongehuset på omkring 90%, i 00’erne faldt den til 80%, og i dag er den faldet til 70%. Krisen i kapitalismen eroderer tilliden til hele det borgerlige samfund og alle dets institutioner, herunder ikke mindst kongehuset. Med en svag og uerfaren regent ved roret kan denne proces hurtigt accelerere.
Alt vender sig til sin modsætning
I årevis har etablissementet forberedt sig på Frederiks overtagelse af tronen. De har gjort alt hvad de kunne, for at forsøge at indhylle ham i de samme “hyggelige” og “folkelige” klæder som Margrethe. For eksempel bragte DR, få dage efter Margrethe annoncerede hendes abdikation, artiklen “Fra modvillig turboprins til folkelig far”. Artiklen pointerer direkte hvordan, at fremhævelsen af udvalgte elementer af Frederiks liv har malet et bestemt billede af ham: “Sporten og ægteskabet med kronprinsesse Mary har vist danskerne en mere menneskelig side af deres kommende konge.”
Men pr-stunts, såsom Royal Run, der forsøger at få Frederik til at fremstå folkelig og relaterbar, vil i fremtiden vende sig til sin modsætning. I takt med at krisen i dansk kapitalisme eskalerer og klassekampen spidser til, vil Frederik gå fra at fremstå som en charmerende sportsenthusiast, til i stigende grad at fremstå verdensfjern og ude af føling med den kriseprægede virkelighed. Uanset hvor mange ture Frederik løber, eller hvor mange familiebilleder der spyttes ud fra Amalienborg, så er det en ringe trøst for det voksende antal arbejdere og unge, som ikke kan betale sine regninger.
Derudover viser Frederiks dyre vaner også, at han ikke rigtigt bekymrer sig om, hvilke signaler han sender til sine “undersåtter”, og at det ikke lægger ham tungt på sinde at værne om kongehusets autoritet. I foråret 2023 efterlod Frederik fx de danske skatteydere en regning på 403.000 kroner, fordi han fik Forsvaret til at stille et chartret fly til rådighed, så han kunne komme en tur til London på behagelig manér. Frederiks dyre vaner vil unægteligt påvirke kongehusets popularitet og stille kongehuset, som institution, i et nyt lys for almindelige arbejderfamilier, der, i modsætning til Kongen, må vende hver en krone for at få enderne til at mødes.
Uanset omfanget eller antallet af fremtidige skandaler vedrørende kongehuset, så er tiden, hvor det danske kongehus var en stabiliserende faktor for dansk kapitalisme, ved at lakke mod enden. I stedet vil monarkiet i fremtiden skærpe krisen i systemet og medvirke til at underminere regimets autoritet.
Den samme proces kan iagttages over hele Europa, hvor kongehuset i lande som fx Spanien og Storbritannien i høj grad betragtes med ligegyldighed eller direkte fjendskab. Ligesom i andre europæiske lande kan vi forvente, at spørgsmålet om det danske monarkis afskaffelse vil blive et omdiskuteret emne, og som revolutionære må vi være klare i spyttet om vores position.
Et reservevåben for den herskende klasse
Den kongelige livgarde. Billede: Flickr
Det meste af venstrefløjen opgav kampen for at afskaffe monarkiet, samtidig med at de opgav kampen for at vælte borgerskabet. Et af de tydeligste eksempler på venstrefløjens knæfald for den borgerlige offentlige mening og status quo så vi i form af Pelle Dragsteds reaktion på Margrethes abdikation:
»Tak, Dronning Margrethe for en fin og balanceret tale i en svær tid. Men især for tiden som regent. Om man er republikaner eller monarkist må man bare sige, at Dronningen har forvaltet sit embede på den fineste vis, og har formået at samle danskerne i al vores herlige mangfoldighed. Det er i sandhed en æra, der slutter«
Men selv når den bløde, reformistiske, del af venstrefløjen en sjælden gang imellem kritiserer kongehuset, eller argumenterer for dets afskaffelse, så er det primært med argumentet om, at kongehuset er en dyr og forældet ceremoniel institution. Det er naturligvis sandt, men den kritik undlader netop dét, som er det afgørende: kongehusets rolle som et reservevåben for den herskende klasse.
Vores modstand mod monarkiet bunder i en analyse af hvilke klasseinteresser, som institutionen forsvarer, og ikke af hvor meget det koster. Den tyske revolutionære Rosa Luxemburg opsummerede på glimrende vis kommunisters syn på kongehuset:
»Vi ville være imod monarkiet, selv hvis det kostede halvt så meget, som det gør: vi ville være imod det, selv hvis det var gratis! Vi foretrækker den dyreste republik fremfor det billigste monarki; det er ikke et spørgsmål om penge: monarkiet er klassesamfundets mest tilbagestående værktøj.«
Kongehuset er et særdeles magtfuldt våben, som kan bruges af borgerskabet mod arbejderklassen. Det har flere gange været brugt som lynafleder – til at aflede arbejderklassens opmærksomhed i afgørende øjeblikke i vigtige kampe. Historisk set har monarkiet, i spidsen for militæret, også interveneret direkte i klassekampen, til forsvar for den herskende klasses interesser.
Det danske kongehus er en antidemokratisk og reaktionær institution, som forsvarer status quo. Det er en afgørende del af den danske stat, som forsvarer det bestående kapitalistiske system, den herskende klasses ejendom og privilegier. Som kommunister mener vi derfor, at kongehuset må afskaffes.
Så mens hele toppen af det danske samfund er travlt optaget af at hylde kongehuset og Kong Frederik, den herskende klasses nye regent, så fremfører vi kravene:
Afskaf kongehuset!
Vælt kapitalismen!
For en socialistisk republik!
