Mandag den 22. september blev Kastrup Lufthavn i København lukket ned i fire timer. Årsagen var, at uidentificerede droner fløj over lufthavnen. 

To dage efter blev det rapporteret i medierne, at der var blevet observeret droner ved lufthavnene i Aalborg, Esbjerg, Sønderborg og Flyvestation Skrydstrup. Forsvaret udmeldte, at der var blevet observeret droner ved flere militære installationer. Sidenhen har der været flere rapporter om uidentificerede droner rundt om i Danmark. 

Med Mette Frederiksen i spidsen forsøger toppen af samfundet nu at piske en stemning op om, at vi er så tæt på at være i en regulær krig mod Rusland, som man kan komme uden at være det. De tør ikke kalde det et decideret angreb, men dog et “anslag” og at der nu bliver ført en såkaldt hybridkrig mod lille, fredelige Danmark. 

Den entydige fjende, skurk og aggressor er udpeget til at være russerne. Den socialdemokratiske justitsminister, Peter Hummelgaard, har endda sammenlignet den nuværende situation med den, som indtrådte efter terrorangrebet den 11. september på World Trade Center i USA i 2001, hvor 3.000 mennesker blev dræbt. Det er åbenlyst, at regeringen forsøger at skabe frygt og udnytte situationen politisk til deres egen fordel. 

Der er dog stadig mange ting oppe i luften, udover dronerne. Eksempelvis er der stadig ingen beviser på, hvis droner det er. 

Men selv hvis man antager, at regeringens beskyldninger om, at det er Rusland, som står bag – hvilket de ikke har noget bevis for endnu – så må vi stille følgende spørgsmål: Hvorfor er det kommet hertil? Er det rigtigt, som Mette Frederiksen fremstiller det, at de danske politikere bare har siddet herhjemme, spist deres makrelmadder i ro og mag, hvorefter russerne, ud af det blå, har udset Danmark som sit næste mål?

På ingen måde. Tværtimod har de, statsministeren og de andre danske politikere, ført en ekstremt aggressiv og konfliktoptrappende udenrigspolitik imod Rusland.

Det er altid de andres skyld

Den herskende klasse i Danmark bruger medierne til at forsøge at fremstille det som om, at den selv, og dens allierede, altid handler defensivt, mens det er dens konkurrenter, rivaler og modstandere, som er skyld i alverdens problemer.

Vi ser det lige nu i Gaza. Ifølge de danske toppolitikere har “Israel ret til at forsvare sig” ved at massakrere ttiusindvis af uskyldige mænd, kvinder og børn. Glem de foregående 80-års besættelse, fordrivelse og etniske udrensning af det palæstinensiske folk.

Det samme har været tilfældet i forhold til Rusland. Da den russiske invasion af Ukraine begyndte i starten af 2022, beskrev de danske politikere, medier og meningsdannere det som en uprovokeret aggression fra russisk side.

De sagde intet om, at Vesten var med til at indføre den mest korrupte form for mafiakapitalisme i Rusland, da Sovjetunionen faldt. Intet om, at NATO, en fjendtlig militæralliance, lige siden har udvidet mod øst og optaget russiske grænsestater som medlemmer. Intet om de mange baser, militærøvelser og troppestationeringer, som NATO placerer klods op ad den russiske grænse. Intet om, at Vesten støttede Maidan-kuppet i 2014, som fik etableret et nyt pro-vestlig regime i Ukraine, der begyndte en borgerkrig imod den russisktalende del af den ukrainske befolkning.

Intet om at krigen i virkeligheden er en krig mellem vestlig imperialisme på den ene side og Rusland på den anden side, som bliver udkæmpet på ukrainsk territorium. Hvad politikerne og medierne har villet have os til at fokusere på var, at Rusland havde angrebet Ukraine. Punktum.

Det er nøjagtigt det samme billede, som vi ser bliver tegnet nu.

Militærmagt imod Rusland

Hvis vi er interesseret i mere end blot at lave skræmmebilleder, men faktisk vil forstå situationen, så må vi forstå den politik som Mette Frederiksen, og Danmark mere generelt set, har ført.

