Det er næppe gået nogen aktiv SF’ers næse forbi, at der er blusset en debat om Dansk Folkeparti op i partiet. Debatten har videre implikationer og peger også i retning af spørgsmålet om de såkaldte ”brede forlig”, som blandt andre Ole Sohn har erklæret sig som tilhænger af.
Debatten om DF brød ud omkring landsmødet i april, men er siden fortsat i partiet. Anledningen var en historie i Berlingske Tidende. Avisen skrev, at SF’s gruppeformand, Ole Sohn, skulle have truet partiets socialordfører, Özlem Cekic med at fratage hende ordførerskabet, hvis hun ikke trak i land med et forslag, som hun sammen med tre SF-lokalformænd ville have sat til afstemning på landsmødet. Hensigten med forslaget var, at SF skulle gå til valg på at smadre Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik.
Özlem Cekic ville ikke udtale sig til Berlingske Tidende om sagen. Berlingske Tidende har ført an i en massiv smædekampagne imod SF på det seneste, og det er forståeligt, at mange ikke ønsker at bidrage til den borgerlige presses hetz mod partiet og socialismen.
DF er et overklasseparti
Det væsentlige i denne sag har ikke med hverken Özlem Cekic eller Ole Sohn at gøre. Det væsentlige er diskussionen om, hvordan der kan skabes et nyt Danmark, hvor den borgerlige politik og deres racistiske affald er henvist til historiens losseplads. Formanden for SF Nørrebro, Charlie Stjerneklar, sagde til Berlingske Tidende:
”Når SF forhåbentlig kommer i regering, så skal vi bygge et helt nyt Danmark op. Det mener jeg ikke skal ske i samarbejde med Dansk Folkeparti og den politik, de står for.”
Der findes formentlig ikke en eneste aktiv SF’er, som ikke er klar over, hvor Dansk Folkeparti står, og hvilke samfundsinteresser, de varetager. Dansk Folkeparti er et arbejdsgiverparti, der benytter sig af racistisk demagogi og politiske røgslør for at splitte arbejderklassen og dække over deres politik, der betyder nedskæringer på velfærden, skattelettelser til de rige og økonomisk omfordeling, der tilgodeser samfundets top på bekostning af arbejdere, pensionister, unge, arbejdsløse, børn og syge. Dansk Folkeparti er et parti, der har rødder i overklassen, forsvarer overklassens interesser og i det hele taget står for det stik modsatte af, hvad SF og resten af arbejderbevægelsen står for.
DF er et nedskæringsparti
Det er ikke svært at dokumentere disse ting. En samlet opgørelse, der blev lavet i 2006, viste, at DF havde stemt for nedskæringer på velfærden i 55 kommuner. I 27 kommuner havde de stemt for nedskæringer på ældreplejen. Opgørelsen blev lavet af Enhedslisten, og rigtigheden af dens konklusioner er aldrig blevet anfægtet. Undersøgelsen er ikke blevet gentaget siden 2006, men der er absolut ingen grund til at antage, at Dansk Folkepartis repræsentanter er blevet mere venligt stemt over for velfærden i mellemtiden – tværtimod.
Dansk Folkeparti har i al den tid, de har haft magt (partiet er de facto med i regeringen, men står officielt udenfor, fordi det giver dem mulighed for samtidig at fremstå som en art opposition – det er intet andet end politisk falskneri) stemt for angreb på arbejderklassen og gaver til kapitalisterne. De har stemt for alle skattelettelserne til de rige. De har stemt for det skandaløse velfærdsforlig i 2006, der var det største angreb på pensionsalderen, som nogen europæisk regering har gennemført. De har stemt for angrebene på SKP’en. De har stemt for, at gymnasierne skal være selvejende. De har bakket op om milliard-tyverierne fra den Sociale Pensionsfond og fra Landsbyggefonden (dette tyveri løb op i 12 mia. fra 2002 til 2006 – penge, som lejerne selv havde betalt). Og sådan kunne man blive ved.
DF er et hetz-parti
Det er ingen nyhed, at Dansk Folkeparti har slået sig op på racistisk demagogi. Mens de med den ene hånd skærer i velfærden, afskærer lærlingene fra at få læreplads, går imod fagbevægelsens forsøg på at stoppe underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, lader de almene boliger forfalde osv., skyder de med den anden hånd skylden for alle problemer på indvandrere og flygtninge generelt og muslimer i særdeleshed.
På det seneste er DF også begyndt at hetze imod SF. Det seneste eksempel på denne underlødige kampagne leverede de, da de sammenlignede Ole Sohn med den danske nazi-fører Fritz Clausen fra Anden Verdenskrig. Dette beskidte forsøg siger imidlertid intet om Ole Sohn, men alt om, at Dansk Folkeparti er ved at gå i panik. De kan se, at hvis de skal genvinde regeringsmagten, skal de knuse en kommende regerings venstre flanke – SF. Intet er tilsyneladende for lavt i denne hetz-kampagne. De har rodet i McCarthys gamle skraldespand og fundet de mest usle eksempler på antisocialistisk skræmmekampagne frem.
