DGS må mobilisere til samlet front mod nedskæringerne


Rasmus Jeppesen, gymnasieelev



4 minutter

Den 11. til 13. april blev DGS’ (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) landsmøde afholdt, som er et af vores to årlige stormøder. Det er denne gang om året hvor vi gymnasieelever skal diskutere vores, hvordan vi kan kæmpe for bedre forhold og imod nedskæringerne, samt vælge en bestyrelse til at lede organisationen det næste år. DGS er en gammel organisation med over 40 år på bagen og repræsenteret ved 111 elevråd landet over ud af 132 gymnasier i Danmark – altså en organisation der er godt fasttømret fra Struer til København.

Demonstrationen 4. marts var en begivenhed som også blev heftigt diskuteret på landsmødet. Den borgerlige regering havde endnu en gang lavet en Finanslov med en såkaldt ”grønhøster” – besparelse, som ville betyde, at gymnasierne skulle strejke deres allerede mere end udpinte økonomi, ud over hvad der er muligt, ved at spare en procent på næste år budget. Derfor er konsekvenserne klare; lærerfri timer, mere(!) brugerbetaling, ingen indkøb af nye materialer osv.

DGS allierede sig med nogle af de andre studenterorganisationer, som også ville blive ramt af disse nedskæringer, og indkaldte til demonstration d. 4. marts med parolen ”Ansvarlighed nu – Nedskæringerne ud!”. Desværre røg ikke alle nedskæringerne ikke ud og man skulle stadig spare en halv procent. Kun 1500 mennesker mødte frem på Christiansborgs Slotsplads, og demonstrationen bar også præg af, det skulle være ”en fed demo” med masser af musik på 3 forskellige lydvogne, balloner og et farverigt show på scenen. Til gengæld var der gymnasier der f.eks. slet ikke havde fået sent materialer ud og ikke viste der skete før på dagen. DGS havde simpelthen demobiliseret eleverne på deres medlemsskoler. Efter flere år med enkelte demonstrationsdage, hvor man ikke har vundet kampen imod de årlige nedskæringer, og hvor DGS’ ledelse ikke har givet et perspektiv for at vinde kampen, er der mange elever, der ikke kan se noget formål med sådanne demonstrationer.

Roskilde Gymnasium og Christianshavns Gymnasium havde, med støtte fra Det Frie Gymnasium, stil en udtalelse, som præcist omhandlede 4. marts, og sagde, at man ikke kunne kalde det for en sejr, da der jo stadig er nedskæringer på og det ville ramme alle i DGS. Derfor skulle man have forsat og intensiveret kampen så man kunne have fået fjernet alle nedskæringer, ved blandt andet at kalde til nationale møder i stedet for, at blive ved med at forhandle med Dansk Folkeparti, som år for år har stemt for nedskæringer på uddannelsesområdet.

Udtalelsen blev diskuteret på landsmødet. Nogle sagde det virkede ”useriøst” at blive ved med at demonstrere og man derfor ville virke afskrækkende for politikerne. Men er det useriøst når elever forlanger en ordentlig uddannelse, og kæmper for det som politikerne kalder ”uddannelse i verdensklasse”? Disse ord falder jo godt i jord under valgkampen, men jo længere og længere tid der går, kan man se, at det er en billig frase fra de borgerlige politikere, hvis skjulte dagsorden egentlig er at afmontere den gode og gratis uddannelse. Det lyder lidt af GLO retorik hvor det egentlig mest handler om at tække politikerne så man kan sidde ”med ved bordet. Det eneste, der er ”useriøst” er, hvis man bliver ved med kun at mobilisere til enkelte demonstrationsdage eller mindre aktioner uden et perspektiv for at vinde kampen imod nedskæringerne, alliere sig med arbejderbevægelsen og arbejde for en ny regering, der vil investere i uddannelserne i stedet for at skære ned.

Andre sagde, at man ved at kalde det en fiasko havde man ikke respekt over alle de DGS aktive der havde lagt en masse arbejde i projektet 4. marts. Det er et sidespor at komme ud på, for selvfølgelig har man det – der er masser af elever rundt om i landet er laver et knaldgodt stykke arbejde. Spørgsmålet er om de politikere man sidder og forhandler med inde på Christiansborg har det? For at presse politikerne til at droppe nedskæringerne, må DGS mobilisere ude på skolerne med oplægsholdere og materialer, fælles demonstrationer og konferencer, der kan beslutte, hvordan man videre skal kæmpe, samt en alliance med arbejderbevægelsen. Ved at alliere os med arbejderbevægelsen står vi styrket i kampen for forbedringer.