Danmark har siden 2. Verdenskrig nydt godt af, at USA har domineret den kapitalistiske verden og har derfor altid været ekstremt loyal overfor Washington. Det er årsagen til, at danske politikere glædeligt fulgte amerikanerne, når de skulle bombe og invadere et land efter det andet i Mellemøsten i de seneste årtier. 

Dette forhold til USA, kombineret med danske interesser i Østeuropa, var ligeledes årsagen til, at Danmark, med Mette Frederiksen i spidsen for hele det danske Folketing, stemplede så hårdt ind i Ukraine-krigen som hun gjorde. I et forsøg på at svække Rusland var USA, under Joe Biden, med til at fremprovokere denne krig i Ukraine, som fra starten af er blevet støttet af den danske regering.

De danske politikere har ikke blot sendt svimlende 75 mia. skattekroner, men også fly, kampvogne og andet militærudstyr, til Ukraine. Mette Frederiksen og den danske regering har også været nogle af dem, som har skubbet mest på for at eskalere krigen i Ukraine.

I maj sidste år var Mette Frederiksen eksempelvis en af de første til at give tilladelse til, at Ukraine kunne bruge donerede våben fra Danmark til angreb inde i Rusland. Mette Frederiksen gik ligeledes forrest i, at presse på for at Ukraine kunne få lov til at bruge langtrækkende missiler til angreb inde i Rusland, på trods af de russiske udtalelser om, at de betragtede det som en krigserklæring fra NATO.

I direkte forlængelse sagde hun i et interview sidste sommer:

“Man kan ikke være på fredsmission i Rusland. Vi har forsøgt, men vi har ikke noget at tale med Putin om længere. Og vi i Europa bliver snart nødt til at forstå, at Rusland ikke ønsker fred. Derfor er vi nødt til at turde at gøre det, som generationerne før os gjorde: Bruge militær magt til at sikre demokratiet og menneskerettigheder.”

I realiteten svarer udtalelser som disse til en krigserklæring imod Rusland fra dansk side: Danmark vil bruge militærmagt for at sikre “demokratiet og menneskerettigheder” (læs: danske og vestlige interesser) imod Rusland. 

Det er i det lys man skal se den eskalation, som Mette Frederiksen har fortsat lige siden.

Fra den 1. december skal det ukrainske firma, Fire Point, begynde at producere fast brændstof til Ukraines langtrækkende krydsermissiler, som har en rækkevidde på 3.000 km, i Danmark. De danske politikere har altså givet lov til at bygge ukrainske våbendele i Danmark, som skal bruges i krigen imod Rusland og som kan angribe direkte ind i Rusland. 

Og så til det nyeste skud på stammen i den danske eskalationsstige. Fem dage inden de første droner blev observeret over danske lufthavne, afholdte regeringen et pressemøde om hvad den selv betegnede som et historisk “paradigmeskifte”.

For første gang skal det danske militær opruste med angrebsvåben i form af langtrækkende præcisionsmissiler. Regeringen gjorde helt tydeligt, at de våben, som Danmark nu anskaffer sig, købes på grund af Rusland og skal kunne ramme mål inde i Rusland.

Tager man et skridt tilbage og tænker over hvilken politik Mette Frederiksen faktisk fører, så virker det fuldstændig bindegalt. Danmark, et lillebitte land, ikke bare udelukker en fred, men står i spidsen for konstant at eskalere konflikten med Rusland. Hvis Rusland havde opført sig lige aggressivt over for Danmark, som Danmark gør over for Rusland, og havde eskaleret på samme måde, så var vi nu i krig med Rusland.

Hvis Mette Frederiksens politik bliver taget til sin logiske konklusion vil det, i sidste ende, føre til en regulær krig med klodens største atommagt, som også har den største kamptrænede hær i verden. Det er, nede af vejen, konsekvensen af hendes politik.

Ingen kølle

Modsat det billede, som der generelt bliver tegnet i de danske medier, så er det den danske regering, der opfører sig ekstremt krigerisk; som puster sig op og konstant prikker sin russiske rival i øjet. 