Socialister generelt og SF’ere i særdeleshed har intet at skamme sig over. DF forsvarer et forældet samfundssystem, der ikke engang kan tilbyde den mest basale rettighed – retten til arbejde – til det store flertal, der under dette system er nødt til at sælge deres arbejdskraft. DF forsvarer et system, hvor man som den naturligste ting i verden ”er nødt til” at skære mere end 600 millioner over de næste tre år på børne- og ungdomsområdet i København, samtidig med at man skal have medlidenhed med ”stakkels” Danske Bank, der ”kun” fik et overskud på 1,4 milliarder i de første tre måneder af 2010.
Kan man stemme sammen med DF?
Blandt de ledende SF’ere, der tilsyneladende nu mener, at det er i orden at samarbejde med Dansk Folkeparti, hører vi argumentet om, at vi ikke skal ”dæmonisere” eller ”stemple” vores politiske modstandere. Men det er der heller ingen, der har gjort. Derimod har en række SF’ere blot draget den logiske konklusion: DF er et racistisk overklasseparti – derfor skal de bekæmpes i stedet for at inviteres til samarbejde. Det er ikke dæmonisering eller stempling. Det er en ærlig anerkendelse af tingenes tilstand.
Men hvad så hvis DF fremlægger et forslag, som vil gavne velfærden? Hvad så hvis DF gerne vil stemme for SF’s forslag? Hvad så hvis…? Der er mange indvendinger, men de er hypotetiske. Man kunne lige så godt spørge: hvad så hvis Lars Løkke Rasmussen bliver socialist, og hvad så hvis Pia Kjærsgaard melder sig ind i Islamisk Trossamfund.
Hvis DF stemmer for forslag fra en fremtidig regering med SF, der vil opruste velfærden, give arbejde til alle og lade kapitalisterne betale – ja, så skal de være velkomne. Indtil da tillader vi os at tvivle på, at en sådan omvendelse vil finde sted. Et mere sandsynligt scenarium vil være pavens omvendelse til den luthersk-evangeliske protestantisme. Det vigtige er, hvilken politik, SF fremsætter – det bør være en politik, der konsekvent forsvarer arbejderklassen, dens levevilkår, organisationer og rettigheder – og ikke, om DF eventuelt vil stemme for eller imod.
Hvad betyder ”brede forlig”?
Det har længe været en mærkesag for det Radikale Venstre at afskaffe efterlønnen, halvere dagpengene, sænke skatten for de rige og i det hele taget føre arbejdsgiverpolitik. En anden mærkesag har været ”brede forlig”. Hvad betyder disse brede forlig? Det betyder, at de borgerlige partier skal stemme for et forslag sammen med venstrefløjen. Og hvad betyder så dette? Det betyder, følgende: enten skal de borgerlige partier acceptere, at deres klasseinteresser bliver angrebet, eller også skal arbejderpartierne acceptere, at arbejderklassen bliver angrebet. Det gælder på alle områder. Alle dele af politik – lige fra skattepolitik over forsvarspolitik og retspolitik til miljøpolitik – handler om klasseinteresser. Hvem skal tilgodeses og hvem skal betale?
Det Radikale Venstres historiske rolle har været at dreje Socialdemokratiet til højre. De højredrejede ledere i Socialdemokratiet har brugt dem som undskyldning for ikke at gennemføre en socialistisk politik. De ”brede forlig” har altid været skadelige, og hver eneste gang, arbejderpartierne har gennemført progressive reformer til gavn for arbejderklassen, har de gjort det uden de borgerlige partiers støtte.
For arbejder-blokpolitik
De ”brede forlig” – lige fra Kanslergadeforliget i 1933 over indførelse af momsen i 1967 og til Forsvarsforliget i 2009 – har alle betydet, at arbejderklassen har betalt for gennemførelse af en borgerlig politik. Såkaldte ”brede forlig” er en tanke, der er groet i haven hos de borgerlige, der har ønsket at lamme arbejderpartierne og venstrefløjen ved at fedte dem ind i politiske forlig, der binder dem på hænder og fødder til en politik, der alene er i overklassens interesse. Derfor er det en farlig tendens, at nogle ledere i SF nu også er begyndt at snakke om ”brede forlig”.
Hvis en S-SF regering baserer sig på ”brede forlig” i stedet for konsekvent klassekamp imod de borgerlige og deres økonomiske bagmænd (”blokpolitik”), så bliver det umuligt at rette op på de ulykker, der borgerlige har lavet de seneste år. Vil de borgerlige stemme for kædeansvar imod social dumping? Vil de borgerlige stemme for drastiske prisnedsættelser på offentlig transport? Vil de borgerlige stemme for klassekvotienter på 24? Vil de borgerlige stemme for en SKP-løn, der er til at leve af? Vil de borgerlige stemme for at rulle selskabsskatten tilbage til 1989-niveau (siden da er den sænket med 20 procentpoint)? Vil de stemme for at genindføre formueskatten? Vil de stemme for en udvidelse af dagpengeperioden? Vil de stemme for, at starthjælp og kontanthjælpsloft bliver ophævet? Vil de stemme for, at de multinationale skal efterforskes af skattevæsenet? Vil de stemme for nationalisering af Nordsøolien? Man kunne blive ved. Svarene giver sig selv. Konklusionen er uomgængelig: ”brede forlig” vil føre til lammelse og fiasko. Blokpolitik til gavn for arbejderklassen – en socialistisk politik der angriber kapitalisternes ejendomsret over de største banker og virksomheder og peger i retning af demokratisk socialisme – er det eneste realistiske alternativ.
