Trump har bragt Mette Frederiksen på de internationale mediers forsider, som konsekvens af den mindre diplomatiske krise, der er udbrudt mellem verdens eneste supermagt og kongeriget Danmark, efter at Mette Frederiksen affejede Trumps købstilbud på Grønland. Er Frederiksen sprunget ud som anti-imperialistisk frontkæmper?
Ganske uforvarende kom den nye danske statsminister til at svare direkte på Trumps ide om at købe Danmarks besiddelse, Grønland, og kaldte tanken “absurd”. Dette svar faldt ikke i god jord hos Trump, der omgående aflyste sit statsbesøg. Stakkels Trump følte sig ydmyget og kaldte Mette Frederiksens svar for “nasty”.
Fra at skulle have plejet de transatlantiske relationer med de danske kapitalisters allierede og beskytter, er den nye danske statsminister ufrivilligt endt i rollen som Jeanne d’Arc i kampen mod den amerikanske tyran. Hun er lynhurtigt blevet ikon for alle forsvarere af den liberale og regelbaserede internationale orden, diplomatisk etikette og borgerlig anstændighed. Det er en uventet situation, som har givet statsministeren fantastisk medvind i samtlige mediers ledere og opbakning fra selv de mest uventede kanter.
Den Radikale Jens Rohde var således ude at opfordre til at “slå ring om vores statsminister”, og samme takter kunne høres fra formanden for lærernes fagforening. Børsens chefredaktør,Bjarne Corydon, bad os tage hatten af for Frederiksens håndtering af forløbet. Tidligere statsminister Lars Løkke fulgte op med et twitter-angreb på Trump, da denne påpegede, at Danmark ikke lever op til sit løfte til NATO om at bruge 2 procent af BNP på sit forsvar. Også internt i USA bliver Frederiksen nu brugt af Trumps modstandere. Og det tyske “Der Spiegel” erklærede hende endda i går, den 21. august, for “dagens vinder”.
Men ønsker hun virkelig at tage en konfrontation med USA? I så fald skal den danske sikkerhedspolitiske strategi, som fra starten har haft glødende opbakning fra det danske socialdemokrati, skrives om. Strategien har siden Anden Verdenskrig i realiteten bestået i, at Danmark gør alt, hvad USA forlanger, til gengæld for en sikkerhedsgaranti. Hvis det danske borgerskab bryder med deres del (at være lydig skødehund), så kan det forventes at få konsekvenser. Trump har ikke tænkt sig at lade sig “besejre” på den internationale scene af en statsminister for et lille obskurt og ubetydeligt land. Han ved, at det danske borgerskab har mere brug for USA end omvendt.
Højt at flyve
Mette Frederiksen rider lige nu på en spontan bølge af popularitet, som ingen, hverken vi i RS eller hende selv, havde forudset. En bølge, der kun blev startet, fordi hun ikke er vant til at agere på verdensscenen og derfor var lidt for “fri” i sin afvisning af Trumps forespørgsel. Men intet er ændret i forhold til det fundamentale: at dansk kapitalisme ER amerikansk imperialismes skødehund. Og en hund, der bider sin herre, får ikke megen kærlighed, men oftere et velrettet spark. Vi kan forvente, at den amerikanske administration vil lægge et betydeligt pres på den danske regering i den næste periode. Og vi kan forvente, at den danske regering vil bøje sig for alle krav, så længe de ikke inkluderer opgivelse af kongerigets nordatlantiske besiddelser. Om det så drejer sig om deltagelse i militære interventioner, forhøjelse af forsvarsbudgettet eller nye amerikanske militærbaser på Grønland. Regeringen vil bøje sig, for den har intet andet alternativ på kapitalistisk basis, med mindre den vil opbygge et forsvar, der egenhændigt kan forsvare det danske territorium. Og det sker næppe. Kun USA kan levere denne “service”. EU er på ingen måde et alternativ.
Ikke desto mindre følte mange venstreorienterede i Danmark (i hvert fald den del, der er på Twitter) uden tvivl, at det var befriende at nogen talte Trump imod. Men karakteren af Mette Frederiksens afvisning var absolut ikke anti-imperialistisk, og dens effekt har heller ikke været progressiv. Tværtimod har den styrket ideen om det danske kongeriges “ret” til sine besiddelser i Arktis og Nordatlanten, og at Trump skal respektere den danske nation og det kongelige statsoverhoved. Alt sammen dybt reaktionære national-chauvinistiske konklusioner.
Trumps “respektløse” købstilbud og den følgende dansk-amerikanske diplomatiske krise har sat en frygt i det danske borgerskab: At der kan blive sat en kile ind mellem dem og Grønland – et område de ser som deres retmæssige ejendom, og som er det, der giver dem en plads ved bordet hos de store drenge. Derfor hyler de nu op om behovet for at styrke rigsfællesskabet.
National samling om dansk imperialisme
Krisen har fået alle skabsimperialister til at krybe ud af træværket i det lille kongerige. Fra Radikale Venstre til Dansk Folkeparti tales der om vigtigheden af “at styrke rigsfællesskabet”. Med andre ord; at styrke Danmarks greb om Grønland. Som Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen udtalte til Jyllandsposten i går, må grønlænderne nu stoppe al snak om selvstændighed. Nu skal rigsfællesskabet og den danske krones overherredømme styrkes, kræver han.
Netop denne nationale vækkelse viser, hvorfor marxister altid har insisteret på at starte med at feje for egen dør. Marxister er imod Trump, selvfølgelig! Men vi fjerner ikke et sekund vores øjne fra det danske borgerskab, der ikke bare føjer amerikansk imperialisme, men også har egne små-imperialistiske ambitioner. Som marxister i Danmark, et land der undertrykker det grønlandske folk, er det danske borgerskab vores første og primære fjende. I Grønlandsskandalen sagde det danske borgerskab og statsapparat for én gangs skyld nej til et ønske fra amerikansk imperialisme. Ikke fordi de pludselig var blevet progressive, men kun fordi Trump udfordrede deres besiddelser. Alle de gange, hvor Trump og hans forgængere har ringet og bedt de danske regeringer om at sende danske soldater til fjerne egne i amerikanske imperialistiske eventyr, har de ikke bare undladt at kritisere og afvise, men stolt påtaget sig at sende danske soldater i døden for amerikansk imperialismes interesser.
Tilbage står det grønlandske folk. Politikerne i Selvstyret kan forsøge at udnytte spændingerne mellem USA og Danmark til at manøvrere og få indrømmelser, og enkelte krummer kan falde af. Men faktum er, at den danske stat er mere ivrig end nogensinde i sit forsøg på at styrke sit greb om Grønland, og forsøge at slukke alle håb om at afslutte århundreders dansk undertrykkelse.