Mette Frederiksen har stået i spidsen for denne kurs, men ikke nok med det, så har hun ovenikøbet forsøgt at bruge denne aggressive kurs over for Rusland til at øge hendes egen autoritet. Eksempelvis på Socialdemokratiets årsmøde, som da hun fik Mattias Tesfaye, børne- og undervisningsminister, til at introducere hende som “Putins hovedpine”. Magen til selvhøjtidelig og vulgær selvpromovering skal man lede længe efter.

Hvis droneflyvningerne er russernes værk, som her skal understreges vi stadig ikke ved om er tilfældet, så skal det ses i dette lys. Peter Viggo Jacobsen, som er lektor ved Forsvarsakademiet, beskrev det således:

– Den tidligere amerikanske præsident Theodor Roosevelt sagde om det at være i krig, at det kræver en lav stemmeføring og en stor kølle. Danmark har en utrolig høj stemmeføring og ingen kølle, siger han:

– Det er logisk, at når man stikker næsen så langt frem, så risikerer man også at få en over næsen.

Mette Frederiksen har igen og igen tirret den største, stærkeste og mest atomvåbenbevæbnende magt i Europa, Rusland. De fleste ville kunne regne ud, at det før eller siden vil fremkalde en modreaktion. Om de så står bag de disse droneflyvninger eller ej, så har det ikke desto mindre kastet hele det politiske etablissement ud i en pinlig tilstand af komplet forvirring og magtesløshed. 

De danske politikeres magtesløshed

I Revolutionært Kommunistisk Parti har vi hele tiden sagt, at Rusland ikke har nogen interesser i at invadere Danmark eller noget andet NATO-land, og det er stadig tilfældet i dag. Om man synes om det eller ej, så har stater interesser og interessesfærer. Ligesom USA aldrig ville acceptere kinesiske eller russiske militærinstallationer i Mexico eller Canada, så har Rusland ikke kunne acceptere at Ukraine – det største europæiske grænseland til Rusland – blev NATO-medlem eller noget der kom tæt på.

Men den danske regering er blevet ved med at puste til frygten for en snarlig russisk invasion. Årsagen til dette er, at USA med Trump i spidsen, ikke bare forsøger at komme ud af Ukraine-krigen, men mere generelt set overlader Europa, inklusiv Danmark, til at beskytte sig selv. Det er derfor, at politikerne og medierne skaber denne frygt, så de kan få en stiltiende accepteret til de enorme militære milliardindkøb og den generelle militarisering, som blandt andet nu giver regeringen lov til at tilsidesætte andre love, for eksempelvis at bygge militærinstallationer, som det den førnævnte ukrainske Fire Points.

Denne frygt har uden tvivl sat sig i en del af befolkningen. Mange arbejdere støtter dansk militæroprustning, fordi politikernes taktik med at sprede frygt virker. Mange arbejdere er blevet skræmte fordi de gerne vil forsvare deres hjem, deres familier og deres leveforhold.

Men hvad den sidste halvandens uges tid har vist for mange er, at de danske politikere er ude af stand til at forsvare bare en tomme af Danmark.

Har de danske politikere fremstået handlekraftige og resolutte oven på disse hændelser? Tværtimod. De har været helt rundt på gulvet, struttet af inkompetence og uden nogen idé om, hvad de skulle gøre. Der er blevet afholdt et hav af indholdsløse pressemøder, hvor store grupper af politikere og topembedsmænd er mødt op, men uden rigtigt at have noget at sige. Når de eksempelvis er blevet spurgt om, hvorfor dronerne ikke blev skudt ned, har de set forvirret ud og mumlet noget om, at det var mørkt, og når man skyder noget op i luften, så falder det ned igen.

Det virker til at komme helt bag på dem, at droneteknologi er noget man skal tage højde for i det 21. århundrede, selvom det har været hovedkomponenten i krigen i Ukraine de sidste 3,5 år, og at der allerede i januar blevet der observeret droneflyvninger over Køge havn.

Mange sidder uden tvivl og tænker, at det er hul i hovedet, at politikerne har fået Danmark på kollisionskurs med Rusland, og at de så ovenikøbet heller ikke har nogen som helst anelse om, hvordan de skal beskytte os mod “anslag” som disse, er fuldstændig hul i hovedet. Det er Christiansborg, som skaber frygt og usikkerhed om krig i fremtiden, men når de møder bare den mindste test, som med disse droner, så fejler de miserabelt. Tomme tønder buldrer mest er en rammende betegnelse for Mette Frederiksen & Co.

Svag regering

Dette skaber en større og større kløft mellem politikerne og befolkningen, som Mette Frederiksen forsøger at lukke ved at genopføre corona-krisen med sig selv som hovedperson. Med meningsmålinger der er for nedadgående og et kommunalvalg, som ser ud til at blive et socialdemokratisk blodbad, er dette en oplagt mulighed for statsministeren til at skabe en ny krisestemning, der minder om den, der var under pandemien, for endnu en gang at gøre sig selv til samlingsfigur og dermed øge sin opbakning.

Men effekten af hendes alarmistiske politik er ikke den samme, som den var under corona. For siden da er mistilliden til hende og resten af politikerne blot vokset og vokset.

Det er de færreste, der tror, at den nuværende regering kommer til at håndtere denne krise på en god måde. Den sidste halvanden uges udstilling af deres inkompetence har ikke givet yderligere grund til at tro andet. Regeringen står meget svagt, hvilket ikke bliver bedre af de løbende skandaler. Lige nu hænger en skandalesag over forsvarsminister Troels Lund Poulsens hoved, som ikke ligefrem øger tilliden til, at toppolitikerne fortæller sandheden eller har vores ve og vel som førsteprioritet. 

Til Folkemødet på Bornholm blev luftet ramt af flere tordenskrald, da et F-35 kampfly fløj ind over øen, først mens Mette Frederiksen gav et interview til TV2 på hovedscenen i Allinge, og efterfølgende da Troels Lund Poulsen afholdte et arrangement sammen med Forsvarsministeriet.

Timingen var for god til at være sand, og forsvarsministeren blev efterfølgende spurgt ind til, hvorvidt han havde bestilt flyene, hvilket han pure benægtede. Men ministeren løj og har brugt militæret som en del af regeringens egen personlige propagandamaskine. Det er ikke til at sige, hvor denne sag ender, da ministeren direkte har løjet over for Folketinget, hvilket er ulovligt, og det derfor i sidste ende kan koste ham ministerjobbet.

Stemningen er skiftet

Med sager som disse kan det derfor ikke undre, at flere og flere ikke stoler på Mette Frederiksen og hendes regering. Statsministerens løsning på kritik af regeringens håndtering af droneflyvningerne har været at stemple alle kritiske stemmer som folk, der går Putins ærinde ved at “så splittelse” i befolkningen. Hun prøver altså at skræmme folk til at holde kæft og gøre hvad der bliver sagt.

Men, modsat under corona, hvor der var en reel sundhedsfare, er stemningen nu skiftet markant. For at få en idé om det, kan man prøve at gå ind på et vilkårligt kommentarspor i nyhederne om disse droneflyvninger. 

For her er det er ikke bare nogle enkelte internetkrigere, som sidder og vrisser. Der er mange kritiske kommentarer på de her opslag fra helt normale mennesker. Mange giver direkte Mette Frederiksen skylden for situationen, fordi de mener, at det er hende, der er blevet ved med at provokere Rusland. Andre udstiller, hvordan hun og de andre politikere i årevis har talt om at styrke forsvaret, men det nu er åbenlyst, at der intet er blevet gjort. Der er også mindre grupper af folk, som slet ikke mener, at der har været nogen droner eller at det er regeringen selv, som har sendt dem i luften. 

Det er i virkeligheden det mest signifikante ved hele den nuværende situation: Dette stemningsskifte, denne ændring i bevidstheden.

Drone-sagen finder sted på et tidspunkt, hvor det føles som om, at vi oplever mindst én historisk begivenhed om ugen. Derfor øger den ikke kun den afgrundsdybe mistillid til politikerne og myndighederne, men får også flere til at stille spørgsmålstegn ved hvordan hele samfundet er indrettet på. Det er denne ændring i bevidstheden, som i virkeligheden er den største fare for magthaverne.